LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 72
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vedtager selv sin forretningsorden.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 72
RetsinformationBestemmelsen omhandler vedtagelsen af forretningsorden for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.
Det foreslås i § 72, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark selv vedtager sin forretningsorden.
Forretningsordenen skal først og fremmest indeholde de processuelle regler om regionsrådets virksomhed, indkaldelse til møder, vedtagelse af dagsorden, afstemninger m.v. Der vil ikke i forretningsordenen kunne optages bestemmelser, som fraviger almindelige retsgrundsætninger vedrørende kollegiale organers arbejdsform.
Bestemmelsen vil indebære, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark forpligtes til at vedtage en forretningsorden for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark. Det forudsættes, at det forberedende regionsråd sørger for at få vedtaget en forretningsorden for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark så hurtigt som muligt efter den 1. januar 2026, hvor det forberedende regionsråd påbegynder sin funktionsperiode, jf. § 58.
Forretningsordenen vil skulle vedtages af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark på et møde. En vedtagelse i det forberedende forretningsudvalg eller et andet udvalg vil ikke være tilstrækkelig. En forretningsorden vil efter almindelige retsgrundsætninger skulle vedtages ved to behandlinger med mindst seks dages mellemrum, jf. Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse af 11. september 2023, offentliggjort i Indenrigs- og Sundhedsministeriets resumédatabase som 23.1.3.
Om det forberedende regionsråds vedtagelse af en forretningsorden for Region Østdanmark henvises til § 66, nr. 5.