LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 173
Delingsrådet tilvejebringer og meddeler indenrigs- og sundhedsministeren de oplysninger og udleverer de dokumenter, som indenrigs- og sundhedsministeren måtte anmode om, vedrørende forhold inden for Delingsrådets virkeområde.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte en frist for Delingsrådets medvirken efter stk. 1.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 173
RetsinformationBestemmelsen omhandler videregivelse af oplysninger fra Delingsrådet.
Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, må oplysninger af fortrolig karakter, som ikke er omfattet af § 28, stk. 1, videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.
Forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, indebærer, at der mellem forskellige forvaltningsmyndigheder kan udveksles fortrolige oplysninger, når der er sagligt behov herfor. Bestemmelsen giver i den forbindelse adgang til at videregive fortrolige oplysninger, uanset om det er afgivermyndigheden eller modtagermyndigheden, der har behov for, at udvekslingen finder sted.
Det følger af forvaltningslovens § 31, stk. 1, at i det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
Det følger af forvaltningslovens § 31, stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 dog ikke finder anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne.
Det foreslås i § 173, stk. 1, at Delingsrådet tilvejebringer og meddeler indenrigs- og sundhedsministeren de oplysninger og udleverer de dokumenter, som denne måtte anmode om vedrørende forhold inden for Delingsrådets virkeområde.
Bestemmelsen vil være en udvidelse af, hvad der følger af forvaltningslovens § 31. Bestemmelsen vil omhandle ikke blot videregivelse af oplysninger, men udlevering af bestemte dokumenter og oplysninger i bestemte former. Bestemmelsen vil også give mulighed for videregivelse, uanset om betingelserne efter forvaltningslovens § 31, stk. 2, er opfyldt.
Bestemmelsen vil skulle sikre, at indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne følge delingsprocessen.
Indenrigs- og sundhedsministeren vil med hjemmel i bestemmelsen blandt andet kunne forlange oplysninger om, hvilke aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte den afgivende myndighed ønsker der vil kunne overføres fra en kommune til en region samt om den modtagende myndigheds holdning hertil, ligesom indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne forlange oplysninger om de enkelte processkridt i delingsprocessen.
Med bestemmelsen fastslås en retlig forpligtelse for Delingsrådet til at tilvejebringe og meddele de oplysninger og udlevere de dokumenter, som indenrigs- og sundhedsministeren måtte anmode om.
Efter offentlighedslovens § 23, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 145 af 24. februar 2020, og forvaltningslovens § 12, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer, mister interne dokumenter omfattet af stk. 1, der afgives til udenforstående, deres interne karakter, medmindre afgivelsen sker af retlige grunde, til forskningsmæssig brug eller af andre lignende grunde. Den retlige forpligtelse til at udlevere de dokumenter, som er omfattet af bestemmelsen, vil dermed indebære, at dokumentet, når det afgives af en af de bestemmelsen nævnte myndigheder til Delingsrådet, ikke mister sin interne karakter i forhold til offentlighedsloven og forvaltningsloven. Om forholdet til miljøoplysningsloven henvises til lovforslagets § 174.
Det forudsættes, at videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) vil ske i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 289 af 8. marts 2024) og databeskyttelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger).
I det omfang, indenrigs- og sundhedsministeren måtte anmode om personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse, vil videregivelse være nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, der påhviler Delingsrådet som dataansvarlig, jf. artikel 6, stk. 1, litra c, i databeskyttelsesforordningen.
Det forudsættes, at de oplysninger, der vil kunne videregives efter den foreslåede bestemmelse, ikke er personoplysninger, der er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, dvs. ikke er personoplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering.
Det forudsættes, at de oplysninger, der vil kunne videregives efter den foreslåede bestemmelse, ikke er personoplysninger, der er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, dvs. ikke er personoplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering.
Der vil ikke, bortset fra oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, gælde nogen begrænsning for de oplysninger og dokumenter om forhold i Delingsrådets virksomhed, indenrigs- og sundhedsministeren kan kræves udlevere i medfør af bestemmelsen. Anmodningen vil dog skulle være saglig, dvs. være knyttet til indenrigs- og sundhedsministerens virksomhed. Det forudsættes, at indenrigs- og sundhedsministeren ikke lægger unødige hindringer i vejen for Delingsrådets virksomhed, der ofte vil være forbundet med korte tidsfrister, og ikke anmoder om oplysninger eller udlevering af dokumenter, der vil være forbundet med uforholdsmæssigt merarbejde hos Delingsrådet at tilvejebringe.
Det foreslås i § 173, stk. 2, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte en frist for Delingsrådets medvirken efter stk. 1.
Bestemmelsen vil indebære, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte en frist for Delingsrådets bistand, herunder tilvejebringelse og meddelelse af oplysninger og udlevering af dokumenter, som indenrigs- og sundhedsministeren måtte forlange.
Det forudsættes, at fristerne fastsættes inden for rammerne af almindelige forvaltningsretlige regler om saglighed i forvaltningen.
Det forudsættes, at den fastsatte frist vil være rimelig under hensyn til det indenrigs- og sundhedsministerens behov for bistand, bistandens art og beskaffenhed, arbejdet, tiden forbundet med at fremskaffe oplysningerne og det forberedende regionsråds behov for bistand samt de korte tidsfrister, som Delingsrådet arbejder under. Det forudsættes, at indenrigs- og sundhedsministeren genovervejer fristen i det omfang, tilvejebringelse af oplysningerne og udlevering af dokumenterne vil være forbundet med uforholdsmæssigt merarbejde hos den afgivende myndighed.