LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 182
Et medlem af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark, der gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes med bøde. Simpel uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for et medlem af et forberedende sundhedsråd, der repræsenterer en kommunalbestyrelse, jf. § 32, stk. 2, nr. 3, og § 78, stk. 2, nr. 3.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 182
RetsinformationBestemmelsen omhandler spørgsmålet om strafansvar for grov pligttilsidesættelse for medlemmer af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark og kommunale medlemmer af de forberedende sundhedsråd i hele landet.
Det fremgår af regionslovens § 32, at et regionsrådsmedlem, der gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes med bøde. Simpelt uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.
Det foreslås i § 182, stk. 1, at et medlem af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark, der gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes med bøde. Simpelt uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.
Bestemmelsen supplerer regionslovens § 32. Regionslovens § 32 omfatter medlemmer af ethvert af de fem regionsråd, der har deres virke i 2026. Bestemmelsen i regionslovens § 32 omfatter derimod ikke medlemmer af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark, så længe det forberedende regionsråd har sit virke i 2026 som forberedende regionsråd. Det sikres med bestemmelsen, at medlemmer af det forberedende regionsråd pålægges et lignende strafansvar som regionsrådsmedlemmer.
Bestemmelsen vil indebære, at et medlem af et forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil kunne straffes med bøde, såfremt medlemmet gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører. Simpelt uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.
Således vil de samme regler gælde for såvel regionsrådsmedlemmer som for medlemmer af forberedende regionsråd.
Bestemmelsen vil i øvrigt svare til regionslovens § 32, der i øvrigt svarer til § 61 i lov om kommunernes styrelse. Betingelserne i regionslovens § 32 videreføres i øvrigt uændret.
Det strafbare gerningsindhold er i bestemmelsen beskrevet som grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører. Udtrykket »tilsidesættelse« omfatter både aktiv handling og tilfælde af pligtforsømmelser og skødesløshed, det vil sige undladelse af at opfylde en handlepligt. Med kravet om grovhed er bestemmelsens anvendelsesområde begrænset til de meget alvorlige pligttilsidesættelser, og der skal således være tale om en krænkelse af væsentlige interesser.
Et medlem af et forberedende regionsråds pligter med hensyn til kontrol og tilsyn med den kommunale forvaltning er ikke særligt vidtgående, og der vil derfor kun i sjældne tilfælde kunne være tale om en grov pligttilsidesættelse i forbindelse med tilsyn med forvaltningsudøvelsen. Inden for et udvalgs sagsområde vil der dog påhvile udvalgsformanden og udvalgsmedlemmerne et noget videregående ansvar. Medlemmernes selvstændige undersøgelsespligter er heller ikke vidtgående. Hvis der foreligger en redegørelse fra forvaltningen, må medlemmerne normalt kunne lægge denne til grund for deres stillingtagen, medmindre det er oplagt, at redegørelsen er forkert eller mangelfuld. Medlemmerne ifalder normalt ikke ansvar ved at gå mod en indstilling fra forvaltningen, men et ansvar kan blive aktuelt, hvis de indså eller burde have indset, at de herved overtrådte lovgivningen. Det medfører normalt heller ikke noget ansvar at træffe beslutning, uden at der foreligger en redegørelse eller indstilling, men et ansvar kan komme på tale, hvis det er klart, at sagen er utilstrækkeligt oplyst.
Der henvises til forarbejderne til bestemmelsen i § 61 i lov om kommunernes styrelse, der ved lov nr. 210 af 16. maj 1984 blev indsat som § 61 c i lov om kommunernes styrelse, jf. Folketingstidende 1983-84 (2. samling), tillæg A, spalte 1432-33.
Det strafniveau, der gælder efter § 61 i lov om kommunernes styrelse og regionslovens § 32, videreføres dermed også uændret.
Det foreslås i § 182, stk. 2, at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for et medlem af et forberedende sundhedsråd, der repræsenterer en kommunalbestyrelse, jf. § 32, stk. 2, nr. 3, og § 78, stk. 2, nr. 3.
Efter § 32, stk. 2, nr. 3, og § 78, stk. 2, nr. 3, i dette lovforslag vil et forberedende sundhedsråd, der nedsættes i henholdsvis Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark, blandt andet bestå af et eller flere medlemmer, der repræsenterer kommunalbestyrelsen for hver kommune inden for det forberedende sundhedsråds område. De medlemmer, der er nævnt i § 32, stk. 2, nr. 3, og § 78, stk. 2, nr. 3, vil skulle udpeges efter de foreslåede bestemmelser i regionslovens § 14 d, stk. 2 og 3, og §§ 14 h-14 j om udpegning af kommunale medlemmer til sundhedsråd. Kommunalbestyrelsen træffer bestemmelse herom i styrelsesvedtægten efter reglerne i de foreslåede bestemmelser i regionslovens § 14 k.
Bestemmelsen vil indebære, at et medlem af et forberedende sundhedsråd i hele landet, der repræsenterer en kommunalbestyrelse, vil kunne straffes med bøde, såfremt medlemmet gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører. Simpelt uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.
Således vil de samme regler gælde for såvel de regionsrådsmedlemmer, der er medlemmer af sundhedsrådene, som for de medlemmer af et sundhedsråd, der repræsenterer en kommunalbestyrelse.
Bestemmelsen vil i øvrigt svare til regionslovens § 32, der i øvrigt svarer til § 61 i lov om kommunernes styrelse. Betingelserne i regionslovens § 32 videreføres i øvrigt uændret.
Det strafniveau, der gælder efter § 61 i lov om kommunernes styrelse og regionslovens § 32, videreføres dermed også uændret.