Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 24 af 04/01/2019

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 40

Finansiel Stabilitets anvendelse af afviklingsforanstaltninger må ikke påvirke driften af betalingssystemer og clearingcentraler, der i medfør af artikel 10, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer med senere ændringer er anmeldt til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, i de tilfælde, hvor Finansiel Stabilitet

  1. overdrager nogle, men ikke alle aktiver, rettigheder og forpligtelser i en virksomhed eller enhed under afvikling til en anden juridisk person eller

  2. ved brug af øvrige afviklingsforanstaltninger ophæver eller ændrer vilkår i en kontrakt, som en virksomhed eller enhed under afvikling er part i, eller erstatter virksomheden eller enheden med erhververen som kontraktpart.

Stk. 2. En overdragelse eller en ophævelse eller ændring af vilkår, jf. stk. 1, kan ikke i sig selv indebære en tilbagekaldelse af en overførselsordre i strid med § 166 i lov om kapitalmarkeder og kan ikke ændre eller hindre gennemførelsen af endeligt indgåede overførselsordrer, jf. § 166 i lov om kapitalmarkeder, eller beskyttelsen af sikkerhedsstillelse, jf. §§ 167-168-169 i lov om kapitalmarkeder.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 40

Forslaget til § 40 gennemfører dele af artikel 76 og artikel 80 i BRRD.

Bestemmelsens formål er at sikre, at driften af betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (registrerede systemer) ikke påvirkes af afviklingsforanstaltninger over for en given virksomhed eller enhed, og at sikre opretholdelse af den beskyttelse af systemernes nettingprocedure, som på EU-niveau er forankret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (det såkaldte finalitydirektiv), gennemført i lov om værdipapirhandel m.v., kap. 18. Driften af systemerne, hvor betalinger mellem professionelle aktører finder sted, fx interbank-betalinger og valutatransaktioner og værdipapirhandel bankerne imellem, er af meget stor betydning for det finansielle system, hvorfor forstyrrelser som følge af en insolvent markedsdeltager bør undgås.

Det foreslåede stk. 1 medfører, at Finansiel Stabilitet ved udøvelsen af sine afviklingsbeføjelser ikke må gribe ind i driften af systemerne samt systemernes regler på en måde, så det forstyrrer nettoafviklingen, herunder i tilfælde hvor Finansiel Stabilitet overdrager nogle, men ikke alle rettigheder og forpligtelser i en virksomhed eller enhed under afvikling til en anden juridisk person.

Det fremgår endvidere af det foreslåede stk. 2, at en overdragelse eller en ophævelse eller ændring af vilkår, jf. stk. 1, ikke i sig selv kan indebære en tilbagekaldelse af en overførselsordre i strid med § 57 c i lov om værdipapirhandel m.v., og kan ikke ændre eller hindre gennemførelsen af endeligt indgåede overførselsordrer, jf. § 57 c i lov om værdipapirhandel m.v., eller beskyttelsen af sikkerhedsstillelse, jf. § 57 b i lov om værdipapirhandel m.v..

Det indebærer, at afgivne ordrer, der er endeligt indgået i et system, men endnu ikke er afviklet, ikke kan tilbagekaldes af Finansiel Stabilitet, men at sådanne endeligt indgåede ordrer skal nettes og gennemføres, jf. § 57 c i lov om værdipapirhandel mv..