Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 62
Med § 62 foreslås det, at hvis en virksomhed eller enhed erklæres konkurs, kan Finansiel Stabilitet indgå aftale med konkursboet om administration og afvikling af aktiviteterne, med henblik på at benytte Finansiel Stabilitets erfaringer med afvikling af sådanne virksomheder til det bedst mulige resultat for kreditorerne.
Situationen kan opstå, hvor en virksomhed eller enhed ikke opfylder afviklingsbetingelserne, og dermed ikke afvikles efter reglerne i dette lovforslag, og der i øvrigt ikke findes andre løsninger på virksomhedens eller enhedens problemer, hvorfor virksomheden eller enheden tages under konkursbehandling. Kurator har i de tilfælde mulighed for at lade Finansiel Stabilitet bistå med afviklingen af konkursboet på en måde, der i den konkrete situation er bedst egnet.
Afviklingen skal ske i henhold til en aftale mellem konkursboet og Finansiel Stabilitet, og Finansiel Stabilitets omkostninger ved afviklingen, herunder til evt. kapitalisering og funding af datterselskabet, skal afholdes af konkursboet i overensstemmelse med reglerne herfor.
Det skal sikres, at myndigheder orienteres herom, når det er relevant, fx skal kurator indgå aftale med Danmarks Nationalbank, hvor der er behov for at opretholde adgangen til betalingssystemer m.v.
I medfør af det foreslåede stk. 2 bemyndiges erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler om Finansiel Stabilitets afvikling af aktiviteter i medfør af stk. 1. Dette skal sikre, at der kan fastsættes nærmere regler til eksempelvis at opfylde krav fra EU-Kommissionen i medfør af statsstøttereglerne.