LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 67
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark træffer beslutning om etablering af administrativ bistand fra Region Sjælland og Region Hovedstaden, jf. § 108. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark træffer beslutning om indretning af Region Østdanmarks administration, herunder om ansættelse og afskedigelse af personale og tilvejebringelse af lokaler og udstyr hertil.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 67
RetsinformationBestemmelsen omhandler spørgsmålet om administrativ bistand for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.
Det foreslås i § 67, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark træffer beslutning om etablering af administrativ bistand fra Region Sjælland og Region Hovedstaden, jf. § 108. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark træffer beslutning om indretning af Region Østdanmarks administration, herunder om ansættelse og afskedigelse af personale og tilvejebringelse af lokaler og udstyr hertil.
Bestemmelsen vil indebære, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil skulle træffe beslutning om etablering af den administrative understøttelse, som det forberedende regionsråd vil have behov for for at kunne løse det forberedende regionsråds opgaver i forbindelse med forberedelsen af etablering af den nye Region Østdanmark, jf. lovforslagets § 66.
Den administrative understøttelse af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil kunne bestå i administrativ bistand fra Region Sjælland og Region Hovedstaden, jf. bestemmelsens 1. pkt. og lovforslagets § 108.
Bestemmelsen vil indebære, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil kunne træffe beslutning om administrativ bistand fra Region Sjælland og Region Hovedstaden. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil kunne træffe beslutning om de former for administrativ bistand, som regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden vil have pligt til efter lovforslagets § 108.
Det foreslås i lovforslagets § 108, at Regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden vil skulle yde det forberedende regionsråd for Region Østdanmark den bistand, herunder administrative bistand, til forberedelse af den nye region, som det forberedende regionsråd måtte forlange, jf. § 108, stk. 1. Det foreslås videre, at regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden vil skulle tilvejebringe og meddele de oplysninger og udlevere de dokumenter, som det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte forlange til forberedelse af den nye region, som det forberedende regionsråd måtte forlange, jf. § 108, stk. 2. Det foreslås endvidere, at regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden vil skulle lade sig repræsentere ved de møder, det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte indkalde til til forberedelse af den nye region, som det forberedende regionsråd måtte forlange, jf. § 108, stk. 3. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil kunne fastsætte en frist for Region Sjælland og Region Hovedsstadens medvirken efter § 108, stk. 1-3, jf. § 108, stk. 4.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 108. Den administrative understøttelse af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil også kunne bestå i etablering af en række administrative funktioner, der henhører under det forberedende regionsråd og ikke under Region Sjælland eller Region Hovedstaden, jf. bestemmelsens 2. pkt. Det forberedende regionsråd vil kunne træffe beslutning om ansættelse og afskedigelse af personale og tilvejebringelse af lokaler og udstyr, jf. bestemmelsen, samt om den organisatoriske indretning af disse administrative funktioner. Personalet vil, medmindre der er tale om midlertidig ansættelse, der udløber i 2026, vil skulle ansættes med henblik på at blive overført til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed, Region Østdanmark, den 1. januar 2027, jf. lovforslagets § 102.
Det forberedende regionsråd vil have frie rammer til at træffe beslutning om omfanget og karakteren af de administrative funktioner, som det forberedende regionsråd måtte ønske at etablere. Om finansieringen af udgifterne til det forberedende regionsråd henvises til lovforslagets § 94.