LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 145
De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som i forbindelse med en overførsel efter §§ 102, 126 og 142 ellers ikke ville være omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Stk. 2. Overføres en ansat i kommunal tjeneste til en region efter § 142, vedbliver bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold vedrørende denne ansatte, som Kommunernes Lønningsnævn har godkendt i medfør af § 67 i lov om kommunernes styrelse, at være gældende, indtil Regionernes Lønnings- og Takstnævn i medfør af regionslovens § 37 aftaler eller fastsætter andre bestemmelser herom.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 145
RetsinformationBestemmelsens stk. 1 omhandler, i hvilket omfang virksomhedsoverdragelsesloven vil skulle finde tilsvarende anvendelse ved overførsel af ansatte fra en myndighed til en anden i henhold til denne lov.
Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse (virksomhedsoverdragelsesloven) indeholder en regulering af lønmodtageres retsstillling ved virksomhedsoverdragelse. Virksomhedsoverdragelsesloven finder imidlertid ikke anvendelse på overførsel af administrative funktioner mellem offentlige administrative myndigheder, jf. lovens § 1, stk. 2.
Efter gældende ret er visse overenskomstansatte og andet ikke tjenestemandsansat personale ved en overførsel til en anden myndighed som følge af opgaveflytninger direkte omfattet af reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse). Tilsvarende gælder for tjenestemænd.
Det indebærer bl.a., at virksomhedsoverdragelsesloven ikke finder anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver.
Bestemmelsens stk. 2 omhandler, i hvilket omfang ansatte, der overføres fra en kommune til en region, bliver omfattet af Regionernes Lønnings- og Takstnævns bestemmelser om løn- og ansættelsesforhold for regionalt personale. Der er ingen regulering i gældende ret af dette overgangsspørgsmål.
Det foreslås i § 145, stk. 1, at de pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som i forbindelse med en overførsel efter §§ 102, 126 og 142 ellers ikke ville være omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Den foreslåede bestemmelse indeholder en regulering af lønmodtageres rettigheder i denne situation i forbindelse med overførslen af lønmodtagere fra kommuner til regioner som følge af overførslen af sundhedsopgaver fra kommuner til regioner med virkning fra den 1. januar 2027.
Den foreslåede bestemmelse supplerer dermed virksomhedsoverdragelseslovens regler.
Bestemmelsen omfatter personale, der overføres fra det forberedende regionsråd for Region Østdanmark til Region Østdanmark, jf. § 102, fra Region Sjælland og Region Hovedstaden til Region Østdanmark, jf. § 126, og fra kommuner til regioner i forbindelse med opgaveflytningerne, jf. § 142.
Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for samtlige overenskomstansatte, ansatte i henhold til bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, og ansatte efter individuel aftale, der som fastsat i §§ 102, 126 og 142 overføres til en ny ansættelsesmyndighed, bestemmes, at virksomhedsoverdragelsesloven skal finde tilsvarende anvendelse for de ansatte, som ikke er direkte omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Bestemmelsen omfatter enhver ansat, der er omfattet af §§ 102, 126 og 142.
Derved sikres alle overenskomstansatte m.v., der overføres efter loven, uagtet karakteren af deres arbejdsopgaver, ensartede rettigheder efter virksomhedsoverdragelsesloven. De pågældende ansatte bliver herunder omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens regler om videreførelse af de ansattes ansættelsesvilkår. Den nye ansættelsesmyndighed indtræder således umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der består på overdragelsestidspunktet i henhold til kollektiv overenskomst og aftale, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, og individuel aftale om løn- og arbejdsforhold, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 2. De pågældende ansatte bliver endvidere omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens særlige bevisbyrderegler, der beskytter de ansatte mod usaglige afskedigelser som følge af overførslerne af opgaver fra kommuner til regioner, jf. nærmere virksomhedsoverdragelseslovens § 3.
Bestemmelsen indebærer, at alle overenskomstansatte m.v., der overføres efter loven, som udgangspunkt er forpligtet til efter overførslen af opgaver fra kommuner til regioner at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelse hos den nye ansættelsesmyndighed. Virksomhedsoverdragelseslovens regler indebærer således, at arbejdsgiverskiftet i forbindelse med overførslen af en ansat til en ny ansættelsesmyndighed som led i opgaveoverførslerne ikke i sig selv er en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, der kan begrunde en ophævelse af arbejdsaftalen fra den ansattes side, men er en ændring, den ansatte er forpligtet til at tåle, forudsat at der ikke sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet. En ansat vil dog altid kunne opsige ansættelsesforholdet med sædvanligt varsel, såfremt denne ikke måtte ønske at blive overført til en ny ansættelsesmyndighed. Ophæves arbejdsaftalen af en lønmodtager, fordi overdragelsen medfører væsentlig ændring af arbejdsvilkårene til skade for lønmodtageren, sidestilles ophævelsen med en afskedigelse i retsforholdet mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 3, stk. 2.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at en erhverver skal inden 5 uger efter det tidspunkt, hvor denne vidste eller burde vide, at de ansatte eller en del af de ansatte på den virksomhed, der overdrages, har været omfattet af en kollektiv overenskomst, dog tidligst 3 uger efter overtagelsen, underrette det pågældende fagforbund, såfremt denne ikke ønsker at tiltræde overenskomsten. I modsat fald anses erhververen for at have tiltrådt overenskomsten, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 4 a, stk. 1. Hvis erhververen ikke tiltræder overenskomsten, skal spørgsmål om overtrædelse af de berørte lønmodtageres rettigheder og pligter i henhold til en kollektiv overenskomst, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, afgøres ved fagretlig behandling og endeligt ved Arbejdsretten, såfremt en af parterne begærer det. I så fald er erhververen stillet, som om denne havde tiltrådt den kollektive overenskomst, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 4 a, stk. 2. Hvis erhververen ikke tiltræder overenskomsten, og hvis denne i forvejen er omfattet af en overenskomst med et andet fagforbund om det pågældende arbejde, har de berørte lønmodtagere ret til gennem deres forbund at kræve forhandling med virksomhedens ledelse om løn- og ansættelsesvilkår, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 4 a, stk. 3.
Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes forslaget at medføre en forbedret retsstilling for de overenskomstansatte m.v., som efter de gældende regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
I forbindelse med kommunalreformen i 2005 blev det tilsvarende bestemt, at, jf. de pligter og rettigheder, der fulgte af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, fandt tilsvarende anvendelse for personale, der var ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der var fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som i forbindelse med en overførsel som led i kommunalreformen ikke var omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, jf. § 6 i lov nr. 539 af 24. juni 2005 om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen.
For så vidt angår tjenestemænd og ansatte med en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordninger, er der i §§ 147 og 148 fastsat regler vedrørende pensionsforpligtelsen m.v.
Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.
Det foreslås i § 145, stk. 2, at overføres en ansat i kommunal tjeneste til en region efter § 142, vedbliver bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold vedrørende denne ansat, som Kommunernes Lønningsnævn har godkendt i medfør af § 67 i lov om kommunernes styrelse, at være gældende, indtil Regionernes Lønnings- og Takstnævn i medfør af regionslovens § 37 aftaler eller fastsætter andre bestemmelser herom.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med, at ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er knyttet til en opgave, der overføres fra en kommune til en region den 1. januar 2027 i henhold til lovgivningen om en ny sundhedsstruktur, vil skulle overtages af den region, inden for hvis område kommunen ligger, medmindre regionen og kommunen har indgået aftale om, at den ansatte ikke skal overføres. Er kommunen forpligtet til at drive en opgave på vegne af regionen, eller har regionen indgået aftale med en kommune om at drive en opgave på vegne af regionen, vil alene skulle ske overførsel af ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er knyttet til kommunens varetagelse af myndighedsansvaret for opgaven, jf. nærmere lovforslagets § 142, stk. 1-3.
Bestemmelsen vil endvidere skulle ses i sammenhæng med, at bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale i kommunal tjeneste skal godkendes af Kommunernes Lønningsnævn, jf. nærmere § 67, stk. 1 og 2, i lov om kommunernes styrelse.
Bestemmelsen vil desuden skulle ses i sammenhæng med, at bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale i regional tjeneste aftales eller fastsættes af Regionernes Lønnings- og Takstnævn, jf. nærmere regionsloven § 37, stk. 1 og 2.
Bestemmelsen vil indebære, at bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold, som Kommunernes Lønningsnævn har godkendt for de ansatte i kommunal tjeneste, der overføres til en region, vedbliver at være gældende, indtil Regionernes Lønnings- og Takstnævn i medfør af regionslovens § 37 aftaler eller fastsætter andre bestemmelser om disse ansattes løn- og ansættelsesforhold.
Herved sikres på den ene side, at de ansatte fortsat efter overførslen den 1. januar 2027 til en region vil være omfattet af de samme løn- og ansættelsesvilkår, som Kommunernes Lønningsnævn har godkendt, og på den anden side, at Regionernes Lønnings- og Takstnævn vil have frihed til at aftale eller fastsætte andre løn- og øvrige ansættelseforhold for de overførte ansatte, efterhånden som dette bliver aktuelt.
§ 145, stk. 2, ændrer således ikke retsstillingen efter virksomhedsoverdragelsesloven, men fastslår, at Regionernes Lønnings- og Takstnævn har kompetencen til at aftale eller fastsætte bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale i regional tjeneste. Dette også gælder for de ansatte, som overdrages fra kommunerne til regionerne, jf. nærmere regionslovens § 37, stk. 1 og 2.