LOV nr 801 af 07/06/2022
Erhvervsministeriet
Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester § 20
Fabrikanten skal sikre, at et produkt ledsages af en brugsanvisning og sikkerhedsinformation på dansk. Brugsanvisning, sikkerhedsinformation og eventuel mærkning skal være klar og forståelig.
Forarbejder til Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester § 20
RetsinformationOmrådet er for så vidt angår tilgængeligheden af produkter, der omfattes af lovforslaget, ikke reguleret i dansk ret.
Det foreslås i § 20, 1. pkt., at fabrikanten skal sikre, at et produkt ledsages af en brugsanvisning og sikkerhedsinformation på dansk.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at implementere tilgængelighedsdirektivets artikel 7, stk. 7, hvor det fremgår, at oplysningerne skal være på et for forbrugerne og andre slutbrugere letforståeligt sprog fastsat af den pågældende medlemsstat.
Brugsanvisning og sikkerhedsinformationer skal omfatte alle nødvendige oplysninger til sikker anvendelse af produktet, så brugeren kan samle, montere, betjene, opbevare, vedligeholde og bortskaffe produktet forsvarligt. Anvisninger til samling og montering bør omfatte lagerdele og krav til særlige færdigheder eller værktøjer. Betjeningsvejledninger bør omfatte oplysninger om anvendelsesbegrænsninger, vedligeholdelse og renholdelse eller reparation.
Det er fabrikantens ansvar at afgøre, hvilke oplysninger der bør medtages i brugsanvisninger og sikkerhedsinformationer for et bestemt produkt. Det er vigtigt, at fabrikanten overvejer forhold, der ligger ud over det, som fabrikanten selv betragter som tilsigtet brug af et produkt, dvs. at fabrikanten bør sætte sig i produktets gennemsnitlige brugeres sted og forestille sig, hvordan vedkommende med rimelighed kan forventes at anvende produktet. F.eks. kan en e-læser være bestemt til ikke at skulle anvendes i direkte sollys, men det må kunne forventes, at e-læseren også anvendes i direkte sollys. Disse forhold skal medtages ved udarbejdelsen af brugsanvisning og sikkerhedsinformation, så der tages højde herfor.
Det foreslåede § 20, 1. pkt., fastlægger endvidere, at brugsanvisning og sikkerhedsinformation skal være på dansk.
Det er vigtigt, at den gennemsnitlige bruger af produkterne har let adgang til at forstå brugsanvisningen og sikkerhedsinformationerne til et produkt. Når oplysningerne foreligger på dansk, sikres det, at flest mulige personer i Danmark har mulighed for at anvende produkterne.
Det foreslås i 2. pkt., at brugsanvisning, sikkerhedsinformation og eventuel mærkning skal være klar og forståelig.
Det er vigtigt for brugerne af et produkt, at de informationer, der er nødvendige for sikker brug af produktet, er forståelige for brugeren. Derfor skal fabrikanten sikre sig, at oplysningerne er klare og forståelige for brugeren ud fra en gennemsnitsbetragtning.