Lov om trossamfund uden for folkekirken

For så vidt angår trossamfundene uden for folkekirken, er der ikke gennemført en samlet lovgivning, sådan som grundlovens § 69 ellers lægger op til.

Den manglende lovregulering betyder samtidig, at der ikke tidligere har været lovfæstet en definition af begrebet ’trossamfund’. I den nugældende praksis har Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund sammenfattet en forståelse af begrebet ’trossamfund’, som tager udgangspunkt i forarbejderne til ægteskabsloven. Sammenfatningen fastlægger begrebet ‘trossamfund’ således, at det består af to dele, nemlig ‘tro’, som er specificeret som »gudsdyrkelse . . . efter en nærmere udformet lære« og ‘samfund’, som er nærmere bestemt som »en sammenslutning eller forsamling (og hverken en ‘bevægelse’ eller ‘filosofisk forening’), hvis primære formål er ‘gudsdyrkelse (kult) efter en nærmere udformet lære og ritus’.«

Der foreslås med bestemmelsen en definition af, hvad der i denne lov forstås ved et ’trossamfund’.

Bestemmelsen er formuleret med udgangspunkt i Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfunds praksis, som er baseret på forarbejderne til ægteskabsloven samt den forfatningsretlige fortolkning af begrebet ’trossamfund’.

Definitionen indebærer, at der ved et ’trossamfund’ forstås et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove, efter udformede læresætninger og ritualer.

Forslagets indebærer samtidig, at den hidtidige sondring mellem ’anerkendte’ og ’godkendte’ trossamfund afskaffes. Det betyder, at der fremover anvendes en samlet terminologi for de trossamfund, der søger om offentlig anerkendelse, nemlig ’anerkendte’ trossamfund.

Det første led af definitionen – ’Ved trossamfund forstås et fællesskab’ –skal forstå således, at trossamfundet skal være en forenet gruppe af mennesker (et ’samfund’, et ’fællesskab’). Trossamfundet kan således ikke bestå i kun en enkeltpersons idéer og tanker, men idéerne skal deles af et fællesskab.

Det andet led – ’hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove’– bestemmer, at fællesskabet skal mødes omkring en religiøs tro. Formuleringen omfatter - i overensstemmelse med grundlovens § 67 - ikke blot monoteistiske, men også polyteistiske religioner, dvs. religioner, der bygger deres lære på én eller flere guder eller guddommelige instanser. Formuleringen omfatter også religioner, der ikke samler sig om egentligt guddommelige instanser, men bygger på en tro på en mere ubestemt kraft eller magt af ikke-fysisk, transcendental art, f.eks. visse grene af buddhismen. Rene livssynssamfund eller filosofiske foreninger falder derimod uden for formuleringen. Dette gælder også f.eks. rent kulturelt-etniske foreninger, hvilket også har været tilfældet i den hidtidige praksis med godkendelse af trossamfund i medfør af ægteskabsloven.

Det sidste led – ’efter udformede læresætninger og ritualer’ – henviser til, hvordan troen er udformet. Heri er der en lige vægtning af henholdsvis læresætninger, som kan være religiøse tekster, og ritualer, der forstås som religiøse handlinger eller forskrifter for sådanne handlinger.

I medfør af grundlovens § 67 har borgerne ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Det foreslås med bestemmelsen, at trossamfund frit kan dannes med ethvert lovligt formål.

Bestemmelsen er en konstaterende bestemmelse knyttet til grundlovens § 67. Bestemmelsen sikrer således den enkelte borgers ret til religionsfrihed, dog inden for den øvrige lovgivnings rammer, og kun såfremt trossamfundets formål ikke er i strid med gældende ret.

Forslaget indebærer således ikke, at statens anerkendelse i medfør af bestemmelserne i lovforslagets kapitel 3 er en forudsætning for, at borgerne kan danne et trossamfund. Anerkendelsen er derimod nødvendig, hvis trossamfundet ønsker at opnå offentlig bemyndigelse til, at dets forkyndere kan foretage vielser eller på baggrund af det religiøse virke, skal godkendes af SKAT med henblik på fradragsret for deres donatorer eller opnå opholdstilladelse til forkyndere i medfør af udlændingelovens § 9 f.

Med bestemmelsen foreslås, at et trossamfund har ret til at udøve sin religion, herunder med overholdelse af religiøse ritualer og skikke samt religiøs undervisning, såfremt der ikke herved opfordres til eller foretages noget, der strider mod bestemmelser fastsat ved lov eller i medfør af lov.

Bestemmelsen er en lovfæstelse af gældende praksis og understreger den enkelte borgers ret til religionsfrihed.

Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med grundlovens § 67, hvoraf det følger, at borgerne har ret til at forene sig i et samfund for at dyrke Gud på en måde, der stemmer overens med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Med betegnelsen ’religiøse ritualer’ forstås trossamfundets centrale tekstritualer. ’Religiøse ritualer’ kan f.eks. vedrøre vielse, begravelse eller almindelig gudstjeneste, fredagsbøn m.v.

Ved ’religiøse skikke’ forstås sådanne særlige traditioner eller handlinger, som uden at have karakter af ritualer indgår i trossamfundets religionsudøvelse.

Med begrebet ’religiøs undervisning’ forstås undervisning med et overvejende fokus på trossamfundets lære og tolkning af traditioner. Trosoplæring er ofte et vigtigt element i alle religioner, men kan være ekstra vigtig for religiøse minoriteter, fordi trossamfundets undervisning kan være den eneste måde at videreføre viden om trossamfundets lære. I nogle tilfælde kombineres religiøs undervisning med sprogundervisning og undervisning om kultur i de trossamfund, som er opstået pga. migration.

Med formuleringen understreges afgrænsningen af religionsfriheden i overensstemmelse med grundlovens § 67, således at retten til religionsudøvelse afgrænses af, at der ikke ved udøvelsen af religionen opfordres til eller foretages noget, der strider mod bestemmelser fastsat ved lov eller i medfør af lov. Den anvendte formulering ’…. ikke herved opfordres til eller foretages noget, der strider mod bestemmelser fastsat ved lov eller i medfør af lov’, svarer til grundlovens § 67, sidste sætning, således som den nu fortolkes og i en mere nutidig sprogdragt. Bestemmelsen skal således også, som tilfældet er med grundlovens § 67, fortolkes i lyset af væsentlighedskriterier og proportionalitetsprincipper.

Det følger af grundlovens § 67 og af den hidtidige praksis vedrørende trossamfund uden for folkekirken, at én eller flere personer i et trossamfund kan udpeges til at varetage særlige opgaver i trossamfundet.

Det foreslås med bestemmelsen, at trossamfunds ret til at udpege personer til at varetage et forkynderembede, rituel ledelse eller tilsvarende lovfæstes.

Det er en forudsætning for, at den udpegede embedsindehavere kan virke i Danmark, at vedkommende har lovligt ophold og ret til at arbejde her i landet.

Bestemmelsen har således særlig praktisk betydning i de tilfælde, hvor et trossamfund ønsker, at én eller flere personer, som ikke aktuelt har opholdstilladelse, skal kunne varetage et forkynderembede, rituel ledelse eller tilsvarende. I sådanne tilfælde er det en forudsætning for den pågældendes mulighed for at varetage et forkynderembede, rituel ledelse eller tilsvarende, at den pågældende er meddelt opholdstilladelse og har ret til at arbejde her i landet. Meddelelse af opholdstilladelse og ret til at arbejde er således afgørende for, om den pågældende kan varetage et forkynderembede m.v. i Danmark.

I de sager, hvor der er tale om, at ansøgeren skal varetage et forkynderembede m.v., vurderer Udlændingestyrelsen i første instans, om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, hvorefter der bl.a. kan meddeles opholdstilladelse under henvisning til, at den pågældende skal varetage et forkynderembede m.v. Et afslag på opholdstilladelse efter bestemmelsen kan påklages til Udlændingenævnet.

Det bemærkes, at en religiøs forkynder også kan have opholdstilladelse i Danmark i medfør af andre bestemmelser end udlændingelovens § 9 f, f.eks. som familiesammenført eller som flygtning.

For så vidt angår statsborgere i de nordiske lande, er det et krav, at de ved ansøgning om vielsesbemyndigelse vedlægger dokumentation for statsborgerskab, f.eks. i form af kopi af pas. For EU-borgere stilles der ved ansøgning om vielsesbemyndigelse udvidede krav til dokumentation for statsborgerskab. Således skal sidstnævnte persongruppe, foruden dokumentation for statsborgerskab i form af kopi af pas, vedlægge en udfyldt tro og love-erklæring om dato for indrejse i Danmark og en udfyldt og underskrevet blanket med sprogerklæring.

Hvis en tredjelandsstatsborger allerede opholder sig i Danmark på grundlag af en opholdstilladelse, der er meddelt i et andet EU-land, skal der ved ansøgning om vielsesbemyndigelse vedlægges en kopi af rejselegitimation/opholdstilladelse og en udfyldt og underskrevet blanket med sprogerklæring.

Trossamfundenes adgang til – inden for gældende lovgivning om bygningsmæssige krav – at opføre religiøse bygninger er en del af religionsfriheden.

Det foreslås med 1. pkt., at den gældende praksis om, at trossamfund har ret til at opføre religiøse bygninger, lovfæstes. Herved forstås f.eks. kirker, moskéer, synagoger og templer, som trossamfundene benytter i forbindelse med deres religionsudøvelse.

Retten til at opføre religiøse bygninger er som hidtil betinget af, at reglerne i den øvrige lovgivning om bygningsmæssige krav m.v. er opfyldt, herunder planregler og hensynet til det omkringliggende samfund, jf. 2. pkt. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er fastsat regler, der begrænser brugen af synlige religiøse symboler på de bygninger, der ønskes opført.

Det er efter bestemmelsens ordlyd ikke en forudsætning for, at et trossamfund – inden for gældende lovgivning om bygningsmæssige krav m.v. – kan opføre en religiøs bygning, at trossamfundet er anerkendt i medfør af lovforslagets kapitel 3. Også trossamfund, der ikke er anerkendte, vil således have den beskrevne mulighed for at opføre religiøse bygninger.

Udgifterne til byggeriet finansieres af trossamfundet selv.

Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at øvrige sammenslutninger eller privatpersoner – inden for gældende lovgivning om bygningsmæssige krav m.v. – kan opføre en religiøs bygning.

Efter den nugældende § 16, stk. 2, i lov om begravelse og ligbrænding, jf. lovbekendtgørelse nr. 906 af 25. juni 2013, kan kirkeministeren tillade trossamfund uden for folkekirken at anlægge egne begravelsespladser. Tilladelsen betinges af, at der stilles sikkerhed for begravelsespladsens vedligeholdelse. Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af kirkeministeren.

Med den foreslåede stk. 1 videreføres denne ret, ligesom det tydeliggøres, at trossamfundet har ansvaret for driften af begravelsespladsen. Trossamfundene har således ansvaret for, at begravelsespladserne administreres korrekt, og at begravelsespladserne vedligeholdes forsvarligt og i overensstemmelse med de gældende regler herom.

Egne begravelsespladser kan kun anlægges efter ansøgning til kirkeministeren, der som den ressortansvarlige minister for kirkegårdene i Danmark har kompetencen til at vurdere de juridiske og praktiske konsekvenser ved ansøgningen.

Med forslaget til stk. 2, 1. pkt., fastsættes kravene til ansøgningen, herunder at denne skal ledsages af en vedtægt om bestyrelse, tilsyn og benyttelse m.v. af begravelsespladsen, samt oplysninger om de særlige forhold, der gør sig gældende i henseende til gravstedernes udformning og beståen.

Med muligheden for at anlægge og drive begravelsespladser følger således også en række krav til den måde, trossamfundet administrerer og varetager opgaven på i praksis. En nærmere beskrivelse af dette vil skulle fremgå af vedtægterne.

Med forslaget til stk. 2, 2. pkt., videreføres det hidtil gældende krav om, at den af trossamfundet indsendte vedtægt skal godkendes af kirkeministeren.

Med forslaget til stk. 2, 3. pkt., tydeliggøres det, at det er en betingelse for tilladelse til at anlægge en begravelsesplads, at begravelsespladsen kan etableres inden for rammerne af gældende kommunalplaner, kommuneplantillæg og lokalplaner. Endvidere er det en betingelse, at det pågældende areal er erklæret egnet til anlæg af begravelsesplads af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det påhviler det enkelte trossamfund at indhente de nødvendige tilladelser og erklæringer fra henholdsvis Styrelsen for Patientsikkerhed og kommunen.

Forslaget til stk. 3 indebærer, at tilladelse til at anlægge en begravelsesplads ligesom efter den nugældende lovgivning kan betinges af, at der stilles sikkerhed for begravelsespladsens vedligeholdelse. Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af kirkeministeren. Heri ligger særligt et krav om, at trossamfundet garanterer, at begravelsespladsen kan bestå indtil fredningsperiodens udløb uagtet, at trossamfundet opløses. Det er samtidig en betingelse, at begravelsespladsen ikke bliver en økonomisk byrde for det offentlige i de tilfælde, hvor trossamfundet opløses eller bestyrelsen, som reelt har det overordnede ansvar for trossamfundet, opløses.

Kravene i stk. 2 og 3 svarer til de krav, der i dag kan stilles i medfør af § 16, stk. 4 og 5, i lov om begravelse og ligbrænding.

Med bestemmelsen i stk. 4 bemyndiges kirkeministeren til at fastsætte nærmere regler om oprettelse af begravelsespladser for trossamfund uden for folkekirken. Dette giver plads til fremover at udstede bekendtgørelser tilpasset de på tidspunktet gældende samfundsmæssige forhold.

Det er hensigten med bemyndigelsesbestemmelsen, at den kan benyttes til at fastsætte nærmere regler for den administrative procedure ved oprettelse af begravelsespladser, herunder trossamfundets eget ansvar hermed, og Kirkeministeriets behandling af den enkelte sag.

Ifølge nugældende praksis er det Kirkeministeriet, der godkender trossamfund og menigheder i Danmark. Det sker efter indstilling fra Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund.

Kriterierne for godkendelse som trossamfund eller menighed er fastlagt i forarbejderne til ægteskabsloven, jf. herved kirkeministerens svar på spørgsmål i forbindelse med Folketingets behandling af ægteskabsloven (Folketingstidende 1968-69, tillæg B, sp. 1927-30).

Kriterierne for at opnå godkendelse som trossamfund eller menighed angår navnlig trossamfundets eller menighedens organisation. Det er efter gældende praksis en forudsætning for godkendelse, at trossamfundet eller menigheden er en organisation af en vis størrelse og med en tilstrækkelig fast struktur. Ansøgerens struktur skal fremgå af skrevne vedtægter eller i øvrigt fremgå af ansøgningen. Endvidere skal Kirkeministeriet have sikkerhed for trossamfundets eller menighedens fortsatte beståen, hvorfor der stilles krav om medlemstal. Efter gældende praksis skal ansøgere have en størrelse på mindst 150 myndige medlemmer for et trossamfund og 50 for en menighed med tilknytning til en af verdensreligionerne. Et trossamfund må efter gældende praksis ikke lære eller foretage noget, som strider imod sædeligheden, den offentlige orden eller andre vægtige hensyn til samfundets eller andres rettigheder. Det betyder grundlæggende, at trossamfundets lære og aktiviteter skal overholde gældende lovgivning.

Herudover skal en anmodning om anerkendelse, efter nugældende praksis, bl.a. indeholde oplysninger om navn og hjemsted for trossamfundet, antal myndige medlemmer af trossamfundet, trossamfundets vedtægter, navn og adresse på den i forhold til trossamfundet ansvarlige kontaktperson, en trosbekendelse eller anden tilsvarende tekst, som indeholder religionens læregrundlag eller læretradition, en beskrivelse af trossamfundets centrale ritualer samt trossamfundets seneste årsregnskab.

Forslaget til stk. 1, nr. 1, fastslår kravet om, at et trossamfund kan registreres som anerkendt trossamfund, såfremt det har mindst 50 myndige medlemmer, der enten har fast bopæl i Danmark eller dansk indfødsret. Sidstnævnte persongruppe er medtaget, så de personer, der er udstationeret eller af anden grund ikke har bopæl i Danmark, er omfattet af bestemmelsen.

Forslaget indebærer således en lempelse af den hidtidige godkendelsespraksis, idet et trossamfund fremover vil opfylde kravet om medlemstal, hvis trossamfundet har mindst 50 medlemmer. Det er stadig et krav, at trossamfundet skal dokumentere, at medlemmerne er myndige, og at de enten har fast bopæl i Danmark eller dansk indfødsret.

Dokumentationen herfor vil være opfyldt, såfremt trossamfundet i tilknytning til ansøgningen erklærer, at trossamfundet har 50 myndige medlemmer. Det er som udgangspunkt ikke nødvendigt at fremlægge en fortegnelse over trossamfundets myndige medlemmer, jf. lovforslagets § 7, stk. 3.

Den overvejende begrundelse for at lempe kravet om 150 medlemmer er, at det for visse mindre trossamfund kan være svært at opfylde dette krav. Derudover vil en lempelse af medlemskravet formentlig tilskynde flere trossamfund til at søge om anerkendelse, hvilket vil medvirke til bedre overblik over de trossamfund, som er etableret i Danmark. Det bemærkes i øvrigt, at der inden for folkekirken eksisterer et tilsvarende krav om, at ansøgning om oprettelse af en valgmenighed skal være underskrevet af 50 folkekirkemedlemmer, som har stemmeret ved valg til menighedsråd.

Forslaget til stk. 1, nr. 2, fastslår, at et trossamfund kan registreres som anerkendt trossamfund, såfremt det ikke opfordrer til eller fortager noget, der strider mod bestemmelser i lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov.

Bestemmelsen er en lovfæstelse af gældende praksis, som sikrer den enkelte borgers ret til religionsfrihed, dog inden for den øvrige lovgivnings rammer, og kun såfremt trossamfundets formål ikke er i strid med gældende ret.

Bestemmelsen har sammenhæng med grundlovens § 67, hvoraf det følger, at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på en måde, der stemmer overens med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Anmodningen om anerkendelse skal indeholde en række oplysninger, jf. forslaget til stk. 2.

Efter forslaget til stk. 2, nr. 1, skal anmodning om anerkendelse indeholde oplysninger om navn og hjemsted for trossamfundet. Bestemmelsen lovfæster den nugældende praksis, hvorefter en anmodning om anerkendelse skal indeholde oplysninger om navn og hjemsted for trossamfundet.

Anmodning om anerkendelse skal endvidere indeholde oplysninger om antal myndige medlemmer af trossamfundet, jf. stk. 2, nr. 2. Bestemmelsen lovfæster den nugældende praksis, hvorefter en anmodning om anerkendelse skal indeholde oplysninger om antal myndige medlemmer af trossamfundet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med kravet i stk. 1, nr. 1, hvorefter det er et krav, at trossamfundet skal have mindst 50 myndige medlemmer.

Med forslaget til stk. 2, nr. 3, lovfæstes den nugældende praksis om, at anmodning om anerkendelse skal indeholde oplysninger om trossamfundets vedtægter. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets §§ 2 og 3 og har således til formål at give kirkeministeren indsigt i, at trossamfund ikke i deres religionsudøvelse fastsætter regler, der strider mod bestemmelser fastsat ved lov eller i medfør af lov.

Efter forslaget til stk. 2, nr. 4, skal anmodning om anerkendelse indeholde oplysninger om navn og adresse på den kontaktperson, der er ansvarlig i forhold til Trossamfundsregistret. Bestemmelsen viderefører den nugældende praksis, hvorefter en anmodning om anerkendelse skal indeholde oplysninger om navn og adresse på trossamfundets kontaktperson. Som følge af lovforslagets § 20 er det desuden et krav, at det er den samme person, der står for at meddele oplysninger til Trossamfundsregistreret om ændringer i de forhold, der er anført i § 7, stk. 2, nr. 1-4, samt om væsentlige ændringer i de forhold, der er anført i § 7, stk. 2, nr. 5 og 6.

Forslaget til stk. 2, nr. 5, fastsætter kravene til den tekst, som trossamfundet i eller i forbindelse med ansøgningen skal indsende.

Teksten skal udtrykke, beskrive eller henvise til trosgrundlaget eller læretraditionen i trossamfundets religion, hvilket er en lempelse i forhold til den nugældende praksis, hvor der skal indsendes en egentlig trosbekendelse eller anden tilsvarende tekst, som indeholder religionens læregrundlag eller læretradition.

Lempelsen foreslås som følge af, at en række trossamfund ikke praktiserer deres religion på baggrund af egentlig trosbekendelse eller anden tilsvarende tekst, som indeholder religionens læregrundlag eller læretradition. Det er imidlertid stadig en forudsætning for anerkendelse som trossamfund, at Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund og Kirkeministeriet får en uddybende beskrivelse af det trosgrundlag eller den læretradition, som trossamfundet er baseret på.

Med forslaget til stk. 2, nr. 6, stilles der desuden krav om, at trossamfundet skal indsende dokumentation eller beskrivelse af trossamfundets centrale ritualer, f.eks. vielses- eller begravelsesritualer samt en eventuel gudstjenesteliturgi. Dette svarer i det væsentlige til den nugældende praksis.

I de tilfælde hvor trossamfundets ritualer, med undtagelse af vielsesritualet, har en mindre entydig karakter, vil det være tilstrækkeligt med en overordnet beskrivelse heraf, ligesom trossamfundet kan fremsende en uddybende beskrivelse af trosbekendelsen.

Gennemgangen af ritualerne eller beskrivelsen tager først og fremmest sigte på at vurdere, hvorvidt ansøgeren opfylder de almindelige kriterier for at være et trossamfund.

Det vil i forbindelse med anerkendelsen blive påset, at ritualerne ikke strider mod dansk rets almindelige regler, herunder regler om indgåelse af ægteskab og ligebehandlingsreglerne. Hvis trossamfundet ikke ønsker at blive anerkendt, jf. lovforslagets kapitel 3, er det dog ikke en forudsætning for retten til religionsudøvelse, at de religiøse ritualer godkendes. I forhold til vielsesritualet bemærkes, at gennemgang sker med henblik på at fastslå, om vielsesritualet opfylder de formelle krav, der i medfør af ægteskabsloven gælder for indstiftelse af ægteskab med borgerlig gyldighed; se herved lovforslagets § 15, stk. 4. Det bemærkes i den sammenhæng, at vielser i trossamfund alene har borgerlig gyldighed, såfremt de foretages i et anerkendt trossamfund af en forkynder, der er bemyndiget hertil, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 15 ff.

Forslaget til stk. 2, nr. 7, indebærer en lovfæstelse af den nugældende praksis om, at trossamfundet skal indsende det seneste årsregnskab. Årsregnskabet skal være, revideret eller reviewet af en registreret eller statsautoriseret revisor i henhold til danske standarder for revision eller review. Det seneste årsregnskab skal give et retvisende billede af trossamfundets økonomiske forhold.

Forslaget til bestemmelsens stk. 3 er ny og fastsætter, at Kirkeministeriet har mulighed for som godkendende myndighed at få indsigt i en fortegnelse over trossamfundets myndige medlemmer i forbindelse med godkendelsen. Det forudsættes, at ministeriet kun ganske undtagelsesvist anmoder om at få adgang til at se trossamfundets medlemsliste.

Af historiske grunde, især eksistensen af fortegnelser over medlemmer af Mosaisk Trossamfund under besættelsen 1940-45, stilles der ikke krav om, at fortegnelsen indsendes til ministeriet, men derimod alene om at ministeriet ved besøg hos trossamfundet kan anmode om at få forelagt fortegnelsen.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget til § 7, stk. 1, nr. 1, hvorefter godkendelsen som udgangspunkt sker på baggrund af trossamfundets oplysning om antallet af myndige medlemmer. Det vil således kun være rent undtagelsesvist og efter en konkret vurdering, at ministeriet anmoder om indsigt i en medlemsfortegnelse. Dette vil især kunne være tilfældet, hvor ministeriet konkret formoder, at trossamfundet afgiver urigtige oplysninger om antallet af myndige medlemmer. Indhentning af oplysning skal ske i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 10.

Forslaget til stk. 4 indebærer, at anerkendelsen af det enkelte trossamfund indføres i et elektronisk register, hvorved der også sikres en lettere adgang til indsigt i, hvilke trossamfund der er anerkendt. Bestemmelsen skal sammenholdes med forslaget til § 9, hvorefter anerkendelsen har retsvirkning fra det tidspunkt, hvor anerkendelsen er indført i Trossamfundsregistret.

Efter gældende praksis kan menigheder, som er en del af et anerkendt eller godkendt trossamfund, enten godkendes som en del af trossamfundet eller opnå selvstændig godkendelse. Der stilles i den forbindelse bl.a. krav om, at menigheden har mindst 50 myndige medlemmer.

Der er således i den gældende praksis en række eksempler på, at menigheder, forsamlinger og kredse, der er en del af et anerkendt eller godkendt trossamfund, har opnået selvstændig godkendelse.

Med forslaget til stk. 1 vil et trossamfund, der omfatter flere menigheder, forsamlinger eller kredse m.v., ved anmodning om anerkendelse kan indgive en fortegnelse over disse med angivelse af betegnelse, hjemsted, organisationsforhold og økonomiske forhold.

Med disse begreber forstås først og fremmest et krav om, at trossamfundet skal beskrive og garantere, at der er tale om en sammenslutning eller forsamling (et religionssamfund), hvis primære formål er gudsdyrkelse (kult) efter en nærmere udformet lære og ritus. Derudover skal det tydeligt fremgå, hvor menigheden, forsamlingen og kredsen m.v. er beliggende, og hvor deres religiøse aktivitet foregår. Det er samtidig et krav, at anmodningen indeholder en uddybende beskrivelse af organisationssiden, da denne har central betydning, herunder at der er tale om en fast organisation af en vis størrelse. Afslutningsvis er det et krav, at anmodningen indeholder en nøje gennemgang af menigheden, forsamlingen og kredsens økonomiske forhold, hvilket evt. kan ske ved indsendelse af en kopi af det seneste årsregnskab, revideret eller reviewet af en registreret eller statsautoriseret revisor i henhold til danske standarder for revision eller review.

Forslaget til stk. 2 fastsætter, hvilken betingelse menighederne m.v. skal opfylde. Bestemmelsen henviser til betingelserne i forslaget til § 7, stk. 1, nr. 2, hvilket indebærer, at den enkelte menighed m.v. ikke må opfordre til eller foretage noget, der strider mod bestemmelser i lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov.

Bestemmelsen indebærer en lempelse af den hidtil gældende godkendelsespraksis idet menigheder, som er omfattet af forslaget til stk. 1, anses for anerkendte uden, at der stilles krav til menighedens medlemstal.

Forslaget til stk. 3 fastsætter, at det fremover ikke er muligt for menigheder, forsamlinger og kredse, der angiver at være en del af et anerkendt eller godkendt trossamfund, at opnå selvstændig godkendelse. At muligheden for selvstændig anerkendelse bortfalder, ændrer ikke ved, at menigheden, forsamlingen eller kredsen efter omstændighederne kan udgøre en selvstændig juridisk enhed.

Efter hidtil gældende praksis indtræder de rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til godkendelsen som trossamfund på tidspunktet for Kirkeministeriets afgørelse.

Forslaget til § 9 medfører, at et anerkendt trossamfunds rettigheder og forpligtelser i henhold til bestemmelserne i kapitel 5 indtræder fra det tidspunkt, hvor anerkendelsen er indført i Trossamfundsregistret, jf. § 7, stk. 4.

Bestemmelsen er ny og medtaget som en konsekvens af, at Kirkeministeriet efter lovforslaget forpligtes til at oprette et Trossamfundsregister, som bl.a. skal sikre en lettere indsigt i, hvilke trossamfund der er anerkendt.

Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for, hvornår et anerkendt trossamfunds rettigheder og forpligtelser indtræder. Det er fundet mest hensigtsmæssigt, at dette sker, når anerkendelsen er indført i Trossamfundsregistret. Er sagen allerede afgjort af kirkeministeren, men endnu ikke indført i Trossamfundsregistret, er rettigheder og forpligtelser, som trossamfundet får ved anerkendelsen, således ikke gældende.

Efter gældende praksis ophører en anerkendelse som trossamfund, hvis trossamfundet anmoder herom, eller hvis kirkeministeren træffer afgørelse herom. Området er i dag ulovreguleret og beror på almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Der foreligger ikke eksempler fra praksis på, at et trossamfunds anerkendelse eller godkendelse er ophørt mod trossamfundets ønske.

Efter bestemmelsen ophører en anerkendelse som trossamfund, hvis trossamfundet anmoder herom, eller hvis kirkeministeren tilbagekalder anerkendelsen, jf. bemærkningerne til § 22.

Forslaget lovfæster således den praksis vedrørende ophør af anerkendelse som trossamfund, som hidtil har været gældende på ulovbestemt grundlag.

Bestemmelsen er ny og indebærer, at kirkeministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om kravene til anmodning om anerkendelse, herunder om anvendelse af den digitale løsning, som Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening), samt om indretning og førelse af Trossamfundsregistret og om meddelelse af oplysninger fra registret.

Bemyndigelsen indebærer, at kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om omfanget og håndteringen af de i § 7, stk. 2, nr. 1-7, anførte oplysninger, som trossamfundet er forpligtet til at indsende. Bemyndigelsen indebærer endvidere, at kirkeministeren kan fastsætte regler om udformningen af registreret, hvem der kan få adgang til registeret samt hvilke oplysninger, der er offentligt tilgængelige.

Forslaget om en digital løsning har til formål at effektivere sagsbehandlingen ved at sikre en bedre ressourceudnyttelse, samtidighed med at trossamfundet oplever en bedre service. Derudover vil anvendelsen af den digitale selvbetjeningsløsning medføre en mere sikker deling af informationer mellem trossamfundene og Kirkeministeriet, herunder i visse tilfælde personfølsomme oplysninger.

Krav om anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning ved ansøgning om anerkendelse gælder ikke efterfølgende korrespondance, der ikke som sådan er en del af selve ansøgningen m.v. mellem trossamfundet og Kirkeministeriet.

En digital anmodning om anerkendelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for Kirkeministeriet.

Forslaget ændrer ikke på trossamfundenes rettigheder efter anden lovgivning, men gælder alene måden, hvorpå trossamfundet skal ansøge om anerkendelse. Formkravet om anvendelse af den digitale løsning ændrer heller ikke på grundlæggende forvaltningsretlige regler eller principper.

Det er fundet mest hensigtsmæssigt at fastsætte nærmere regler herom i bekendtgørelsesform, da der vil være tale om bestemmelser af mere teknisk karakter.

Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund har hidtil været nedsat på ulovbestemt grundlag. Udvalget blev nedsat i 1998 for at sikre den fornødne sagkyndige vurdering af de konkrets ansøgninger om godkendelse. Udvalget har således haft en rådgivende funktion i forhold til kirkeministerens godkendelse af trossamfund.

Med forslaget til §§ 12 og 13 foreslås udvalget og dets kompetence lovfæstet.

Med forslaget til bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., fastslås det, at kirkeministeren nedsætter et rådgivende udvalg vedrørende trossamfund.

Udvalget er uafhængigt af Kirkeministeriet, men der foregår et naturligt samarbejde, specielt med henblik på udveksling af informationer og andre praktiske foranstaltninger.

Bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., indebærer, at udvalget får fire medlemmer, der skal besidde sagkundskab inden for henholdsvis religionshistorie, religionssociologi, teologi og retsvidenskab, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.1.

Det er en forudsætning, at de pågældendes sagkundskab er dokumenteret gennem relevant uddannelse som minimum på kandidatniveau. Det beror i øvrigt på en konkret vurdering foretaget af kirkeministeren, om den pågældende kandidat kan anses for egnet til at varetage opgaven i Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund.

Udpegningen er personlig, og medlemmerne repræsenterer ikke noget trossamfund.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den nugældende praksis, som er beskrevet i de ’Vejledende retningslinjer til Godkendelse som trossamfund eller menighed’.

Med forslaget til bestemmelsens stk. 2 fastsættes, at funktionsperioden for medlemmerne af Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund er fire år. Der er mulighed for genudpegning, såfremt et eller flere af medlemmerne ønsker det, og kirkeministeren i øvrigt finder det formålstjenesteligt. Dette svarer til nugældende praksis.

Hvis et medlem udtræder, før funktionsperioden ophører, fungerer udvalget med et mindre antal medlemmer, indtil et nyt medlem er udpeget. Udvalget vil i sådanne tilfælde blive anmodet om at pege på egnede kandidater, som efter udvalgets opfattelse vil være fagligt i stand til at varetage funktionen som udvalgsmedlem, men det er kirkeministeren, der træffer beslutning om, hvem der skal udpeges som udvalgsmedlem. Kirkeministeren er ikke bundet af udvalgets forslag.

Forslaget til bestemmelsens stk. 3 indebærer, at udvalget – ligesom efter hidtidig praksis - selv vælger sin formand. Den kandidat, som opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer, anses for valgt. Opnås et sådant flertal ikke ved 1. afstemning, foretages en ny afstemning. Ved 2. afstemning er en kandidat valgt, hvis den pågældende opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer, eller hvis der kun afgives stemmer på den pågældende. Står stemmerne lige ved 2. afstemning, træffes afgørelsen ved lodtrækning.

Samarbejdet mellem kirkeministeren og Det Rådgivende udvalg har hidtil været ulovreguleret. Ansøgninger om godkendelse som trossamfund forelægges af kirkeministeren for udvalget til udtalelse. Udvalget behandler ansøgningen på et eller flere møder.

Bestemmelsen i stk. 1 er ny og lovfæster gældende praksis om, at kirkeministeren anmoder Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund om at afgive indstilling i sager vedrørende anerkendelse af trossamfund. Kirkeministeren er ikke bundet af udvalgets indstillinger.

Bestemmelsen fastlægger således opgavefordelingen mellem kirkeministeren og udvalget, der fortsat vil være et rådgivende organ i forhold til kirkeministerens beslutning om anerkendelse af ny trossamfund. Dette svarer til den nugældende kompetencefordeling og den praktiske proces i sager om godkendelse af nye trossamfund.

Efter forslaget til stk. 2 kan kirkeministeren anmode Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund om at afgive udtalelse i andre spørgsmål, hvor kirkeministeren skønner, at en sagkyndig udtalelse kan have væsentlig betydning. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor kirkeministeren i forbindelse med en lov- eller praksisændring har behov for udvalgets sagkundskab til at vurdere, hvilken betydning ændringen konkret vil få for den fremtidige vurdering af anmodninger om anerkendelse som trossamfund.

Dette svarer til den nugældende praksis.

På nuværende tidspunkt foreligger der ingen af ministeren fastsatte regler om Det Rådgivende Udvalgs virksomhed. De ’Vejledende retningslinjer til Godkendelse som trossamfund eller menighed’ er således udvalgets egen beskrivelse af praksis.

Med denne bestemmelse bemyndiges kirkeministeren til at fastsætte nærmere regler om Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfunds virksomhed.

Bemyndigelsen skal ses i sammenhæng med, at det bør være kirkeministeren, der som godkendende myndighed fastsætter nærmere regler i bekendtgørelsesform, da vilkårene for Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfunds virksomhed m.v. kan ændre sig i takt med antallet af anerkendelsessager og den generelle samfundsudvikling i øvrigt.

Med bemyndigelsesbestemmelsen vil kirkeministeren således kunne fastsætte nærmere regler om udvalgets virksomhed og samspillet med Kirkeministeriet.

I medfør af § 16, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. § 17, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning kan kirkeministeren tildele præster i de ved kongelig resolution anerkendte trossamfund og de ved ministeriel beslutning godkendte trossamfund bemyndigelse til at foretage kirkelige vielser. I funktionen som vielsesforretter udøver den pågældende embedsindehaver offentlig myndighed.

Når et trossamfund søger om en vielsesbemyndigelse, stiller Kirkeministeriet en række krav til forkynderen, herunder tilstrækkelig beherskelse af det danske sprog, og at den pågældende har udvist en adfærd og til stadighed udviser en adfærd, som gør vedkommende egnet til at varetage hvervet som vielsesforretter, samt at den pågældende har lovligt ophold her i landet. Dekorumkravet fremgår af ægteskabslovens § 16, stk. 3, mens de øvrige krav beror på fortolkning af forarbejderne til ægteskabsloven.

Efter gældende praksis skal trossamfund første gang de ansøger om vielsesbemyndigelse vedlægge et vielsesritual. Ritualet skal være i overensstemmelse med ægteskabslovens § 20, stk. 2, jf. § 21, stk. 1, som fastsætter kravene til et vielsesritual, herunder betingelsen om at begge parter skal være til stede og på spørgsmål fra vielsesforretteren erklære at ville ægte hinanden, og derpå af vielsesforretteren forkyndes at være ægtefolk.

Forslaget til stk. 1 indebærer, at kirkeministeren efter ansøgning fra et anerkendt trossamfund kan bemyndige en myndig person i trossamfundet til at forrette vielser, jf. § 17, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Med bestemmelsen fastslås det først og fremmest, at det er kirkeministeren, der udsteder vielsesbemyndigelse, og at en vielsesbemyndigelse kun kan gives efter konkret ansøgning herom til kirkeministeren. Det er således trossamfundet, der ønsker vielsesbemyndigelsen, som må tage initiativ til at søge om vielsesbemyndigelse.

Det er en forudsætning for, at ministeren kan imødekomme en ansøgning om vielsesbemyndigelse, at der er tale om et anerkendt trossamfund, jf. lovforslagets § 7.

I de tilfælde hvor trossamfundet endnu ikke er anerkendt, enten fordi trossamfundet ikke har ansøgt herom, eller fordi ansøgningen stadig er under behandling i Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund, kan kirkeministeren ikke meddele en person i trossamfundet vielsesbemyndigelse. Ansøgningen vil da blive opfattet som en ansøgning om anerkendelse som trossamfund uden for folkekirken. Trossamfundet vil blive orienteret herom.

Det er en forudsætning, at vielseskompetencen skal udøves af en person med et forkynderembede i trossamfundet, jf. § 17, stk. 2, i ægteskabsloven. Kun i trossamfund uden et fast forkynderembede kan vielseskompetencen (for enkeltstående vielser) gives til en lægperson. Med betegnelsen ’lægperson’ forstås en person, der ikke er viet eller på anden måde udpeget til et kirkeligt embede eller er medlem af en religiøs orden.

Med forslaget til stk. 1 sker der således en lempelse i forhold til de nugældende bestemmelser i ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. § 17, stk. 2. Lempelsen er begrundet i, at en række trossamfund ikke er organiseret med traditionelle forkynderembeder.

Et eksempel fra praksis er godkendelse af Det danske Baha’i-samfund, hvor Kirkeministeriet efter nogen korrespondance og efter anbefaling fra ministeriets daværende – rådgiver Københavns biskop – meddelte en ad hoc vielsesbemyndigelse. Baha’i-religionen med ca. 6 mio. tilhængere verden over har intet præsteskab (men en valgt organisation), idet de religiøse handlinger ledes af medlemmerne på skift.

I forhold til den nugældende ægteskabslovgivning er det kun borgerlige vielser, der kan forrettes af lægpersoner, jf. ægteskabslovens § 18, stk. 1, hvoraf det fremgår, at adgangen til at blive borgerlig viet står åben for alle, og at vielsen foretages af de myndigheder, der er nævnt i ægteskabslovens § 13, stk. 1. Borgerlige vielser foretages således af borgmesteren og af de personer i kommunens administration og i kommunalbestyrelsen, som borgmesteren giver vielsesbemyndigelse. Kirkelige vielser foretages af ’præster’, jf. ægteskabslovens § 17.

Med forslaget til stk. 2 lovfæstes den nugældende praksis om, at vielsesbemyndigelsen enten kan gives til at foretage en enkelt vielse (ad hoc) eller som en stående bemyndigelse til at foretage vielser.

En enkeltstående vielsesbemyndigelse gives af kirkeministeren og gælder kun for en enkelt konkret vielse. I ansøgningen om vielsesbemyndigelse skal trossamfundet eller den person, der ønsker vielsesbemyndigelse, derfor angive, hvem der skal vies, tidspunktet for vielsen, og hvor denne finder sted.

En stående vielsesbemyndigelse til præster og andre forkyndere i anerkendte trossamfund gives af kirkeministeren og betyder, at vedkommende kan foretage vielser inden for trossamfundet.

Det er en forudsætning for vielse i anerkendte trossamfund, at mindst en af parterne tilhører trossamfundet, jf. ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 2 og 3.

Mindre trossamfund og menigheder med få medlemmer vil typisk søge om en enkeltstående (ad hoc) vielsesbemyndigelse. Større trossamfund, der har mange medlemmer, og som foretager mange vielser, kan med fordel søge om stående vielsesbemyndigelser.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til de hidtidige gældende regler og praksis.

Før ægteskabsloven af 1969 fulgte det af en førkonstitutionel retssædvane, at trossamfund kunne anerkendes ved kongelig resolution, jf. herved også § 29 i lov nr. 276 af 30. juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning. Der er i dag 11 anerkendte trossamfund, som er anerkendt efter denne praksis. Muligheden for at anerkende trossamfund ved kongelig resolution ophørte med ægteskabsloven af 1969. Efter ægteskabslovens ikrafttræden den 1. januar 1970 kan andre trossamfund end folkekirken godkendes af den ressortansvarlige minister.

Præster og tilsvarende forkyndere i anerkendte trossamfund er også i perioden efter 1. januar 1970 blevet anerkendt ved kgl. resolution og har samtidig fået bemyndigelse til at foretage kirkelige vielser med borgerlig gyldighed samt evt. bemyndigelse til at føre ministerialbøger. Fremover vil alle vielsesbemyndigelser blive udstedt af kirkeministeren. Det betyder, at den hidtidige praksis med anerkendelse af præster i anerkendte trossamfund ved kgl. resolution afskaffes.

Forslaget til stk. 3 lovfæster trossamfundets forpligtelse til at meddele de relevante oplysninger om den person, der ønskes bemyndiget.

De oplysninger, som trossamfundet forpligtes til at meddele angår de krav, som Kirkeministeriet i overensstemmelse med hidtil gældende praksis stiller til den person der ønskes bemyndiget. Dele af kravene fremgår af forslaget til § 16.

Når et trossamfund søger om en vielsesbemyndigelse, stilles der visse krav til den person, der ønskes tildelt vielsesbemyndigelse. Grunden hertil er, at vedkommende udøver offentlig myndighed. Det vil for eksempel hos politiet blive undersøgt, om der er oplysninger, der gør den pågældende uegnet eller uværdig til at udøve offentlig myndighed. Det bliver også undersøgt, om vedkommende har lovligt ophold og ret til at arbejde i Danmark. Desuden skal forkynderen beherske tilstrækkeligt dansk for at kunne varetage de funktioner, der er forbundet med at foretage vielser, herunder afgive indberetning til myndighederne om vielser.

Hvis en forkynder misbruger sin vielsesbemyndigelse, kan kirkeministeren tilbagekalde vielsesbemyndigelsen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 19.

Første gang der efter trossamfundets godkendelse søges om vielsesbemyndigelse til en forkynder i trossamfundet, skal ansøgningen være vedlagt en beskrivelse af trossamfundets vielsesritual, jf. forslaget til stk. 4, 1. pkt. Det gælder, uanset om der søges om enkeltstående eller stående vielsesbemyndigelse.

I forslaget til stk. 4, 2. pkt., fastslås de formelle krav til vielsesritualets udformning. Ritualet skal således være i overensstemmelse med ægteskabslovens § 20, stk. 2, jf. § 21, stk. 1, som fastsætter kravene til et vielsesritual, herunder betingelsen om, at begge parter skal være til stede og på spørgsmål fra vielsesforretteren erklære at ville ægte hinanden, og derpå af vielsesforretteren forkyndes at være ægtefolk. Formuleringen svarer i det hele til ægteskabslovens nugældende formulering. Det er en forudsætning for vielsens gyldighed, at bestemmelsen i ægteskabslovens § 20, stk. 2, iagttages og dermed, at vielsesritualet indeholder de nævnte elementer, jf. ægteskabslovens § 21, stk. 1.

I bestemmelsens stk. 5 fastslås kravet om, at vielsesritualet ikke må indeholde særlige betingelser for ægteskabet, som strider mod dansk rets regler om myndige personers selvbestemmelsesret, eller som indeholder retlig forskelsbehandling på grund af køn.

Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor der f.eks. foretages vielse af mindreårige, hvor der er tale om tvangsægteskaber, eller hvor der i forbindelse med ægteskabsindgåelsen fastsættes betingelser for den ene part, som strider mod dansk rets regler om myndige personers selvbestemmelsesret, herunder f.eks. at den kvindelige part skal have samtykke fra mandlige vidner.

Med forslagets stk. 6 bemyndiges kirkeministeren til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved vielse i de anerkendte trossamfund.

Hidtil har kirkeministeren med henvisning til bestemmelserne i den gældende ægteskabslovens § 16, stk. 1, § 17, stk. 2, og § 20, stk. 3, fastsat generelle regler om vielse i trossamfund uden for folkekirken i bekendtgørelse nr. 548 af 16. december 1969 om kirkelig vielse uden for folkekirken samt i cirkulære nr. 260 af 16. december 1969 om kirkelig vielse uden for folkekirken. Der er tale om regler om lysning, grundlag for vielsen (prøvelsesattest m.v.), fremgangsmåde ved vielsen svarende til kravene i ægteskabslovens § 20, stk.1 og 2, samt bestemmelser om, hvilke præster i trossamfundet der kan få vielsesbemyndigelse.

Med lovforslaget tydeliggøres bemyndigelsen til kirkeministeren således, at det fremgår, at ministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved vielse i de anerkendte trossamfund, samtidig med at bemyndigelsesbestemmelsen flyttes til den nye trossamfundslov. Det er hensigten at anvende bestemmelsen på samme vis som hidtil, således at der fastsættes nærmere regler om lysning, grundlag for vielsen (prøvelsesattest m.v.), fremgangsmåde ved vielsen svarende til kravene i ægteskabslovens § 20, stk.1 og 2, samt bestemmelser om, hvilke præster i trossamfundet der kan få vielsesbemyndigelse.

Den nugældende bekendtgørelse og cirkulæret forbliver i øvrigt i kraft indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af trossamfundsloven, jf. lovforslagets § 24, stk. 7.

Bestemmelsen omhandler kravene til den vielsesforretter, der meddeles vielsesbemyndigelse.

Efter gældende praksis stiller Kirkeministeriet en række krav til den person, som ansøger om vielsesbemyndigelse. Kravene vedrører den pågældendes beherskelse af det danske sprog, at den pågældende har lovligt ophold her i landet, og at den pågældende har udvist en adfærd og til stadighed udviser en adfærd, som gør den pågældende egnet til at varetage hvervet som vielsesforretter. Det sidstnævnte krav følger af ægteskabslovens § 16, stk. 3.

Kravet i forslaget til stk. 1, nr. 1, om, at vielsesforretteren skal have arbejdstilladelse eller være fritaget fra kravet om arbejdstilladelse, er en lovfæstelse af den hidtidige praksis. Kravet indebærer blandt andet, at den pågældende forkynder i forbindelse med ansøgning om vielsesbemyndigelse skal vedlægge dokumentation for lovligt ophold, enten i form af kopi af opholds- og arbejdstilladelse eller kopi af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse. I sidstnævnte sager tager Kirkeministeriet kontakt til Udlændingestyrelsen for at få oplyst, om den pågældende har opnået opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Opholdstilladelsen kan enten meddeles tidsbegrænset eller permanent. Det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse vedrørende ansøgninger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f om opholdstilladelse til blandt andre religiøse forkyndere, men den pågældende kan også have opholdstilladelse på andet grundlag med ret til at arbejde.

Med forslaget til stk. 1, nr. 2, lovfæstes det nugældende krav om, at den person, der søger om vielsesbemyndigelse, skal besidde de kvalifikationer, herunder tilstrækkelig beherskelse af det danske sprog, som er nødvendig for at kunne varetage de myndighedsfunktioner, der er forbundet med at forrette vielser. Vielsesforretteren vil i forbindelse med sin ansøgning om vielsesbemyndigelse skulle udfylde og underskrive en sprogerklæring om, at vedkommende enten behersker det danske sprog eller er tilmeldt et kursus i dansk og vil benytte en medhjælp, der behersker det danske sprog.

I praksis stilles der i dag krav om, at vielsesforretteren første gang, der søges om vielsesbemyndigelse, udfylder en sprogerklæring, hvor personen erklærer at beherske det danske sprog, sådan at personen kan varetage de funktioner, der er forbundet med at foretage vielser. Hvis dette ikke er tilfældet, skal personen erklære at være tilmeldt et kursus i dansk samt at ville benytte en medhjælper, der behersker dansk. Der skal vedlægges dokumentation for tilmelding for danskkursus.

Ved gentagne ansøgninger om vielsesbemyndigelse skal der vedlægges dokumentation for, at personen fortsat er tilmeldt et kursus i dansk og følger undervisningen, eller at personen har afsluttet et danskkursus (svarende til målniveauet for modul 1, Danskuddannelse 1 og 2), sådan at personen kan varetage de funktioner, der er forbundet med at foretage vielser.

Forslaget til stk. 1, nr. 3, indebærer, at det er en betingelse for at få vielsesbemyndigelse, at en vielsesforretteren udviser en adfærd, der ikke gør den pågældende uegnet eller uværdig til at udøve offentlig myndighed. Bestemmelsen viderefører den dekorumbestemmelse, som hidtil har fremgået af § 16, stk. 3, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Bestemmelsen blev lovfæstet i ægteskabsloven med vedtagelsen af lov nr. 1729 af 27. december 2016.

Begrebet ’dekorum’ betegner et adfærdskodeks, nemlig det med en offentlig stilling forbundne krav om en vis til stillingen svarende vandel.

Inden for den offentlige ansættelsesret – særligt inden for tjenestemandsansættelsen – er dekorum-begrebet bl.a. kommet til udtryk i tjenestemandslovens § 10. Heraf fremgår det, at tjenestemanden samvittighedsfuldt skal overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver. I den juridiske litteratur antages det i dag, at denne bestemmelse har afløst bestemmelsen i DL 2-11-1, for så vidt angår tjenestemandsansatte præster i folkekirken.

Hvad, der nærmere ligger i dekorumkravet, kan ikke udtrykkes præcist, bl.a. fordi dekorumkravets indhold beror på skiftende tiders adfærdsmønstre og opfattelse. Dekorumkravet vil endvidere typisk skærpes, når der er tale om højere tjenestemandsstillinger, men det betyder ikke, at dekorumkravet nødvendigvis er det samme for alle tjenestemandsstillinger på samme niveau. Tjenestens karakter, herunder graden af udadvendthed i stillingen, kan f.eks. have betydning.

Det antages, at der for overenskomstansatte gælder et krav svarende til dekorumkravet i tjenestemandslovens § 10. Denne retstilstand omfatter således bl.a. folkekirkens overenskomstansatte præster.

For så vidt angår forkyndere med vielsesbemyndigelse i trossamfund uden for folkekirken, er der tale om et privat ansættelsesforhold eller lignende i forhold til trossamfundet, hvor den pågældende i henhold til den offentligretlige bemyndigelse samtidig udøver offentlig myndighed i form af indstiftelse af ægteskab med borgerlig gyldighed. Indtil vedtagelsen af ægteskabslovens § 16, stk. 3, i december 2016 antog man, at dekorumkravet for disse personer var gældende på ulovbestemt grundlag. Denne antagelse blev støttet på forarbejderne til ægteskabsloven, hvoraf det bl.a. fremgår, at det ved henvendelse til politiet vil blive søgt oplyst, om der foreligger ufordelagtige oplysninger om den foreslåede vielsesforretters vandel. Se Folketingstidende 1968-69, tillæg B, spalte 1929.

Med bestemmelsen i stk. 2 bemyndiges kirkeministeren til at fastsætte nærmere regler om sprogkrav til vielsesforretteren. Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler for danskniveau ved ansøgning om vielsesbemyndigelse, henholdsvis første gang en person søger og ved gentagne ansøgninger, jf. gældende praksis som beskrevet ovenfor.

Med forslaget til stk. 1 overføres den hidtidige bestemmelse i ægteskabslovens § 16, stk. 5, om et kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre med enkelte sproglige ændringer fra ægteskabsloven til denne lov.

Kravet om et obligatorisk kursus blev vedtaget ved lov nr. 1729 af 27. december 2016.

Med bestemmelsen bliver det således en forudsætning for tildeling af vielsesbemyndigelse, at vielsesforretteren gennemfører et kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre.

Religiøse forkyndere, der ikke søger om vielsesbemyndigelse, vil ikke blive omfattet af kravet om at deltage i et kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre. Udenlandske forkyndere vil dog i nogle tilfælde være omfattet af kursuskravet efter udlændingelovens § 9 f, jf. lov om ændring af udlændingeloven (Obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre for religiøse forkyndere m.fl. om løfteerklæring om overholdelse af dansk lovgivning), vedtaget ved lov nr. 249 af 20. marts 2017.

Kurset skal være gennemført inden 6 måneder efter, at den pågældende har fået vielsesbemyndigelse. Fristen på 6 måneder kan dog efter ansøgning forlænges ved lovligt forfald. Lovligt forfald vil f.eks. foreligge, hvis vielsesforretteren bliver forhindret i at deltage i kurset på grund af sin helbredstilstand, graviditet, barsel eller adoption.

Derudover kan vielsesforretteren af Kirkeministeriet blive fritaget for at deltage i kurset, hvis den pågældende kan dokumentere et tilsvarende kendskab til dansk familieret, frihed og folkestyre.

Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den pågældende har gennemført undervisningen på pastoralseminariet eller har afsluttet en dansk uddannelse som BA. jur., cand.jur. eller socialrådgiver. Det forudsættes, at der kun rent undtagelsesvis sker fritagelse for at deltage i kurset.

Med forslaget til stk. 2 overføres den hidtidige bestemmelser i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 16, stk. 7, om brugerbetaling for deltagelse i kurset til denne lov.

Bestemmelsen fastsætter således kravet om, at trossamfundet eller den pågældende, der har fået vielsesbemyndigelse, selv finansierer deltagelse i kurset i dansk familieret, frihed og folkestyre.

Med forslaget til stk. 3 overføres den hidtidige bestemmelser i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 16, stk. 8, om, at kirkeministeren efter aftale med udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om kurset, herunder regler om ansøgningsprocedure, betingelser og vilkår for lovligt forfald, regnskab og opkrævning af gebyr, udstedelse af kursusbevis og betingelser for fritagelse for kurset til denne lov.

Bemyndigelsesbestemmelsen skal blandt andet anvendes til at fastsætte regler om, at undervisningen som udgangspunkt skal berøre forskellige familieretlige emner, som har relevans for religiøse forkynderes daglige virke med et særligt fokus på reglerne om indgåelse af ægteskab, skilsmisse og forældremyndighed. Desuden skal undervisningen berøre samspillet og modsætningerne mellem dansk ret og danske traditioner på den ene side og religiøse normer og sædvaner, herunder de sociale og manglende juridiske konsekvenser af ikke-borgerligt gyldige religiøse vielser og religiøse ægteskabskontrakter på den anden side.

Undervisningen skal herudover omfatte lovgivning om ytrings- og religionsfrihed, folkestyre, ligestilling mellem kønnene og frihed til seksuel orientering, ikke-diskriminering og kvinderettigheder.

Det er hensigten, at kurset skal afvikles som et 2-dages kursus, som tager udgangspunkt i oplæg fra undervisere med juridisk baggrund. Herudover vil der kunne være faglige bidrag fra eksterne oplægsholdere, ligesom kurset vil kunne bestå af dialog med deltagerne samt gennemgang af cases.

Undervisningen skal foregå på dansk, og deltagerne vil på eget initiativ og ved egen finansiering kunne medbringe en tolk.

Efter gennemførelse af kurset modtager deltagerne et kursusbevis.

Der henvises i øvrige til de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.

Efter gældende praksis afgiver præster i de anerkendte trossamfund en løfteerklæring, når de anerkendes som præster i trossamfundet og dermed får stående vielsesbemyndigelse. Præster i godkendte trossamfund afgiver ikke en løfteerklæring i forbindelse med, at vedkommende får vielsesbemyndigelse. Denne praksis er ulovreguleret.

Alle præster med vielsesbemyndigelse, der gennemfører kurset i dansk familieret, frihed og folkestyre, skal afgive en løfteerklæring, når kurset er gennemført, jf. lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 16, stk. 6, som vedtaget ved lov nr. 1729 af 27. december 2016.

Med forslaget til § 18 foreslås, at forinden en person bemyndiges til at forrette vielser, skal den pågældende afgive en erklæring om samvittighedsfuldt at ville overholde dansk lovgivning, herunder de gældende regler om indgåelse af ægteskab ved vielse med borgerlig gyldighed.

Med bestemmelsen bliver det således fremover en forudsætning, at den person, der ønskes tildelt vielsesbemyndigelse, samtidig med ansøgningen afgiver en løfteerklæring.

Afgivelsen af løfteerklæringen skal ses i sammenhæng med, at den religiøse forkynder med vielsesbemyndigelsen får en offentlig bemyndigelse til at foretage vielser med borgerlig gyldighed og er undergivet et dekorumkrav. Det forekommer derfor mest hensigtsmæssigt, at løfteerklæringen, hvori vielsesforretteren erklærer at ville overholde den danske lovgivning og hermed de regler, og forskrifter, der vedrører den borgerlige side af ægteskabsstiftelsen, afgives på samme tid som ansøgningen, og ikke efterfølgende, når vielsesbemyndigelsen er meddelt.

Det foreslås, at løfteerklæringen får følgende ordlyd:

»Jeg lover på ære og samvittighed, at jeg vil overholde den danske lovgivning og hermed de regler og forskrifter, der vedrører den borgerlige side af ægteskabsstiftelsen«.

Formuleringen svarer til den formulering, der i dag bruges i de løfteerklæringer, der afgives af anerkendte præster i de anerkendte trossamfund og af præster og andre forkyndere med vielsesbemyndigelse, som har gennemført det obligatoriske kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre.

Manglende overholdelse af dansk lovgivning vil kunne betyde, at der rejses dekorumsag om tilbagekaldelse af vielsesbemyndigelsen. En løfteerklæring vil således medvirke til at tydeliggøre over for forkynderen, at vedkommende skal varetage sit hverv som vielsesforretter og dermed udøver af offentlig myndighed under iagttagelse af dansk lovgivning.

Med bestemmelsen udvides kredsen af personer, der skal afgive løfteerklæringen, ligesom det bliver en forudsætning for Kirkeministeriets behandling af ansøgningen om vielsesbemyndigelse, at ansøgningen er vedlagt en løfteerklæring fra den pågældende.

Efter gældende praksis bortfalder en stående vielsesbemyndigelse, når præsten fratræder sin stilling, eller når vedkommende ikke længere har ret til at arbejde, f.eks. fordi den pågældende ikke længere har opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. En stående vielsesbemyndigelse kan endvidere bortfalde, hvis trossamfundet anmoder herom, eller hvis Kirkeministeriet tilbagekalder bemyndigelsen. Kirkeministeren adgang til at tilbagekalde en vielsesbemyndigelse fremgår i dag af § 16, stk. 4, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Med forslagets stk. 1, nr. 1, lovfæstes trossamfundets mulighed for at anmode kirkeministeren om at bringe en stående vielsesbemyndigelse til ophør. Der vil f.eks. kunne opstå tilfælde, hvor vielsesforretteren ikke længere udøver funktionen som vielsesforretter i trossamfundet, men fortsat er tilknyttet trossamfundet.

Med forslagets stk. 1, nr. 2, lovfæstes den gældende praksis, hvorefter en stående vielsesbemyndigelse bortfalder, hvis vielsesforretteren fratræder sin stilling i trossamfundet.

Det fremgår af den konkrete vielsesbemyndigelse, at den bortfalder, når vielsesforretteren fratræder sin stilling, og at vedkommende eller trossamfundet er forpligtet til at underrette ministeriet om fratrædelsen og samtidig returnere bemyndigelsesbrevet. Bortfald af vielsesbemyndigelse regnes fra fratrædelsestidspunktet.

Med forslaget til stk. 1, nr. 3, lovfæstes den gældende praksis, hvorefter vielsesbemyndigelsen bortfalder, når vielsesforretteren ikke længere har ret til at arbejde i Danmark. Hvis vielsesforretteren har en tidsbegrænset opholdstilladelse, fremgår det af vielsesbemyndigelsen, at vielsesbemyndigelsen bortfalder den dato, hvor vedkommendes opholdstilladelse udløber.

Efter forslaget til stk. 2 kan kirkeministeren tilbagekalde en vielsesbemyndigelse, hvis den bemyndigede ikke længere opfylder de betingelser, der er anført i § 16, stk. 1, nr. 2 og 3, eller kravet i § 17 om gennemførelse af kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre.

Vielsesbemyndigelsen kan således tilbagekaldes, hvis den bemyndigede ikke længere opfylder betingelserne for tildeling af vielsesbemyndigelse.

Ved tilbagekaldelse forstås det forhold, at den udstedende forvaltningsmyndighed (det ansvarlige ressortministerium) af egen drift ændrer sin egen, gyldige afgørelse.

En afgørelse om tilbagekaldelse af en vielsesbemyndigelse vil ofte indeholde et forvaltningsmæssigt skøn, og afgørelsen skal opfylde de almindelige forvaltningsprocessuelle og forvaltningsretlige krav om f.eks. partshøring samt retsgrundsætningerne om saglighed og proportionalitet.

Tildeling af vielsesbemyndigelse er en begunstigende forvaltningsakt, hvor tilbagekaldelse kan ske dels som følge af, at forudsætningerne for den oprindelige afgørelse viser sig ikke at have været opfyldt, dels i tilfælde af, at forudsætningerne for afgørelsen efterfølgende tilsidesættes.

Bestemmelsen i stk. 2 giver – i modsætning til bestemmelsen i stk. 1 – kirkeministeren bemyndigelse til på eget initiativ at tilbagekalde en stående vielsesbemyndigelse. Det vil kunne ske i de tilfælde, hvor vielsesforretteren har overtrådt dekorumkravet, eller hvor vielsesforretteren ikke besidder eller erhverver de nødvendige sproglige og andre kvalifikationer, jf. § 16, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 17.

Spørgsmålet om, hvorvidt dekorumkravet i givet fald er overtrådt, beror på en konkret vurdering. Det bemærkes herved, at en overtrædelse af dekorumkravet foreligger, hvis den religiøse forkynder har udført handlinger eller udvist en adfærd, der er ’egnet’ til at fratage vedkommende den agtelse og tillid, som stillingen kræver, f.eks. grovere straffelovsovertrædelser o.l. Det kræves ikke, at der konkret kan påvises et tab af agtelse og tillid i særlige kredse eller hos bestemte personer.

Manglende deltagelse i det obligatoriske kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre vil kunne betyde, at vielsesbemyndigelsen tilbagekaldes.

Ved vurderingen af en dekorumsag for forkyndere med vielsesbemyndigelse vil det være relevant at inddrage den praksis, der gennem tiden er udviklet vedrørende dekorumkrav i forhold til folkekirkens præster.

Tilbagekaldelse af vielsesbemyndigelsen til en religiøs forkynder i et anerkendt trossamfund har ikke ansættelsesretlige konsekvenser, medmindre trossamfundet selv træffer beslutning herom. Tilbagekaldelsen betyder således umiddelbart kun, at vedkommende ikke længere er bemyndiget til at foretage vielser med borgerlig gyldighed.

Tilbagekaldelsen har virkning fra det tidspunkt, der fremgår af Kirkeministeriets afgørelse af sagen. Det forudsættes, at både trossamfundet og vielsesforretteren orienteres om bemyndigelsens tilbagekaldelse.

Bestemmelsen i forslaget til stk. 3 giver kirkeministeren mulighed for på eget initiativ at tilbagekalde en vielsesbemyndigelse, såfremt den bemyndigede ikke i udøvelsen af sin funktion overholder dansk lovgivning, herunder de regler, der gælder for vielser med borgerlig gyldighed.

Bestemmelsen er, ligesom bestemmelsen i stk. 2 en fakultativ regel (en ’kan’-bestemmelse), og en afgørelse om tilbagekaldelse af vielsesbemyndigelsen vil således ofte indeholde et forvaltningsmæssigt skøn, ligesom afgørelsen skal opfylde de almindelige forvaltningsprocessuelle og forvaltningsretlige krav om f.eks. partshøring samt retsgrundsætningerne om saglighed og proportionalitet.

Tilbagekaldelse af vielsesbemyndigelsen efter stk. 3 forudsætter, at det er i udøvelsen af sin funktion som vielsesforretter, at denne ikke overholder dansk lovgivning, herunder de regler, der gælder for vielser med borgerlig gyldighed. Som eksempel herpå kan nævnes den situation, hvor den religiøse forkynder med vielsesbemyndigelse foretager vielse af en mindreårig eller foretager en vielse uden begge parters samtykke.

Såfremt vielsesforretteren som privatperson begår (grovere) lovovertrædelser, der ikke har forbindelse med udøvelsen af funktionen som vielsesforretter, skal det i givet fald bedømmes efter reglerne om dekorum, jf. hertil § 16, stk. 1, nr. 3, smh. med § 19, stk. 2.

I praksis vil Kirkeministeriet typisk blive gjort opmærksom på, at en bemyndiget ikke i udøvelsen af sin funktion overholder dansk lovgivning, herunder de regler, der gælder for vielser med borgerlig gyldighed, f.eks. af trossamfundet eller af det par, som vielsesforretteren skal forestå vielsen af.

Forslaget til § 19, stk. 2 og 3, svarer til den gældende bestemmelse i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 16, stk. 4.

I dag føres der ikke et generelt tilsyn med trossamfundenes forhold, og der er ikke fra praksis eksempler på, at et trossamfund har fået tilbagekaldt sin godkendelse mod trossamfundets ønske. Der stilles således heller ikke ved godkendelsen af et trossamfund krav om efterfølgende indberetning af ændrede forhold som eksempelvis et faldende medlemstal, ændrede vedtægtsforhold m.v.

Med forslaget indføres et udvidet tilsyn med trossamfundene.

Bestemmelsens stk. 1 angiver kravet om, at et anerkendt trossamfund skal meddele oplysninger til Trossamfundsregistret om ændringer vedrørende navn og hjemsted for trossamfundet, antal myndige medlemmer af trossamfundet, trossamfundets vedtægter og navn og adresse på den kontaktperson, der er ansvarlig i forhold til Trossamfundsregistret. Derudover skal trossamfundet meddele oplysninger om væsentlige ændringer i den tekst, som udtrykker, beskriver eller henviser til trosgrundlaget eller læretraditionen i trossamfundets religion og trossamfundets centrale ritualer. Væsentlige ændringer vil f.eks. være betydningsmæssige eller indholdsmæssige ændringer, som forandrer trosgrundlaget eller læretraditionen i trossamfundets religion, eller som forandrer trossamfundets centrale ritualer.

Muligheden for at føre et udvidet tilsyn med trossamfundene vil skabe mere åbenhed og gennemsigtighed i forhold trossamfundenes organisering og virksomhed.

I praksis vil Trossamfundsregistret blive administreret af Kirkeministeriet og løbende blive opdateret i forhold til de oplysninger, som trossamfundene meddeler.

Som et supplement til denne indberetningspligt for anerkendte trossamfund vil Kirkeministeriet, jf. forslaget til stk. 2, hvert tredje år på eget initiativ indhente oplysninger fra alle anerkendte trossamfund om, hvorvidt der er sket ændringer i de forhold, som er omfattet af trossamfundets oplysningspligt.

Hermed sikres, at ændringerne bliver registeret i Trossamfundsregistret – uanset om trossamfundene på eget initiativ giver meddelelse herom.

Bestemmelsen i stk. 3 giver adgang til, at Kirkeministeriet ved besøg hos trossamfund kan få indsigt i en fortegnelse over trossamfundets myndige medlemmer. Af historiske grunde gives indsigten alene ved besøg hos trossamfundet og ikke ved indsendelse af oplysninger. Det er en forudsætning, at muligheden for indsigt i en samlet fortegnelse over medlemmerne kun bruges ganske undtagelsesvist. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor Kirkeministeriet bliver opmærksom på, at trossamfundets medlemstal er faldet væsentligt, og hvor man ved indsigt i en fortegnelse over trossamfundets myndige medlemmer vil kunne få be- eller afkræftet, om trossamfundet stadig lever op til kravet om medlemstal. Indhentelse af oplysningerne skal ske i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 10.

Der stilles efter hidtil gældende praksis ikke krav om tilsyn med et trossamfunds forvaltning af de økonomiske forhold endsige krav om økonomisk gennemsigtighed i form af offentliggørelse af årsregnskaber og eventuelle bidragsydere el.lign. I dag indsendes der således kun et årsregnskab i forbindelse med ansøgningen om godkendelse.

Efter bestemmelsen i stk. 1 skal et anerkendt trossamfund som noget nyt hvert år udarbejde og indsende det seneste årsregnskab til Kirkeministeriet med henblik på offentliggørelse på Trossamfundsregistrets hjemmeside.

Det er hensigten, at bestemmelsens stk. 1 skal skabe mere åbenhed og gennemsigtighed omkring trossamfundenes økonomi og organisation. Derved vil det tilsyn, som det ressortansvarlige ministerium har ansvaret for, kunne foretages med simple elektroniske foranstaltninger og derved formentlig opleves som mindre indgribende i de anerkendte trossamfunds daglige virke.

Bestemmelsen skal desuden ses i sammenhæng med reglerne om tilbagekaldelse, og manglende indberetninger vil således som en yderste konsekvens kunne medføre en tilbagekaldelse af anerkendelsen som trossamfund. Det skal i den forbindelse understreges, at den forvaltningsretlige proportionalitetsgrundsætning naturligvis skal iagttages i sådanne situationer.

Med forslaget til stk. 2 bemyndiges kirkeministeren til at fastsætte nærmere regler om regnskabets udformning, revision, indsendelse, offentliggørelse m.v., herunder om anvendelse af den digitale løsning, som Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening), samt frister herfor.

Trossamfundene vil således blive forpligtet til at anvende den digitale selvbetjeningsløsning ved indsendelse og offentliggørelse af årsregnskabet til det af Kirkeministeriet oprettede trossamfundsregister.

Formålet hermed er, at det enkelte trossamfund selv får ansvaret for, at årsregnskabet indsendes og offentliggøres på Trossamfundsregistrets hjemmeside. Kirkeministeriet vil således alene skulle kontrollere, at årsregnskabet er indsendt og offentliggjort inden for den fastsatte frist, og at årsregnskabet er udformet i overensstemmelse med de fastsatte krav, jf. nedenfor.

For så vidt angår de nærmere regler om regnskabets udformning, er det hensigten, at der i bekendtgørelsen fastsættes regler om, at regnskabet skal udformes i overensstemmelse med principperne i årsregnskabsloven. I den forbindelse bemærkes, at Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund i den hidtidige fulgte praksis for krav til regnskaberne i forbindelse med ansøgning om godkendelse, har stillet visse indholdsmæssige og revisionsmæssige krav til regnskabet, jf. udvalgets vejledende retningslinjer til godkendelse som trossamfund eller menighed, 6. rev. udgave, den 18. august 2011. Heraf fremgår det blandt andet, at udvalget til brug for behandlingen af ansøgningen om godkendelse som trossamfund kræver en kopi af det seneste årsregnskab inklusiv resultatopgørelse og balance, revideret eller reviewet af en registeret eller statsautoriseret revisor i henhold til danske standarder for revision eller review. Ved nystartede foreninger skal der, hvis der ikke foreligger et årsregnskab, vedlægges en kopi af seneste halvårsregnskab, revideret eller reviewet af en registreret eller statsautoriseret revisor i henhold til danske standarder for revision eller review.

Kravet om, at regnskabet skal udformes efter principperne i årsregn-skabsloven, indebærer bl.a., at denne lovs grundlæggende krav til årsrapporten, herunder at årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab skal give et retvisende billede af virksomhedens og koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultat, gælder generelt for anerkendte trossamfunds regnskaber.

Derudover fastsætter årsregnskabsloven en række grundlæggende forudsætninger, som årsrapporten skal udarbejdes efter, herunder at den skal udarbejdes på en klar og overskuelig måde (klarhed), der skal tages hensyn til de reelle forhold frem for formaliteter uden reelt indhold (substans), og alle relevante forhold skal indgå i årsrapporten, medmindre de er ubetydelige (væsentlighed). Loven tager desuden stilling til omfanget af revision. Ydermere fastsætter årsregnskabsloven regler om rækkefølge m.v. af årsrapportens bestanddele.

Årsregnskabsloven arbejder desuden med forskellige regnskabsklasser, afhængig af virksomhedens og regnskabets størrelse. Trossamfund, der som følge af deres økonomis størrelse, er omfattet af principperne i regnskabsklasse A, jf. årsregnskabslovens § 7, skal som udgangspunkt aflægge årsregnskab efter principperne herom. Det medfører, at trossamfundet som minimum skal udarbejde en årsrapport bestående af ledelsespåtegning, balance, resultatopgørelse og noter, herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis. Hvis en godkendt revisor har underskrevet en påtegning eller erklæring til årsrapporten, skal påtegningen henholdsvis erklæringen indgå i denne.

Udover at årsregnskabet skal indeholde de i årsregnskabslovens angivne elementer, er det hensigten, at der i en bekendtgørelse vil blive fastsat regler om, at årsregnskabet tillige skal indeholde oplysninger om eventuelle donationer. Konkret skal det oplyses, hvor stort det samlede beløb er, ligesom det skal fremgå, om trossamfundet har modtaget en eller flere donationer fra samme donator, der enkeltvis eller samlet overstiger 20.000 kr. ekskl. moms. Er det tilfældet, skal donators navn og adresse samt størrelsen af donationen eller donationerne oplyses, medmindre der er tale om donationer fra enkeltpersoner.

Af hensyn til internationale regler om religionsfrihed er det ikke hensigten at stille krav om, at trossamfundet oplyser navnet på den enkelte personlige bidragsyder. Dette skyldes, at en ordning, der indebærer en pligt til at offentliggøre identiteten på de enkeltpersoner, som har støttet et bestemt trossamfund, vil være egnet til at afsløre de pågældende enkeltpersoners trosretning. En sådan tvungen offentliggørelse af enkeltpersoners trosretning vil udgøre et indgreb i de pågældendes religionsfrihed, jf. EMRK artikel 9, stk. 1. I tilfælde af donation fra enkeltpersoner vil trossamfundet således alene skulle oplyse donationens/donationernes samlede størrelse.

Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastsætte regler, der forpligter trossamfundet til at oplyse, om trossamfundet det foregående regnskabsår har modtaget økonomisk støtte i form af lånegarantier eller lignende, og i så fald støttens samlede omfang.

Godkendelse af trossamfund beror efter gældende ret ikke på udtrykkelige lovbestemmelser, men primært på forarbejderne til ægteskabsloven af 1969. Der findes derfor heller ikke regler om tilbagekaldelse af en anerkendelse eller godkendelse som trossamfund.

Spørgsmålet om tilbagekaldelse af en anerkendelse eller godkendelse som trossamfund må derfor anskues ud fra almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter.

Der er ikke i praksis eksempler på, at Kirkeministeriet har tilbagekaldt en anerkendelse eller godkendelse som trossamfund imod trossamfundets ønske.

Det foreslås, at spørgsmålet om tilbagekaldelse af en anerkendelse lovreguleres.

Med forslaget til stk. 1 lovfæstes det, at kirkeministeren kan tilbagekalde anerkendelsen, hvis et anerkendt trossamfund ikke længere opfylder betingelserne for anerkendelse, eller hvis trossamfundet ikke overholder de forpligtelser, der er fastsat i trossamfundsloven.

Med bestemmelsen lovfæstes således muligheden for at tilbagekalde en anerkendelse af et trossamfund.

En tilbagekaldelse kan f.eks. ske, når de på ansøgningstidspunktet foreliggende forudsætninger for anerkendelse ikke længere er til stede, eller trossamfundet ikke opfylder de i loven fastsatte forpligtelser. En anerkendelse kan derfor tilbagekaldes, hvis kirkeministeren får kendskab til, at en eller flere af betingelserne for den givne anerkendelse ikke længere foreligger.

Vurderingen af, om anerkendelsen af trossamfundet skal tilbagekaldes, skal blandt andet ske i lyset af den forvaltningsretlige proportionalitetsgrundsætning. F.eks. vil mindre udsving i medlemstallet, hvorved det i en kortere periode kommer under minimumsgrænsen på 50 medlemmer, som udgangspunkt ikke i sig selv udløse en tilbagekaldelse af anerkendelsen.

En anerkendelse vil endvidere i medfør af bestemmelsen i stk. 2 blive tilbagekaldt, hvis trossamfundet, i forbindelse med dets manglende opfyldelse af de fastsatte forpligtelser, har udvist svig.

Bortset fra tilfælde, hvor trossamfundet har udvist svig, skal kirkeministeren inden en eventuel afgørelse om tilbagekaldelse af anerkendelsen give trossamfundet mulighed for, inden for en frist på 6 måneder, at afhjælpe den manglende opfyldelse af trossamfundets forpligtelser, herunder manglende besvarelse af ministeriets henvendelser, såfremt dette er muligt, jf. stk. 3.

I tilfælde af tilbagekaldelse af et trossamfunds anerkendelse bortfalder hermed de retsvirkninger, der følger af anerkendelsen.

Med bestemmelsen foreslås det, at ministerialbogsføringen i forbindelse med navngivning, navneændring, indgåelse af ægteskab og udstedelse af navne-, dåbs- og vielsesattester i de trossamfund, der er anerkendt ved kgl. resolution før den 1. januar 1970, ophører.

Bestemmelsen træder, jf. lovforslagets § 24, stk. 2, i kraft den 1. januar 2023. Dermed sikres der den fornødne tid til at implementere ændringen, der indebærer, at navngivning og navneændring fremover skal ske ved ansøgning til personregisterføreren i sognet (i de sønderjyske landsdele til personregisterføreren i kommunen), jf. navnelovens § 16, stk. 1. En ansøgning skal som udgangspunkt indgives digitalt via borger.dk, jf. navnelovens § 16 a.

I forbindelse med implementeringen af ministerialbogsføringens afskaffelse skal det sikres, at der efter overgangen udstedes neutrale navneattester, der ikke indeholder embedsstempler med kristne symboler.

I forhold til kirkelig vielse i anerkendte trossamfund vil ændringen betyde, at vielsen fremover skal indberettes til den kommune, hvor vielsen er foretaget. Kommunen registrerer vielsen i ægteskabsbogen og udsteder en vielsesattest, der sendes til præsten, der udleverer den til ægteparret. Dette svarer til den i dag gældende ordning for de godkendte trossamfund, der er beskrevet i kapitel 4, punkt 4.4., i vejledning nr. 9045 af 24. januar 2017 om behandling af ægteskabssager.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 27 om ændring af navnelovens § 18. Ifølge navnelovens § 18 kan navngivning ved dåb (uden for de sønderjyske landsdele) ske med borgerlig gyldighed i de i dag anerkendte trossamfund. Disse navngivninger registreres i dag i de anerkendte trossamfunds ministerialbøger. Med ændringen af navneloven, der, jf. lovforslagets § 24, stk. 2, træder i kraft den 1. januar 2023, afskaffes muligheden for navngivning ved dåb i de anerkendte trossamfund. Afskaffelse af ministerialbogsføringen i de anerkendte trossamfund og ændringen af navnelovens § 18 medfører, at navngivning og navneændring – uden for Sønderjylland -fremover skal ske ved ansøgning til personregisterføreren i sognet via borger.dk. I de sønderjyske landsdele er det i dag allerede sådan, at ansøgning om navngivning i medfør af navneloven indgives til personregisterføreren i kommunen.

Indtil den 1. januar 2023 vil det kun være de trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution før den 1. januar 1970, der kan føre ministerialbøger og udstede navne-, dåbs- og vielsesattester samt foretage navngivning ved dåb, jf. lovforslagets § 24, stk. 2, 2. pkt.

I bestemmelsens stk. 1 foreslås det, at loven træder i kraft den 1. januar 2018, jf. dog stk. 2.

Med bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt. foreslås det, at lovens § 23 og § 27 træder i kraft den 1. januar 2023. Dermed sikres der den fornødne tid til at implementere ændringen.

I forbindelse med implementeringen af ministerialbogsføringens afskaffelse skal det sikres, at der efter overgangen udstedes neutrale navneattester, der ikke indeholder embedsstempler med kristne symboler.

Med bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt. foreslås det, at indtil §§ 23 og 27 træder i kraft, er det kun de trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution før 1970, der kan føre ministerialbøger og udstede navne-, dåbs- og vielsesattester, ligesom bestemmelsen om anerkendte trossamfund i § 18 i navneloven kun finder anvendelse for disse trossamfund. Med bestemmelsen i stk. 3 foreslås det, at de allerede anerkendte og godkendte trossamfund anses for anerkendte, såfremt de opfylder de betingelser, der er nævnt i trossamfundslovens § 7, stk. 1. Bestemmelsen betyder i praksis, at de trossamfund, som allerede er anerkendt eller godkendt, ikke skal ansøge om anerkendelse igen, når lovforslaget træder i kraft.

Med bestemmelsen i stk. 4 foreslås det, at de inden denne lovs ikrafttræden meddelte vielsesbemyndigelser til præster i de anerkendte og godkendte trossamfund fortsat er gældende. Bestemmelsen sikrer, at personer, der allerede har en gældende vielsesbemyndigelse, ikke skal ansøge om vielsesbemyndigelse på ny. Det er en betingelse for opretholdelse af en vielsesbemyndigelse efter lovens ikrafttræden, at det pågældende trossamfund fortsat er anerkendt efter lovforslagets § 24, stk. 3.

For præster i de anerkendte og godkendte trossamfund, der har modtaget en ad hoc vielsesbemyndigelse før lovens ikrafttræden, og som efter lovens ikrafttræden ansøger om en ny ad hoc eller en stående vielsesbemyndigelse, vil lovforslagets regler finde anvendelse.

Bestemmelsen i stk. 5 fastsætter, at funktionsperioden for Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund begynder den 1. januar 2019. I perioden fra lovens ikrafttræden til den 1. januar 2019 fungerer det nuværende rådgivende udvalg, som er nedsat på ulovbestemt grundlag, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.4. Bestemmelsen indebærer, at der sikres en kontinuitet i arbejdet med anerkendelse af nye trossamfund,

Med bestemmelsen i stk. 6 foreslås det, at de foreslåede betingelser i ligningslovens § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, træder i kraft den 1. januar 2019. Det betyder, at trossamfund, menigheder, forsamlinger og kredse m.v., der skal godkendes efter de nævnte bestemmelser, fra og med den 1. januar 2019 skal være registreret som anerkendt efter trossamfundsloven for at blive godkendt efter ligningsloven, jf. lovforslagets § 26. Tilsvarende vil trossamfund, menigheder, forsamlinger og kredse m.v., der allerede er blevet godkendt af SKAT på baggrund af deres religiøse virke, skulle opfylde betingelserne fra og med den 1. januar 2019.

Ikrafttrædelsestidspunktet er fastsat under hensyntagen til, at trossamfund, menigheder, forsamlinger og kredse m.v., som ikke i forvejen er anerkendt eller godkendt af Kirkeministeriet, skal have et rimeligt tidsrum til at blive registreret som anerkendt efter lov om trossamfund uden for folkekirken, inden de nye betingelser i ligningslovens § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, træder i kraft. Da lov om trossamfund uden for folkekirken træder i kraft den 1. januar 2018, vurderes det således hensigtsmæssigt at fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet for de nye betingelser i ligningslovens § 8 A, stk. 2 og § 12, stk. 3, til den 1. januar 2019.

Med bestemmelsen i stk. 7 forbliver regler udstedt i medfør af § 16, stk. 1, nr. 3, § 17, stk. 2, og § 20, stk. 3, 3. pkt., i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015 i kraft, indtil de ophæves eller afløses i medfør af denne lov.

Forslaget om revision af loven i folketingsåret 2021-22 vil medvirke til at sikre, at der efter nogle år tages stilling til, om loven virker efter hensigten.

Til nr. 1

Efter ligningslovens § 8 A kan der ved opgørelse af den skattepligtige indkomst gives fradrag for gaver til godkendte almenvelgørende eller almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v., herunder religiøse samfund. Ved religiøse samfund forstås trossamfund og menigheder.

Fradragsretten er betinget af, at foreningen eller de religiøse samfund m.v. er godkendt her i landet af SKAT eller er godkendt i et andet EU- eller EØS-land. Der er herudover fastsat en række betingelser i selve lovbestemmelsen, bl.a. krav til foreningernes m.v. vedtægter, samt nærmere betingelser for SKATs godkendelse, som er fastsat i bekendtgørelse nr. 282 af 26. marts 2014 om godkendelse mv. efter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3, af almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund mv. her i landet eller i et andet EU- eller EØS-land. Disse nærmere bestemmelser vedrører bl.a. krav om ikke at modarbejde demokrati og grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder, antal myndige medlemmer samt vedtægterne.

Det er også en betingelse for fradraget, at beløbet indberettes efter ligningslovens § 8 Æ.

Der henvises i øvrigt til beskrivelse af gældende ret i afsnit 2.6.1.

Det foreslås i nr. 1, at godkendelse efter ligningslovens § 8 A for trossamfund, som søger om godkendelse på baggrund af det religiøse virke, betinges af, at trossamfundet er registreret som anerkendt efter lov om trossamfund uden for folkekirken, jf. lovforslagets § 7 og bemærkningerne hertil, eller tilsvarende regler i et andet EU- eller EØS-land.

For menigheder, forsamlinger og kredse m.v. foreslås det, at godkendelse efter ligningslovens § 8 A på baggrund af deres religiøse virke betinges af, at de, er anerkendt som en del af et trossamfunds anerkendelse efter lov om trossamfund uden for folkekirken, jf. lovforslagets § 8 og bemærkningerne hertil, eller tilsvarende regler i et andet EU- eller EØS-land.

Herved sikres der overensstemmelse mellem de trossamfund, som er registreret som anerkendt efter trossamfundsloven og derved opfylder de krav, der stilles for at blive officielt anerkendt som et trossamfund i Danmark, og de trossamfund, som kan godkendes efter ligningslovens § 8 A på grund af deres religiøse status.

Det vil således ikke længere være muligt for trossamfund at blive godkendt efter ligningslovens § 8 A på baggrund af det religiøse virke, hvis de ikke forinden er blevet registreret som anerkendt efter trossamfundsloven, medmindre de er anerkendt efter lignende regler i andre EU- eller EØS-lande. På tilsvarende vis vil en menighed, forsamling eller kreds m.v. ikke kunne godkendes, hvis de ikke er anerkendt som en del af et trossamfunds anerkendelse, f.eks. fordi trossamfundet ikke kan anerkendes.

Trossamfund, menigheder, forsamlinger og kredse m.v. vil fortsat skulle opfylde de øvrige betingelser, der stilles for at blive godkendt efter dels § 8 A, stk. 1-4, i ligningsloven og dels regler fastsat i medfør heraf.

Bekendtgørelse om godkendelse m.v. efter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3, af almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund m.v. her i landet eller i et andet EU- eller EØS-land vil blive ændret, således at der fra 1. januar 2018 for trossamfund, menigheder, forsamlinger og kredse m.v. vil blive stillet samme krav til antallet af myndige medlemmer, som der stilles for trossamfund efter lovforslagets § 7. Hvis trossamfundet, menigheden, forsamlingen eller kredsen m.v. er anerkendt efter trossamfundsloven, vil der ikke blive stillet krav til hverken antallet af myndige medlemmer eller gudsdyrkelse. Fra 1. januar 2019 ophæves betingelserne om antallet af myndige medlemmer og gudsdyrkelse, da betingelsen om anerkendelse efter trossamfundsloven, jf. lovforslagets § 26, træder i kraft denne dato, jf. lovforslagets § 24, stk. 6, samt bemærkningerne hertil.

Det bemærkes, at trossamfund, der bliver anerkendt efter trossamfundsloven, er fritaget for beskatning efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 3.

Det vil afhænge af en konkret vurdering, hvorvidt en anerkendelse, godkendelse eller lignende efter regler i andre EU- eller EØS-lande er sammenlignelig med anerkendelse efter trossamfundsloven.

Valgmenigheder er omfattet af valgmenighedsloven. I medfør af valgmenighedslovens § 1, stk. 1, har medlemmer af folkekirken, der ønsker at danne en særlig menighed inden for folkekirken med en af dem valgt person som præst, på de i §§ 2 og 3 nævnte betingelser, ret til at få denne valgmenighed anerkendt som led af folkekirken. I medfør af valgmenighedslovens § 1, stk. 2, meddeles anerkendelsen af en valgmenighed af kirkeministeren. Da de er anerkendt som en del af folkekirken, kan det trossamfund, de er knyttet til, ikke godkendes efter trossamfundsloven.

Det foreslås derfor, at betingelsen om, at menigheder, der søger om godkendelse på baggrund af det religiøse virke, skal være anerkendt som en del af trossamfundets anerkendelse, ikke skal gælde for valgmenigheder, så det sikres, at disse valgmenigheder fortsat kan opnå godkendelse på baggrund af deres religiøse virke.

Trossamfund m.v. kan fortsat godkendes efter ligningslovens § 8 A selvom betingelsen om anerkendelse efter trossamfundsloven ikke er opfyldt. Det kræver, at de på anden vis end gennem deres religiøse virke kan opfylde betingelserne om at være almennyttige eller almenvelgørende og opfylder de øvrige betingelser, der stilles for at blive godkendt på denne baggrund. Det er en konsekvens af, at de ikke længere vil være omfattet af de lempelige betingelser for godkendelse efter ligningslovens § 8 A, der gælder for religiøse samfund, men at de skal opfylde alle de betingelser, som gælder for øvrige foreninger m.v.

Til nr. 2

Efter ligningslovens § 12, stk. 2, kan der gives fradrag for løbende ydelser til godkendte almenvelgørende eller almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v., herunder religiøse samfund. Ved religiøse samfund forstås trossamfund og menigheder m.v.

Fradragsretten er betinget af, at foreningen eller de religiøse samfund m.v. er godkendt her i landet af SKAT eller er godkendt i et andet EU- eller EØS-land. Der er herudover fastsat en række betingelser i § 12 stk. 2 - 4, bl.a. krav til foreningernes m.v. vedtægter, samt nærmere betingelser for SKATs godkendelse, som er fastsat i bekendtgørelse nr. 282 af 26. marts 2014 om godkendelse mv. efter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3, af almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund mv. her i landet eller i et andet EU- eller EØS-land. Disse nærmere bestemmelser vedrører bl.a. krav om ikke at modarbejde demokrati og grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder, antal myndige medlemmer samt vedtægterne.

Det er også en betingelse for fradraget, at beløbet indberettes efter ligningslovens § 8 Æ.

Der henvises i øvrigt til beskrivelse af gældende ret i afsnit 2.6.1.

Det foreslås i nr. 2, at godkendelse efter ligningslovens § 12, stk. 3, for trossamfund, som søger om godkendelse på baggrund af det religiøse virke, betinges af, at trossamfundet er registreret som anerkendt efter lov om trossamfund uden for folkekirken, jf. lovforslagets § 7 og bemærkningerne hertil, eller tilsvarende regler i et andet EU- eller EØS-land.

For menigheder, forsamlinger og kredse m.v. foreslås det, at godkendelse efter § 12, stk. 3, på baggrund af deres religiøse virke betinges af, at de, er anerkendt som en del af et trossamfunds anerkendelse efter lov om trossamfund uden for folkekirken, jf. lovforslagets § 8 og bemærkningerne hertil, eller tilsvarende regler i et andet EU- eller EØS-land.

Herved sikres der overensstemmelse mellem de trossamfund, som er registreret som anerkendt efter trossamfundsloven og derved opfylder de krav, der stilles for at blive officielt anerkendt som et trossamfund i Danmark, og de trossamfund, som kan godkendes efter ligningslovens § 12, stk. 3, på grund af deres religiøse status.

Det vil således ikke længere være muligt for trossamfund at blive godkendt efter ligningslovens § 12, stk. 3, på baggrund af det religiøse virke, hvis de ikke forinden er blevet registreret som anerkendt efter trossamfundsloven, medmindre de er anerkendt efter lignende regler i andre EU- eller EØS-lande. På tilsvarende vis vil en menighed, forsamling eller kreds m.v. ikke kunne godkendes, hvis de ikke er anerkendt som en del af et trossamfunds anerkendelse, f.eks. fordi trossamfundet ikke kan anerkendes.

Trossamfund, menigheder, forsamlinger og kredse m.v. vil fortsat skulle opfylde de øvrige betingelser, der stilles for at blive godkendt efter dels § 12, stk. 2- 4, i ligningsloven og dels regler fastsat i medfør heraf.

Bekendtgørelse om godkendelse m.v. efter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3, af almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund m.v. her i landet eller i et andet EU- eller EØS-land vil blive ændret, således at der fra 1. januar 2018 for trossamfund, menigheder, forsamlinger og kredse m.v. vil blive stillet samme krav til antallet af myndige medlemmer, som der stilles for trossamfund efter lovforslagets § 7. Hvis trossamfundet, menigheden, forsamlingen eller kredsen m.v. er anerkendt efter trossamfundsloven, vil der ikke blive stillet krav til hverken antallet af myndige medlemmer eller gudsdyrkelse. Fra 1. januar 2019 ophæves betingelserne om antallet af myndige medlemmer og gudsdyrkelse, da betingelsen om anerkendelse efter trossamfundsloven, jf. lovforslagets § 26, træder i kraft denne dato, jf. lovforslagets § 24, stk. 6, samt bemærkningerne hertil.

Det bemærkes, at trossamfund, der bliver anerkendt efter trossamfundsloven, er fritaget for beskatning efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 3.

Det vil afhænge af en konkret vurdering, hvorvidt en anerkendelse, godkendelse eller lignende efter regler i andre EU- eller EØS-lande er sammenlignelig med anerkendelse efter trossamfundsloven.

Valgmenigheder er omfattet af valgmenighedsloven. I medfør af valgmenighedslovens § 1, stk. 1, har medlemmer af folkekirken, der ønsker at danne en særlig menighed inden for folkekirken med en af dem valgt person som præst, på de i §§ 2 og 3 nævnte betingelser, ret til at få denne valgmenighed anerkendt som led af folkekirken. I medfør af valgmenighedslovens § 1, stk. 2, meddeles anerkendelsen af en valgmenighed af kirkeministeren. Da de er anerkendt som en del af folkekirken, kan det trossamfund, de er knyttet til, ikke godkendes efter trossamfundsloven.

Det foreslås derfor, at betingelsen om, at menigheder, der søger om godkendelse på baggrund af det religiøse virke, skal være anerkendt som en del af et trossamfunds anerkendelse, ikke skal gælde for valgmenigheder, så det sikres, at disse valgmenigheder fortsat kan opnå godkendelse på baggrund af deres religiøse virke.

Trossamfund m.v. kan fortsat godkendes efter ligningslovens § 12, stk. 3, selv om betingelsen om anerkendelse efter trossamfundsloven ikke er opfyldt. Det kræver, at de på anden vis end gennem deres religiøse virke kan opfylde betingelserne om at være almennyttige eller almenvelgørende og opfylder de øvrige betingelser, der stilles for at blive godkendt på denne baggrund. Det er en konsekvens af, at de ikke længere vil være omfattet af de lempelige betingelser for godkendelse efter ligningslovens § 12, stk. 3, der gælder for religiøse samfund, men at de skal opfylde alle de betingelser, som gælder for øvrige foreninger m.v.

Til nr. 1

Navngivning ved dåb (uden for de sønderjyske landsdele) kan i dag ske i de anerkendte trossamfund, mens der ikke kan ske navngivning ved dåb i de godkendte trossamfund, jf. navnelovens § 18.

Forslaget om afskaffelse af sondringen mellem anerkendte og godkendte trossamfund medfører et behov for at foretage en konsekvensændring i § 18 i navneloven.

Bestemmelsen omfatter på nuværende tidspunkt de trossamfund, der er anerkendt før 1970. Forslaget om at anvende en samlet terminologi ’anerkendte trossamfund’ for alle trossamfund, som har opnået statslig anerkendelse i Danmark, afføder imidlertid et behov for at præcisere bestemmelsen således, at navngivning ved dåb uden for de sønderjyske landsdele kun kan ske i folkekirken. Herved fjernes »de anerkendte trossamfund« helt fra bestemmelsen, og navngivning i de anerkendte trossamfund vil dermed ikke længere være mulig.

Lovforslagets § 24, stk. 2, 1. pkt., angiver, at bestemmelsen først træder i kraft den 1. januar 2023. I perioden fra Trossamfundslovens ikrafttræden og indtil den 1. januar 2023 er det kun de trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution før den 1. januar 1970, der for så vidt angår bestemmelsen om anerkendte trossamfund i navnelovens § 18 kan foretage navngivning ved dåb, jf. lovforslagets § 24, stk. 2, 2. pkt.

Lovforslagets § 27 skal også ses i sammenhæng med forslaget om afskaffelse af ministerialbogsføringen i de i dag anerkendte trossamfund, jf. lovforslagets § 23.

Til nr. 1-3

Det fremgår af ægteskabslovens 16, stk. 1, nr. 1-3, at kirkelig vielse kan finde sted inden for folkekirken, inden for de anerkendte trossamfund, og inden for andre trossamfund (kaldet godkendte trossamfund). I relation til de godkendte trossamfund er det tillige en betingelse, af trossamfundet har præster, der af kirkeministeren er bemyndiget til at foretage vielser. Det er for alle trossamfundene, herunder folkekirken, en betingelse, at mindst én af parterne hører til trossamfundet.

Forslaget om afskaffelse af sondringen mellem anerkendte og godkendte trossamfund medfører et behov for at foretage konsekvensændringer i ægteskabslovens § 16. Forslaget indebærer, at det fortsat vil fremgå tydeligt af ægteskabslovens § 16, stk. 1, at kirkelige vielse kan finde sted inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne, og inden for de anerkendte trossamfund, når en af parterne hører til vedkommende trossamfund.

Til nr. 4

Ægteskabslovens § 16, stk. 3-8, indeholder et dekorumkrav for personer med vielsesbemyndigelse, krav om at personer med vielsesbemyndigelse skal deltage i et obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre, herunder regler for fritagelse til at deltage i kurset, brugerbetaling samt en bemyndigelsesbestemmelse til kirkeministeren om efter aftale med udlændinge- og integrationsministeren at kunne fastsætte nærmere regler om dette kursus.

Med forslaget ophæves ægteskabslovens § 16, stk. 3-8, og § 20, stk. 3, 2. og 3. pkt.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at spørgsmål om vielsesbemyndigelse til personer i andre trossamfund fremover vil være reguleret af §§ 15-17 i lov om trossamfund uden for folkekirken.

Til nr. 5

Det fremgår af ægteskabslovens § 21, stk. 1, at en vielse kun er gyldig, hvis den er sket for en myndighed, der efter loven kan foretage vielser, og under iagttagelse af bestemmelsen i ægteskabslovens § 20, stk. 2, og begge parter ved vielsen var fyldt 18 år. Efter ægteskabslovens § 20, stk. 2, skal parterne ved samtidigt møde på spørgsmål af vielsesmyndigheden erklære at ville ægte hinanden og derpå af denne forkyndes at være ægtefolk.

Bestemmelsen i ægteskabslovens § 21, stk. 1, medfører bl.a., at de kompetente vielsesmyndigheder skal være nøje beskrevet i ægteskabsloven. For så vidt angår den borgerlige vielsesmyndighed fremgår dette af ægteskabslovens § 18, stk. 1, jf. § 13, stk. 1. I relation til kirkelige vielsesmyndigheder fremgår dette af ægteskabslovens § 17, hvor folkekirken er reguleret i stk. 1, og andre trossamfund er reguleret i stk. 2.

Med dette lovforslags § 15 flyttes ægteskabslovens hidtidige bestemmelser om vielsesbemyndigelse til personer i andre trossamfund til lov om trossamfund uden for folkekirken.

Hensigten med ændringen af ægteskabslovens § 17, stk. 2, er på den baggrund at skabe en tydelig kobling mellem ægteskabsloven og trossamfundslovens kapitel 5.

Reglerne om trossamfunds adgang til at anlægge begravelsespladser fremgår i dag af lov om begravelse og ligbrænding § 16, stk. 2.

Med forslaget ophæves § 16, stk. 2, i lov om begravelse og ligbrænding. Der er således tale om en konsekvensændring, som følge af at reglerne om andre trossamfunds mulighed for at anlægge egen begravelsesplads fremover vil fremgå af lov om trossamfund uden for folkekirken § 6.

Hensigten hermed er at samle reglerne, herunder rettigheder og pligter for de andre trossamfund uden for folkekirken i en samlet lov.

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde. Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved kgl. anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Den 1. januar 1992 overtog Færøerne navneområdet som særanliggende. Det fremgår af navneloven, at den ikke gælder for Færøerne, og loven kan ikke sættes i kraft for Færøerne. Lov om personnavne, jf. lov nr. 193 af 29. april 1981, er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 549 af 21. august 1986. Navneloven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland, men dette er endnu ikke sket.

Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 37 af 22. januar 2002 og er senest ændret ved kongelig anordning nr. 398 af 20. april 2010. Lovens bestemmelser om folkekirken og andre trossamfund har Færøerne overtaget ved overtagelsen af sagsområderne »folkekirken« og »de fra folkekirken afvigende trossamfund«.

Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 307 af 14. maj 1993 og er ændret ved kongelig anordning nr. 321 af 26. april 1996.

De foreslåede ændringer i §§ 27 og 28 om ændring af navneloven og ægteskabsloven kan således ikke sættes i kraft for Færøerne.