Search for a command to run...
LOV nr 2379 af 14/12/2021
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Klima-, energi- og forsyningsministeren er myndighed for sagsbehandlingen af energiøen efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Meddelelse af tilladelser og andre afgørelser efter denne lov sker efter sagsbehandlingsreglerne i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Stk. 2. Tilladelser efter § 4 erstatter tilladelse efter § 25 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Det foreslås i stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en myndighed eller institution, der er oprettet under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, eller anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister til at udøve beføjelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Det foreslåede stk. 1 vil svare til den almindeligt forekommende hjemmel i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets lovgivning til at delegere beføjelser til en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder. Eksempelvis vil klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af VE-lovens § 70 kunne bemyndige en under ministeriet oprettet institution eller anden myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt klima-, energi- og forsyningsministeren.
Den foreslåede adgang til delegation vil give mulighed for en til enhver tid fleksibel organisering af ministeriets opgaver. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil således med den foreslåede bestemmelse kunne delegere sine beføjelser efter loven og regler udstedt i medfør af loven til enhver myndighed og institution inden for ministeriets administrative hierarki uanset dennes placering i hierarkiet. Derudover vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne delegere opgaver til andre statslige myndigheder efter forhandling med vedkommende minister. Uden for Klima, Energi- og Forsyningsministeriet vil der alene kunne ske delegation til statslige myndigheder.
Med lovforslagets §§ 2, 8 og 14 foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren henholdsvis bemyndiges til at foretage den forberedelse og projektering, herunder afholdelse af udbud, samt de øvrige dispositioner, som er nødvendige for projektering og anlæg af energiøen i Nordsøen, udpeges som VVM-myndighed for energiø-projektet og gives beføjelser til at føre tilsyn med overholdelse af anlægstilladelsens vilkår. Disse er centrale opgaver, hvor det kan forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil benytte den foreslåede § 9, stk. 1, 1. pkt., til at delegere sine beføjelser til Energistyrelsen.
Med lovforslagets foreslåede §§ 3 og 4 vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne meddele tilladelse til anlæg af energiøen i Nordsøen. I § 4, stk. 4, foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren i tilladelsen kan fastsætte vilkår, herunder vilkår for anlægsarbejdet og for den efterfølgende vedligeholdelse og drift af energiøen i Nordsøen. Med den foreslåede § 5 vil klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere få beføjelser til at fastsætte nærmere regler om kravene til ansøgninger og tilladelserne i lovforslagets §§ 3 og 4. Det kan forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil bemyndige Energistyrelsen til at meddele tilladelsen efter de foreslåede §§ 3 og 4.
I stk. 2 foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en myndighed bemyndiges til at udøve efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil omhandle de tilfælde, hvor klima-, energi- og forsyningsministeren udnytter sin adgang til at delegere beføjelser til andre statslige myndigheder uden for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Der består i disse tilfælde ikke et over-/underordnelsesforhold mellem klima-, energi- og forsyningsministeren og den pågældende myndighed. Ved andre statslige myndigheders varetagelse af f.eks. myndighedsopgaver efter delegation vil klima-, energi- og forsyningsministeren bevare sine beføjelser, herunder instruktionsbeføjelsen i relation til de delegerede opgaver, da myndigheden på det delegerede område funktionelt vil høre under klima-, energi- og forsyningsministeren.