Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1555 af 19/12/2017

Skatteministeriet

Lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, kildeskatteloven, skattekontrolloven og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af skattekontrolloven og skatteindberetningsloven, gennemførelse af ændringsdirektiv om skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet efter hvidvaskregulering m.v.) § 18

I momsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 760 af 21. juni 2016, som ændret ved § 6 i lov nr. 474 af 17. maj 2017, foretages følgende ændringer:

1. I § 46, stk. 11, 5. pkt., ændres »skattekontrollovens § 6 F« til: »skattekontrollovens § 69«.

2. I § 78 a ændres »selvangivelsen, jf. skattekontrollovens §§ 1 og 4,« til: »oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2«, og »selvangivelsen af« ændres til: »oplysningerne til told- og skatteforvaltningen vedrørende«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, kildeskatteloven, skattekontrolloven og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af skattekontrolloven og skatteindberetningsloven, gennemførelse af ændringsdirektiv om skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet efter hvidvaskregulering m.v.) § 18

Til nr. 1

Efter forslaget til ændring af momslovens § 46, stk. 11, 5. pkt., foreslås det, at paragrafhenvisningen til skattekontrolloven ændres til en henvisning til den nye skattekontrollov.

Efter den gældende momslovs § 46, stk. 11, 5. pkt., kan SKAT registrere oplysninger om notifikationer afgivet af SKAT i kontrolinformationsregistret (KINFO).

I bestemmelsen henvises der til skattekontrollovens § 6 F vedrørende SKATs mulighed for at oprette et register over fysiske og juridiske personer, der har påført eller forsøgt at påføre det offentlige betydelige tab.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til skattekontrollov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med forslaget til skattekontrollov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i paragrafhenvisningen.

Til nr. 2

Efter forslaget til ændring af momslovens § 78 a foreslås det, at selvangivelsesbegrebet erstattes af et oplysningsbegreb.

Efter den gældende momslovs § 78 a skal ejere af virksomheder med personlig hæftelse for virksomhedens forpligtelser give oplysninger om skyldig eller tilgodehavende moms ifølge regnskabet for det regnskabsår, der ligger til grund for selvangivelsen af indkomsten fra virksomheden til brug for SKATs afgiftskontrol.

Forslaget indeholder en ændring som følge af afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet. Der er således tale om en konsekvensændring med henblik på at indføre skattekontrollovens oplysningsbegreb. Der henvises til omtalen under afsnit 2.1 i de almindelige bemærkninger.