Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 11
Bestemmelsen gennemfører artikel 36, stk. 13, 2. pkt., og dele af artikel 85 i BRRD.
Af den foreslåede bestemmelse fremgår, at værdiansættelserne i medfør af §§ 6 og 7 ikke kan være genstand for særskilt domstolsprøvelse, men i givet fald alene kan prøves sammen med de iværksatte afviklingsforanstaltninger.
Enhver kapitalejer, kreditor eller tredjepart som berøres af afviklingsforanstaltninger truffet af Finansiel Stabilitet, kan indbringe dette for domstolene i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom.
En indbringelse af Finansiel Stabilitets iværksættelse af afviklingsforanstaltning for domstolene har efter almindelige retsprincipper ikke opsættende virkning, medmindre domstolene konkret bestemmer andet. Når betingelserne for at iværksætte afviklingsforanstaltninger er opfyldt, er der en formodning for, at der er sådanne offentlige interesser ved foranstaltningerne, at det ikke vil være i offentlighedens interesse, at sagen tillægges opsættende virkning.
Finansiel Stabilitet kan derfor iværksætte afviklingsforanstaltningerne omgående. Dette skal også ses i lyset af, at når virksomheden eller enheden først er konstateret nødlidende eller forventeligt nødlidende, er der almindeligvis kun ganske kort tid til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at bevare de resterende værdier i virksomheden eller enheden.
Skulle domstolene komme frem til, at Finansiel Stabilitet har truffet en fejlagtig beslutning eller foranstaltning, vil retsmidlet som udgangspunkt være erstatning for eventuelt tab. Dette skal ses i lyset af, at der som udgangspunkt vil være tale om foranstaltninger, der, når de er gennemført, vil være vanskelige eller umulige at føre tilbage. Erstatningen betales af Afviklingsformuen, jf. kapitel 11.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at den efterfølgende værdiansættelse, jf. § 8, der vurderer, om kreditorer faktisk er blevet dårligere stillet end ved konkurs, domstolsprøves.
Til kapitel 4