LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 108
Regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden yder det forberedende regionsråd for Region Østdanmark den bistand, herunder administrative bistand, som det forberedende regionsråd måtte anmode om vedrørende forberedelse af den nye region, jf. § 67.
Stk. 2. Regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden skal i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, tilvejebringe og meddele de oplysninger og udlevere de dokumenter, som det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte anmode om.
Stk. 3. Regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden skal i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, lade sig repræsentere ved de møder, det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte indkalde til.
Stk. 4. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan fastsætte en frist for Region Sjællands og Region Hovedstadens medvirken efter stk. 1-3.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 108
RetsinformationBestemmelsen omhandler den bistand, som regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden vil skulle yde det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, må oplysninger af fortrolig karakter, som ikke er omfattet af § 28, stk. 1, videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.
Forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, indebærer, at der mellem forskellige forvaltningsmyndigheder kan udveksles fortrolige oplysninger, når der er sagligt behov herfor. Bestemmelsen giver i den forbindelse adgang til at videregive fortrolige oplysninger, uanset om det er afgivermyndigheden eller modtagermyndigheden, der har behov for, at udvekslingen finder sted.
Det følger af forvaltningslovens § 31, stk. 1, at i det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
Det følger af forvaltningslovens § 31, stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 dog ikke finder anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne.
Det foreslås i § 108, stk. 1, at regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden yder det forberedende regionsråd for Region Østdanmark den bistand, herunder administrative bistand, , som det forberedende regionsråd måtte anmode om, vedrørende forberedelse af den nye region jf. § 67.
Bestemmelsen vil være en udvidelse af, hvad der følger af forvaltningslovens § 31. Bestemmelsen vil omhandle ikke blot videregivelse af oplysninger, men udlevering af bestemte dokumenter, oplysninger i bestemte former og enhver form for bistand i øvrigt, herunder i form af at lade sig repræsentere ved de møder, det forberedende regionsråd måtte indkalde til. Bestemmelsen vil også give mulighed for videregivelse, uanset om betingelserne efter forvaltningslovens § 31, stk. 2, er opfyldt.
Bestemmelsen vil omfatte enhver form for bistand, herunder også tilvejebringelse af vurderinger og analyser, samt enhver form for administrativ bistand, som det forberedende regionsråd måtte forlange i form af personale, lokale og udstyr.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med lovforslagets § 67, hvorefter det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil skulle træffe beslutning om etablering af administrativ bistand, herunder om ansættelse og afskedigelse af personale og tilvejebringelse af lokaler og udstyr hertil. Det forberedende regionsråd vil i den forbindelse kunne træffe beslutning om administrativ bistand fra Region Sjælland og Region Østdanmark.
Det forudsættes, at den bistand, det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte forlange, omhandler forberedelsen af den nye Region Østdanmark og den nye regions modtagelse af de opgaver, der forventes overført til den nye region fra kommunerne pr. 1. januar 2027, jf. udtrykket ”til forberedelse af den nye region”.
Det forudsættes, at regionsrådene og forvaltningen hos Region Sjælland og Region Hovedstaden loyalt medvirker til, at Region Sjællands og Region Hovedstadens aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte overføres til Region Østdanmark, jf. lovforslagets § 126, herunder ved at skaffe de fornødne oversigter over regionens aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte og medvirke til, at den fornødne dokumentation for overførslen fremskaffes.
Regionsrådet for Region Sjælland og Region Hovedstaden vil være forpligtet til at yde den i bestemmelsen nævnte bistand til det forberedende regionsråd. Pligten vil efter omstændighederne kunne gennemtvinges af Ankestyrelsen som tilsynsmyndighed i form af tvangsbøder, jf. § 50 b i lov om kommunernes styrelse, jf. lovforslagets § 176.
Forpligtelsen til at yde bistand påhviler regionsrådet. Forpligtelsen kan som udgangspunkt delegeres til regionsrådets udvalg eller forvaltning. I det omfang, det forberedende regionsråd måtte ønske, at sagen behandles af regionsrådet på et møde, kan forpligtelsen til at yde bistand ikke delegeres. Det vil dog ikke kunne udelukkes, at besvarelsen af en henvendelse fra det forberedende regionsråd, uanset at det forberedende regionsråd måtte ønske, at sagen behandles af kommunalbestyrelsen i et møde, kan være så hastende eller utvivlsom, at sagen vil kunne ekspederes af formanden for regionsrådet på regionsrådets vegne, jf. regionslovens § 16, jf. § 31, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, der i disse tilfælde giver regionsrådets formand mulighed for at handle på regionsrådets vegne.
Det foreslås i § 108, stk. 2, at regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, skal tilvejebringe og meddele de oplysninger og udlevere de dokumenter, som det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte anmode om.
Regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden vil efter bestemmelsen have pligt til at meddele oplysninger, som allerede findes i regionen, og til at tilvejebringe oplysninger, som ikke findes på forhånd i regionen. Regionsrådene vil også have pligt til at udlevere selve de dokumenter, som det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte forlange, og ikke kun gengive indholdet af dokumenterne. Dette gælder såvel dokumenter, der allerede findes i regionen, og dokumenter, som vil skulle tilvejebringes. Regionsrådene vil også have pligt til at meddele og tilvejebringe fortrolige og personfølsomme oplysninger og dokumenter. Det forberedende regionsråd vil kunne foreskrive, at bestemte arter af oplysninger og dokumenter løbende vil skulle tilvejebringes og indsendes.
Med bestemmelsen fastslås en retlig forpligtelse for regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden til at tilvejebringe og meddele de oplysninger og udlevere de dokumenter, som det forberedende regionsråd måtte anmode om.
Efter offentlighedslovens § 23, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 145 af 24. februar 2020, og forvaltningslovens § 12, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer, mister interne dokumenter omfattet af stk. 1, der afgives til udenforstående, deres interne karakter, medmindre afgivelsen sker af retlige grunde, til forskningsmæssig brug eller af andre lignende grunde. Den retlige forpligtelse til at udlevere de dokumenter, som er omfattet af bestemmelsen, vil dermed indebære, at dokumentet, når det afgives af Region Sjælland eller Region Hovedstaden til det forberedende regionsråd, ikke mister sin interne karakter i forhold til offentlighedsloven og forvaltningsloven. Om forholdet til miljøoplysningsloven henvises til lovforslagets § 140.
Det forudsættes, at videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) vil ske i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 289 af 8. marts 2024) og databeskyttelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger).
I det omfang, det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte anmode om personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse, vil videregivelse være nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, der påhviler Region Sjælland og Region Hovedstaden som dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 1, litra c, i databeskyttelsesforordningen.
Det forudsættes, at de oplysninger, der vil kunne videregives efter den foreslåede bestemmelse, ikke er personoplysninger, der er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, dvs. ikke er personoplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering.
Det forudsættes, at de oplysninger og de dokumenter, det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte forlange, omhandler forberedelsen af den nye Region Østdanmark og den nye regions modtagelse af de opgaver, der forventes overført til den nye region fra kommunerne pr. 1. januar 2027, jf. udtrykket ”i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1”.
Tilvejebringelse af oplysninger fra Region Sjælland og Region Hovedstaden vil ofte være afgørende for det forberedende regionsråds forberedelse af den nye region pr. 1. januar 2027. Der vil ikke, bortset fra oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, gælde nogen begrænsning for de oplysninger og dokumenter om forhold i de respektive myndigheder, der kan kræves udleveret i medfør af bestemmelsen. Anmodningen vil dog skulle være saglig, dvs. være knyttet til forberedelsen af etableringen af Region Østdanmark den 1. januar 2027. Endvidere forudsættes det, at det forberedende regionsråd genovervejer myndighedens behov for at modtage oplysningerne og dokumenterne i det omfang, tilvejebringelse af oplysningerne og udlevering af dokumenterne vil være forbundet med uforholdsmæssigt merarbejde hos den afgivende myndighed.
Det foreslås i § 108, stk. 3, at regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, skal lade sig repræsentere ved de møder, det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte indkalde til.
Bestemmelsen vil indebære, at regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden vil skulle lade sig repræsentere ved de møder, det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte indkalde til. Regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden vil selv skulle afgøre, på hvilket niveau regionsrådene vil lade sig repræsentere. Det forudsættes dog, at regionsrådene lader sig repræsentere på et niveau, der vil være sagligt begrundet ud fra mødets karakter. Regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden vil have pligt til at lade sig repræsentere fysisk eller virtuelt, afhængig af, om det forberedende regionsråd for Region Østdanmark har indkaldt til et fysisk eller virtuelt møde.
Det forudsættes, at de møder, det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte indkalde til, omhandler forberedelsen af den nye Region Østdanmark og den nye regions modtagelse af de opgaver, der forventes overført til den nye region fra kommunerne pr. 1. januar 2027, jf. udtrykket ” i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1,”.
Det foreslås i § 108, stk. 4, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan fastsætte en frist for Region Sjællands og Region Hovedsstadens medvirken efter stk. 1-3.
Bestemmelsen vil indebære, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan fastsætte en frist for Region Sjællands og Region Hovedsstadens bistand, herunder administrative bistand, tilvejebringelse og meddelelse af oplysninger og udlevering af dokumenter, repræsentation ved møder, som det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte anmode om, samt fastsætte en frist for Region Sjællands og Region Hovedsstadens repræsentation ved møder, som det forberedende regionsråd for Region Østdanmark måtte indkalde til.
Det forudsættes, at fristerne fastsættes inden for rammerne af almindelige forvaltningsretlige regler om saglighed i forvaltningen.
Det forudsættes, at den fastsatte frist vil være rimelig under hensyn til det forberedende regionsråds behov for bistand, bistandens art og beskaffenhed, arbejdet og tiden forbundet med at fremskaffe oplysningerne og det forberedende regionsråds behov for bistand. Det forudsættes, at det forberedende regionsråd genovervejer fristen i det omfang, tilvejebringelse af oplysningerne og udlevering af dokumenterne vil være forbundet med uforholdsmæssigt merarbejde hos den afgivende myndighed.