LOV nr 614 af 11/06/2024
By-, Land- og Kirkeministeriet
Lov om statsligt udpegede energiparker § 19
I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 1790 af 28. december 2023 og § 10 i lov nr. 322 af 2. april 2024, foretages følgende ændringer:
- I § 50, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Fredningsnævnet kan for fredede arealer, der udpeges som energiparker efter lov om statsligt udpegede energiparker, meddele dispensation til etablering af vindmøller og solcelleanlæg, når det er nødvendigt, for at energiparken kan realiseres.«
-
I § 50, stk. 3, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.
-
I § 65 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan for arealer, der udpeges som energiparker efter lov om statsligt udpegede energiparker, gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1, og § 19, stk. 1, til etablering af vindmøller, solcelleanlæg eller tilknyttede anlæg i energiparken, når det er nødvendigt, for at energiparken kan realiseres.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
-
To steder i § 65, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.
-
I § 67, stk. 2, ændres »§ 65, stk. 1 og 2« til: »§ 65, stk. 1-3«.
Forarbejder til Lov om statsligt udpegede energiparker § 19
RetsinformationTil nr. 1
Fredningsnævnet kan til varetagelse af de formål, der er nævnt i naturbeskyttelseslovens § 1, gennemføre fredninger af landarealer og ferske vande efter reglerne i lovens kapitel 6, jf. § 33, stk. 1.
Fredningsnævnet kan meddele dispensation fra en foreslået eller fastsat fredningsbestemmelse, når det ansøgte ikke vil stride mod fredningens formål, jf. § 50, stk. 1.
Videregående afvigelser fra en fredning end nævnt i stk. 1 samt hel eller delvis ophævelse af en fredning kan kun foretages efter reglerne om gennemførelse af fredninger, jf. § 50, stk. 5.
Det foreslås, at der i § 50, stk. 1, efter 1. pkt. indsættes som nyt punktum:
»Fredningsnævnet kan for fredede arealer, der udpeges som energiparker efter lov om statsligt udpegede energiparker, meddele dispensation til etablering af vindmøller og solcelleanlæg, når det er nødvendigt for, at energiparken kan realiseres.«
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at fredningsnævnet får en ny mulighed for at meddele dispensation fra foreslåede eller gældende fredningsbestemmelser til etablering af vindmøller og solcelleanlæg i en energipark, der udpeges efter § 3, stk. 1, i dette lovforslag, når det er nødvendigt for, at energiparken kan realiseres. Fredningsnævnet kan for sådanne arealer meddele dispensation, uanset fredningens formål.
Det vil betyde, at fredningsnævnet vil kunne meddele dispensation fra en foreslået eller fastsat fredningsbestemmelse, i følgende tilfælde: (1) Dispensationen strider ikke mod fredningens formål, eller (2) dispensationen meddeles til etablering af vindmøller, solcelleanlæg eller tilknyttede anlæg i en statsligt udpeget energipark og er nødvendig for, at energiparken kan realiseres. Den foreslåede ændring vil dermed medføre, at fredningsnævnet vil kunne meddele dispensation i strid med fredningens formål og i den sammenhæng vil kunne tillægge hensynet til opstilling af vindmøller og solcelleanlæg til realiseringen af en energipark en særlig og større vægt.
Med dispensation til etablering af vindmøller eller solcelleanlæg menes også nødvendig dispensation til tekniske anlæg og anlægsarbejder i energiparken, der er nødvendige for etablering af de nævnte anlæg.
De øvrige regler i naturbeskyttelsesloven om dispensationer for fredninger vil også finde anvendelse for dispensationer til etablering af vindmøller, solcelleanlæg eller tilknyttede anlæg i en statsligt udpeget energipark efter det foreslåede § 50, stk. 1, 2. pkt.
Ved vurderingen af, om der efter den foreslåede bestemmelse kan meddeles dispensation fra en foreslået eller fastsat fredningsbestemmelse, vil det skulle tillægges vægt, om projektet til realisering af energiparken i sin helhed kan placeres uden for det fredede område, og om projektet i øvrigt kan tilpasses. Med formuleringen »når det er nødvendigt for, at energiparken kan realiseres.«, forudsættes det derfor, at energiparken ikke hensigtsmæssigt kan realiseres eller tilpasses i øvrigt uden for det fredede område.
Det vil betyde, at fredningsnævnet - når det er nødvendigt for at realisere konkrete, statsudpegede energiparker - vil kunne meddele dispensation i det omfang, en sådan dispensation ikke er i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser.
Til nr. 2
Af naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 3, følger det, at medmindre betingelserne i lovens § 65, stk. 3, er opfyldt, kan fredningsnævnet ikke meddele dispensation fra en fredning eller en foreslået fredning, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i bilag 3 til loven, eller ødelægge de plantearter, der er nævnt i bilag 5 til loven, i alle livsstadier.
Det foreslås, at ”stk. 3” ændres til: ”stk. 4” i § 50, stk. 3.
Den foreslåede ændring forslås som en konsekvens af rykningen af § 65, stk. 3 og 4, jf. lovforslagets § 19, nr. 3.
Til nr. 3
Bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens §§ 16-19 regulerer en række bygge- og beskyttelseslinjer. Bygge- og beskyttelseslinjerne har til formål at regulere, hvor tæt på søer og åer, skove, fortidsminder og kirker der må placeres bebyggelse, foretages tilstandsændringer m.v.
Naturbeskyttelseslovens § 16 omhandler sø- og åbeskyttelseslinjen, § 17 omhandler skovbyggelinjen, § 18 omhandler fortidsmindebeskyttelseslinjen, og § 19 omhandler kirkebyggelinjen.
For sø- og åbeskyttelseslinjen er beskyttelseslinjen 150 m, for skovbygge-linjen er byggelinjen 300 m, for fortidsmindebeskyttelseslinjen er beskyttelseslinjen 100 m, og for kirkebyggelinjen er byggelinjen 300 m.
Beskyttelsen indebærer, at der som udgangspunkt er forbud mod forskellige aktiviteter inden for de enkelte bygge- og beskyttelseslinjer, dog med forskellige generelle undtagelser.
Kommunalbestyrelserne har kompetencen til at dispensere fra bygge- og beskyttelseslinjerne under visse omstændigheder, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, imens miljøministeren har kompetencen til at reducere bygge- og beskyttelseslinjerne for nærmere angivne områder efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen, jf. naturbeskyttelseslovens § 69, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen kan gøre undtagelse fra bestemmelserne i §§ 16-19 om bygge- og beskyttelseslinjer, jf. § 65, stk. 1 og stk. 2. For § 18 gælder, at det kun er i særlige tilfælde, at der kan gøres undtagelse, jf. § 65, stk. 2.
Fortidsmindebeskyttelseslinjen indebærer et forbud mod at ændre tilstanden. Fortidsmindebeskyttelseslinjen sikrer fortidsmindernes værdi som landskabselementer. Derudover skal der tages hensyn til de arkæologiske lag og væsentlige skjulte fortidsminder, som ofte påtræffes inden for beskyttelseslinjen i nærheden af beskyttede fortidsminder.
Ved vurderingen af, om der kan meddeles dispensation fra §§ 16-19, er det afgørende, om formålet med det ansøgte er så væsentligt, at den generelle beskyttelsesinteresse bør vige.
I § 65 foreslås der efter stk. 2 indsat et nyt stk. 3, hvoraf det følger, at kommunalbestyrelsen for arealer, der udpeges som energiparker efter lov om statsligt udpegede energiparker, kan gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1, og § 19, stk. 1, til etablering af vindmøller, solcelleanlæg eller tilknyttede anlæg i energiparken, når det er nødvendigt for, at energiparken kan realiseres.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunalbestyrelsen skal kunne gøre undtagelser fra (dispensere fra) bygge- og beskyttelseslinjer (naturbeskyttelseslovens §§ 16-19) til etablering af vindmøller, solcelleanlæg eller tilknyttede anlæg i en energipark, der udpeges efter § 3, stk. 1, i dette lovforslag, når det er nødvendigt for, at energiparken kan realiseres.
Den foreslåede ændring vil medføre, at den konkrete vurdering af, om der kan dispenseres fra beskyttelsen i det enkelte område, skal foretages efter en ændret afvejning af de forskellige beskyttelseshensyn, således at hensynet til realiseringen af energiparken tillægges særlig og større vægt end efter hidtidig praksis. Lempelser på natur- og miljøområdet vil dog fortsat skulle ske under iagttagelse af EU-reguleringen på området.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om dispensation vil i hvert tilfælde skulle bero på en konkret vurdering af de konkret relevante forhold. Kommunalbestyrelsen skal herunder foretage en konkret afvejning af det pågældende beskyttelseshensyn over for hensynet til det ansøgte. Det skal indgå i afvejningen af den konkrete sag, at samfundsinteressen i at udbygge anlæg til produktion af vedvarende energi i udpegede energiparker medfører en forskydning af den vægt, der tillægges de naturbeskyttelsesmæssige hensyn, som bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven tilsigter at varetage. Der skal dog fortsat i overensstemmelse med naturbeskyttelseslovens formål varetages hensyn til de naturbeskyttelsesmæssige interesser.
Ved vurderingen af, om der efter den foreslåede bestemmelse kan gøres undtagelse fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19, vil det skulle tillægges vægt, om VE-anlæg m.v. i den udpegede energipark i sin helhed kan placeres uden for bygge- og beskyttelseslinjerne, og om projektet i øvrigt kan tilpasses. Med formuleringen »når det er nødvendigt for, at energiparken kan realiseres.«, forudsættes det derfor, at energiparken ikke hensigtsmæssigt kan realiseres eller tilpasses i øvrigt uden for bygge- og beskyttelseslinjerne.
Med dispensation til etablering af vindmøller, solcelleanlæg eller tilknyttede anlæg menes også nødvendig dispensation til tekniske anlæg og anlægsarbejder i energiparken, der er nødvendige for etablering af de nævnte anlæg.
For naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, kan der efter gældende regler kun meddeles dispensation i særlige tilfælde. Med den foreslåede bestemmelse indføres en hjemmel til, at kommunen kan meddele dispensation, hvis det er nødvendigt for, at energiparken kan realiseres, og dermed skal der ikke længere foretages en vurdering af, om der foreligger et særligt tilfælde efter § 65, stk. 2.
Hvis der på et tidspunkt ikke længere er brug for de pågældende VE-anlæg, skal området i forhold til beskyttelseslinjerne betragtes, som hvis der aldrig har været opsat VE-anlæg i forhold til beskyttelseslinjerne. Opsætningen af VE-anlæg kan ikke siden hen bruges som argument for anden bebyggelse i det pågældende område. De udlagte områder kan heller ikke bruges som argument for, at man kan udbygge de nærliggende områder.
Det betyder, at kommunerne - når det er nødvendigt for at realisere konkrete, statsudpegede energiparker - vil kunne meddele dispensation i det omfang, en sådan dispensation ikke er i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 3.2.2.1 om de særlige krav til vurdering af planer og projekters eventuelle påvirkning af Natura 2000-områder og eventuel konsekvensvurdering, og myndighedernes pligt til i administrationen af miljø- og naturbeskyttelseslovgivningen af påse, at visse plantearter samt visse arters yngle- eller rasteområder ikke ødelægges eller beskadiges, uanset om de befinder sig inden for eller uden for Natura 2000-områderne.
Til nr. 4
Efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 4, træder afgørelser efter lovgivningen eller regler fastsat i medfør heraf, som indebærer fravigelse af beskyttelsen efter naturbeskyttelseslovens § 29 a, i stedet for dispensationer efter § 65, stk. 3, hvis afgørelsen er truffet under betingelser, som svarer til stk. 3, og som er fastsat i lovgivningen.
Det foreslås to steder i § 65, stk. 4, der bliver stk. 5, at ”stk. 3” ændres til: ”stk. 4”.
Den foreslåede ændring vil indebære, at henvisningen til naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, bliver ændret til naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 4. Ændringen foreslås som en konsekvens af rykningen, jf. lovforslagets § 19, nr. 3.
Til nr. 5
Efter naturbeskyttelseslovens § 67, stk. 2, kan miljøministeren fastsætte regler om kommunalbestyrelsens administration af § 21, stk. 5, § 27, stk. 1, og § 65, stk. 1 og 2.
Bemyndigelsen er bl.a. udnyttet til at fastsætte regler om kommunalbestyrelsens administration af undtagelse for naturbeskyttelseslovens §§ 16-19 i bekendtgørelse nr. 1066 af 21. august 2018 om bygge- og beskyttelseslinjer (byggelinjebekendtgørelsen). Byggelinjebekendtgørelsen fastsætter bl.a. regler om underretning og offentliggørelse af kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende naturbeskyttelseslovens §§ 16-19.
Det foreslås i § 67, stk. 2, at ændre: ”§ 65, stk. 1 og 2” til: ”§ 65, stk. 1-3”.
Den foreslåede ændring vil indebære, at miljøministeren også vil blive bemyndiget til at fastsætte regler om kommunalbestyrelsens administration af den foreslåede dispensationsordning i § 65, stk. 3, jf. lovforslagets § 19, nr. 3.
Den foreslåede ændring medfører, at byggelinjebekendtgørelsen også finder anvendelse for kommunalbestyrelsens administration af undtagelser i medfør af den foreslåede § 65, stk. 3.