LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 30
Forretningsudvalgene for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark har i perioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026 indseende med regionernes økonomiske og administrative forhold efter den 1. januar 2027.
Stk. 2. De forretningsudvalg, der er nævnt i stk. 1, varetager i perioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026 den umiddelbare forvaltning af forberedelsen af varetagelsen fra den 1. januar 2027 af de af regionernes anliggender, der efter regionslovens § 13 a, stk. 1, 4 og 6, varetages af forretningsudvalgene.
Stk. 3. Erklæring fra regionsrådenes forretningsudvalg skal indhentes om enhver sag vedrørende forberedelsen af den nye sundhedsstruktur, der forelægges regionsrådene til beslutning.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 30
RetsinformationBestemmelsen omhandler forretningsudvalgets funktioner som følge af den nye sundhedsstruktur. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.
Det foreslås i § 30, stk. 1, at forretningsudvalgene for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark har i perioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026 indseende med regionernes økonomiske og administrative forhold efter den 1. januar 2027.
Bestemmelsen vil indebære, at forretningsudvalget vil have indseende i ikke blot de økonomiske og administrative forhold i den nuværende Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark, men også indseende i de økonomiske og administrative forhold i de nævnte regioner efter den 1. januar 2027, dvs. efter det tidspunkt, hvor de nævnte regioner har overtaget ansvaret for de opgaver, der forventes overført fra kommunerne til regionerne den 1. januar 2027.
Det foreslås i § 30, stk. 2, at de forretningsudvalg, der er nævnt i stk. 1, varetager i perioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026 den umiddelbare forvaltning af forberedelsen af varetagelsen fra den 1. januar 2027 af de af regionernes anliggender, der efter regionslovens § 13 a, stk. 1, 4 og 6, varetages af forretningsudvalgene.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med det forslag til lov om ændring af regionsloven og forskellige andre love, der fremsættes samtidig med dette lovforslag. Det foreslås i dette lovforslag, at der indsættes en ny bestemmelse i regionslovens § 13 a om forretningsudvalgets opgaver.
I begrebet ”umiddelbar forvaltning” vil ligge, at det påhviler forretningsudvalget at afgøre alle sædvanlige, løbende sager inden for det forvaltningsområde, der er henlagt til forretningsudvalget, medmindre andet følger af lovgivningen eller af regionsrådets beslutning, Der henvises til bemærkningerne til § 29, stk. 2.
Forretningsudvalget vil alene have det umiddelbare forvaltningsansvar for forberedelsen af varetagelsen af de af regionens anliggender, der efter de foreslåede bestemmelser i regionslovens § 13 a, stk. 1, 4 og 6, varetages af forretningsudvalget. Med udtrykket ”forberedelsen af varetagelsen” sigtes til enhver foranstaltning, der har til sigte at forberede varetagelsen af de nye opgaver, som regionerne, herunder Region Østdanmark, forventes at overtage ansvaret for den 1. januar 2027.
Forretningsudvalget vil efter bestemmelsen skulle varetage forberedelsen af de opgaver, der efter de foreslåede bestemmelser i regionslovens § 13 a, stk. 1, 4 og 6 er henlagt til forretningsudvalget. Regionsrådene for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark vil i den forbindelse i løbet af 2026 kunne eller skulle træffe en række bestemmelser i styrelsesvedtægten, som følger af det lovforslag til ændring af bl.a regionsloven, der fremsættes samtidig med dette lovforslag, jf. herved lovforslagets § 25, nr. 1.
Henvisningen til den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 13 a, stk. 1, vil indebære, at forretningsudvalget i 2026 vil skulle varetage den umiddelbare forvaltning af forberedelsen af de opgaver, der efter § 18, stk. 2-4, i lov om kommunernes styrelse er tillagt økonomiudvalget. Det vil indebære, at forretningsudvalget i 2026 vil have indseende med den kommende regions økonomiske og almindelige administrative forhold, jf. § 18, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, at forretningsudvalget i 2026 vil skulle varetage det umiddelbare forvaltning af forberedelsen af anliggender, der henhører under den kommende regions kasse- og regnskabsvæsen og løn- og personaleforhold, jf. § 18, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse, og at forretningsudvalget i 2026 vil skulle forestå eller samordne den kommende regions planlægning, jf. § 18, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse.
Henvisningen til den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 13 a, stk. 1, vil endvidere indebære, at forretningsudvalget i 2026 blandt andet vil skulle varetage den umiddelbare forvaltning af forberedelsen af de af regionens anliggender på sundheds-, social- og specialundervisningsområdet, der ikke henhører under sundhedsrådene efter den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 14 c, stk. 1, jf. dog § 14 c, stk. 3.
Henvisningen til den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 14 c, stk. 3, vil indebære, at regionsrådet i styrelsesvedtægten vil kunne fastsætte, at den umiddelbare forvaltning af de af regionens anliggender på sundheds-, social- og specialundervisningsområdet, der i henhold til den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 13 a, stk. 1, henhører under forretningsudvalget, delvis vil skulle henhøre under et eller flere sundhedsråd i regionen. I givet fald vil den umiddelbare forvaltning af forberedelsen af disse opgaver henhøre under de forberedende sundhedsråd og ikke forretningsudvalget.
Henvisningen til den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 13 a, stk. 4, vil indebære, at regionsrådet i styrelsesvedtægten gældende fra 1. januar 2027 vil kunne fastsætte, at forretningsudvalget ud over de opgaver, der følger af den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 13 a, stk. 1, helt eller delvis vil skulle varetage den umiddelbare forvaltning af de af regionens øvrige anliggender, der ikke henhører under sundhedsrådene. I givet fald vil forretningsudvalget i 2026 skulle varetage den umiddelbare forvaltning af forberedelsen af disse opgaver.
Henvisningen til den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 13 a, stk. 6, vil indebære, at regionsrådet i styrelsesvedtægten gældende fra 1. januar 2027 vil kunne fastsætte i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i regionslovens § 13, stk. 1, 3 og 4, den nærmere afgrænsning af myndighedsområdet for forretningsudvalget og de stående udvalg, jf. dog § 13 a, stk. 5. Efter den foreslåede bestemmelse i regionslovens § 13 a, stk. 5, kan regionsrådet i visse situationer undlade at nedsætte stående udvalg. Udnytter regionsrådet denne adgang efter regionslovens § 13 a, stk. 6, vil forretningsudvalget i 2026 skulle varetage den umiddelbare forvaltning af forberedelsen af sine opgaver i overensstemmelse med regionsrådets afgrænsning.
Det foreslås i § 30, stk. 3, at erklæring fra regionsrådenes forretningsudvalg skal indhentes om enhver sag vedrørende forberedelsen af den nye sundhedsstruktur, der forelægges regionsrådene til beslutning.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at erklæring fra forretningsudvalget vil skulle indhentes om enhver sag, der forelægges regionsrådet til beslutning vedrørende forberedelsen af den nye sundhedsstruktur, og ikke kun sager, der vedrører de økonomiske og administrative forhold inden for samtlige kommunens administrationsområder.
Udtrykket ”forberedelsen af den nye sundhedsstruktur” vil omfatte sager vedrørende forberedelsen af de sundhedsopgaver, der forventes overført fra kommunerne til regionerne med virkning fra den 1. januar 2027, og sager vedrørende samarbejdet med de andre nye regioner, herunder det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Ved forretningsudvalgets afgivelse af erklæring til regionsrådet forudsættes det, at forretningsudvalget vil skulle varetage både tværgående og koordinerende funktioner, herunder såvel hensynet til en økonomisk afbalancering som hensynet til en politisk forsvarlig forberedelse af sager, der skal behandles i regionsrådet.