LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 69
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan ikke varetage andre opgaver, end hvad der er fastsat i denne lov.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 69
RetsinformationBestemmelsen omhandler det forberedende regionsråd for Region Østdanmarks adgang til at varetage opgaver på ulovbestemt grundlag. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.
Det foreslås i § 69, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark ikke kan varetage andre opgaver end, hvad der er fastsat i denne lov.
Bestemmelsen vil indebære, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark ikke kan varetage andre opgaver end de lovbestemte opgaver, der er fastsat i denne lov. Det vil indebære, at de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse (de såkaldte kommunalfuldmagtsregler) – der ikke finder anvendelse for regionernes virksomhed, jf. regionslovens § 5, stk. 2, og bemærkningerne hertil, jf. Folketingstidende 2004-2005, 2. samling, L 65, s. 2684, 2732 – ikke vil finde anvendelse for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Det forhold, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark – ligesom regionerne – vil være en offentlig myndighed, der modtager offentlige bevillinger, og som varetager opgaver i henhold til lovgivningen, indebærer, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark – ligesom regionerne – vil have mulighed for i overensstemmelse med lovgivningen i øvrigt at foretage de dispositioner, der er nødvendige for at varetage de pågældende opgaver. Den såkaldte myndighedsfuldmagt, der gælder for regionerne og vil gælde for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark, giver i et vist omfang mulighed for på ulovbestemt grundlag at foretage dispositioner, der er nødvendige for at varetage myndighedens lovbestemte opgaver. Der henvises for så vidt angår regionernes vedkommende til bemærkningerne til regionslovens § 5, stk. 2, jf. Folketingstidende 2004-2005, 2. samling, L 65, s. 2684, 2732.
Det forhold, at myndighedsfuldmagten vil gælde for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark, vil indebære, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark til brug for varetagelsen af forberedelsen af den kommende Region Østdanmark, jf. lovforslagets § 66, vil kunne ansætte og afskedige personale og tilvejebringe lokaler og udstyr hertil, jf. herved tillige lovforslagets § 67. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil tillige kunne erhverve og afhænde fast ejendom, jf. for så vidt angår afhændelse af fast ejendom lovforslagets § 93, jf. § 68 i lov om kommunernes styrelse. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil tillige kunne producere varer og tjenesteydelser til eget brug samt foretage dispositioner med henblik på at informere udadtil om det forberedende regionsråds virksomhed og repræsentere det forberedende regionsråd udadtil.
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil som en offentlig myndighed ved disponeringen skulle udvise de nødvendige økonomiske hensyn og udvise økonomisk forsvarlighed. En grundsætning herom fastlægger ikke præcise grænser for, hvornår en region handler økonomisk forsvarligt, men vil have betydning ved vurderingen af lovligheden af alle regionernes økonomiske dispositioner. Dette omfatter eksempelvis det forberedende regionsråds afholdelse af repræsentationsudgifter og ydelse af personalegoder til ansatte.
Det forberedende regionsråd vil som en offentlig myndighed have mulighed for at træffe dispositioner, der er begrundet i hensynet til at undgå værdispild. Det forberedende regionsråd vil i den forbindelse under visse betingelser, herunder at det sker på markedsmæssige vilkår, lovligt kunne afsætte eventuelle biprodukter fra regionernes lovlige virksomhed. Det forberedende regionsråd vil tillige for at undgå værdispild i et vist omfang kunne udnytte deres overkapacitet, uanset at de opgaver, de herved varetager, ikke følger af sektorlovgivningen. Det er dog blandt andet en betingelse for udnyttelse af overkapacitet, at den aktivitet, der giver anledning til overkapacitet, ikke er dimensioneret med dette formål for øje, samt at salget sker på markedsmæssige vilkår.
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil tillige kunne indgå aftaler med private om at løse en opgave, som det forberedende regionsråd for Region Østdanmark lovligt vil kunne varetage, medmindre det er fastsat eller forudsat i lovgivningen, at en opgave skal løses i regi af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil således ikke uden lovhjemmel kunne overlade myndighedsopgaver til private. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil ikke ved at indgå aftaler med private kunne fralægge sig ansvaret for, at lovgivningens krav til opgavens varetagelse opfyldes.
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil ikke kunne udføre opgaver, det forberedende regionsråd lovligt selv vil kunne varetage for andre myndigheder, og loven om kommuners og regioners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 655 af 7. juni 2019 – hvis kapitel 2 har bestemmelser om kommuners og regioners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder – vil ikke gælde for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark. Dette hænger tillige sammen med, at der ikke er andre myndigheder, der vil have til opgave at varetage forberedelsen af den kommende Region Østdanmark.
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil ikke kunne danne fællesskaber med andre, der vil medføre indskrænkning i det forberedende regionsråds beføjelser efter lovgivningen, dvs. vil ikke kunne overføre kompetence til andre eller til et nyt fællesskabsorgan. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil derimod, uden udtrykkelig hjemmel i lovgivningen, kunne deltage finansielt eller ledelsesmæssigt i selskaber, der udelukkende varetager opgaver, som det forberedende regionsråd for Region Østdanmark selv vil kunne varetage efter lovgivningen. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil dog ikke uden lovhjemmel kunne have bestemmende indflydelse i selskabet, ligesom det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil være afskåret fra at deltage i selskaber, der har til formål at opnå fortjeneste.
Det bemærkes, at loven om kommuners og regioners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 655 af 7. juni 2019 – hvis kapitel 3 har bestemmelser om kommuners og regioners deltagelse i selskaber – ikke vil gælde for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil uden udtrykkelig hjemmel i lovgivningen kunne samarbejde med andre om løsningen af opgaver, det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil skulle varetage efter lovgivningen. Dette vil også gælde internationalt samarbejde.