LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 146
Tjenestemænd, der overføres efter §§ 102, 126 og 142, overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 146
RetsinformationBestemmelsen omhandler tjenestemænds beskyttelse i forbindelse med overførsel af tjenestemænd fra en myndighed til en anden i henhold til denne lov.
Det følger af de gældende regler, at personer, der er ansat som tjenestemænd i kommunerne, nyder en vis beskyttelse mod ændringer i deres stillingsindhold. Ved vurderingen af, om en anden stilling eller ændrede stillingsvilkår kan anses for passende, vil det ud over en vurdering af stillingens karakter og sammenhæng med den hidtidige stilling skulle indgå, om tjenestemanden efter en bedømmelse på grundlag af momenter som uddannelse, alder, helbredstilstand, den sædvanlige opfattelse af status m.v. kan siges at have fået anvist en passende stilling.
Den foreslåede bestemmelse supplerer disse regler i forbindelse med overførslen af lønmodtagere fra Region Sjælland og Region Hovedstaden til den nye Region Østdanmark og fra kommuner til regioner som følge af overførslen af sundhedsopgaver fra kommuner til regioner med virkning fra den 1. januar 2027.
Det foreslås i § 146, at tjenestemænd, der overføres efter §§ 102, 126 og 142, overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
Bestemmelsen omfatter tjenestemænd, der overføres fra det forberedende regionsråd for Region Østdanmark til Region Østdanmark, jf. § 102, fra Region Sjælland og Region Hovedstaden til Region Østdanmark, jf. § 126, og fra kommuner til regioner i forbindelse med opgaveflytningerne, jf. § 142.
Bestemmelsen vil indebære, at de pågældende vil blive ansat som tjenestemænd hos den nye ansættelsesmyndighed i henhold til dennes tjenestemandsregler og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold til disse regler. Tjenestemænd, der overføres til ansættelse fra kommunerne til regionerne, vil blive ansat som regionale tjenestemænd i henhold til Regionernes Lønnings- og Takstnævns tjenestemandsregulativ for ansatte i regionerne.
Det vil ved den pensionsmæssige indplacering hos den nye ansættelsesmyndighed blive sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den pensionsret, der er optjent i den hidtidige ansættelsesmyndigheds regi. Tilsvarende vil de pågældende ved indplacering i de lønsystemer, der gælder hos den nye ansættelsesmyndighed, blive sikret mod lønnedgang som følge af overgangen.
Bestemmelsen vil indebære, at ansættelsesmyndigheden vil være vedkommende nye ansættelsesmyndighed, og at ansættelsesområdet vil være det samme som for andre tjenestemænd, der ansættes hos denne ansættelsesmyndighed.
Overgang til ansættelse hos den nye ansættelsesmyndighed vil ikke i sig selv være en forflyttelse. De tjenestemænd, der overføres efter §§ 102, 126 og 142, vil således ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve overgangen til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed.
Endvidere vil bestemmelsen indebære, at de pågældende tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, som ikke ændrer tjenestens karakter.
Ved vurderingen af, om en sådan anden stilling kan anses for passende, vil det ud over en vurdering af stillingens karakter og sammenhæng med den hidtidige stilling skulle indgå, om tjenestemanden efter en bedømmelse på grundlag af momenter som uddannelse, alder, helbredstilstand, den sædvanlige opfattelse af status m.v. kan siges at have fået anvist en passende stilling. Ved vurderingen vil det endvidere blandt andet skulle indgå, at ændringen af ansættelsesområdet sker som led i den generelle reform i den offentlige sektor, som den nye sundhedsstrukturreform indebærer. Det indebærer, at de pågældende tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, som de ikke ville have været forpligtede til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige ansættelsesområde.
De pågældende tjenestemænd vil dog ikke være forpligtede til at overtage en anden stilling inden for det nye ansættelsesområde, hvis forpligtelsen til inden for rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte være af særlig indgribende karakter over for den enkelte.
Der vil ikke kunne angives præcise retningslinjer for forpligtelsen til at påtage sig en anden stilling, heller ikke i forhold til eksempelvis geografiske ændringer. Stor afstand mellem det hidtidige og det nye tjenestested udelukker således ikke i sig selv pligten til at overtage den nye stilling.
I forbindelse med kommunalreformen i 2005 blev det tilsvarende bestemt, at tjenestemænd, der blev overført fra en myndighed til en anden som et led i reformen, overgik til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarede til de hidtidige vilkår, jf. § 7 i lov nr. 539 af 24. juni 2005 om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen.