LOV nr 699 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 100
Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan senest den 1. april 2026 træffe beslutning om, at medlemmerne af det forberedende regionsråd og regionsrådet for Region Østdanmark samt af de forberedende sundhedsråd og sundhedsråd for funktionsperioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2029 kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. Beslutningen er bindende til og med den 31. december 2029. Foreligger en sådan beslutning ikke, har de i 1. pkt. nævnte medlemmer ikke ret til at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.
Forarbejder til Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) § 100
RetsinformationBestemmelsen omhandler det forberedende regionsråd for Region Østdanmarks tilvalg af ordningen vedrørende erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, som træder i kraft den 1. januar 2026.
Det fremgår af § 4, nr. 6, i lov nr. 1777 af 28. december 2023 om ændring af lov om valg til Folketinget og forskellige andre love og om ophævelse af lov om midlertidig videreførelse af rettigheder efter lov om kommunale og regionale valg og lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union, at § 16, stk. 5, 1.-3. pkt., i lov om kommunernes styrelse og i stedet indsættes bestemmelser om, at kommunalbestyrelsen kan senest 6 måneder før funktionsperiodens udløb med virkning for den kommende funktionsperiode beslutte, at kommunalbestyrelsens medlemmer mod reduktion af det faste vederlag kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste for et regnskabsår ad gangen. Beslutningen er bindende efter det i 1. pkt. nævnte tidspunkt.
Det fremgår af § 4, nr. 7, i den nævnte lov nr. 1777 af 28. december 2023, at der i § 16, stk. 5, 5. pkt., der bliver 4. pkt., indsættes efter ”kommunalbestyrelsen”: ”, såfremt den har truffet den beslutning, der er nævnt i 1. pkt.,”. Det fremgår herefter af § 16, stk. 5, 5. pkt., der bliver 4. pkt., i lov om kommunernes styrelse, at herudover kan kommunalbestyrelsen, såfremt den har truffet den beslutning, der er nævnt i § 16, stk. 5, 1. pkt., beslutte at yde erstatning til et medlem for udførelse af de i stk. 1, litra f, nævnte aktiviteter.
§ 4, nr. 6, 7 og 9, i den nævnte lov nr. 1777 af 28. december 2023 træder i kraft den 1. januar 2026, jf. § 10, stk. 2, i samme lov.
Efter § 11, stk. 5, i den nævnte lov nr. 1777 af 28. december 2023 kan en kommunalbestyrelse og et regionsråd fra den 1. januar 2025 til og med den 30. juni 2025 træffe beslutning om, at henholdsvis kommunalbestyrelsens og regionsrådets medlemmer for funktionsperioden, der påbegyndes den 1. januar 2026, kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. Beslutningen er bindende for den kommende funktionsperiode efter den 30. juni 2025.
De nævnte bestemmelser gælder tilsvarende for regionsråd, jf. henvisningen i regionslovens § 11, stk. 1, 1. pkt., til § 16, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse. De nævnte bestemmelser vil hermed gælde for Region Østdanmark fra denne regions oprettelse den 1. januar 2027. De nævnte bestemmelser vil derimod ikke, medmindre der i denne lov foretages en regulering heraf, være gældende for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark for overgangsåret 2026.
Det foreslås i § 100, 1. pkt., at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan senest 1. april 2026 træffe beslutning om, at medlemmerne af det forberedende regionsråd og regionsrådet for Region Østdanmark samt af de forberedende sundhedsråd og sundhedsråd for funktionsperioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2029 kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.
Bestemmelsen vil indebære, at såfremt det forberedende regionsråd for Region Østdanmark ikke senest 1. april 2026 har truffet beslutning om, at de i 1. pkt. nævnte medlemmer for funktionsperioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2029 kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, vil disse medlemmer ikke kunne vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.
Da det forberedende regionsråd for Region Østdanmarks funktionsperiode først påbegyndes den 1. januar 2026, jf. lovforslagets § 58, er det fundet hensigtsmæssigt, at fristen for det forberedende regionsråds tilvalg af erstatningsordningen fastsættes til den 1. april 2026.
Fristen den 1. april 2026 vil være ufravigelig. Indenrigs- og sundhedsministeren vil ikke have hjemmel til at give dispensation for fristen, og træffer det forberedende regionsråd først en beslutning om tilvalg efter fristens udløb, vil denne beslutning ikke have nogen retsvirkning. En beslutning om tilvalg af ordningen vedrørende erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste vil ikke kunne omgøres efter fristens udløb, men vil alene kunne omgøres inden fristens udløb.
Det foreslås i § 100, 2. pkt., at beslutningen er bindende til og med den 31. december 2029.
Bestemmelsen vil indebære, at det forberedende regionsråds beslutning om, at medlemmerne af det forberedende regionsråd og regionsrådet for Region Østdanmark samt af de forberedende sundhedsråd og sundhedsråd for funktionsperioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2029 skal kunne vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, vil være bindende for hele det forberedende regionsråds og regionsrådets funktionsperiode, jf. herved lovforslagets §§ 57 og 58.
Den beslutning om tilvalg, som det forberedende regionsråd vil skulle træffe senest den 1. april 2026, vil dermed være bindende for såvel det forberedende regionsråds om regionsrådets funktionsperiode, og beslutningen vil ikke kunne omgøres, jf. bestemmelsens 1. pkt.
Den beslutning om tilvalg, som det forberedende regionsråd vil skulle træffe senest den 1. april 2026, vil endvidere være bindende for såvel det forberedende regionsråds som regionsrådets medlemmer og være bindende for såvel de forberedende sundhedsråds som sundhedsrådenes medlemmer. Dette gælder såvel de regionalt som kommunalt udpegede medlemmer af de forberedende sundhedsråd og sundhedsrådene.
Det foreslås i § 100, 3. pkt., at foreligger en sådan beslutning ikke, har de i 1. pkt. nævnte medlemmer ikke ret til at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.
Bestemmelsen vil indebære, at såfremt det foreberedende regionsråd for Region Østdanmark ikke senest den 1. april 2026 har truffet beslutning om, at medlemmerne af det forberedende regionsråd og regionsrådet for Region Østdanmark samt af de forberedende sundhedsråd og sundhedsråd for funktionsperioden, der påbegyndes den 1. januar 2026, kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, har disse medlemmer ikke ret til at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.