LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 156
Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, skal, for så vidt angår overførslen af ansatte, orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet som nævnt i § 149 forud for forelæggelsen efter § 150.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, skal forud for forelæggelsen efter § 150 af aftaleudkastet gøre den ansatte bekendt med den del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af den pågældende, og, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, gøre den ansatte bekendt med de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for kommunens udarbejdelse af aftaleudkastet vedrørende den ansatte, og som den ansatte ikke kan antages at være bekendt med at kommunen er i besiddelse af. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse give den ansatte lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en frist for den ansattes afgivelse af udtalelse efter 2. pkt.
Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af fristen for forelæggelsen efter § 150 af aftaleudkastet, eller hvis den ansatte ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i stk. 11 med hensyn til de pågældende oplysninger.
Stk. 4. Hvad angår ansatte, der bliver omfattet af ændringer af aftaleudkastet, kan kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra den ansatte overføres efter § 142, gøre den ansatte bekendt med den del af ændringen i aftaleudkastet, der vedrører overførslen af den pågældende ansatte.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, og regionsrådet eller det forberedende regionsråd i den region, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om det aftaleudkast, der er forelagt efter § 150, om forløbet af forhandlingerne efter § 151 og om Delingsrådets høring, jf. § 152, stk. 6, af et udkast til beslutning efter § 152, stk. 1.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, og regionsrådet eller det forberedende regionsråd i den region, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal så hurtigt som muligt orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, og regionsrådet eller det forberedende regionsråd i den region, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte inden for lovgivningens rammer om forelæggelsen af aftaleudkastet, om forhandlingernes forløb og om aftalen eller Delingsrådets beslutning. Kommunalbestyrelsen skal endvidere drøfte med repræsentanter for de ansatte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte efter 1. pkt.
Stk. 8. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, skal så hurtigt som muligt efter aftalen efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1, skriftligt orientere de ansatte, der overføres efter § 142, herom og om, til hvilken region overførslen skal ske.
Stk. 9. Repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1 og 5. Oplysninger om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningerne vedrører.
Stk. 10. En ansat, der overføres efter § 142, kan, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, forlange at få en skriftlig begrundelse for valget af den region, overførslen af den pågældende efter aftalen eller Delingsrådets beslutning skal ske til. En begæring herom skal fremsættes over for den i 1. pkt. nævnte region, inden 14 dage efter at den ansatte har modtaget skriftlig orientering om, til hvilken region den ansatte skal overføres. Begæringen skal behandles efter reglerne i forvaltningslovens § 23, stk. 2. Begrundelsen skal gives af den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, efter reglerne i forvaltningslovens § 24.
Stk. 11. En ansat, der overføres efter § 142, har først, når den ansatte har modtaget skriftlig orientering om, til hvilken region den ansatte skal overføres, ret til aktindsigt efter reglerne om partsaktindsigt i forvaltningslovens §§ 9, 9 a og 10-16 i oplysninger om overførslen af den pågældende ansatte.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 156
RetsinformationBestemmelsen omhandler spørgsmålet om orientering af den ansatte og den ansattes repræsentanter om processen vedrørende overførsel af den pågældende ansatte fra kommune til region som led i overførslen af sundhedsopgaver. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.
Bestemmelsen i § 156 svarer – på nær præciseringen i stk. 4 – til § 16 i lov nr. 539 af 24. juni 2005 til lov om visse proceduremæssige forhold i forbindelse med kommunalreformen.
Det foreslås i § 156, stk. 1, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, for så vidt angår overførslen af ansatte, skal orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet som nævnt i § 149 forud for forelæggelsen efter § 150.
Bestemmelsen vil i modsætning til orienteringspligten efter stk. 5 omhandle den situation, hvor aftaleudkastet endnu ikke er forelagt efter § 150.
Bestemmelsen vil indebære en pligt for kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter lovforslagets § 142, til at orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet efter lovforslagets § 149. Orienteringen vil skulle ske med henblik på at sikre de ansattes repræsentanter det bedst mulige grundlag for at fremkomme med synspunkter og ønsker med hensyn til den del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af de ansatte, herunder spørgsmålet om antallet af ansatte der overføres, og hvilke ansatte der efter kommunens udkast skal overføres. Bestemmelsen vil blive suppleret af høringsforpligtelserne for den afgivende kommune i forhold til den enkelte ansatte efter stk. 2-4.
Det forudsættes således, at de ansatte og deres repræsentanter på passende tidspunkter, herunder forinden aftaleudkastet er udarbejdet, vil blive orienteret af kommunen om den procedure, der skal fastlægge overførslen, og at de ansatte og de ansattes repræsentanter vil have mulighed for at fremsætte forslag og ønsker, som kan indgå i forbindelse med kommunens udarbejdelse af aftaleudkastet. Bestemmelsen vil således ikke begrænse de enkelte ansattes adgang til at fremsætte ønsker til overførslen. Der vil ikke være noget til hinder for, at den afgivende myndighed foretager en forventningsafstemning med de ansatte og de ansattes repræsentanter om mulighederne for at imødekomme ønskerne.
Orienteringen forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende kommunes inddragelse af de ansattes repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg, samarbejdsudvalg m.v.
Bestemmelsen vil indebære, at kravet om fortrolighed om aftaleudkastet ikke vil gælde i forhold til de ansattes repræsentanter, jf. lovforslagets § 149, stk. 9.
Bestemmelsen vil endvidere i sammenhæng med de ansattes repræsenanters tavshedspligt efter stk. 9, 1. pkt., indebære, at de ansattes repræsentanter vil kunne gøres bekendt med oplysninger om aftaleudkastet, som i øvrigt må anses for fortrolige. De ansattes repræsentanter vil have mulighed for at videregive oplysninger til den ansatte, oplysningen vedrører, jf. stk. 9, 2. pkt.
Orienteringen vil skulle ske på et passende tidspunkt, inden aftaleudkastet skal forelægges efter § 9, stk. 1, således at de synspunkter, som de ansattes repræsentanter fremsætter til aftaleudkastet, vil kunne indgå i myndighedens overvejelser om, hvorvidt der skal ske tilpasninger af aftaleudkastet, forinden forelæggelsen skal ske.
Bestemmelsen vil – sammen med bestemmelserne i stk. 2-5 – være et supplement til myndighedens pligt til efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5 i rimelig tid inden overtagelsen at underrette lønmodtagernes repræsentanter m.v. om datoen for overdragelsen, årsagen til overdragelsen, overdragelsens juridiske, økonomiske og sociale følger for lønmodtagerne samt eventuelle foranstaltninger for lønmodtagerne, der ikke er en følge af den almindelige ledelsesret. Bestemmelsen vil endvidere være et supplement til virksomhedsoverdragelseslovens § 6, hvorefter myndigheden i rimelig tid inden overtagelsen skal indlede forhandlinger med lønmodtagernes repræsentanter m.v., hvis myndigheden overvejer at iværksætte foranstaltninger for lønmodtagerne i forbindelse med overdragelsen. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Det foreslås i § 156, stk. 2, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, forud for forelæggelsen efter § 150 af aftaleudkastet skal gøre den ansatte bekendt med den del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af den pågældende, og, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, gøre den ansatte bekendt med de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for kommunens udarbejdelse af aftaleudkastet vedrørende den ansatte, og som den ansatte ikke kan antages at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse give den ansatte lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en frist for den ansattes afgivelse af udtalelse efter 2. pkt.
Med bestemmelsen vil der blive fastsat en særlig pligt for den afgivende kommune til – inden forelæggelsen af udkast til aftale om fordelingen af bl.a. ansatte for den modtagende region – at høre de enkelte ansatte, der skal overføres til regionen som følge af overførslen af opgaver den 1. januar 2007 i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen.
Høringspligten vil omfatte de ansatte i kommunen, der ifølge det aftaleudkast, som kommunen er i færd med at udfærdige, vil skulle overføres til regionen. Aftaleudkastet vil skulle omfatte de ansatte hos en kommune, som der overføres opgaver fra, såfremt de ansatte de ansatte udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af de overførte opgaver, jf. lovforslagets § 149, stk. 3, nr. 1.
En sådan høringspligt vil indebære, at den afgivende kommune før kommunens forelæggelsen af aftaleudkastet vil gøre den enkelte ansatte bekendt med sit forslag til, hvortil den pågældende skal overføres, og give den ansatte lejlighed til, inden for en af den afgivende kommune fastsat frist, at fremkomme med en udtalelse. Høringspligten vil også, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, omfatte de faktiske oplysninger, der er af væsentlig betydning for kommunens forslag om overførslen af den pågældende ansatte, og som den ansatte ikke kan antages at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af. Sådanne oplysninger vil f.eks. kunne være tilkendegivelser fra den modtagende region om overførslen af den ansatte og være den afgivende kommunes oplysninger om den ansatte, den ansatte ikke kan antages at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af, hvis sådanne oplysninger indgår som led i det faktuelle grundlag for kommunens forslag. Ved oplysninger, den ansatte ikke kan antages at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af, forstås i overensstemmelse med sædvanlig fortolkning af partshøringsbestemmelsen i forvaltningslovens § 19 de oplysninger, den ansatte ikke kan antages at være bekendt med indgår i det faktuelle grundlag for kommunens forslag.
Det forudsættes, at den afgivende kommune, på et passende tidspunkt forud for partshøringen og dermed inden udarbejdelsen af sit forslag til fordeling af de ansatte, vil have indhentet oplysninger fra de ansatte om de enkelte ansattes ønsker til, hvortil den pågældende skal overføres, og have været i en dialog med den modtagende region om fordelingen af bl.a. de ansatte.
Det forudsættes, at kommunens høring af den ansatte vil skulle ske på et passende tidspunkt inden kommunens forelæggelse af aftaleudkastet for den modtagende region, sådan at den ansatte vil have en rimelig frist til at forholde sig til oplysningerne og fremkomme med en udtalelse på baggrund af de oplysninger, som den pågældende høres over.
Høringspligten vil som angivet i stk. 3 ikke gælde, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af fristen, som indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter i medfør af lovforslagets § 150, stk. 5, for forelæggelsen af aftaleudkastet efter lovforslagets § 150, stk. 1, jf. den tilsvarende regel i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 2. Høringspligten vil heller ikke gælde, hvis den ansatte ikke vil have ret til aktindsigt efter de foreslåede regler i stk. 11 om den ansattes efterfølgende adgang til aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt med hensyn til de pågældende oplysninger, jf. den tilsvarende regel i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4.
Høringspligten vil som nævnt omfatte den afgivende kommunes forslag til overførslen af den enkelte ansatte og vil på dette punkt være mere vidtgående end høringspligten efter forvaltningslovens regler om partshøring, der alene omfatter en pligt til at høre parten med hensyn til oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Desuden vil høringspligten omfatte høringspligten alle ansatte, uanset om de pågældende ville have været omfattet af forvaltningslovens regler om partshøring, hvis de ikke var undtaget efter lovforslagets § 153.
Den i stk. 2 fastsatte høringspligt vil ikke indebære en pligt til at høre de enkelte ansatte i løbet af delingsforhandlingerne mellem myndighederne, idet en sådan høringspligt vil kunne forsinke og vanskeliggøre forhandlingerne. Den afgivende kommune vil have adgang til i løbet af delingsforhandlingerne til at gøre de ansatte, der bliver omfattet af ændringer i aftaleudkastet, bekendt med den del af ændringen i aftaleudkastet, der vedrører overførslen af den pågældende ansatte, jf. stk. 4.
Høringspligten vil indebære, at de oplysninger i aftaleudkastet, som vedrører overførslen af den enkelte ansatte, ikke vil være fortrolige i forhold til den enkelte ansatte. Høringspligten vil således være en undtagelse fra det almindelige udgangspunkt om, at aftaleudkast er fortrolige, jf. lovforslagets § 149, stk. 9, 1. pkt. Den afgivende kommune vil således kunne orientere den enkelte ansatte om, til hvilken region den pågældende efter aftaleudkastet vil skulle overføres, jf. lovforslagets § 149, stk. 9, 2. pkt.
Der vil ikke være noget til hinder for, at den afgivende kommune – inden for rammerne af reglerne om tavshedspligt – i videre omfang foretager høring af den ansatte.
Det foreslås i § 156, stk. 3, at stk. 2 ikke gælder, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af fristen for forelæggelsen efter § 150 af aftaleudkastet, eller hvis den ansatte ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i stk. 11 med hensyn til de pågældende oplysninger.
Bestemmelsen vil indebære, at den særlige høringspligt af den enkelte ansat, der er fastsat i stk. 2, ikke gælder i de i stk. 3 angivne situationer.
Høringspligten efter stk. 2 vil som angivet i stk. 3 ikke gælde, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af fristen, som indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter i medfør af lovforslagets § 150, stk. 5, for forelæggelsen af aftaleudkastet efter lovforslagets § 150, stk. 1, jf. den tilsvarende regel i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 2. Høringspligten vil heller ikke gælde, hvis den ansatte ikke vil have ret til aktindsigt efter de foreslåede regler i stk. 11 om den ansattes efterfølgende adgang til aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt med hensyn til de pågældende oplysninger, jf. den tilsvarende regel i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4.
Det foreslås i § 156, stk. 4, at for ansatte, der bliver omfattet af ændringer af aftaleudkastet, kan kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra den ansatte overføres efter § 142, gøre den ansatte bekendt med den del af ændringen i aftaleudkastet, der vedrører overførslen af den pågældende ansatte.
Bestemmelsen vil skulle ses på baggrund af, at den særlige høringspligt af den enkelte ansat, som er fastsat i stk. 2, ikke vil indebære en pligt til at høre de enkelte ansatte i løbet af delingsforhandlingerne mellem myndighederne, idet en sådan høringspligt vil kunne forsinke og vanskeliggøre forhandlingerne. Den afgivende kommune vil imidlertid som fastsat i stk. 4 have adgang til i løbet af delingsforhandlingerne til at gøre de ansatte, der bliver omfattet af ændringer i aftaleudkastet, bekendt med den del af ændringen i aftaleudkastet, der vedrører overførslen af den pågældende ansatte.
Bestemmelsen vil indebære, at kravet om fortrolighed om ændringer i aftaleudkastet og fremsatte forslag til ændringer ikke vil gælde i forhold til de ansattes repræsentanter, jf. lovforslagets § 151, stk. 11.
Bestemmelsen vil endvidere i sammenhæng med de ansattes repræsenanters tavshedspligt efter stk. 9, 1. pkt., indebære, at de ansattes repræsentanter vil kunne gøres bekendt med oplysninger om forhandlingernes forløb, som i øvrigt må anses for fortrolige. De ansattes repræsentanter vil have mulighed for at videregive oplysninger til den ansatte, oplysningen vedrører, jf. stk. 9, 2. pkt.
Det forudsættes, at den afgivende kommune vil kunne udnytte denne adgang i det omfang, dette viser sig at være muligt i løbet af delingsforhandlingerne.
Det foreslås i § 156, stk. 5, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, og regionsrådet eller det forberedende regionsråd i den region, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om det aftaleudkast, der er forelagt efter § 150, om forløbet af forhandlingerne efter § 151 og om Delingsrådets høring, jf. § 152, stk. 6, af et udkast til beslutning efter § 152, stk. 1.
Bestemmelsen vil i modsætning til orienteringspligten efter stk. 1 omhandle den situation, hvor aftaleudkastet er forelagt efter lovforslagets § 150.
Det forudsættes, at de ansattes repræsentanter i det omfang, delingsprocessen giver mulighed herfor, vil have mulighed for at fremsætte synspunkter og ønsker på baggrund af det forelagte aftaleudkast henholdsvis mæglingsforslag med henblik på, at ønskerne kan indgå i myndighedernes grundlag for forhandlingerne.
Orienteringen af de ansattes repræsentanter forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Pligten til at orientere de ansattes repræsentanter om et forelagt aftaleudkast og om forhandlingernes forløb vil gælde både for kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter loven, og for regionsrådet eller det forberedende regionsråd i den region, hvis ansatte berøres af overførslerne.
Der vil således alene påhvile regionerne en orienteringspligt, hvis regionen har ansatte, der berøres af overførslerne. Det vil være tilfældet, hvis der til Region Nordjylland, Region Midtjylland eller Region Syddanmark, der forudsættes at eksistere efter den 1. januar 2027, overføres ansatte som følge af overførsler af opgaver efter sundhedsreformen. Overføres der ansatte til Region Østdanmark, der først etableres den 1. januar 2027, vil orienteringspligten påhvile regionsrådene i Region Sjælland og Region Hovedstaden, medmindre overførslen alene berører det forberedende regionsråds administration. Der vil efter bestemmelsen kun påhvile det forberedende regionsråd for Region Østdanmark en orienteringspligt, i det omfang det forberedende regionsråd har etableret en administration, der berøres af de overførsler, der vil ske til regionerne.
De ansatte, der skal overføres fra en kommune, vil således alene modtage orientering efter bestemmelsen fra den region, hvorfra de overføres.
Det forudsættes, at orienteringen af repræsentanterne om et aftaleudkast, der er forelagt efter lovforslagets § 150, sker så hurtigt som muligt efter aftaleudkastets forelæggelse.
Det forudsættes tilsvarende, at orienteringen af repræsentanterne om et udkast til Delingsrådets beslutning efter lovforslagets § 152, stk. 1, som Delingsrådet har sendt i høring efter lovforslagets § 152, stk. 6, sker så hurtigt som muligt efter høringen.
Orienteringen om forhandlingerne forløb forudsættes at ske løbende, således at repræsentanterne vil blive orienteret på passende tidspunkter under forhandlingernes forløb.
Bestemmelsen vil indebære, at kravet om fortrolighed om aftaleudkastet og om senere ændringer i aftaleudkastet og fremsatte forslag til ændringer i aftaleudkastet ikke vil gælde i forhold til de ansattes repræsentanter, jf. lovforslagets § 149, stk. 9, og § 151, stk. 11.
Bestemmelsen vil endvidere i sammenhæng med de ansattes repræsentanters tavshedspligt efter stk. 9, 1. pkt., indebære, at de ansattes repræsentanter kan gøres bekendt med oplysninger om forhandlingernes forløb, som i øvrigt må anses for fortrolige. De ansattes repræsentanter vil have mulighed for at videregive oplysninger til den ansatte, oplysningen vedrører, jf. stk. 9, 2. pkt.
Bestemmelsen er – som orienteringspligten efter i stk. 1 og den særlige høringspligt efter stk. 2 og 3 – et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5 og § 6, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Det foreslås i § 156, stk. 6, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, og regionsrådet eller det forberedende regionsråd i den region, hvis ansatte berøres af overførslerne, så hurtigt som muligt skal orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1.
Bestemmelsen vil i modsætning til orienteringspligterne efter stk. 1 og 5 omhandle den situation, hvor overførslen af den ansatte er endeligt fastlagt, enten ved aftale efter lovforslagets § 151 eller ved Delingsrådets beslutning efter lovforslagets § 152.
Orienteringen forudsættes at ville skulle ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg, samarbejdsudvalg m.v.
Orienteringen vil skulle ske så hurtigt som muligt efter aftaleindgåelsen, vedtagelsen af mæglingsforslaget, eller efter at myndigheden har modtaget meddelelse om delingsrådets beslutning.
Orienteringspligten vil påhvile både den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter loven, og regionsrådet eller det forberedende regionsråd, hvis ansatte berøres af overførslerne. Der vil således alene påhvile regionsrådet eller det forberedende regionsråd en orienteringspligt, hvis kommunen har ansatte der berøres af overførslerne, jf. herom bemærkningerne til stk. 5.
Bestemmelsen vil være et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5 og § 6, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Det foreslås i § 156, stk. 7, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, og regionsrådet eller det forberedende regionsråd i den region, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte inden for lovgivningens rammer om forelæggelsen af aftaleudkastet, forhandlingernes forløb og om aftalen eller Delingsrådets beslutning. Kommunalbestyrelsen skal endvidere drøfte med repræsentanter for de ansatte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte efter 1. pkt.
Bestemmelsen vil indebære en pligt til at orientere de ansattes repræsentanter om den påtænkte fremgangsmåde for orienteringen af de ansatte inden for lovgivningens rammer under hele delingsproceduren om forelæggelsen af aftaleudkastet, forhandlingernes forløb og om aftalen eller Delingsrådets beslutning. Det følger endvidere af bestemmelsen, at myndigheden vil være forpligtet til at fremgangsmåden for den nævnte orientering af de ansatte med de ansattes repræsentanter.
Pligten vil påhvile både den myndighed, hvorfra der overføres ansatte efter loven, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne. Der vil således alene påhvile andre myndigheder end den afgivende myndighed en pligt, hvis myndigheden har ansatte, der berøres af overførslerne, jf. herom bemærkningerne til stk. 5.
Bestemmelsen forudsætter således, at de ansatte før og under forhandlingerne om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, på passende tidspunkter vil blive orienteret om den procedure, der skal fastlægge fordelingen. Bestemmelsen forudsætter endvidere, at der vil blive givet de ansatte mulighed for at fremsætte forslag til fremgangsmåden med hensyn til orienteringen, ønsker til fordelingen mellem de modtagende myndigheder og ønsker med hensyn til indplaceringen hos den modtagende myndighed. De ansattes ønsker vil kunne indgå i grundlaget for den afgivende og de modtagende myndigheders forhandling.
Informationen til de ansatte om proceduren vil kunne ske såvel skriftligt som mundtligt, herunder ved afholdelse af møder, hvor der gives de ansatte mulighed for at få svar på spørgsmål vedrørende proceduren for overførslerne og konsekvenserne heraf. Det følger af bestemmelsen, at den afgivende henholdsvis den modtagende myndighed vil skulle drøfte med de ansattes repræsentanter, på hvilke måder de ansatte mest hensigtsmæssigt kan holdes orienteret under forløbet. Orienteringen af de ansatte forudsættes at ville skulle ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds information af de ansatte.
Det forudsættes, at den afgivende myndighed og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, vil samarbejde med henblik på at sikre de bedst mulige rammer for at kunne give information til de ansatte og deres repræsentanter og at kunne formidle deres synspunkter og ønsker. I de tilfælde, hvor overførslen sker til Region Østdanmark, der oprettes den 1. januar 2027, forudsættes det endvidere, at myndighederne vil samarbejde med hensyn til videregivelsen af de ansattes synspunkter og ønsker med det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Med bestemmelsen om, at orienteringen af de ansatte vil skulle ske inden for lovgivningens rammer, præciseres det, at orienteringen af de ansatte vil skulle ske med respekt af lovens regler om fortrolighed, jf. lovforslagets § 149, stk. 9, og § 151, stk. 11, hvorefter aftaleudkastet, ændringer i aftaleudkastet og fremsatte forslag til ændringer i aftaleudkastet vil være fortrolige, indtil aftale er indgået, eller delingsrådet har truffet beslutning. Om baggrunden for bestemmelserne om fortrolighed henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 149, stk. 9. Fortrolighedskravet vil ikke gælde i forhold til de ansattes repræsentanter, jf. stk. 1 og 5.
Orienteringen og drøftelserne efter bestemmelsen forudsættes at ville skulle ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg, samarbejdsudvalg m.v.
Bestemmelsen vil være et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5 og § 6, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Det foreslås i § 156, stk. 8, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, så hurtigt som muligt efter aftalen efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1, skriftligt skal orientere de ansatte, der overføres efter § 142, herom og om, til hvilken region overførslen skal ske.
Bestemmelsen vil indebære, at den afgivende kommune skriftligt vil skulles orientere de ansatte, der skal overføres til regionen, herom. Orienteringen vil skulle ske ske hurtigst muligt efter aftaleindgåelsen eller delingsrådets beslutning.
Der vil efter bestemmelsen blive stillet krav om, at den afgivende kommune vil orientere de ansatte om, at der er indgået en aftale, eller at Delingsrådet har truffet en beslutning om fordelingen. Det kræves således ikke efter bestemmelsen, at kommunen vil skulle orientere den ansatte om det fulde indhold af aftalen m.v.
Der vil endvidere efter bestemmelsen blive stillet krav om, at den afgivende kommune vil orientere den enkelte ansatte om, til hvilken region den pågældende vil skulle overføres. Orienteringspligten vil omfatte orientering om, til hvilken region den pågældende overføres, men ikke orientering om indplaceringen hos den nye myndighed, jf. herom nedenfor.
Der vil ikke efter bestemmelsen blive stillet krav til, hvilke eventuelle yderligere oplysninger den skriftlige orientering vil kunne indeholde.
Det forudsættes, at den afgivende kommune og den region, hvis ansatte berøres af overførslerne, samarbejder med henblik på at sikre de bedst mulige rammer for at kunne give information til de ansatte og deres repræsentanter og at kunne formidle deres synspunkter og ønsker, herunder med hensyn til det nye arbejdssted og arbejdsfunktion, jf. også bemærkningerne til stk. 7. I de tilfælde, hvor overførslen sker til Region Østdanmark, der oprettes den 1. januar 2027, forudsættes det endvidere, at myndighederne samarbejder med hensyn til videregivelsen af de ansattes synspunkter og ønsker med det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Det forudsættes, at den region, hvortil overførslen af den ansatte vil skulle ske, så hurtigt som muligt vil give den ansatte meddelelse om den pågældendes nye arbejdssted og arbejdsfunktion hos regionen. Skal overførslen ske til Region Østdanmark, der oprettes den 1. januar 2027, forudsættes det, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark så hurtigt som muligt vil give den ansatte meddelelse om den pågældendes nye arbejdssted i Region Østdanmark og så vidt muligt også om arbejdsfunktionen hos den nye ansættelsesmyndighed.
Det forudsættes, at der med fastlæggelsen af indplaceringen hos den modtagende myndighed så vidt muligt vil blive taget hensyn til den enkelte ansattes behov og ønsker såvel med hensyn til arbejdssted som med hensyn til opgaver.
Orienteringen af den ansatte vil i givet fald kunne ske samtidig med en varsling over for medarbejderen af væsentligt ændrede løn- og ansættelsesvilkår.
Virksomhedsoverdragelseslovens regler indebærer, at arbejdsgiverskiftet i forbindelse med overførslen til en ny ansættelsesmyndighed som led i kommunalreformen ikke i sig selv er en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, der kan begrunde en ophævelse af arbejdsaftalen fra den ansattes side, men er en ændring, den ansatte er forpligtet til at tåle, forudsat at der ikke sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet. Hvis der sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet, er den myndighed, hvorfra den ansatte overføres, forpligtet til at varsle dette over for den pågældende. Varslingen indebærer efter almindelige ansættelsesretlige regler, at det hidtidige ansættelsesforhold bringes til ophør med det individuelle opsigelsesvarsel samtidig med, at der tilbydes genansættelse på nye vilkår. Den ansatte må herefter tage stilling til, om vedkommende vil påtage sig stillingen på de nye vilkår eller betragte sig som opsagt. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 145.
Bestemmelsen vil være et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5 og § 6, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Det foreslås i § 156, stk. 9, 1. pkt., at repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1 og 5.
Med bestemmelsen fastsættes det, at repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1 og 2.
Baggrunden for bestemmelsen er, at aftaleudkast, ændringer i aftaleudkastet og fremsatte forslag til ændringer i aftaleudkastet er fortrolige, indtil aftale om overførslen er indgået, eller Delingsrådet har truffet beslutning om overførslen, jf. lovforslagets § 149, stk. 9, og § 151, stk. 11.
Repræsentanterne for de ansatte har således tavshedspligt med hensyn til de oplysninger om aftaleudkast, ændringer i aftaleudkastet og fremsatte ønsker til aftaleudkastet, som er fortrolige efter lovforslagets § 149, stk. 9, og § 151, stk. 11. Repræsentanterne for de ansatte skal endvidere behandle oplysninger om forhandlingernes forløb fortroligt. Repræsentanterne vil således ikke kunne videregive oplysninger herom til myndighedens ansatte, jf. dog stk. 9, 2. pkt., eller andre.
Repræsentanter vil imidlertid med respekt af tavshedspligtbestemmelsen kunne drøfte delingsproceduren og forhandlingernes forløb med de ansatte, herunder de ansattes ønsker til fordelingen m.v.
Det foreslås i § 156, stk. 9, 2. pkt., at oplysninger om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningerne vedrører.
Bestemmelsen vil være en undtagelse til tavshedspligtsbestemmelsen i stk. 9, 1. pkt.
Bestemmelsen vil indebære, at medarbejderrepræsentanterne vil kunne videregive oplysninger om overførslen af en ansat til den ansatte, oplysningen vedrører. Det vil gælde såvel oplysninger om overførslen af en ansat i aftaleudkastet forud for forelæggelsen, i det forelagte aftaleudkast og under forhandlingerne.
Den enkelte ansatte vil alene have mulighed for at modtage oplysninger fra medarbejderrepræsentanten om overførslen af vedkommende selv. Aftaleudkastets oplysninger i øvrigt vil fortsat være fortrolige i forhold til den ansatte.
Det foreslås i § 156, stk. 10, 1. pkt., at en ansat, der overføres efter § 142, kan, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, forlange at få en skriftlig begrundelse for valget af den region, overførslen af den pågældende efter aftalen eller Delingsrådets beslutning skal ske til.
Med bestemmelserne i stk. 10 vil der blive fastsat en pligt for den afgivende kommune til efter anmodning at give en efterfølgende skriftlig begrundelse for beslutningen om, til hvilken region den ansatte skal overføres som følge af overførslen af opgaver i henhold til lovgivningen vedrørende sundhedsreformen.
Bestemmelsen vil indebære, at en ansat, der skal overføres, vil kunne forlange at få en begrundelse for valget af den region, hvortil overførslen af den pågældende efter aftalen, mæglingsforslaget eller delingsrådets beslutning skal ske. Begrundelsen vil skulle gives af den kommune, hvorfra der overføres ansatte, og som også i henhold til stk. 8 har givet den ansatte skriftlig orientering om beslutningen om, til hvilken region overførslen skal ske. Er den ansatte blevet overført til Region Østdanmark, vil begrundelsen skulle gives af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark. Er valget af den region, hvortil den ansatte skal overføres, sket ved Delingsrådets beslutning, forudsættes det, at Delingsrådet vil yde den afgivende kommune fornøden bistand med udformningen af begrundelsen. I lighed med, hvad der gælder efter forvaltningsloven, vil det være en forudsætning for begrundelsespligten, at den ansattes ønsker ikke fuldt ud er imødekommet.
Det foreslås i § 156, stk. 10, 2. pkt., at en begæring herom skal fremsættes over for den i 1. pkt. nævnte region inden 14 dage efter, at den ansatte har modtaget skriftlig orientering om, til hvilken region den ansatte skal overføres.
Fristerne i forvaltningslovens § 23, stk. 1 og 2, der gælder for retten til en efterfølgende skriftlig begrundelse af en mundtlig afgørelse, vil skulle finde tilsvarende anvendelse. Det fastsættes derfor i den foreslåede bestemmelse, at en begæring om begrundelse vil skulle fremsættes inden 14 dage efter, at den ansatte har modtaget skriftlig orientering om, til hvilken region den ansatte skal overføres.
Er den ansatte blevet overført til Region Østdanmark, vil begæringen om skriftlig begrundelse skulle fremsættes til det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Det foreslås endvidere i § 156, stk. 10, 3. pkt., at begæringen skal behandles efter reglerne i forvaltningslovens § 23, stk. 2.
Bestemmelsen vil indebære, at begæringen om begrundelse vil skulle besvares snarest muligt, og at den pågældende – hvis begæringen ikke vil blive besvaret inden 14 dage – vil skulle underrettes om grunden hertil samt om, hvornår begæringen vil kunne forventes besvaret.
Det foreslås desuden i § 156, stk. 10, 4. pkt., at begrundelsen skal gives af den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, efter reglerne i forvaltningslovens § 24.
Kravene i forvaltningslovens § 24 til begrundelsens indhold vil således finde anvendelse, dvs. at begrundelsen vil skulle henvise til de retsregler idenne lov, i henhold til hvilke beslutningen om overførsel af den ansatte vil blive truffet. Begrundelsen vil endvidere skulle angive de hovedhensyn, der vil have været bestemmende for skønsudøvelsen, samt om fornødent en kort redegørelse for de faktiske oplysninger, som er tillagt væsentlig betydning.
Det bemærkes, at de forhold, der vil begrunde den enkelte ansattes overførsel til en region, må formodes i vidt omfang ikke at bero på særlige individuelle forhold, der knytter sig til den enkelte ansatte, hvilket vil have betydning for begrundelsens nærmere indhold.
Begrundelsespligten vil mere være mere vidtgående end begrundelsespligten efter forvaltningslovens regler, da begrundelsespligten omfatter alle beslutninger om overførsel af ansatte, uanset om beslutningen ville have været omfattet af forvaltningslovens regler om begrundelse, hvis den ikke var undtaget efter lovforslagets § 153. Begrundelsespligten vil til gengæld adskille sig fra forvaltningslovens regler ved, at begrundelsespligten – i lighed med, hvad der gælder for mundtlige afgørelser efter forvaltningslovens § 23 – alene vil indtræde efterfølgende efter anmodning fra den ansatte for ikke at forsinke den orientering, de ansatte vil skulle have om overførslen til en region.
Der vil ikke være noget til hinder for, at den afgivende kommune – inden for rammerne af reglerne om tavshedspligt – i et videre omfang vil vælge at begrunde valget af den region, hvortil den ansatte skal overføres.
Det foreslås i § 156, stk. 11, at en ansat, der overføres efter § 142, har først, når den ansatte har modtaget skriftlig orientering om, til hvilken region den ansatte skal overføres, ret til aktindsigt efter reglerne om partsaktindsigt i forvaltningslovens §§ 9, 9 a og 10-16 i oplysninger om overførslen af den pågældende ansatte.
Med bestemmelsen vil der blive fastsat en ret for de ansatte til efterfølgende efter anmodning at få aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt.
Bestemmelsen vil indebære, at en ansat, der har modtaget skriftlig orientering om, at den ansatte vil skulle overføres fra en kommune til en region som følge af overførslen af opgaver i henhold til lovgivningen vedrørende sundhedsreformen, vil have ret til aktindsigt efter reglerne i forvaltningslovens §§ 9, 10 og 12–16 om partsaktindsigt i oplysninger om overførslen af den pågældende ansatte. Den foreslåede ret til aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt vil omfatte alle oplysninger om overførslen af den pågældende ansatte, uanset på hvilket stadie i delingsprocessen oplysningerne vil være tilvejebragt, dvs. oplysninger om overførslen af den pågældende ansatte, der vil være tilvejebragt ved udarbejdelsen og forelæggelsen af aftaleudkast, ved forhandlingerne om og indgåelsen af en aftale om overførsel af de ansatte samt ved delingsrådets beslutning om overførslen af den pågældende ansatte.
Den foreslåede ret til aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt vil alene omfatte oplysninger om overførslen af den pågældende ansatte, ikke oplysninger om overførsel af andre ansatte eller oplysninger om fordeling af aktiver og passiver m.v.
Den enkelte ansatte, der skal overføres, vil således være sikret ret til aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, der vil indebære en videregående adgang til aktindsigt end offentlighedslovens regler om aktindsigt i de dokumenter, der har indgået i delingsproceduren på det tidspunkt, hvor der er indgået en aftale, eller Delingsrådet har truffet beslutning om overførslen af den pågældende ansatte. Det forudsættes herved, at de pågældende dokumenter og oplysninger ikke helt eller delvist kan undtages fra aktindsigt efter reglerne i forvaltningslovens §§ 9, 10 og 12-15 om partsaktindsigt.
Den foreslåede ret til aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt vil være mere vidtgående end retten til partsaktindsigt efter forvaltningslovens regler, da den foreslåede ret til aktindsigt vil omfatte alle ansatte, uanset om de pågældende ville have været omfattet af forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, hvis de ikke var undtaget efter lovforslagets § 153.
Den foreslåede ret til aktindsigt vil til gengæld adskille sig fra forvaltningslovens regler ved, at denne ret alene vil kunne udøves efterfølgende og ved, at den foreslåede efterfølgende aktindsigt ikke vil indebære nogen ret til at kræve delingsproceduren udsat. Herved sikres, at den foreslåede ret til aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt ikke vil vanskeliggøre myndighedernes forhandlinger m.v. og forsinke den orientering, de ansatte vil skulle have om overførslen til en anden myndighed.
Der vil ikke være noget til hinder for, at den afgivende kommune – inden for rammerne af reglerne om tavshedspligt – i et videre omfang vælger at give den ansatte meroffentlighed.