Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 36
Forslaget til § 36 gennemfører artikel 77 og dele af artikel 76 i BRRD.
Bestemmelsens formål er at sikre, at visse kontraktforhold, hvor alle parter er underlagt både rettigheder og forpligtelser, behandles med respekt af kontraktens gensidige karakter og med respekt af aftalens karakter som en samlet kontrakt. Dette gælder bl.a. derivatkontrakter, hvor flere derivattransaktioner er indgået under den samme hovedaftale (master agreement).
Finansiel Stabilitet er afskåret fra at disponere således, at der sker en opsplitning af indbyrdes forbundne forpligtelser og rettigheder i form af en selektiv udvælgelse af rettigheder og forpligtelser i en kontrakt og/eller i forbundne kontrakter. Dette gælder tillige kontrakter med samme modpart, som er omfattet af aftaler om sikkerhedsstillelse, aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse i form af overdragelse af ejendomsret, aftaler om modregning, slutafregning og struktureret finansiering.
Ifølge det foreslåede stk. 1 er kontrakter, der beskyttes af bestemmelsen, fx kendetegnet ved at der af kontrakten fremgår en mulighed for at modregne (nette) rettigheder og forpligtelser og omregne dem til en nettoværdi.
Bestemmelsen omhandler bl.a. kontrakter om finansiel sikkerhedsstillelse i form af overdragelse af ejendomsret, jf. kap. 18 a i lov om værdipapirhandel m.v., aftaler om modregning samt slutafregnings- og nettingaftaler.
Sådanne kontrakter kan være karakteriseret ved, at der indgår flere sammenkædede kontraktelementer og kan eksempelvis angå finansielle sikkerhedsstillelser, aktiver, der er sikret af flere eller skiftende sikkerheder, der kan være individualiserede eller i puljer, repoaftaler, obligationsudstedelser, nettingaftaler og aftaler om modregning m.v.
Kontrakter, der beskyttes af bestemmelsen, vil typisk indeholde en række kontraktelementer, der uanset de kan splittes ud hver for sig, ved kontraktindgåelsen er blevet aftalt som et samlet hele, fx rammeaftaler i form af master agreements, hvori indgår bestemmelser om slutafregning, løbende netting og finansiel sikkerhedsstillelse.
På baggrund af denne bestemmelse, vil Finansiel Stabilitet eksempelvis ikke kunne overføre aktivdelene af en kontrakt, hvor der er aftalt netting, eller anden gensidig kontrakt omfattet af bestemmelsen til et broinstitut, uden at passivdele medfølger.
Af det foreslåede stk. 2 fremgår, at Finansiel Stabilitet skal anses for at have sikret videreførelsen af en aftale i henhold til stk. 1, hvis parterne fortsat er berettigede til at modregne eller slutafregne og nette alle rettigheder og forpligtelser under den pågældende aftale.
Heraf følger ikke, at det vil være udelukket for Finansiel Stabilitet at disponere over en del af en sådan aftale, blot Finansiel Stabilitet sikrer, at medkontrahenten ikke påføres større tab, end hvis virksomheden eller enheden blev afviklet ved konkurs.
Finansiel Stabilitets dispositioner, der er nødvendige for at sikre indskydernes adgang til det indskud dækket i medfør af lov om indskyder- og investorgarantiordning, uanset at disse skulle være tilknyttet sikkerheder, fremgår af lovforslagets § 39.
Hvis Finansiel Stabilitet overdrager aktiver i strid med § 36, vil kontraktparten opretholde sin ret til modregning eller netting i henhold til kontraktens bestemmelser, og erhververens rettigheder til aktiverne sker efter gennemførsel af modregning eller netting.