LOV nr 1555 af 19/12/2017
Skatteministeriet
Lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, kildeskatteloven, skattekontrolloven og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af skattekontrolloven og skatteindberetningsloven, gennemførelse af ændringsdirektiv om skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet efter hvidvaskregulering m.v.) § 38
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019 og har virkning fra og med indkomståret 2018, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Lovens § 2, nr. 5 og 7, § 4, nr. 19, § 5, § 19, nr. 2, og § 20, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 2018.
Stk. 3. For juridiske personer, som skal indgive selvangivelse for indkomståret 2018 i kalenderåret 2018, finder bestemmelserne i § 1, nr. 8, § 2, nr. 6, § 4, nr. 4, 8-10, 13 og 17, § 6, nr. 1-3, § 8, nr. 1 og 2, § 11, nr. 1-5, § 12, nr. 1-5, § 13, nr. 1-4, § 16, nr. 1-3, § 17, nr. 1-7, § 19, nr. 3-5, § 20, nr. 1, § 22, nr. 1-23, § 23, nr. 3, 5-8, 10, 11, 13, 14, 16 og 17, § 24, nr. 1-4, og § 25, nr. 1-3, ikke anvendelse for indkomståret 2018. For indkomståret 2018 finder de hidtil gældende regler anvendelse for disse juridiske personer.
Stk. 4. Lovens § 1, nr. 2, 5 og 6, § 2, nr. 4 og 8, § 3, nr. 2, 5 og 6, § 4, nr. 6, 7, 12, 14-16 og 18, § 14, nr. 1-6, § 19, nr. 1, § 27, § 28, nr. 2, og §§ 29-33 finder ikke anvendelse på indberetninger vedrørende kalenderåret 2018 eller tidligere. For sådanne indberetninger finder den hidtil gældende skattekontrollov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med senere ændringer, og forskrifter udstedt i medfør heraf anvendelse.
Stk. 5. § 1, nr. 3, 5 og 7, og § 3, nr. 3 og 5, har virkning for fradrag for tab, som baseres på oplysninger om aktier, investeringsbeviser og fordringer, som indsendes til told- og skatteforvaltningen den 1. januar 2019 eller senere. For tab, der baseres på oplysninger om aktier, investeringsbeviser og fordringer m.v., som indsendes før den 1. januar 2019, finder § 14, stk. 3 og 4, og § 19 A, stk. 3, i aktieavancebeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1148 af 29. august 2016, og § 15, stk. 3 og 4, i kursgevinstloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1283 af 25. oktober 2016, fortsat anvendelse.
Forarbejder til Lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, kildeskatteloven, skattekontrolloven og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af skattekontrolloven og skatteindberetningsloven, gennemførelse af ændringsdirektiv om skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet efter hvidvaskregulering m.v.) § 38
Det foreslås i stk. 1, at loven som udgangspunkt træder i kraft den 1. januar 2019. Hermed bliver ikrafttrædelsestidspunktet det samme som i forslaget til skattekontrollov og skatteindberetningslov. Det betyder bl.a. at reglerne, som ændres i konsekvens af afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet, vil have virkning fra indkomståret 2018, jf. dog bemærkningerne til stk. 2 og 3 nedenfor.
Det foreslås i stk. 2, at en række bestemmelser træder i kraft 1. januar 2018. Det er ændringer til skattekontrolloven vedrørende mulighed for at forlænge oplysningsfristen ved it-nedbrud, gennemførelsen af Rådets direktiv 2016/2258 af 6. december 2016 om skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet efter hvidvaskreguleringen og SKATs mulighed for at indhente oplysninger om bankers transaktioner med udenlandske konti i skattelylande.
Det foreslås i stk. 3, at for juridiske personer, som skal indgive selvangivelse for indkomståret 2018 i kalenderåret 2018, finder de bestemmelser, som ændres i konsekvens af afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet m.v., ikke anvendelse for indkomståret 2018. For dette indkomstår finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det drejer sig om bestemmelserne i § 1, nr. 1, 3, 4, 7, 8-14, § 2, nr. 1-3, 5 og 6, samt 9-23, § 3, nr. 1, 3 og 4, samt nr. 9-18, § 4, nr. 1-4 og 8-11, 13, 17 samt 20-24, § 6, nr. 1-3, § 7, nr. 1, og 3-17, § 8, nr. 1 og 2, § 9, nr. 1, § 10, nr. 1-5, § 11, nr. 1-4, § 12, nr. 1-5, § 13, nr. 1-4, § 15, nr. 1, § 16, nr. 1-6, § 17, nr. 1-8, § 18, nr. 2, § 19, nr. 2, 4 og 5, § 20, nr. 1, § 21, nr. 1 og 2, § 22, nr. 1-23, § 23, nr. 3, 4, 6-8, 10, 11, 13, 14, 16, 17, § 24, nr. 1-4, § 25, nr. 1-3, § 26, nr. 1-10, § 35, nr. 1, og § 36, nr. 1.
Baggrunden for forslaget til stk. 3 er, at visse juridiske personer, som har bagudforskudt indkomstår, vil skulle selvangive allerede i kalenderåret 2018 for indkomståret 2018. Det sker således på et tidspunkt, hvor loven endnu ikke er trådt i kraft.
Efter selskabsskattelovens § 10 opgøres den skattepligtige indkomst på grundlag af indkomsten i indkomståret, der som hovedregel er kalenderåret. Selskabet eller foreningen m.v. kan dog vælge et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår). Har et selskab eller en forening m.v. et andet indkomstår end kalenderåret, opgøres den skattepligtige indkomst efter de regler, der gælder for det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for. Et bagudforskudt indkomstår kan tidligst begynde den 2. april i kalenderåret forud for det kalenderår, som det bagudforskudte indkomstår træder i stedet for.
Det skønnes, at ca. 55.000 selskaber har selvangivelsesfrist for indkomståret 2018 i kalenderåret 2018. Undtagelsen i stk. 3 til stk. 1 betyder, at for de personer, som for indkomståret 2018 skal selvangive efter de gældende skattekontrollov, vil de foreslåede bestemmelser, som ændres i konsekvens af afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet m.v., ikke finde anvendelse.
Det foreslås i stk. 4, at en række bestemmelser vedrørende skatteindberetningsloven ikke finder anvendelse på indberetninger vedrørende kalenderåret 2018 eller tidligere. For sådanne indberetninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det foreslås i stk. 5, at lovens § 1, nr. 3, 5 og 7 samt § 3, nr. 3 og 5 har virkning for fradrag for tab, som baseres på oplysninger om aktier og fordringer, som indsendes til told- og skatteforvaltningen den 1. januar 2019 eller senere. Betingelserne for tabsfradrag efter aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 3 og 4, § 19 A, stk. 3, og kursgevinstlovens § 15, stk. 3 og 4, anses fortsat for opfyldt for skattepligtige, som før den 1. januar 2019 har indsendt erklæringer efter skattekontrollovens § 11 B, i det omfang betingelserne for fradrag i øvrigt er opfyldt.