Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 24 af 04/01/2019

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 72

Finansiel Stabilitet indgår ikke i det statslige overenskomst- og aftalesystem, men kan selv forhandle løn- og ansættelsesvilkår for sit personale, herunder indgå kollektive overenskomster.

Stk. 2. De hidtil gældende ansættelsesvilkår videreføres efter reglerne i lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 72

Finansiel Stabilitet indgår i medfør af det foreslåede § 72 ikke i det statslige overenskomst- og aftalesystem, men kan selv forhandle løn- og ansættelsesvilkår for sit personale, herunder indgå kollektive overenskomster. Det er således op til ledelsen i Finansiel Stabilitet at forhandle ansættelsesvilkårene inden for rammerne af allerede tilsluttede overenskomster, og de ansatte i Finansiel Stabilitet vil således ikke blive omfattet af det statslige overenskomstsystem. Finansiel Stabilitet A/S er i dag medlem af Finanssektorens Arbejdsgiverforening. Ved omdannelse af Finansiel Stabilitet A/S til en selvstændig offentlig virksomhed videreføres alle aftaler. Så længe Finansiel Stabilitet er medlem af Finanssektorens Arbejdsgiverforening, vil virksomheden være forpligtet af de overenskomster, der er indgået mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet i overensstemmelse med medlemskabet.

Efter omdannelsen af Finansiel Stabilitet A/S til den selvstændige offentlige virksomhed fortsætter medarbejderne deres ansættelsesforhold og bevarer de rettigheder og pligter, der gjaldt for dem under ansættelsen i det statslige aktieselskab.

Bestemmelsen i stk. 2 medfører, at medarbejderne og ledelsen i Finansiel Stabilitet efter udløb af gældende aftaler kan indgå aftaler om nye ansættelsesvilkår m.v.