LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 142
Afgiver en kommune i henhold til lovgivningen om en ny sundhedsstruktur en opgave til en region, der er nævnt i §§ 143 og 144, overtager regionen den 1. januar 2027 de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af opgaven, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Regionen overtager uanset stk. 1 ikke ansatte, som regionen og kommunen har indgået aftale om ikke at overføre.
Stk. 3. Er kommunen forpligtet til at varetage driften af en opgave på vegne af regionen, eller har regionen indgået aftale med en kommune om, at kommunen varetager driften af en opgave på vegne af regionen, jf. § 5, stk. 1 og 2, sker der alene overførsel efter stk. 1, jf. dog stk. 2, af ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er knyttet til kommunens varetagelse af myndighedsansvaret for opgaven.
Stk. 4. Ansatte, der ikke er omfattet af stk. 1-3, overføres ikke fra en kommune til en region som følge af opgaveafgivelsen.
Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om overførslen af ansatte fra en kommune til en region efter stk. 1-4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte forskellige regler for forskellige grupper af ansatte.
Stk. 6. Ved fastsættelsen af regler efter stk. 5 kan indenrigs- og sundhedsministeren fravige stk. 1-4, i det omfang det skønnes nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig overførsel af ansatte fra en kommune til en region.