LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 105
Funktionsperioden for regionsrådet for Region Sjælland og regionsrådet for Region Hovedstaden forlænges med 1 år fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026.
Stk. 2. Funktionsperioden for regionsrådets formand, næstformænd og udvalg samt de udvalg, kommissioner, bestyrelser og lign., hvori regionsrådet eller regionen i henhold til andre bestemmelser skal være repræsenteret, forlænges med 1 år fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026.
Stk. 3. Regionsrådet for Region Sjælland og regionsrådet for Region Hovedstaden kan efter anmodning fritage et medlem for et hverv, medlemmet varetager i henhold til stk. 2, såfremt der er rimelig grund hertil, jf. dog § 115, jf. § 7, stk. 2 og 3, i lov om kommunernes styrelse. Regionsrådet foretager herefter nyt valg af et medlem til det pågældende hverv for resten af funktionsperioden efter reglerne i § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse. Et medlem af regionsrådet er pligtigt til at modtage valget efter 2. pkt.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 105
RetsinformationBestemmelsen omhandler spørgsmålet om forlængelse af funktionsperioden for de nuværende regionsråd for Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Det følger af § 6 i lov om kommunale og regionale valg, at valgperioden for de kommunalbestyrelser og regionsråd, der vælges den 3. tirsdag i november i det år, hvori der hvert fjerde år afholdes valg til kommunalbestyrelser og regionsråd, (2009, 2013 og så fremdeles) regnes fra den 1. januar i året efter valgåret. Samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen og regionsrådet afgår den 31. december i det år, hvor nyvalg har fundet sted, medmindre der inden den 31. december i valgåret er truffet endelig afgørelse om, at der skal afholdes omvalg. I dette tilfælde tiltræder det nyvalgte regionsråd ikke, og de hidtidige medlemmer fratræder først, når der har været afholdt omvalg, og det er endeligt afgjort, at der ikke skal afholdes fornyet omvalg, jf. § 97, stk. 2, i lov om kommunale og regionale valg.
Det følger af regionslovens § 9, stk. 5, at valgene af formand og næstformænd for regionsrådet har virkning for regionsrådets funktionsperiode. Det følger endvidere af regionslovens § 12, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at ethvert medlem af regionsrådet er pligtig at modtage valg til formand eller næstformand.
Det følger af regionslovens § 13, stk. 5, at valg af medlemmer til de i stk. 1 og 4 nævnte udvalg m.v. har virkning for regionsrådets funktionsperiode. Bestemmelsen gælder for valg af medlemmer til forretningsudvalget, jf. regionslovens § 13, stk. 1, og til de udvalg, kommissioner, bestyrelser og lign., hvor regionsrådet i henhold til andre bestemmelser skal være repræsenteret, jf. regionslovens § 13, stk. 4. Medlemmer af regionsrådet er pligtige at modtage valg til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lign. samt til at udføre øvrige hverv, som regionsrådet måtte tildele dem, jf. regionslovens § 13, stk. 7, 1. pkt.
Har regionsrådet i styrelsesvedtægten truffet bestemmelse om, at der til varetagelsen af den umiddelbare forvaltning af regionens anliggender af regionsrådet nedsættes et økonomiudvalg og et eller flere stående udvalg, finder reglerne i kapitel III i lov om kommunernes styrelse bortset fra § 17, stk. 5, tilsvarende anvendelse i stedet for bl.a. regionslovens § 13, jf. regionslovens § 36 a, stk. 1. Regionsrådet kan i styrelsesvedtægten træffe bestemmelse om, at økonomiudvalget nedsat efter stk. 1 benævnes forretningsudvalget, jf. regionslovens § 36 a, stk. 2. Valg af medlemmer til økonomiudvalg, et eller flere stående udvalg og til de udvalg, kommissioner, bestyrelser og lign., hvor kommunalbestyrelsen i henhold til andre bestemmelser skal være repræsenteret sker for kommunalbestyrelsens funktionsperiode, jf. § 17, stk. 3, jf. stk. 1 og 2, i lov om kommunernes styrelse. Medlemmerne af kommunalbestyrelsen er pligtige at modtage valg til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende samt til at udføre øvrige hverv, som kommunalbestyrelsen måtte tildele dem, jf. § 17, stk. 6, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse. Alle de nuværende regioner har valgt denne styrelseform og dermed omfattet af de nævnte bestemmelser i styrelsesloven.
Det foreslås i § 105, stk. 1, at funktionsperioden for regionsrådet for Region Sjælland og regionsrådet for Region Hovedstaden forlænges med 1 år fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, hvori det foreslås, at den 1. januar 2027 sammenlægges Region Sjælland og Region Hovedstaden til Region Østdanmark, med lovforslagets § 54, hvori det foreslås, at der første gang afholdes valg til regionsrådet for Region Østdanmark tirsdag den 18. november 2025, og med lovforslagets § 104, hvor det foreslås, at der ikke afholdes valg i 2025 eller fremover til regionsrådene for Region Sjælland og for Region Hovedstaden.
Forlængelsen af funktionsperioden vil således være begrundet i, at den nye Region Østdanmark først etableres den 1. januar 2027, og at der vil være behov for en forlængelse af funktionsperioden for de eksisterende regionsråd for Region Sjælland og Region Hovedstaden i overgangsåret 2026.
Det foreslås i § 105, stk. 2, at funktionsperioden for regionsrådets formand, næstformænd og udvalg samt de udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori regionsrådet eller regionen i henhold til andre bestemmelser skal være repræsenteret, forlænges med 1 år fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026.
Bestemmelsen vil være en konsekvens af, at det foreslås i stk. 1, at funktionsperioden for regionsrådet for Region Sjælland og regionsrådet for Region Hovedstaden forlænges med 1 år fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026.
Bestemmelsen vil indebære, at funktionsperioden for regionsrådets formand, næstformænd og udvalg samt de udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori regionsrådet eller regionen i henhold til andre bestemmelser skal være repræsenteret – som ifølge de gældende bestemmelser i regionslovens § 13, stk. 5, og § 36 a, jf. § 17, stk. 1-3, i lov om kommunernes styrelse har virkning for regionsrådets funktionsperiode – forlænges med 1 år fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026 som en følge af, at funktionsperioden for regionsrådet tilsvarende foreslås forlænget, jf. stk. 1.
Det foreslås i § 105, stk. 3, 1. pkt., at regionsrådet for Region Sjælland og regionsrådet for Region Hovedstaden kan efter anmodning fritage et medlem for et hverv, medlemmet varetager i henhold til stk. 2, såfremt der er rimelig grund hertil, jf. dog § 115, jf. § 7, stk. 2 og 3, i lov om kommunernes styrelse.
Efter de gældende regler i regionslovens § 13, stk. 7 og 36 a, jf. § 17, stk. 6, i lov om kommunernes styrelse er medlemmer af regionsrådet forpligtet til at modtage valg til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lign. Medlemmet vil derfor som udgangspunkt være forpligtet til at varetage disse hverv i perioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2026, hvor funktionsperioden for disse hverv foreslås forlænget, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse giver regionsrådet for Region Sjælland og regionsrådet for Region Hovedstaden mulighed for efter anmodning at fritage et medlem af regionsrådet for disse hverv, som medlemmet varetager efter stk. 2, såfremt der er rimelig grund hertil.
Vurderingen af, om der er rimelig grund til, at medlemmet fritages for et hverv, er skønsmæssig, og regionsrådet vil have et efter omstændighederne vidt skøn for, hvornår betingelser er opfyldt. Adgangen til at fritage et medlem af regionsrådet for de i stk. 2 nævnte hverv er frivillig at udnytte for regionsrådet, og et medlem vil ikke kunne forlange at blive fritaget for sit hverv efter stk. 3.
Med udtrykket ”jf. dog § 115, jf. § 7, stk. 2 og 3, i lov om kommunernes styrelse” sigtes til, at den foreslåede bestemmelse ikke vil omfatte spørgsmålet om fritagelse af formanden og første og anden næstformand for regionsrådet for sit hverv, idet dette vil være udtrykkeligt reguleret i lovforslagets § 115, jf. § 7, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.
Det foreslås i § 105, stk. 3, 2. pkt., at regionsrådet foretager herefter nyt valg af et medlem til det pågældende hverv for resten af funktionsperioden efter reglerne i § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.
Bestemmelsen vil indebære, at når regionsrådet for Region Sjælland eller Region Hovedstaden har fritaget et medlem for sit regionale hverv efter den foreslåede bestemmelse i § 105, stk. 3, 1. pkt., vil regionsrådet have pligt til at foretage nyt valg af et medlem af regionsrådet til det pågældende hverv. Valget vil skulle foretages efter reglerne om flertalsvalg i § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.
Det følger af henvisningen til § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at ved flertalsvalg er den kandidat valgt, som opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer i regionsrådet. Opnås et sådant flertal ikke ved 1. afstemning, foretages en ny afstemning. Ved 2. afstemning er en kandidat valgt, hvis den pågældende opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer, eller hvis der kun afgives stemmer på den pågældende. Bringer 2. afstemning heller ikke nogen afgørelse, foretages bundet valg mellem de to, der ved 2. afstemning har fået flest stemmer, således at det ved stemmelighed afgøres ved lodtrækning, på hvilke to der ved det bundne valg (3. afstemning) skal stemmes. Står stemmerne lige ved 3. afstemning, træffes afgørelsen ved lodtrækning.
Det foreslås i § 105, stk. 3, 3. pkt., at et medlem af regionsrådet er pligtigt til at modtage valget efter 2. pkt.
Bestemmelsen vil indebære, at det vil være et borgerligt ombud for et medlem af regionsrådet for Region Sjælland eller Region Hovedstaden at modtage valg til det regionale hverv, som medlemmet vælges til at regionsrådet. Pligten til at modtage valg vil ikke gælde, hvis regionsrådet finder, at medlemmet af regionsrådet har lovligt forfald.
Bestemmelsen vil svare til § 17, stk. 6, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse, hvorefter medlemmerne af kommunalbestyrelsen er pligtige at modtage valg til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende samt til at udføre øvrige hverv, som kommunalbestyrelsen måtte tildele dem. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på de regioner – de fem nuværende regioner – der har valgt udvalgsstyre efter regionslovens § 36 a.