LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 77
Regionslovens § 14, stk. 3-5, om afsættelse af forretningsudvalgets næstformand, fritagelse for hvervet som næstformand og valg af fungerende næstformand finder tilsvarende anvendelse for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Stk. 2. § 20, § 21, stk. 1 og 2, og § 23 om kommunalbestyrelsens udvalg m.v. og §§ 24-26 om valg og valgmåde i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Stk. 3. § 22, stk. 1, 3. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, om udvalgsformandens virksomhed i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for formanden for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Stk. 4. § 28 om et medlems udtræden af udvalg m.v. i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for et medlems udtræden af det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Stk. 5. § 29, stk. 1 og 3 og stk. 5, litra b, om udvalgsmedlemmers habilitet i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for medlemmer af det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Stk. 6. § 33 om kommunalbestyrelsens næstformand i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for næstformanden for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 77
RetsinformationBestemmelsen omhandler, i hvilket omfang bestemmelser i regionsloven og i lov om kommunernes styrelse om forretningsudvalgets virksomhed finder anvendelse på det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.
Det foreslås i § 77, stk. 1, at regionslovens § 14, stk. 3-5, om afsættelse af forretningsudvalgets næstformand, fritagelse for hvervet som næstformand og valg af fungerende næstformand finder tilsvarende anvendelse for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Bestemmelsen vil – med bestemmelsens øvrige stykker – først gælde fra den 1. januar 2026, hvor det forberedende regionsråd for Region Østdanmark påbegynder sin funktionsperiode, jf. lovforslagets § 58.
Bestemmelsen vil kun gælde til og med den 31. december 2026. Efter den 1. januar 2027 vil regionslovens bestemmelser gælde for forretningsudvalget for Region Østdanmark med de ændringer, der foreslås i det lovforslag om ændring af regionsloven og forskellige andre love, der fremsættes samtidig med dette lovforslag.
Bestemmelsen vil kun gælde for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark. Om forretningsudvalgene for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark henvises til lovforslagets § 31.
De i bestemmelsen nævnte bestemmelser i regionsloven foreslås alle indsat i regionsloven i det forslag til lov om ændring af regionsloven og forskellige andre love, der fremsættes samtidig med dette lovforslag.
Henvisningen til den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 14, stk. 3, om afsættelse eller fritagelse af en næstformand for forretningsudvalget vil indebære, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil kunne træffe beslutning om at afsætte eller efter anmodning fritage en næstformand for et forberedende forretningsudvalg inden for Region Østdanmark for sit hverv.
Det forberedende regionsråd vil have et vidt skøn i forhold til beslutningen, og beslutningen vil f.eks. også kunne være begrundet i politiske forhold eller samarbejdsvanskeligheder. Dette vil være overensstemmende med den adgang, som stående udvalg har til at vælge en ny formand for udvalget.
Henvisningen til den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 14, stk. 4, om afsættelse eller fritagelse af næstformand for forretningsudvalget vil indebære, at afsættes eller fritages en næstformand for et forberedende forretningsudvalg inden for Region Østdanmark for sit hverv, vælger det forberedende regionsråd for Region Østdanmark en ny næstformand for det forberedende forretningsudvalg efter regionslovens § 14, stk. 2, 2. pkt. Henvisningen til regionslovens § 14, stk. 2, 2. pkt., vil indebære, at valgene sker ved flertalsvalg, jf. § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.
Henvisningen til § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at ved flertalsvalg er den kandidat valgt, som opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer i det forberedende regionsråd. Opnås et sådant flertal ikke ved 1. afstemning, foretages en ny afstemning. Ved 2. afstemning er en kandidat valgt, hvis den pågældende opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer, eller hvis der kun afgives stemmer på den pågældende. Bringer 2. afstemning heller ikke nogen afgørelse, foretages bundet valg mellem de to, der ved 2. afstemning har fået flest stemmer, således at det ved stemmelighed afgøres ved lodtrækning, på hvilke to der ved det bundne valg (3. afstemning) skal stemmes. Står stemmerne lige ved 3. afstemning, træffes afgørelsen ved lodtrækning.
Henvisningen til den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 14, stk. 5, om valg af fungerende næstformand vil indebære, at er en stedfortræder indtrådt for næstformanden for det forberedende forretningsudvalg inden for Region Østdanmark i henhold til regionslovens § 12, stk. 1, jf. § 15, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, og forventes forfaldet at have en varighed af mindst 2 måneder, vælger det forberedende regionsråd for Region Østdanmark en fungerende næstformand efter stk. 2, 2. pkt.
At der skulle være indtrådt en stedfortræder for næstformanden for et forberedende forretningsudvalg inden for Region Østdanmark i henhold til regionslovens § 12, stk. 1, jf. § 15, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, vil indebære, at når formanden for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark får meddelelse om eller på anden måde får kendskab til, at et medlem vil være forhindret i at varetage sine regionale hverv i en forventet periode af mindst 1 måned på grund af sin helbredstilstand, graviditet, barsel eller adoption, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende, indkalder formanden for det forberedende regionsråd stedfortræderen til førstkommende møde i det forberedende regionsråd. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan i styrelsesvedtægten, som det forberedende regionsråd vil skulle vedtage for 2026, jf. lovforslagets § 71, træffe bestemmelse om, at formanden ved et medlems forfald af de grunde, der er nævnt i 1. pkt., indkalder stedfortræderen, selv om hindringen forventes at vare kortere end 1 måned.
Om betydningen af henvisningen til § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse om valgmåden ved flertalsvalg henvises til ovenfor.
Det foreslås i § 77, stk. 2, at § 20, § 21, stk. 1 og 2, og § 23 om kommunalbestyrelsens udvalg m.v. og §§ 24-26 om valg og valgmåde i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Henvisningen til § 20, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark vil skulle udøve sin virksomhed i møder. Det forberedende forretningsudvalg vil hvert regnskabsår, dvs. for 2026, skulle træffe beslutning om, når og hvor udvalgets møder skal afholdes. Møderne vil skulle afholdes i så god tid inden møder i det forberedende regionsråd, at eventuelle udvalgserklæringer kan udsendes til det forberedende regionsråds medlemmer senest 4 hverdage før møder i det forberedende regionsråd, jf. § 8, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse, der efter lovforslagets § 75, stk. 1, vil skulle finde tilsvarende anvendelse for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark. Det forberedende forretningsudvalgs beslutning om mødeplan vil af ethvert af det forberedende forretningsudvalgs medlemmer kunne forlanges indbragt til afgørelse af det forberedende regionsråd.
Henvisningen til § 20, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark i den nævnte periode vil være beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Alle beslutninger vil skulle træffes ved stemmeflertal.
Henvisningen til § 20, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark selv vil skulle fastsætte sin forretningsorden. Det forberedende forretningsudvalg vil kunne fastsætte regler om varigheden af udvalgsmøderne. Forud for det forberedende forretningsudvalgs møder vil der skulle udsendes en dagsorden og det fornødne materiale til bedømmelse af de sager, der er optaget på dagsordenen, til medlemmerne. For det forberedende forretningsudvalg vil der skulle føres en protokol, hvori udvalgets beslutninger indføres. Beslutningsprotokollen vil skulle underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Ethvert af disse medlemmer kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen. Ved sager, der af udvalget fremsendes til et andet udvalg, det forberedende regionsråd eller en anden myndighed, vil ethvert medlem kunne kræve, at modtageren samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Det pågældende medlem vil ved sagens fremsendelse kunne ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt.
Henvisningen til § 20, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark vil kunne tillade personer, der er ansat i det forberedende regionsråds tjeneste, jf. lovforslagets § 67, at overvære møderne med henblik på varetagelse af sekretariatsfunktioner m.v. for udvalget. Det forberedende forretningsudvalg kan tilkalde andre personer, herunder andre medlemmer af det forberedende regionsråd, til at overvære forhandlingerne, når det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning.
Henvisningen til § 20, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark vil kunne tillade medlemmer af det forberedende regionsråd, som ikke er medlemmer af det forberedende forretningsudvalg, at overvære dettes afsluttende behandling af forslag til årsbudget og flerårige budgetoverslag. Dette gælder for ethvert årsbudget, om det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte vedtage, dvs. såvel årsbudgettet for 2026 for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark, jf. lovforslagets § 87, som årsbudgettet for 2027 for Region Østdanmark, jf. lovforslagets § 68.
Henvisningen til § 20, stk. 6, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at ethvert medlem af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark med de begrænsninger, der følger af lovgivningens regler om tavshedspligt, vil have ret til efter anmodning at få tilsendt dagsordener og udskrifter af beslutningsprotokoller, der udsendes til medlemmer af det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark, som den pågældende ikke er medlem af, samt efter anmodning i det enkelte tilfælde sagsmateriale i samme omfang som det forberedende forretningsudvalgs medlemmer.
Henvisningen til § 20, stk. 7, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at en fortegnelse over de sager, der vil komme til behandling på ethvert møde i det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark, vil med de begrænsninger, der følger af lovgivningens regler om tavshedspligt, så vidt muligt skulle offentliggøres.
Henvisningen til § 21, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark i den nævnte periode vil skulle bestyre de anliggender, der er underlagt det forberedende forretningsudvalg, inden for rammerne af det vedtagne årsbudget for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark, jf. lovforslagets § 87, i forbindelse med det forberedende regionsråds vedtagelser og i overensstemmelse med de reglementer m.v., der er udstedt af det forberedende regionsråd. Det forberedende forretningsudvalg vil skulle påse, at de bevilgede beløb ikke overskrides, og udvalgene, herunder de forberedende sundhedsråd, vil gennem det forberedende forretningsudvalg skulle foretage indstilling til det forberedende regionsråd, hvis bevillinger derudover anses for ønskelige eller fornødne.
Henvisningen til bestemmelsen, der fastslår forretningsudvalgets umiddelbare forvaltningsansvar, vil indebære, at det påhviler det forberedende forretningsudvalg at afgøre alle sædvanlige, løbende sager inden for det forvaltningsområde, der er henlagt til det forberedende forretningsudvalg, medmindre andet følger af lovgivningen eller af det forberedende regionsråds beslutning.
Henvisningen til § 21, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at et udvalg, dvs. for det forberedende regionsråds vedkommende de forberedende sundhedsråd, jf. lovforslagets § 78, vil inden iværksættelsen af foranstaltninger, der er af væsentlig betydning for et andet udvalg, skulle forhandle med det pågældende udvalg, i fornødent omfang med inddragelse af formanden for det forberedende regionsråd, jf. § 31 a i lov om kommunernes styrelse, som efter lovforslagets § 39 finder tilsvarende anvendelse på formanden for det forberedende regionsråd.
Henvisningen til § 21, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at udvalgene, dvs. for det forberedende regionsråds vedkommende de forberedende sundhedsråd, jf. lovforslagets § 78, efter anmodning af det forberedende forretningsudvalg og inden for en frist, der fastsættes af det forberedende forretningsudvalg, vil skulle fremkomme med bidrag til årsbudgettet og til flerårige budgetoverslag. Dette gælder for ethvert årsbudget, om det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte vedtage, dvs. såvel årsbudgettet for 2026 for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark, jf. lovforslagets § 87, som årsbudgettet for 2027 for Region Østdanmark, jf. lovforslagets § 68.
Henvisningen til § 23 i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at ethvert medlem af det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark vil kunne standse udførelsen af en beslutning, der er truffet af det forberedende forretningsudvalg, ved på mødet til beslutningsprotokollen at erklære, at medlemmet ønsker sagen til afgørelse af det forberedende regionsråd. Dette vil dog ikke gælde afgørelser, der ved lovgivningen er henlagt til det forberedende forretningsudvalg.
Henvisningen til § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at ved flertalsvalg er den kandidat valgt, som opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer i det forberedende forretningsudvalg. Opnås et sådant flertal ikke ved 1. afstemning, foretages en ny afstemning. Ved 2. afstemning er en kandidat valgt, hvis den pågældende opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer, eller hvis der kun afgives stemmer på den pågældende. Bringer 2. afstemning heller ikke nogen afgørelse, foretages bundet valg mellem de to, der ved 2. afstemning har fået flest stemmer, således at det ved stemmelighed afgøres ved lodtrækning, på hvilke to der ved det bundne valg (3. afstemning) skal stemmes. Står stemmerne lige ved 3. afstemning, træffes afgørelsen ved lodtrækning.
Henvisningen til § 24, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at ved ansættelse i regionens tjeneste foretages valget mellem flere ansøgere efter den i § 24, stk. 1, angivne metode.
Henvisningen til § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at forholdstalsvalg foretages på grundlag af d'Hondts metode efter følgende regler: Det forberedende forretningsudvalgs medlemmer deles i de grupper, hvori medlemmerne har anmeldt for formanden at ville stemme sammen ved det pågældende valg. Hver gruppes medlemstal deles med 1, 2, 3 osv. De herefter fremkomne kvotienter angiver den rækkefølge, i hvilken de enkelte grupper kan vælge deres repræsentanter. Er to eller flere kvotienter lige store, afgøres rækkefølgen ved lodtrækning. Når det antal repræsentanter, der tilkommer de enkelte grupper, er bestemt, skal grupperne straks meddele formanden, hvilke personer der udpeges til de dem tilfaldne pladser. Giver en gruppe afkald på sin ret til at få en eller flere repræsentanter, fordeles de ledigblevne pladser mellem de andre grupper på den foran angivne måde.
Bestemmelsen i § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse om, at der ved valg til økonomiudvalg og stående udvalg dog vil skulle foretages samme gruppeanmeldelse, vil efter sagens natur ikke finde anvendelse på de valg, der foretages af det forberedende forretningsudvalg.
Henvisningen til § 25, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at det forberedende forretningsudvalgs valg af to eller flere medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende foretages ved et forholdstalsvalg for sig.
Henvisningen til § 25, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at ved det forberedende forretningsudvalgs valg af medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori det forberedende regionsråds formand eller en udvalgsformand, dvs. for det forberedende regionsråds vedkommende en af formændene for Region Østdanmarks forberedende sundhedsråd, skal have sæde, vil den pågældendes plads skulle regnes som en af de pladser, der kan tilkomme den gruppe inden for det forberedende forretningsudvalg, som vedkommende ved det pågældende valg har anmeldt at tilhøre.
Henvisningen til § 26 i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at skal valg af medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende foretages både blandt medlemmer og ikke-medlemmer af det forberedende regionsråd, foretages valget af samtlige de medlemmer, det forberedende forretningsudvalg skal vælge ved et forholdstalsvalg for hvert udvalg m.v. for sig. Grupperne kan i den rækkefølge, som mandaterne tilfalder dem, udpege medlemmer og ikke-medlemmer af det forberedende regionsråd, indtil den ene eller den anden art af pladserne er besat.
Det foreslås i § 77, stk. 3, at § 22, stk. 1, 3. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, om udvalgsformandens virksomhed i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for formanden for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Henvisningen til § 22, stk. 1, 3. pkt., i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at formanden for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark i den nævnte periode vil skulle forberede, indkalde og lede det forberedende forretningsudvalgs møder og drage omsorg for, at det forberedende forretningsudvalgs beslutninger indføres i beslutningsprotokollen.
Henvisningen til § 22, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at formanden for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark i den nævnte periode på udvalgets vegne vil kunne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl.
Henvisningen til § 22, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at ethvert medlem af det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark vil kunne indbringe for det forberedende forretningsudvalg ethvert spørgsmål om formandens virksomhed, og formanden for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark vil skulle meddele det forberedende forretningsudvalg de oplysninger, dette forlanger. Formanden for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark vil i enhver henseende være undergivet det forberedende forretningsudvalgs beslutninger.
Det foreslås i § 77, stk. 4, at § 28 om et medlems udtræden af udvalg m.v. i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for et medlems udtræden af det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Henvisningen til § 28, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at udtræder et medlem af det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark, hvori medlemmet er indvalgt af en bestemt gruppe inden for det forberedende regionsråd, vil den ledigblevne plads blive besat af den samme gruppe.
Henvisningen til § 28, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at når et udvalgsmedlem har forfald i mindst 1 måned, vil den gruppe, der har indvalgt ham, kunne bestemme, at et andet medlem indtræder i udvalget, så længe hindringen varer. Har det forberedende regionsråd for Region Østdanmark i styrelsesvedtægten for det forberedende regionsråd, jf. lovforslagets § 71, truffet bestemmelse efter § 15, stk. 2, 2. pkt. i lov om kommunernes styrelse, der efter lovforslagets § 75, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark, vil det forberedende regionsråd for Region Østdanmark i styrelsesvedtægten kunne træffe bestemmelse om, at den gruppe, der har indvalgt et udvalgsmedlem, kan bestemme, at et andet medlem indtræder i det forberedende forretningsudvalg, så længe udvalgsmedlemmet har forfald, uanset at forfaldet forventes at vare kortere end 1 måned.
Henvisningen til § 28, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark i styrelsesvedtægten for det forberedende regionsråd, jf. lovforslagets § 71, kan træffe bestemmelse om, at den gruppe, der har indvalgt et udvalgsmedlem, der må forventes at blive erklæret inhabilt i forhold til en sag, der skal behandles af det forberedende forretningsudvalg, kan bestemme, at et andet medlem i givet fald indtræder i udvalget ved sagens behandling.
Det foreslås i § 77, stk. 5, at § 29, stk. 1 og 3 og stk. 5, litra b, om udvalgsmedlemmers habilitet i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for medlemmer af det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Henvisningen til § 29, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at et medlem af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark ikke mod betaling vil måtte yde nogen præstation til den gren af det forberedende regionsråds forvaltning, der forestås af det forberendende forretningsudvalg, uden efter forudgået offentlig licitation eller, hvor forholdene særlig taler derfor, i henhold til det forberedende regionsråds vedtagelse.
Henvisningen til § 29, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at medlemskab af det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark vil være udelukket for a) ansatte i den del af det forberedende regionsråds forvaltning, som varetager administrationen af det forberedende regionsråds kasse- og regnskabsvæsen og løn- og personaleforhold, der efter § 18, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse er tillagt økonomiudvalget, som efter den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 13 a er tillagt forrudvalget, og som efter lovforslagets § 76, stk. 2, henhører under det forberedende forretningsudvalg, b) ansatte, der er umiddelbart ansvarlige for eller i øvrigt har ledende administrative funktioner inden for andre forvaltningsområder, som forestås af det forberedende forretningsudvalg, og c) ansatte, der er umiddelbart ansvarlige for ledelsen af et under et stående udvalg hørende forvaltningsområde, dvs. for det forberedende regionsråds vedkommende under et forberedende sundhedsråd - der har et umiddelbart forvaltningsansvar - hørende forvaltningsområde, jf. lovforslagets § 79.
Henvisningen til § 29, stk. 5, litra b, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at ingen, der lever i ægteskab eller i et forhold, der kan sidestilles med et ægteskab, med en person, der er ansat af det forberedende regionsråd, vil kunne være medlem af det forberedende forretningsudvalg, hvis den ansatte er umiddelbart ansvarlig for eller i øvrigt har ledende administrative funktioner inden for det forberedende forretningsudvalgs forvaltningsområde eller er umiddelbart ansvarlig for ledelsen af et under et stående udvalg, dvs. et forberedende sundhedsråd, hørende forvaltningsområde. Bestemmelsen vil ikke finde anvendelse på personer, der er ansat af Region Sjælland eller Region Hovedstaden.
Det foreslås i § 77, stk. 6, at § 33 om kommunalbestyrelsens næstformand i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for næstformanden for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med, at det nyvalgte forberedende regionsråd for Region Østdanmark på sit konstituerende møde er forpligtet til at vælge en næstformand for det forberedende forretningsudvalg, jf. lovforslagets § 63, stk. 1.
Det følger af § 33 i lov om kommunernes styrelse, at når kommunalbestyrelsens næstformand fungerer i formandens forfald, overtager han samtlige opgaver, der er pålagt formanden ved denne lov og kommunens styrelsesvedtægt.
At § 33 i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for næstformanden for det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark, vil indebære, at når næstformanden for det forberedende forretningsudvalg fungerer i formandens forfald, overtager næstformanden for det forberedende forretningsudvalg samtlige opgaver, der er pålagt formanden for det forberedende forretningsudvalg ved denne lov og regionens styrelsesvedtægt.
Bestemmelsen forudsætter, at næstformanden for det forberedende forretningsudvalg fungerer i formanden for det forberedende forretningsudvalgs forfald. Dette vil kun være tilfældet i de situationer, hvor første eller anden næstformand for det forberedende regionsråd ikke indtræder som formand for det forberedende forretningsudvalg i formanden for det forberedende regionsråds forfald, jf. § 33 i lov om kommunernes styrelse, som efter lovforslagets § 86 gælder tilsvarende for det forberedende regionsråds formand og første og anden næstformand. Det antages efter gældende ret, at regionsrådets første eller anden næstformand først indtræder som formand for forretningsudvalget, når regionsrådsformandens forfald har en sådan karakter, at regionsrådets første eller anden næstformand er indtrådt i funktionen som øverste daglig leder af administrationen. Tilsvarende vil gælde for det forberedende regionsråds første eller anden næstformand, jf. § 31, stk. 3, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse, som efter lovforslagets § 86 gælder tilsvarende for det forberedende regionsråds formænd og første og anden næstformand. I de situationer, hvor første eller anden næstformand for det forberedende regionsråd ikke er indtrådt som formand for det forberedende forretningsudvalg i formanden for det forberedende regionsråds forfald, vil bestemmelsen indebære, at næstformanden for det forberedende forretningsudvalg indtræder som formand for det forberedende forretningsudvalg i formanden for det forberedende regionsråds forfald.
Om beføjelserne for formanden for det forberedende forretningsudvalg henvises til stk. 3.