Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LOV nr 699 af 20/06/2025

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 118

Regnskaberne vedrørende 2026 for Region Sjælland og Region Hovedstaden aflægges til regionsrådet for Region Østdanmark af forretningsudvalget for Region Østdanmark.

Stk. 2. Regionsrådet for Region Østdanmark afgiver regnskaberne vedrørende 2026 for Region Sjælland og Region Hovedstaden til revisionen for Region Østdanmark. Efter at revisionens bemærkninger til regnskabet har været meddelt forretningsudvalget for Region Østdanmark og, for så vidt angår bemærkninger, der ikke umiddelbart angår den forvaltning, der hører under forretningsudvalget, tillige det pågældende udvalg til besvarelse, træffer regionsrådet for Region Østdanmark i et møde afgørelse med hensyn til de fremkomne bemærkninger og regnskabets godkendelse.

Stk. 3. Regnskaberne vedrørende 2026 for Region Sjælland og Region Hovedstaden sendes til Ankestyrelsen sammen med revisionsberetningen og de afgørelser, som regionsrådet for Region Østdanmark har truffet i forbindelse hermed, jf. stk. 2.

Stk. 4. Regnskaberne vedrørende 2026 for Region Sjælland og Region Hovedstaden aflægges inden for den frist, som indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat i medfør af regionslovens § 23, stk. 1, 1. pkt. De i 1. pkt. nævnte regnskaber aflægges efter reglerne i regionslovens § 23, stk. 1, 2. og 3. pkt. De i 1. pkt. nævnte regnskaber offentliggøres efter reglerne i regionslovens § 23, stk. 3. De i 1. pkt. nævnte regnskaber udarbejdes i den form, som indenrigs- og sundhedsministeren har foreskrevet i medfør af regionslovens § 25, stk. 1. De i 1. pkt. nævnte regnskaber indsendes til Ankestyrelsen inden for den frist, som indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat i medfør af regionslovens § 25, stk. 2, 2. pkt. Regionslovens § 25, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse på revisionens afgivelse af en delberetning vedrørende de i 1. pkt. nævnte regnskaber.

Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan vedrørende de i stk. 4 nævnte regnskaber fastsætte regler om de forhold, der er nævnt i regionslovens § 23, stk. 1, 1. pkt., vedrørende fristen for regnskabets aflæggelse.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren kan vedrørende de i stk. 4 nævnte regnskaber fastsætte regler om de forhold, der er nævnt i regionslovens § 25, stk. 1, vedrørende regnskabets form.

Stk. 7. Indenrigs- og sundhedsministeren kan vedrørende de i stk. 4 nævnte regnskaber fastsætte regler om de forhold, der er nævnt i regionslovens § 25, stk. 2, 2. pkt., vedrørende fristen for regnskabets indsendelse til Ankestyrelsen.