LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 40
Budgetterne for 2026 og 2027 med flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark udarbejdes, behandles, vedtages og offentliggøres efter reglerne i regionslovens §§ 17 og 18, § 19, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., og § 20 og de forskrifter, der er udstedt i medfør af regionslovens § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 2, 2. og 3. pkt., § 21, stk. 4, og § 25, stk. 1.
Stk. 2. Regionslovens § 21, stk. 1 og 2, om de bindende regler, som årsbudgettets bevillinger og det vedtagne udviklingsbidrag fra kommunerne afgiver, finder anvendelse for de årsbudgetter, som regionsrådene for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark endeligt har vedtaget for 2026 og 2027.
Stk. 3. § 40, stk. 2 og 3, om bevillinger i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om de forhold, der er nævnt i regionslovens § 18, stk. 1 og 2, og § 19, stk. 2, 2. og 3. pkt., vedrørende fristen for forretningsudvalgets udarbejdelse af årsbudget til regionsrådet, længden af perioden for de flerårige budgetoverslag, fristen for 2. behandling af Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027 med flerårige budgetoverslag og specifikationen af posterne på disse budgetter.
Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i regionslovens § 21, stk. 4, vedrørende forholdet mellem indtægter og udgifter og om anvendelse af generelle reserver i Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027 med de flerårige budgetoverslag eller dele heraf.
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om de forhold, der er nævnt i regionslovens § 25, stk. 1, vedrørende formen for Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027 med flerårige budgetoverslag.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 40
RetsinformationBestemmelsen omhandler budgetterne for 2026 og 2027 med flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark.
Det følger af den gældende regionslovs § 17, at regionens regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december.
Det følger af den gældende regionslovs § 18, stk. 1, at forslag til regionens årsbudget for det kommende regnskabsår udarbejdes af forretningsudvalget til regionsrådet inden for en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat frist.
Det følger af den gældende regionslovs § 18, stk. 2, at forslaget ledsages af budgetoverslag for en flerårig periode, hvis længde fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.
Det følger af den gældende regionslovs § 18, stk. 3, at forslag til årsbudget og flerårige budgetoverslag, der er endeligt vedtaget af forretningsudvalget, offentliggøres, når forslaget er tilgængeligt for regionsrådets medlemmer.
Det følger af den gældende regionslovs § 19, stk. 1, at forretningsudvalgets forslag til årsbudget og flerårige budgetoverslag skal undergives to behandlinger i regionsrådet med mindst 3 ugers mellemrum.
Det følger af den gældende regionslovs § 19, stk. 2, at ved 2. behandling undergives forslaget til årsbudget og flerårige budgetoverslag regionsrådets drøftelse og beslutning. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter fristen for 2. behandling og kan herunder fastsætte forskellige frister for nærmere angivne poster på årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om specifikationen af de poster på årsbudgettet, hvortil regionsrådet ved årsbudgettets endelige vedtagelse skal tage bevillingsmæssig stilling.
Det følger af den gældende regionslovs § 20, stk. 1, at det endeligt vedtagne årsbudget og de flerårige budgetoverslag offentliggøres.
Det følger af den gældende regionslovs § 20, stk. 2, at en kort redegørelse for indholdet af årsbudgettet og budgetoverslagene skal inden det kommende regnskabsårs begyndelse offentliggøres.
Det følger af den gældende regionslovs § 21, stk. 1, at de poster på årsbudgettet, hvortil regionsrådet ved årsbudgettets endelige vedtagelse har taget bevillingsmæssig stilling, jf. § 19, stk. 2, afgiver den bindende regel for næste års regionale forvaltning.
Det følger af den gældende regionslovs § 21, stk. 2, at det af regionsrådet vedtagne grundbidrag fra kommunerne afgiver den bindende regel for fastsættelsen af næste års grundbidrag, jf. § 6 i lov om regionernes finansiering. Bestemmelsen i § 6 i lov om regionernes finansiering om grundbidrag er imidlertid blevet ophævet ved § 1, nr. 3, i lov nr. 608 af 14. juni 2011 om ændring af lov om regionernes finansiering, hvorfor bestemmelsen i regionslovens § 21, stk. 2, er uvirksom.
Det følger af den gældende regionslovs § 21, stk. 3, at det af regionsrådet vedtagne udviklingsbidrag fra kommunerne afgiver den bindende regel for fastsættelsen af næste års udviklingsbidrag, jf. § 7 i lov om regionernes finansiering.
Det følger af den gældende regionslovs § 21, stk. 4, at lov om kommunernes styrelse § 40, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse for regionens årsbudget.
Det følger af den gældende regionslovs § 21, stk. 5, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om forholdet mellem indtægter og udgifter og om anvendelse af generelle reserver i årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag eller dele heraf.
Det følger af den gældende regionslovs § 25, stk. 1, at indenrigs- og sundhedsministeren foreskriver formen for regionernes årsbudget, flerårige budgetoverslag og regnskab.
Det foreslås i § 40, stk. 1, at budgetterne for 2026 og 2027 med flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark udarbejdes, behandles, vedtages og offentliggøres efter reglerne i regionslovens § 17, § 18, § 19, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., og § 20 og de forskrifter, der er udstedt i medfør af regionslovens § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 2, 2. og 3. pkt., § 21, stk. 4, og § 25, stk. 1.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med lovforslagets § 4, hvori det fastsættes, at for perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026 gælder regionsloven alene for Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden i det omfang, dette er bestemt i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af denne lov.
Bestemmelsen vil kun gælde budgetterne for 2026 og 2027. Budgetterne for 2028 og fremover vil skulle udarbejdes, behandles, vedtages og offentliggøres efter reglerne i regionsloven med de ændringer, der foreslås i det lovforslag om ændring af regionsloven og forskellige andre love, der fremsættes samtidig med dette lovforslag.
Bestemmelsen vil kun gælde for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark. For så vidt angår Region Sjælland og Region Hovedstaden henvises til lovforslagets § 116.
Bestemmelsen vil omhandle årsbudgetterne for såvel 2026 som 2027, idet Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark er fortsættende regioner.
Bestemmelsen vil indebære, at budgetterne for 2026 med flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark vil skulle udarbejdes, behandles, vedtages og offentliggøres efter reglerne i de i bestemmelsen nærmere angivne bestemmelser i regionsloven og efter de forskrifter, der er udstedt i medfør af de i bestemmelsen nærmere angivne bestemmelser i regionsloven. Med udtrykket ”udarbejdes, behandles, vedtages og offentliggøres” sigtes til de handlinger vedrørende budgettet, der er nærmere fastlagt i de bestemmelser, som der henvises til bestemmelsen.
Bestemmelsen vil indebære, at de forskrifter, der er udstedt i medfør af de i bestemmelsen nærmere angivne bestemmelser i regionsloven gældende for alle regionale årsbudgetter med flerårige budgetoverslag, også vil gælde for budgetterne for 2026 og 2027 med flerårige budgetoverslag for Region Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark, medmindre andet fastsættes i medfør af bemyndigelsesbestemmelserne i stk. 4-6 nedenfor.
Henvisningen til regionslovens § 17 vil indebære, at regionens regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december.
Henvisningen til regionslovens § 18, stk. 1, vil indebære, at forslag til årsbudgetter for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for 2026 og 2027 vil skulle udarbejdes af forretningsudvalget til regionsrådet inden for en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat frist.
Henvisningen til regionslovens § 18, stk. 2, vil indebære, at forslaget vil skulle ledsages af budgetoverslag for en flerårig periode, hvis længde fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.
Henvisningen til regionslovens § 18, stk. 3, vil indebære, at forslag til årsbudget og flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for 2026 og 2027, der er endeligt vedtaget af forretningsudvalget, vil skulle offentliggøres, når forslaget er tilgængeligt for regionsrådets medlemmer.
Henvisningen til regionslovens § 19, stk. 1, vil indebære, at forretningsudvalgets forslag til årsbudget og flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for 2026 og 2027 vil skulle undergives to behandlinger i regionsrådet med mindst 3 ugers mellemrum. Ved kravet om to behandlinger vil det blive sikret, at regionsrådets medlemmer vil få mulighed for dels at forholde sig til budgettet på grundlag af et sammenhængende og prioriteret oplæg, dels at tage stilling til det fremtidige budget med kendskab til de forslag, der fremkommer fra andre medlemmer.
Henvisningen til regionslovens § 19, stk. 2, 1. pkt., vil indebære, at ved 2. behandling vil forslaget til årsbudget og flerårige budgetoverslag skulle undergives regionsrådets drøftelse og beslutning. Der vil under 2. behandlingen alene skulle foretages afstemning om de poster, hvortil der er fremsat ændrings- og underændringsforslag, og årsbudgettet vil følgelig ikke skulle undergives regionsrådets godkendelse.
Henvisningen til regionslovens § 20, stk. 1, vil indebære, at det endeligt vedtagne årsbudget og de flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for 2026 og 2027 vil skulle offentliggøres.
Henvisningen til regionslovens § 20, stk. 2, vil indebære, at en kort redegørelse for indholdet af årsbudgettet og budgetoverslagene vil inden det kommende regnskabsårs begyndelse skulle offentliggøres.
Offentliggørelse på Region Nordjyllands, Region Midtjyllands eller Region Syddanmarks hjemmeside vil opfylde kravet om offentliggørelse.
Henvisningen til de forskrifter, der er udstedt i medfør af regionslovens § 18, stk. 1, vil indebære, at de af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte forskrifter for fristen, inden for hvilken forretningsudvalget skal udarbejde forslag til årsbudget til regionen, vil skulle gælde for forslagene til årsbudgetter og de flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for 2026 og 2027. Efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 2305 af 28. december 2020 om regionernes budget- og regionskabsvæsen, revision m.v. skal forslag til regionernes årsbudget og flerårige budgetoverslag udarbejdes af forretningsudvalget til regionsrådet senest den 15. august forud for det pågældende regnskabsår.
Henvisningen til de forskrifter, der er udstedt i medfør af regionslovens § 18, stk. 2, vil indebære, at længden af den flerårige periode for de budgetoverslag, som forslaget til årsbudget skal ledsages af, vil skulle gælde for forslagene til årsbudgetter og de flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for 2026 og 2027. Efter § 3, stk. 5, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 2305 af 28. december 2020 om regionernes budget- og regionskabsvæsen, revision m.v. fastsættes perioden for de flerårige budgetoverslag til tre år.
Henvisningen til de forskrifter, der er udstedt i medfør af regionslovens § 19, stk. 2, 2. pkt., vil indebære, at de nærmere regler, som indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter vedrørende fristen for årsbudgettets 2. behandling og forskellige frister for nærmere angivne poster på årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag, vil skulle gælde for forslagene til årsbudgetter og de flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for 2026 og 2027. Efter § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 2305 af 28. december 2020 om regionernes budget- og regionskabsvæsen, revision m.v. skal regionsrådets 2. behandling af forslaget til årsbudget og flerårige budgetoverslag foretages senest 1. oktober forud for det pågældende regnskabsår.
Henvisningen til de forskrifter, der er udstedt i medfør af regionslovens § 19, stk. 2, 3. pkt., vil indebære, at de nærmere regler, som indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat om specifikationen af de poster på årsbudgettet, hvortil regionsrådet ved årsbudgettets endelige vedtagelse skal tage bevillingsmæssig stilling, vil skulle gælde for årsbudgetter og de flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for 2026 og 2027. Efter § 3, stk. 5, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 2305 af 28. december 2020 om regionernes budget- og regionskabsvæsen, revision m.v. skal ændringsforslag til de flerårige budgetoverslag have en sådan specifikationsgrad, at oversigter i budget- og regnskabssystemet, som enten skal indsendes til staten, eller som skal foreligge i forbindelse med budgetbehandlingen, umiddelbart skal kunne udfyldes.
Henvisningen til de forskrifter, der er udstedt i medfør af regionslovens § 21, stk. 4, vil skulle ses i sammenhæng med, at regionslovens § 21, stk. 2, foreslås ophævet i det forslag til lov om ændring af regionsloven og forskellige andre love, der fremsættes samtidig med dette lovforslag, med forventet ikrafttræden 1. juli 2025. Henvisningen til regionslovens § 21, stk. 4, svarer således til den gældende bestemmelse i regionslovens § 21, stk. 5.
Henvisningen til de forskrifter, der er udstedt i medfør af regionslovens § 21, stk. 4, vil følgelig indebære, at de nærmere regler, indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat om forholdet mellem indtægter og udgifter og om anvendelse af generelle reserver i årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag eller dele heraf, vil skulle gælde for årsbudgetter og de flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for 2026 og 2027. Efter § 3, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 2305 af 28. december 2020 om regionernes budget- og regionskabsvæsen, revision m.v. skal indtægter i årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag til finansiering af sundhedsområdet, jf. funktionerne 1.90.90-1.90.93 i budget- og regnskabssystemet, være større end nettoserviceudgifterne på sundhedsområdet, der er omfattet af det regionale udgiftsloft, jf. § 11 i budgetloven. Efter § 3, stk. 7, i bekendtgørelse nr. 2305 af 28. december 2020 om regionernes budget- og regionskabsvæsen, revision m.v. er der i årsbudgettet adgang til at budgettere med generelle reserver på sundhedsområdet, der maksimalt kan udgøre 1 % af regionens budgetterede nettoserviceudgifter til sundhed, der er omfattet af det regionale udgiftsloft, jf. § 11 i budgetloven.
Henvisningen til de forskrifter, der er udstedt i medfør af regionslovens § 25, stk. 1, vil indebære, at den af indenrigs- og sundhedministeren foreskrevne form for regionernes årsbudget og flerårige budgetoverslag, som er fastlagt i det på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside offentliggjorte ”Budget- og Regnskabssystem for Regioner”, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 2305 af 28. december 2020 om regionernes budget- og regionskabsvæsen, revision m.v., vil skulle gælde for årsbudgetter og de flerårige budgetoverslag for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark for 2026 og 2027.
Det foreslås i § 40, stk. 2, at de årsbudgetter, som regionsrådene for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark endeligt har vedtaget for 2026 og 2027, har de retsvirkninger, der følger af regionslovens § 21, stk. 1 og 2.
Henvisningen til regionslovens § 21, stk. 1, vil indebære, at de poster på årsbudgettet, hvortil regionsrådet ved årsbudgettets endelige vedtagelse har taget bevillingsmæssig stilling, jf. § 19, stk. 2, afgiver den bindende regel for næste års regionale forvaltning.
Henvisningen til regionslovens § 21, stk. 2, vil skulle ses i sammenhæng med, at regionslovens § 21, stk. 2, foreslås ophævet i det forslag til lov om ændring af regionsloven og forskellige andre love, der fremsættes samtidig med dette lovforslag, med forventet ikrafttræden 1. juli 2025. Henvisningen til regionslovens § 21, stk. 2, svarer således til den gældende bestemmelse i regionslovens § 21, stk. 3.
Henvisningen til regionslovens § 21, stk. 2, vil følgelig indebære, at det af regionsrådet vedtagne udviklingsbidrag fra kommunerne i Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027 vil afgive den bindende regel for fastsættelsen af næste års udviklingsbidrag, jf. § 7 i lov om regionernes finansiering.
Det foreslås i § 40, stk. 3, at § 40, stk. 2 og 3, i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027.
Bestemmelsen vil svare til den gældende regionslovs § 21, stk. 4.
Henvisningen til § 40, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at bevillingsmyndigheden vil være hos regionsrådet. Foranstaltninger, der vil medføre indtægter eller udgifter, som ikke er bevilget i forbindelse med vedtagelsen af årsbudgettet, vil ikke kunne iværksættes, før regionsrådet har meddelt den fornødne bevilling. Dog vil foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, om fornødent kunne iværksættes uden regionsrådets forudgående bevilling, men bevilling må da indhentes snarest muligt. Endvidere vil regionsrådet kunne bemyndige forretningsudvalget til at meddele tillægsbevillinger i tilfælde, hvor beløb fra en drifts- eller anlægsbevilling ønskes overført til en anden drifts- eller anlægsbevilling.
Henvisningen til § 40, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse vil indebære, at enhver tillægsbevilling vil skulle angive, hvorledes den bevilgede udgift skal dækkes.
Det foreslås i § 40, stk. 4, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om de forhold, der er nævnt i regionslovens § 19, stk. 2, 2. og 3. pkt., vedrørende fristen for 2. behandling af og specifikationen af posterne på Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027 med flerårige budgetforslag.
Bemyndigelsen – der vil være frivillig at udnytte for indenrigs- og sundhedministeren – vil give indenrigs- og sundhedsministeren adgang til at fastsætte særskilte regler om 2. behandling af og specifikationen af posterne på Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027 med flerårige budgetoverslag og og herved fravige fravige de almindelige regler herom for regionernes budgetter, der er fastsat i bekendtgørelse om regionernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. og i ”Cirkulære om budget- og regnskabssystem for Regioner”, der er udstedt i medfør af bekendtgørelsen.
Det foreslås i § 40, stk. 5, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i regionslovens § 21, stk. 4, vedrørende forholdet mellem indtægter og udgifter og om anvendelse af generelle reserver i Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027 med de flerårige budgetoverslag eller dele heraf.
Henvisningen til de forskrifter, der er udstedt i medfør af regionslovens § 21, stk. 4, vil skulle ses i sammenhæng med, at regionslovens § 21, stk. 2, foreslås ophævet i det forslag til lov om ændring af regionsloven og forskellige andre love, der fremsættes samtidig med dette lovforslag, med forventet ikrafttræden 1. juli 2025. Henvisningen til regionslovens § 21, stk. 4, svarer således til den gældende bestemmelse i regionslovens § 21, stk. 5.
Bemyndigelsen – der vil være frivillig at udnytte for indenrigs- og sundhedministeren – vil følgelig give indenrigs- og sundhedsministeren adgang til at fastsætte særskilte regler om forholdet mellem indtægter og udgifter og om anvendelse af generelle reserver i årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag eller dele heraf for Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027 med flerårige budgetoverslag eller dele heraf og herved fravige fravige de almindelige regler herom for regionernes budgetter, der er fastsat i bekendtgørelse om regionernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v.
Det foreslås i § 40, stk. 6, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om de forhold, der er nævnt i regionslovens § 25, stk. 1, vedrørende formen for Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027 med flerårige budgetoverslag.
Bemyndigelsen – der vil være frivillig at udnytte for indenrigs- og sundhedministeren – vil give indenrigs- og sundhedsministeren adgang til at fastsætte særskilte regler om formen for Region Nordjyllands, Region Midtjyllands og Region Syddanmarks budgetter for 2026 og 2027 med flerårige budgetoverslag eller dele heraf og herved fravige de almindelige regler herom for regionernes budgetter, der er fastsat i bekendtgørelse om regionernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. og i ”Budget- og Regnskabssystem for regioner”.