LOV nr 801 af 07/06/2022
Erhvervsministeriet
Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester § 2
Loven finder ikke anvendelse på følgende indhold af websteder og mobilapplikationer:
-
Forhåndsindspillede tidsafhængige medier, der er offentliggjort inden den 28. juni 2025.
-
Dokumentformater, der er offentliggjort inden den 28. juni 2025.
-
Onlinekort og kortlægningstjenester, når væsentlige oplysninger gives på en tilgængelig digital måde, for så vidt angår kort, der er bestemt til navigationsbrug.
-
Tredjepartsindhold, der hverken er finansieret eller udviklet af eller er under kontrol af den pågældende erhvervsdrivende.
-
Indhold på websteder og i applikationer til mobile enheder, der kvalificeres som arkiver, hvilket betyder, at de kun har indhold, der ikke er opdateret eller redigeret efter den 28. juni 2025.
Forarbejder til Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester § 2
RetsinformationDet foreslås i § 2, at loven ikke finder anvendelse på indhold af websteder og mobilapplikationer, der følger af nr. 1-5.
Den foreslåede § 2, har til formål at sikre overensstemmelse med tilgængelighedsdirektivets artikel 2, stk. 4, og opregner det indhold, som loven ikke finder anvendelse på. Bestemmelsen udelukker dermed visse typer af indhold på websteder og mobilapplikationer fra lovens anvendelsesområde.
Tilgængelighedsdirektivets artikel 2, nr. 4, indeholder undtagelserne fra tilgængelighedsdirektivets anvendelsesområde. Her fremgår det, at direktivet ikke finder anvendelse på indhold af websteder og mobilapplikationer vedrørende a) forhåndsindspillede tidsafhængige medier, der er offentliggjort inden den 28. juni 2025, b) dokumentformater, der er offentliggjort inden den 28. juni 2025, c) onlinekort og kortlægningstjenester, såfremt væsentlige oplysninger gives på en tilgængelig digital måde for så vidt angår kort, der er bestemt til navigationsbrug, d) tredjepartsindhold, der hverken er finansieret eller udviklet af eller er under kontrol af den pågældende erhvervsdrivende, e) indhold på websteder og applikationer til mobile enheder, der kvalificeres som arkiver, hvilket betyder, at de kun har indhold, der ikke er opdateret eller redigeret efter den 28. juni 2025.
Tilgængelighedsdirektivet indeholder ikke definitioner eller betragtninger specifikt omhandlende det førnævnte indhold af websteder og mobilapplikationer, der undtages fra direktivets anvendelsesområde.
Det følger dog af tilgængelighedsdirektivets præambelbetragtning nr. 46, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 fastsætter tilgængelighedskrav til offentlige organers websteder og mobilapplikationer. Det fremgår af samme betragtning, at direktiv 2016/2102 i den forbindelse indeholder en særlig liste over undtagelser, og at lignende undtagelser er relevante for tilgængelighedsdirektivet.
Det indhold, som er undtaget fra tilgængelighedsdirektivet i henhold til artikel 2, stk. 4, skal derfor læses i overensstemmelse med direktiv 2016/2102, herunder direktivets definitionsbestemmelser og præambelbetragtninger.
Det fremgår af artikel 3, nr. 6, i direktiv 2016/2102, at der ved tidsafhængige medier forstås medier af følgende typer: kun audio, kun video, audio og video samt audio og/eller video kombineret med interaktion.
Det foreslås i nr. 1, at loven ikke finder anvendelse på forhåndsindspillede tidsafhængige medier, der er offentliggjort inden den 28. juni 2025.
Ved forhåndsindspillede forstås dermed, at der er tale om information, som ikke er live, dvs. sendes direkte. Ved tidsafhængige medier forstås medier, hvor der alene er tale om audio, hvor der alene er tale om video, eller hvor audio og video kombineres, hvor audio eller video kombineres med interaktion, og hvor audio og video kombineres med interaktion. Det er eksempelvis en video med lyd, som kan startes, stoppes og pauses.
Det kan være omfattende for den enkelte erhvervsdrivende, hvis alle historiske forhåndsindspillede tidsafhængige medier, der er offentliggjort før lovens ikrafttrædelse, skal gøres tilgængelige. Derfor undtages forhåndsindspillede tidsafhængige medier fra lovens anvendelsesområde.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 26 i direktiv 2016/2102, at der ved dokumentformater bør forstås dokumenter, som ikke primært er beregnet til webbrug, og som findes på websider, såsom Adobe Portable Document Format (PDF), Microsoft Office-dokumenter eller tilsvarende (open source-) formater.
Det foreslås i nr. 2, at loven ikke finder anvendelse på dokumentformater, der er offentliggjort inden 28. juni 2025.
Ved dokumentformater forstås dokumenter, som ikke primært er beregnet til webbrug, og som findes på websider, eksempelvis Microsoft Office-dokumenter, Adobe Portable Document Format (PDF) eller tilsvarende formater.
Det kan være omfattende for den enkelte erhvervsdrivende, at alle historiske dokumenter fra før lovens ikrafttrædelse, skal gøres tilgængelige. Derfor undtages dokumentformater fra lovens anvendelsesområde.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 29 i direktiv 2016/2102, at når kort er bestemt til navigationsbrug, til forskel fra geografisk beskrivelse, kan tilgængelige oplysninger være nødvendige for at hjælpe personer, som ikke kan benytte visuelle oplysninger eller komplekse navigationsfunktioner efter hensigten, til eksempelvis at finde steder eller områder, hvor der udbydes tjenesteydelser. Der bør derfor tilbydes et tilgængeligt alternativ såsom postadresser og nærliggende stoppesteder for offentlig transport eller navne på steder eller regioner, som det offentlige organ ofte allerede har adgang til, i et format, der er enkelt og læsbart for de fleste brugere.
Det foreslås i nr. 3, at loven ikke finder anvendelse på onlinekort og kortlægningstjenester, når væsentlige oplysninger gives på en tilgængelig digital måde for så vidt angår kort, der er bestemt til navigationsbrug.
Til forskel fra kort med geografisk beskrivelse, så kan det ved kort, der er bestemt til navigationsbrug, være nødvendigt med tilgængelige oplysninger for at hjælpe personer, som ikke kan benytte visuelle oplysninger eller komplekse navigationsfunktioner efter hensigten, til eksempelvis at finde steder eller områder, hvor der udbydes tjenesteydelser. Kortene bør derfor tilbyde et tilgængeligt alternativ, f.eks. postadresser, nærliggende stoppesteder for offentlig transport og andre transporttjenester eller navne på steder eller regioner, i et format, der er enkelt og læsbart for de fleste brugere. Onlinekort og kortlægningstjenester foreslås undtaget fra loven, da nuværende teknologi og kompenserende udstyr ikke giver mulighed for at gøre dem tilgængelige på websteder og i mobilapplikationer.
Det fremgår bl.a. af præambelbetragtning nr. 30 i direktiv 2016/2102, at indlejret indhold såsom indlejrede billeder eller videoer bør være omfattet af direktivet, men at der undertiden oprettes websteder og mobilapplikationer, hvor yderligere indhold senere kan tilføjes. Det fremgår videre af samme betragtning, at sådant tredjepartsindhold ikke bør være omfattet af direktivets anvendelsesområde, forudsat at det hverken finansieres eller udvikles af det pågældende offentlige organ eller er under dets kontrol.
Det foreslås i nr. 4, at loven ikke finder anvendelse på tredjepartsindhold, der hverken er finansieret eller udviklet af eller er under kontrol af den pågældende erhvervsdrivende.
Eksempler på tredjepartsindhold, der er omfattet af bestemmelsen, er websteder og mobilapplikationer, hvor yderligere indhold kan tilføjes senere end ved oprettelsen, f.eks. tilføjelsen af et e-mailprogram, en blog, en artikel, som giver brugere mulighed for at tilføje kommentarer, eller applikationer, der understøtter indhold, som brugere bidrager med. Det kan også være en webside som eksempelvis en portal eller et nyhedswebsted, der består af indhold, der er samlet fra adskillige bidragydere, eller websteder, der løbende automatisk indsætter indhold fra andre kilder, f.eks. når reklamer indsættes dynamisk.
Denne form for tredjepartsindhold forslås undtaget fra dette lovforslags anvendelsesområde i § 1, forudsat at det hverken finansieres eller udvikles af den pågældende erhvervsdrivende eller er under den erhvervsdrivendes kontrol. Undtagelsen er begrundet i det forhold, at den erhvervsdrivende ikke kan være ansvarlig for tilgængeligheden af indhold, denne ikke kontrollerer.
Hvis formålet med den erhvervsdrivendes websteder eller mobilapplikationer eller sektioner af disse er at tilrettelægge forumdrøftelser, kan denne funktionalitet ikke betragtes som tredjepartsindhold og bør derfor være tilgængelig, mens indholdet, som brugere bidrager med, der ikke er under den pågældende erhvervsdrivendes kontrol, ikke er omfattet.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 32 i direktiv 2016/2102, at direktivet ikke bør pålægge medlemsstaterne at gøre indholdet af arkiverede websteder eller mobilapplikationer tilgængelige, hvis det ikke længere opdateres eller redigeres, og hvis det ikke er nødvendigt for at udføre administrative processer. Det følger endvidere af samme betragtning, at med henblik på direktiv 2016/2102 bør rent teknisk vedligeholdelse ikke anses for at udgøre opdatering eller redigering af et websted eller en mobilapplikation.
Det foreslås i nr. 5, at loven ikke finder anvendelse på indhold på websteder og i applikationer til mobile enheder, der kvalificeres som arkiver, hvilket betyder, at de kun har indhold, der ikke er opdateret eller redigeret efter den 28. juni 2025.
Den foreslåede nr. 5 vil medføre, at arkivindhold, der ikke er opdateret eller redigeret efter den 28. juni 2025, er undtaget fra loven.
En rent teknisk vedligeholdelse, f.eks. skift af domæne eller forbedring af modstandsdygtighed over for hackerangreb, anses ikke for at udgøre en opdatering eller en redigering af et websted eller en mobilapplikation. Rent teknisk vedligehold fører dermed ikke til, at arkiver bliver omfattet af loven.