LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 128
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at Region Sjællands og Region Hovedstadens beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner, der træffes i perioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026 med virkning for 2026 eller senere, kan ændres af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Stk. 2. Der kan ikke i medfør af stk. 1 træffes beslutning om at ændre dispositioner, som er nødvendige for opfyldelse af foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift.
Stk. 3. En ændring, der træffes beslutning om i medfør af stk. 1, må ikke indebære merudgifter for den region, hvis beslutning ændres, i forhold til forholdene før beslutningen.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 128
RetsinformationBestemmelsen omhandler spørgsmålet om ændring af beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner for Region Sjælland og Region Hovedstaden. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.
Det foreslås i § 128, stk. 1, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at Region Sjællands og Region Hovedstadens beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner, der træffes i perioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026 med virkning for 2026 eller senere, kan ændres af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Formålet med bestemmelsen vil være at hindre uhensigtsmæssige økonomiske dispositioner hos Region Sjælland og Region Hovedstaden i overgangsperioden frem til den 1. januar 2027, hvor Region Sjælland og Region Hovedstaden sammenlægges til Region Østdanmark, jf. herved § 6. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark, hvis funktionsperiode påbegyndes den 1. januar 2026, jf. § 57, stk. 2, gives således mulighed for at sikre, at beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner i Region Sjælland og Region Hovedstaden er i overensstemmelse med den nye Region Østdanmarks interesse som ansvarlig myndighed for disse regioners opgaver fra og med den 1. januar 2027.
Bestemmelsen suppleres af § 127 om ændring af beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner, der træffes i perioden fra den 1. juli 2025 og til og med den 31. december 2025 for Region Sjælland og Region Hovedstaden, af § 129, der indeholder en række fælles bestemmelser om ændringer af beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner, der træffes i såvel 2025 som 2026, og af § 130 om godkendelse af beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner.
Bestemmelsen vil få selvstændig betydning i forhold til § 130 om godkendelse af beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner i det tilfælde, hvor Region Sjælland og Region Hovedstaden har truffet en beslutning, før det forberedende regionsråd for Region Østdanmark har stillet krav om godkendelse af beslutningen.
Bestemmelsen vil indebære, at indenrigs- og sundhedsministeren, hvis der opstår behov herfor, vil kunne fastsætte regler, hvorefter de af bestemmelsen omfattede beslutninger i Region Sjælland og Region Hovedstaden vil kunne ændres af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Indenrigs- og sundhedsministeren vil i sin vurdering af, om bemyndigelsen vil skulle udnyttes, kunne inddrage den generelle samfundsmæssige interesse i, at Region Sjælland og Region Hovedstaden varetager sine opgaver frem til den 1. januar 2027 ansvarligt og effektivt.
Bestemmelsen vil give adgang til, at indenrigs- og sundhedsministeren, hvis der opstår behov herfor, vil kunne fastsætte regler om, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark i 2026 vil kunne træffe beslutning om at ændre en beslutning i Region Sjælland og Region Hovedstaden under følgende betingelser – der suppleres af stk. 2 og 3 i samme bestemmelse:
For det første vil der kun kunne ske ændringer i en beslutning, Region Sjælland eller Region Hovedstaden har truffet. Region Sjælland og Region Hovedstaden vil således kunne foretage indledende undersøgelser, planlægning og forhandlinger i forbindelse med en påtænkt beslutning, uden at dette vil kunne ændres i medfør af bestemmelsen.
For det andet vil beslutningen skulle omhandle en økonomisk disposition. Bestemmelsen vil omfatte alle former for økonomiske dispositioner. Bestemmelsen vil omfatte økonomiske dispositioner vedrørende både anlæg og drift samt finansielle dispositioner, herunder optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser samt indgåelse af leje- og leasingaftaler.
For så vidt angår anlægsindtægter og -udgifter, vil den beslutning, der vil kunne være omfattet af bestemmelsen, kunne være beslutningen om meddelelse af en anlægsbevilling. For så vidt angår driftsindtægter og -udgifter vil den beslutning, der vil kunne være omfattet af bestemmelsen, ligeledes kunne være beslutningen om meddelelse af en driftsbevilling. Bestemmelserne omfatter endvidere beslutninger, hvorved der sker en udmøntning af en anlægsbevilling eller driftsbevilling.
Bestemmelsen vil omfatte både udgiftskrævende og indtægtsgivende dispositioner, herunder eksempelvis beslutninger om salg af fast ejendom m.v.
Bestemmelsen vil omfatte såvel dispositioner, der alene har virkning indadtil i de pågældende myndigheder, eksempelvis ydelse af driftsstøtte til en regional institution, som dispositioner, der har virkning udadtil i forhold til tredjemand, eksempelvis indgåelse af leje- eller leasingaftaler, salg af faste ejendomme m.v.
For det tredje vil den økonomiske disposition, som bestemmelsen vil skulle omhandle, skulle være af væsentlig karakter. Den nærmere fastsættelse af, hvilke dispositioner, der er væsentlige, vil blive fastsat ved de regler, der vil kunne udstedes med hjemmel i bestemmelserne. Afgrænsningen af, hvilke dispositioner der er væsentlige, forudsættes at blive fastsat ud fra dispositionens størrelse og karakter, herunder hvor stor en indtægt eller udgift, dispositionen vil medføre, om dispositionen vedrører anlæg eller drift, og den tidsmæssige udstrækning af dispositionen. Med hjemmel i de foreslåede bestemmelser vil der endvidere kunne fastsættes regler, hvorefter beslutninger af en bestemt art, som vurderes altid at udgøre en væsentlig økonomisk disposition, vil kunne ændres.
For det fjerde vil bestemmelsen alene kunne omfatte beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner, der træffes i perioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026. Beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner, der træffes i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2025, vil kunne ændres efter § 127.
Bestemmelsen omfatter således beslutninger om meddelelse af tillægsbevillinger, der medfører indtægter eller udgifter, som træffes den 1. januar 2026 eller senere i forhold til årsbudgettet for 2026. Bestemmelsen omfatter endvidere beslutninger, hvorved der sker en udmøntning af de bevillinger, der er meddelt på årsbudgettet for 2026. De beslutninger, som vil kunne kræves ændret med hjemmel i bestemmelsen, er således ikke knyttet til en beslutning om meddelelse af bevilling. Der vil kunne kræves godkendelse af beslutninger, som indebærer væsentlige økonomiske dispositioner, selv om der er det fornødne bevillingsmæssige grundlag for, at Region Sjælland eller Region Hovedstaden kan træffe den pågældende beslutning. De beslutninger, som vil kunne kræves ændret med hjemmel i bestemmelsen, vil efter omstændighederne kunne fremgå af bemærkningerne til budgettet, herunder i forbindelse med redegørelsen for budgettets forudsætninger og indhold.
For det femte vil beslutningen for at være omfattet af bestemmelsen skulle være truffet med virkning for 2026 eller senere. Bestemmelsen omfatter såvel økonomiske dispositioner, som alene har udgifts- eller indtægtsvirkning for 2026, som økonomiske dispositioner, der har udgifts- eller indtægtsvirkning for en længere periode, herunder udgiftsvirkning for 2027 og senere.
For det sjette forudsættes det, at det forberedende regionsråds beslutning om at ændre en beslutning i Region Hovedstaden eller Region Sjælland om væsentlige økonomiske dispositioner vil indebære, at det forberedende regionsråd vil træffe en ny beslutning, der træder i stedet for den beslutning, som Region Hovedstaden eller Region Sjælland har truffet i 2026.
Region Sjælland og Region Hovedstaden vil skulle disponere i overensstemmelse med den beslutning, som det forberedende regionsråd træffer, fra det tidspunkt, hvor det forberedende regionsråd har givet myndigheden meddelelse om det forberedende regionsråds beslutning. Det forberedende regionsråd vil være forpligtet til at sikre, at Region Sjælland og Region Hovedstaden handler i overensstemmelse med det forberedende regionsråds beslutning fra dette tidspunkt.
For det syvende forudsættes det, at det forberedende regionsråd vil skulle træffe beslutningen om ændring efter bestemmelsen på et møde i det forberedende regionsråd, og at denne beslutning ikke vil kunne delegeres til et udvalg eller forvaltningen.
For det ottende forudsættes det, at det forberedende regionsråd ved bedømmelsen af, om en given økonomisk disposition skal ændres, vil foretage en samlet bedømmelse af, om dispositionen er hensigtsmæssig ud fra såvel generelle samfundsmæssige betragtninger som mere specifikke forhold hos den myndighed, der ønsker at gennemføre dispositionen.
For det niende vil det forberedende regionsråd alene have beføjelse til at træffe beslutning om at ændre en beslutning i Region Sjælland og Region Hovedstaden i perioden fra den 1. januar 2026 til den 31. december 2026 og dermed ikke i perioden efter den 1. januar 2027.
Dette skyldes, at beføjelsen til at træffe beslutning om at ændre en beslutning i Region Sjælland og Region Hovedstaden alene vil blive tillagt det forberedende regionsråd for Region Østdanmark, hvis funktionsperiode afsluttes den 31. december 2026, jf. § 57, stk. 2, samt at Region Sjælland og Region Hovedstaden nedlægges pr. 1. januar 2027.
Det foreslås i § 128, stk. 2, at der ikke i medfør af stk. 1 kan træffes beslutning om at ændre dispositioner, som er nødvendige til opfyldelse af foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift.
Afgrænsningen af foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, vil skulle ske i overensstemmelse med § 40, stk. 2, 3. pkt., i lov om kommunernes styrelse. Efter denne bestemmelse kan foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, om fornødent iværksættes uden kommunalbestyrelsens forudgående bevilling, men bevilling må da indhentes snarest muligt.
Foranstaltninger, der er påbudt ved lov, vil kunne være ydelser, som borgeren har retskrav på at få tildelt efter lovgivningen, herunder efter retsforskrifter, der er udstedt i medfør af lov. Borgeren vil skulle have retskrav på den specifikke ydelse, der vil skulle undtages fra bestemmelsen. En generel pligt i lovgivningen til at tilrettelægge et passende serviceniveau vil ikke være tilstrækkeligt.
Foranstaltninger, der er påbudt ved anden bindende retsforskrift, vil f.eks. kunne være en dom. Der vil ikke kunne stilles krav om, at en eventuel ankeadgang vil skulle være udnyttet. Lige med dom vil endvidere kunne stilles retsforlig, der indgås på grundlag af en tilkendegivelse fra retten, men ikke andre retsforlig.
Det foreslås i § 128, stk. 3, at en ændring, der træffes beslutning om i medfør af stk. 1, ikke må indebære merudgifter for den region, hvis beslutning ændres, i forhold til forholdene før beslutningen.
Bestemmelsen vil indebære, at den ny beslutning, som det forberedende regionsråd skal træffe efter § 128, stk. 1, og som træder i stedet for den beslutning, som Region Hovedstaden eller Region Sjælland har truffet, ikke må indebære merudgifter for den region, hvis beslutning ændres, i forhold til forholdene før Region Sjællands eller Region Hovedstadens beslutning. Herved sikres, at den ny beslutning, som det forberedende regionsråd måtte træffe i stedet for Region Sjællands eller Region Hovedstadens beslutning, vil kunne afholdes inden for Region Sjællands eller Region Hovedstadens gældende bevillinger.
Om en beslutning medfører merudgifter, vil skulle bedømmes i forhold til forholdene før den beslutning, der ændres. Har Region Sjælland eller Region Hovedstaden f.eks. truffet en beslutning om at nedbringe udgifterne til en given foranstaltning, vil en sådan beslutning kunne ændres, således at udgifterne vedbliver at være på samme udgiftsniveau som før beslutningen.
En beslutning om ændring efter stk. 1 vil således indebære, at der vil være en uforbrugt del af en bevilling eller eventuelt en hel uforbrugt bevilling, jf. stk. 5.