LOV nr 801 af 07/06/2022
Erhvervsministeriet
Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester § 46
Kontrolmyndigheden kan fra den erhvervsdrivende kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at konstatere produkters eller tjenesters overensstemmelse med tilgængelighedskravene i denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan fra den erhvervsdrivende, der påberåber sig § 8, stk. 1, kræve alle oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere, at den erhvervsdrivende har foretaget den nødvendige vurdering, og at vurderingen opfylder kriterierne til en sådan vurdering.
Forarbejder til Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester § 46
RetsinformationDet foreslås i § 46, stk. 1, at kontrolmyndigheden fra den erhvervsdrivende kan kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at konstatere produkter eller tjenesters overensstemmelse med tilgængelighedskravene i denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Det følger af tilgængelighedsdirektivets artikel 19, stk. 1, at flere artikler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765 af 9. juli 2008 om akkreditering finder anvendelse for så vidt angår kontrol af produkter, bl.a. forordningens artikel 19, stk. 1, 2. afsnit. Forordningens bestemmelser om markedsovervågning af produkter er dog siden blevet ophævet og erstattet af lignende bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse (markedsovervågningsforordningen). Det betyder, at tilgængelighedsdirektivets henvisning til forordning nr. 765/2008 i stedet skal læses som en henvisning til markedsovervågningsforordningen. Det følger af sammenligningstabellen i markedsovervågningsforordningens bilag III, at artikel 19, stk. 1, 2. afsnit i forordning nr. 765/2008 svarer til artikel 14, stk. 4, litra a, b, e og j.
Det følger af markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra a og b, at kontrolmyndigheden som minimum skal tillægges beføjelser til at pålægge erhvervsdrivende at forelægge relevante dokumenter, tekniske specifikationer, data eller oplysninger om overensstemmelse og tekniske aspekter af produktet, herunder adgang til indlejret software i det omfang en sådan adgang er nødvendig for at vurdere produktets overensstemmelse med lovgivningen. Samtidig skal kontrolmyndigheden have beføjelser til at pålægge erhvervsdrivende at levere oplysninger om forsyningskæden og distributionsnettet, om mængder af produkter på markedet og om andre produktmodeller, der har de samme tekniske egenskaber som det pågældende produkt. Den foreslåede bestemmelse giver kontrolmyndighederne mulighed for at bede om alle disse oplysninger.
Det følger desuden af tilgængelighedsdirektivets artikel 23, stk. 1, litra a, at medlemsstaterne fastlægger, gennemfører og ajourfører passende procedurer til kontrol af, at de opførte tjenester opfylder kravene i direktivet. Den foreslåede bestemmelse giver kontrolmyndighederne mulighed for at bede om alle de oplysninger, som er nødvendige for opfyldelse af tilgængelighedsdirektivets artikel 23, stk. 1, litra a, og sikre, at der kan anmodes om de samme oplysninger til kontrol af produkters som tjenesters overensstemmelse.
Endvidere følger det af flere af tilgængelighedsdirektivets artikler, at de erhvervsdrivende skal afgive nødvendige oplysninger og dokumentation, når en kontrolmyndighed anmoder herom. Den foreslåede bestemmelse implementerer således oplysningspligterne, der følger af tilgængelighedsdirektivets artikel 7, stk. 9, 1. pkt. om fabrikanter, artikel 8, stk. 2, litra b, om bemyndigede repræsentanter, artikel 9, stk. 9, 1. pkt. om importører, artikel 10, stk. 6, 1. pkt. om distributører, og artikel 13, stk. 5, 1. pkt. om tjenesteydere. Det forudsættes i den forbindelse, at den relevante kontrolmyndighed skal give en begrundet anmodning, når en erhvervsdrivende anmodes om oplysninger.
Oplysningspligten for de erhvervsdrivende er af væsentlig betydning for, at kontrolmyndighederne kan udføre en effektiv kontrol. Vurderingen af, hvilke oplysninger der vil blive indhentet i forbindelse med en kontrol, vil altid bero på en proportionalitetsvurdering og karakteren af den dokumentation, der kan kræves, vil variere fra sag til sag. De oplysninger, kontrolmyndighederne vil kunne kræve, skal være relevante for det, kontrolmyndighederne skal belyse, og være tilgængelig for den erhvervsdrivende. Kontrolmyndighederne vil derfor ikke kunne kræve, at en erhvervsdrivende eksempelvis foretager nye test, som efterfølgende dokumenteres over for myndighederne.
Det forudsættes med bestemmelsen, at indhentede oplysninger i begrænset omfang kan udgøre personoplysninger. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis der indhentes oplysninger fra en enkeltmandsvirksomhed. Behandlingen af personoplysninger sker inden for rammerne af den databeskyttelsesretlige regulering, herunder databeskyttelsesforordningen. I den forbindelse bemærkes det, at de relevante kontrolmyndigheder alene kan kræve oplysninger, der er nødvendige for at konstatere produkter og tjenesters overensstemmelse med tilgængelighedskravene, og at kontrolmyndighederne i den forbindelse har et lovligt behandlingsgrundlag i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, om offentlig myndighedsudøvelse.
Det forudsættes endvidere, at de erhvervsdrivende ikke kan nægte udlevering af oplysninger til kontrolmyndighederne under henvisning til, at oplysningerne har karakter af forretningshemmeligheder eller lignende. Hvis oplysningerne er nødvendige for kontrolmyndighedens vurdering af produktet eller tjenestens overensstemmelse, skal oplysningerne derfor udleveres, uanset at de anses for at være forretningshemmeligheder. Oplysningerne er dog alene tilgængelige for den relevante kontrolmyndighed. Forretningshemmeligheder forstås i overensstemmelse med definitionen i § 2, nr. 1, i lov nr. 309 af 25. april 2018 om forretningshemmeligheder.
Personkredsen, fra hvem kontrolmyndighederne kan kræve de pågældende oplysninger, er de erhvervsdrivende, der er omfattet af lovforslaget, dvs. fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører, distributører og tjenesteydere. Der er altså tale om en personkreds, der i øvrigt er forpligtet efter lovens bestemmelser.
Endelig bemærkes det, at der med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, i det omfang bestemmelsen anvendes til at indsamle og behandle personoplysninger, vil være tale om en national særregel for behandling af personoplysninger, der er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Det er vurderingen, at der er mulighed for at indføre den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og dennes rammer. Denne vurdering har taget udgangspunkt i kriterierne, som fremgår af betænkning nr. 1565 om databeskyttelsesforordningen – og de retlige rammer for dansk lovgivning i forhold til udarbejdelse af nye nationale særregler for behandling af ikke-følsomme personoplysninger, jf. betænkning nr. 1565, del I, bind 1, side 166 ff.
Det foreslås i stk. 2, at kontrolmyndigheden fra den erhvervsdrivende, der påberåber sig § 8, stk. 1, kan kræve alle oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere, at den erhvervsdrivende har foretaget den nødvendige vurdering, og at vurderingen opfylder kriterierne til en sådan vurdering.
Det foreslåede stk. 2 har til hensigt at implementere tilgængelighedsdirektivets artikel 19, stk. 2, og artikel 23, stk. 1, litra a.
Som det også er tilfældet efter det foreslåede stk. 1 ovenfor, så er oplysningspligten for de erhvervsdrivende, der påberåber sig undtagelsesbestemmelsen i lovforslagets § 8, stk. 1, af væsentlig betydning for, at kontrolmyndigheden kan udføre en effektiv kontrol. Det er nødvendigt, at kontrolmyndighederne også kan kontrollere, at de produkter og tjenester, der er fritaget fra at leve op til lovens tilgængelighedskrav, rent faktisk også er berettiget til denne fritagelse. Vurderingen af, hvilke oplysninger der vil blive indhentet i forbindelse med en kontrol, vil altid bero på en proportionalitetsvurdering og karakteren af den dokumentation, der kan kræves, vil variere fra sag til sag. De oplysninger, kontrolmyndighederne vil kunne kræve, skal være relevante for det, kontrolmyndighederne skal belyse, og være tilgængelig for den erhvervsdrivende.
Ligesom ved det foreslåede stk. 1 ovenfor, kan den erhvervsdrivende ikke nægte udlevering af oplysninger under henvisning til, at oplysningerne har karakter af forretningshemmeligheder. Se bemærkningerne ovenfor.
Tilsvarende stk. 1 vil der med stk. 2 være tale om en national særregel for behandling af personoplysninger, der er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Der henvises til vurderingen anført under stk. 1.
Bestemmelserne i de foreslåede stk. 1 og 2 skal anvendes under iagttagelse af reglerne i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikkerhedsloven). Det følger således bl.a. af retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, at hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.