LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 61
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark afholder sit konstituerende møde i tidsrummet 1.-15. december 2025, dog tidligst efter at sammenlægningsvalgbestyrelsen, jf. § 56, stk. 2, har truffet afgørelse vedrørende eventuelle valgklager og anmodninger om fritagelse for at modtage valg. Indkaldelse til mødet foretages af det ældste medlem af det forberedende regionsråd. Har flere medlemmer samme alder, foretages der lodtrækning.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 61
RetsinformationBestemmelsen omhandler det forberedende regionsråd for Region Østdanmarks konstituerende møde. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.
Det foreslås i § 61, 1. pkt., at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark afholder sit konstituerende møde i tidsrummet 1.-15. december 2025, dog tidligst efter, at sammenlægningsvalgbestyrelsen, jf. § 56, stk. 2, har truffet afgørelse vedrørende eventuelle valgklager og anmodninger om fritagelse for at modtage valg.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med, at der den 18. november 2025, som er tidspunktet for valget til kommunalbestyrelser og regionsråd efter lov om kommunale og regionale valg, vil skulle afholdes valg til regionsrådet for Region Østdanmark, jf. lovforslagets § 54, og at regionsrådet for Region Østdanmark varetager beføjelserne som forberedende regionsråd for Region Østdanmark fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026.
Der vil således være behov for, at det nyvalgte regionsråd konstituerer sig som forberedende regionsråd for Region Østdanmark inden påbegyndelsen af sin funktionsperiode den 1. januar 2026 som forberedende regionsråd.
Bestemmelsen vil – med visse tilpasninger som følge af, at det er første gang, der vælges et regionsråd for Region Østdanmark – svare til den gældende bestemmelse i regionslovens § 9, stk. 1, 1. pkt., hvorefter det nyvalgte regionsråd afholder sit konstituerende møde i tidsrummet 1.-15. december i det år, hvori valget afholdes, dog tidligst efter, at det tidligere regionsråd har truffet afgørelse vedrørende eventuelle valgklager og anmodninger om fritagelse for at modtage valg. Bestemmelsen vil ligeledes – med de nævnte tilpasninger – svare til § 6, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.
Bestemmelsens 1. pkt. vil indebære, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark afholder sit konstituerende møde i tidsrummet 1.-15. december 2025, dog tidligst efter, at sammenlægningsvalgbestyrelsen, jf. lovforslagets § 56, stk. 2, har truffet afgørelse vedrørende eventuelle valgklager og anmodninger om fritagelse for at modtage valg. Om sammenlægningsvalgbestyrelsens beføjelse til at træffe afgørelse vedrørende eventuelle valgklager og anmodninger om fritagelse for at modtage valg henvises til lovforslagets § 56, stk. 2, og §§ 92 og 93 i lov om kommunale og regionale valg. Efter § 94 i lov om kommunale og regionale valg kan regionsrådets afgørelser af klager indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren. Dette vil tilsvarende gælde for sammenlægningsvalgbestyrelsens afgørelse af klager, jf. lovforslagets § 56, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Sådanne indbringelser vil ikke kunne medføre udsættelse af det konstituerende møde.
Det foreslås i § 61, 2. pkt., at indkaldelse til mødet foretages af det ældste medlem af det forberedende regionsråd.
For regionsråds konstituerende møder gælder regionslovens § 9, stk. 2, 2. pkt., hvorefter indkaldelse til mødet foretages af det medlem, der længst har været medlem af regionsrådet, eller, hvis flere har været medlemmer, lige længe, af det ældste af disse.
Bestemmelsens 2. pkt. vil indebære, at indkaldelse til mødet foretages af det medlem af det forberedende regionsråd, der har den ældste fødselsdato. Da alle valgte medlemmer af det forberedende regionsråd har været medlemmer af dette organ lige længe, vil det i stedet for at følge regionslovens ordning blive fastslået i bestemmelsen, at det er medlemmet af det forberedende regionsråd med den ældste fødselsdato, der vil skulle indkalde til mødet.
Det medlem, der indkalder til det konstituerende møde, vil også skulle fastsætte tidspunktet for det konstituerende mødes afholdelse.
Det medlem, der indkalder til det konstituerende møde, vil også skulle lede valget af formand for det forberedende regionsråd, jf. lovforslagets § 62, stk. 3, med henvisning til regionslovens § 9, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås i § 61, 3. pkt., at har flere medlemmer samme alder, foretages der lodtrækning.
Bestemmelsens 3. pkt. vil indebære, at er flere medlemmer lige gamle, foretages der lodtrækning. Det vil være tilstrækkeligt, at flere medlemmer er født samme år og samme dag. Bestemmelsen er ny i forhold til regionslovens § 9, stk. 1, men svarer til, hvad der har været gældende i praksis for både kommunalbestyrelser og regionsråd.