LOV nr 801 af 07/06/2022
Erhvervsministeriet
Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester § 17
Fabrikanten skal foretage sig følgende, når et produkt bringes i omsætning:
-
Udarbejde den tekniske dokumentation i overensstemmelse med bilag 3.
-
Få gennemført overensstemmelsesvurderingsproceduren som nævnt i bilag 3, jf. dog § 8.
-
Udarbejde EU-overensstemmelseserklæringen og anbringe CE-mærkningen på produktet, når den tekniske dokumentation er udarbejdet og overensstemmelsesvurderingsproceduren er gennemført.
Stk. 2. Fabrikanten skal opbevare den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen, i 5 år efter at det pågældende produkt er bragt i omsætning.
Forarbejder til Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester § 17
RetsinformationOmrådet er for så vidt angår tilgængeligheden af produkter, der omfattes af lovforslaget, ikke reguleret i dansk ret.
I § 17, stk. 1, foreslås hvilke konkrete tiltag, som fabrikanten skal foretage, når et produkt bringes i omsætning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at fabrikanten skal udarbejde den tekniske dokumentation i overensstemmelse med bilag 3.
Det foreslåede stk. 1, nr. 1, har til hensigt at implementere den første del af tilgængelighedsdirektivets artikel 7, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at fabrikanten skal udarbejde den tekniske dokumentation for et produkt, inden produktet bringes i omsætning. Da fabrikanten er den, der fremstiller eller får produktet fremstillet, er fabrikanten også nærmest til at udarbejde den bagvedliggende dokumentation for produktet.
Minimumskravene for den tekniske dokumentation fremgår af lovens bilag 3. Bilag 3 implementerer tilgængelighedsdirektivets bilag IV.
Det fremgår af bilag 3 til loven, at den tekniske dokumentation skal gøre det muligt at vurdere, om produktet er i overensstemmelse med de relevante tilgængelighedskrav. Der fremgår endvidere, at i tilfælde, hvor fabrikanten påberåber sig undtagelsen i lovforslagets § 8, skal den tekniske dokumentation påvise, at de relevante tilgængelighedskrav ville indebære en grundlæggende ændring eller medføre en uforholdsmæssig stor byrde.
Den tekniske dokumentation skal kun indeholde en beskrivelse af de relevante krav, og en beskrivelse af produktets design, fremstilling og brug i det omfang, det er relevant. Det betyder også, at den tekniske dokumentation mindst bør indeholde en generel beskrivelse af produktet og en oversigt over de harmoniserede standarder og tekniske specifikationer, som er blevet anvendt helt eller delvist, og en beskrivelse af de løsninger, der er anvendt, hvis ikke harmoniserede standarder eller tekniske specifikationer er anvendt. Ved delvis anvendelse af harmoniserede standarder eller tekniske specifikationer skal det angives i den tekniske dokumentation, hvilke dele der er anvendt.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at fabrikanten skal få gennemført overensstemmelsesvurderingsproceduren som nævnt i bilag 3, jf. dog § 8.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, har til hensigt at implementere den første del af tilgængelighedsdirektivets artikel 7, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at fabrikanten skal gennemføre eller få gennemført den overensstemmelsesvurderingsprocedure, som fremgår af bilag 3. Da fabrikanten er den, der fremstiller eller får produktet fremstillet, er fabrikanten også nærmest til at udarbejde den pågældende procedure.
Det er i bilag 3 til loven fastsat, at overensstemmelsesvurderingsproceduren består af en intern produktionskontrol, hvor fabrikanten opfylder bilagets punkt 2, 3 og 4, dvs. krav om teknisk dokumentation, fremstillingsvirksomhed, CE-mærkning og EU-overensstemmelseserklæring.
Krav til den tekniske dokumentation er beskrevet ovenfor til den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, mens krav til CE-mærkning og EU-overensstemmelseserklæring er beskrevet nedenfor til det foreslåede stk. 1, nr. 3.
For at opfylde bilag 3’s krav til fremstillingsvirksomhed, skal fabrikanten sørge for, at fremstillingsprocessen og overvågningen af denne sikrer, at produkterne er i overensstemmelse med den tekniske dokumentation, som fabrikanten har udarbejdet, og lovens tilgængelighedskrav.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at fabrikanten skal udarbejde EU-overensstemmelseserklæringen og anbringe CE-mærkningen på produktet, når den tekniske dokumentation er udarbejdet, og overensstemmelsesvurderingsproceduren er gennemført.
Det foreslåede stk. 1, nr. 3, har til hensigt at implementere den sidste del af tilgængelighedsdirektivets artikel 7, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at fabrikanten efter opfyldelsen af stk. 1, nr. 1 og 2, skal udarbejde EU-overensstemmelseserklæringen og anbringe CE-mærket på produktet. Den foreslåede bestemmelse er det sidste tiltag fabrikanten skal foretage sig, inden vedkommende bringer et produkt i omsætning.
Det betyder konkret, at fabrikanten skal anbringe CE-mærkning på hvert enkelt produkt, der opfylder de relevante tilgængelighedskrav i loven. Herudover skal fabrikanten udarbejde en skriftlig EU-overensstemmelseserklæring for hver produktmodel, hvor det fremgår, hvilket produkt erklæringen vedrører.
CE-mærkning og EU-overensstemmelseserklæring er nærmere beskrevet i henholdsvis bemærkningerne til dette lovforslags §§ 42 og 39.
Det foreslås i stk. 2, at fabrikanten skal opbevare den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen i 5 år efter, at det pågældende produkt er bragt i omsætning.
Det foreslåede stk. 2 har til hensigt at implementere tilgængelighedsdirektivets artikel 7, stk. 3.
Et produkt vil typisk blive gjort tilgængeligt i en årrække efter, at det er bragt i omsætning, dvs. efter at det første gang blev gjort tilgængeligt på markedet. Det er derfor vigtigt, at fabrikanten opbevarer den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen i en vis periode efter, at produktet er bragt i omsætning, da det er disse dokumenter, der dokumenterer produktets overensstemmelse med lovens tilgængelighedskrav.
Det er i tilgængelighedsdirektivets artikel 7, stk. 3, fastsat, at perioden, hvori fabrikanten skal opbevare den pågældende dokumentation, er 5 år fra det tidspunkt, hvor produktet bringes i omsætning. Det foreslås, at samme periode fastsættes i denne lov.