LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 45
§ 42, stk. 3-7, og §§ 42 b og 42 c om kommunernes revision, § 43 om kommunens bogføring, § 44 om kommunernes anbringelse af midler, § 63 om kommunalbestyrelsens oplysningspligt, § 63 a om vedkommende ministers udtalelse om lovligheden af kommunale dispositioner, § 68, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 om udbud af kommunens faste ejendomme og § 69, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 1. pkt., om nødstyre i lov om kommunernes styrelse og de forskrifter, der er udstedt i medfør af § 68, stk. 1, 2. pkt., og § 69, stk. 3, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark og deres virksomhed i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026 fastsætte regler om de forhold, der er nævnt i § 68, stk. 1, 2. pkt., og § 69, stk. 3, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 45
RetsinformationBestemmelsen omhandler spørgsmålet om, i hvilket omfang en række bestemmelser i lov om kommunernes styrelse vedrørende den økonomiske forvaltning, som i dag finder anvendelser for regionerne, vil skulle finde anvendelse for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026.
Det fremgår af den gældende regionslovs § 29, at lov om kommunernes styrelse § 42, stk. 3-7, og §§ 42 b og 42 c om kommunens revision, § 43 om kommunens bogføring og § 44 om kommunens anbringelse af midler finder tilsvarende anvendelse for regionsrådets økonomiske forvaltning.
Det fremgår af den gældende regionslovs § 38, at blandt andet lov om kommunernes styrelse § 63 om kommunalbestyrelsens oplysningspligt, § 63 a om vedkommende ministers udtalelse om lovligheden af kommunale dispositioner, § 68 om udbud af kommunens faste ejendomme og § 69 om nødstyre finder tilsvarende anvendelse for regionerne. De forskrifter, der er udstedt i medfør af lov om kommunernes styrelse §§ 68 og 69, finder tilsvarende anvendelse, medmindre indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter andet.
Det foreslås i § 45, stk. 1, at § 42, stk 3-7 og §§ 42 b og 42 c om kommunernes revision, § 43 om kommunens bogføring, § 44 om kommunernes anbringelse af midler, § 63 om kommunalbestyrelsens oplysningspligt, § 63 a om vedkommende ministers udtalelse om lovligheden af kommunale dispositioner, § 68, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 om udbud af kommunens faste ejendomme og § 69, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 1. pkt., om nødstyre i lov om kommunernes styrelse og de forskrifter, der er udstedt i medfør af § 68, stk. 1, 2. pkt., og 69, stk. 3, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse, finder tilsvarende anvendelse for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark og deres virksomhed i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med lovforslagets § 4, hvori det fastsættes, at for perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026 gælder regionsloven alene for Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden i det omfang, dette er bestemt i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af denne lov.
Det fastslås i bestemmelsen, at de bestemmelser i lov om kommunernes styrelse, som der henvises til i bestemmelsen, og som er indeholdt i regionslovens §§ 29 og 38, vil gælde tilsvarende for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark og deres virksomhed i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026.
Bestemmelsen omhandler alene Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark. For så vidt angår Region Sjælland og Region Hovedstaden henvises til lovforslagets § 122.
Bestemmelsen omhandler alene perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026. Efter den 1. januar 2027 vil regionsloven med de ændringer, der foreslås i det forslag til lov om ændring af regionsloven og forskellige andre love, der fremsættes samtidig med dette lovforslag, gælde for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark.
Henvisningen til § 42, stk. 3-7, i lov om kommunernes styrelse vil skulle ses i sammenhæng med, at det foreslås, at regionsloven § 28, stk. 1 og 2, om regionens revision og regionslovens § 28, stk. 3, om rigsrevisors undersøgelser vil finde anvendelse for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark og deres virksomhed og personale, jf. lovforslagets § 44, stk. 1.
Henvisningen til § 42, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at det vil påhvile revisionen for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark regelmæssigt at foretage en kritisk gennemgang af regionens regnskabsføring og de i forbindelse hermed etablerede kontrolforanstaltninger med henblik på at efterprøve, om disse er betryggende.
Henvisningen til § 42, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at revisionen for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark vil skulle afgive en årsberetning om revisionen af regionens årsregnskab. Revisionen vil endvidere skulle afgive beretning i årets løb, når det er foreskrevet, eller når revisionen finder det hensigtsmæssigt (delberetninger). Revisionen vil skulle tilvejebringe og meddele regionsrådet de oplysninger, regionsrådet forlanger om forhold, der vedrører varetagelsen af revisionens hverv.
Henvisningen til § 42, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at regionsrådet for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark vil skulle tilvejebringe og meddele de oplysninger, der er fornødne for revisionens virksomhed.
Henvisningen til § 42, stk. 6, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at revisionen for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark ikke vil kunne deltage i eller tage medansvar for beslutninger, hvorved revisionens stilling som uafhængig revision vil kunne bringes i fare.
Henvisningen til § 42, stk. 7, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at regionsrådet for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark vil skulle fastsætte de nærmere regler for indretningen af regionens kasse- og regnskabsvæsen i et regulativ, hvori der tillige optages forskrifter vedrørende forretningsgangen inden for kasse- og regnskabsvæsenet. Regulativet vil skulle tilstilles den regionale revision, som tillige skal underrettes om alle ændringer af regulativet, før de sættes i kraft.
Henvisningen til § 42 b i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at formanden for regionsrådet for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark vil skulle sørge for, at revisionens beretninger, jf. § 42, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse, der i henhold til den foreslåede bestemmelse vil finde tilsvarende anvendelse, udsendes til regionsrådets medlemmer senest 7 dage efter modtagelsen.
Henvisningen til § 42 c, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at revisionen vil have adgang til at forelægge revisionens beretninger, jf. § 42, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse, for regionsrådet for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark. Forelæggelse af revisionens beretninger for regionsrådet vil endvidere skulle ske, når mindst en fjerdedel af medlemmerne anmoder herom. Regionsrådets formand vil på revisionens henholdsvis mindst en fjerdedel af medlemmernes anmodning skulle fastsætte tid og sted for forelæggelsen og indkalder regionsrådets medlemmer.
Henvisningen til § 42 c, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at regionsrådets formand vil skulle sørge for, at en indkaldelse og det fornødne materiale til revisionens forelæggelse udsendes til regionsrådets medlemmer senest 4 hverdage inden forelæggelsen, medmindre forelæggelsen ikke kan udsættes.
Henvisningen til § 42 c, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at regionsrådet vil kunne tilllade, at andre deltager i eller overværer forelæggelsen.
Henvisningen til § 42 c, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at der ved forelæggelsen ikke vil kunne beslutninger.
Henvisningen til § 43 i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks bogføring skal kunne give oversigt over, hvorledes regionens midler er forvaltet, og om forvaltningen er i overensstemmelse med årsbudgettet og regionsrådets øvrige beslutninger.
Henvisningen til § 44, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, vil skulle indsættes i pengeinstitut eller på postgirokonto eller anbringes i sådanne obligationer eller investeringsbeviser, i hvilke fondes midler kan anbringes, jf. dog stk. 2.
Henvisningen til § 44, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at der ikke vil kunne anbringes midler i alternative investeringsfonde.
Henvisningen til § 63, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at regionsrådet for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026 vil skulle tilvejebringe og meddele vedkommende minister de oplysninger og udlevere de dokumenter, som denne måtte forlange om forhold i regionen.
Henvisningen til § 63, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at ministeren vil kunne fastsætte en frist for tilvejebringelse og meddelelse af oplysninger og udlevering af dokumenter efter stk. 1.
Henvisningen til § 63 a i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at vedkommende minister vil kunne udtale sig om lovligheden af regionale dispositioner eller undladelser i forhold til Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026. Ministeren vil skulle beslutte, om der findes anledning til at afgive en sådan udtalelse.
Henvisningen til § 68, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at salg af regionens faste ejendomme ikke vil kunne ske uden forudgående offentligt udbud.
Henvisningen til § 68, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at reglerne i stk. 1 gælder ikke ved salg af fast ejendom til gennemførelse af offentligt støttet byggeri i henhold til lov om almene boliger m.v. og lov om støttede private ungdomsboliger.
Henvisningen til § 69, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at såfremt det under krise eller krig er umuligt at samle regionsrådet for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark til møde, overtager forretningsudvalget de beføjelser, der tilkommer regionsrådet og dens udvalg.
Henvisningen til § 69, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at er det umuligt at samle forretningsudvalget til møde under krise eller krig, vil Region Nordjylland, Region Midtjylland eller Region Syddanmark anliggender skulle styres af regionsrådsformanden.
Henvisningen til § 69, stk. 3, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at meddelelse om anvendelse af reglerne i stk. 1 og 2 snarest vil skulle gives til indenrigs- og sundhedsministeren.
Henvisningen til de forskrifter, der er udstedt i medfør af § 68, stk. 1, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at de forskrifter, som indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat om fremgangsmåden ved offentligt udbud samt regler om, at visse salg kan ske uden offentligt udbud, vil finde tilsvarende anvendelse for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026. Bekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme vil således finde tilsvarende anvendelse for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026.
Henvisningen til de forskrifter, der er udstedt i medfør af § 69, stk. 3, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at de forskrifter, som indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat om kommunens styrelse under krise eller krig, vil finde tilsvarende anvendelse for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026. Bekendtgørelse nr. 841 af 11. november 1997 om kommunernes styrelse under krise eller krig vil således finde tilsvarende anvendelse for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026.
Det foreslås i § 45, stk. 2, at indenrigs- og sundhedsministeren kan for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026 fastsætte regler om de forhold, der er nævnt i § 68, stk. 1, 2. pkt., og § 69, stk. 3, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse.
Henvisningen til bemyndigelsen i § 68, stk. 1, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne fastsætte regler om fremgangsmåden ved offentligt udbud samt regler om, at visse salg kan ske uden offentligt udbud, gældende for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026. Indenrigs- og sundhedsministeren vil herved kunne fravige reglerne i bekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme.
Henvisningen til bemyndigelsen til § 69, stk. 3, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne fastsætte regler om regionernes styrelse under krise eller krig gældende for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026. Indenrigs- og sundhedsministeren vil herved kunne fravige reglerne i bekendtgørelse nr. 841 af 11. november 1997 om kommunernes styrelse under krise eller krig.