Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 254 af 01/03/2024

Beskæftigelsesministeriet

Bekendtgørelse af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 6

Jobcenteret varetager beskæftigelsesindsatsen over for borgerne, jf. dog stk. 2-7, § 9, § 10, § 11 og § 12 og kapitel 2 a. I indsatsen skal der være fokus på beskæftigelse, selvforsørgelse og rådighed.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at indsatsen over for unge under 30 år uden uddannelse, uanset hvilken ydelse de modtager, kan varetages af en særskilt enhed. Kommunalbestyrelsen kan samtidig beslutte at etablere den særskilte enhed som en tværgående ungeforvaltning.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, om opfølgningen over for sygedagpengemodtagere i sager, hvor der er en dato for forventet raskmelding, som ligger inden for 8 uger fra første fraværsdag, skal varetages af jobcenteret eller ydelsescenteret.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at indsatsen kan varetages af en anden enhed i kommunen, når der udarbejdes en helhedsorienteret plan.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at funktionen som gennemgående og koordinerende sagsbehandler for borgere i ressourceforløb og i jobafklaringsforløb, jf. § 36, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og for sygemeldte borgere, jf. § 13 d i lov om sygedagpenge, kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret. Den gennemgående og koordinerende sagsbehandler fra en anden enhed end jobcenteret kan ikke træffe afgørelser efter beskæftigelseslovgivningen, jf. dog stk. 4.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at funktionen som koordinerende sagsbehandler, jf. § 36, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, for personer, der er omfattet af § 6, nr. 3 og 5, i samme lov, kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret. Den koordinerende sagsbehandler fra en anden enhed end jobcenteret kan dog ikke træffe afgørelser efter beskæftigelseslovgivningen.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at funktionen som koordinerende forvaltning, jf. § 19 a i integrationsloven, kan overdrages til en anden forvaltning i kommunen end jobcenteret. Er den koordinerende forvaltning en anden end jobcenteret, kan den dog ikke træffe afgørelse om beskæftigelsesrettede opgaver efter integrationslovgivningen.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 6

Det foreslåede stk. 1 er en delvis sammenskrivning af den gældende styringslovs § 15, stk. 1 og 2.

Efter disse bestemmelser varetager jobcenteret beskæftigelsesindsatsen over for borgere og virksomheder, og der skal i indsatsen over for disse være fokus på beskæftigelse, selvforsørgelse og rådighed. Det langsigtede fokus for den enkelte ledige skal være på varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det foreslås, at bestemmelserne om jobcenterets grundlæggende opgaver over for borgere videreføres indholdsmæssigt. Bestemmelser om indsatsen over for virksomhederne foreslås dog flyttet til forslagets § 7.

Målet for jobcenterets indsats er således at understøtte, at den enkelte borger kommer hurtigst muligt direkte i job. Indsatsen tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og i, hvor tæt den enkelte er på arbejdsmarkedet. For unge ydelsesmodtagere uden erhvervskompetencegivende uddannelse går vejen til beskæftigelse via uddannelsespålæg.

Jobcenteret understøtter den enkeltes jobsøgning, herunder ved brug af selvbetjeningsværktøjer og synliggør relevante jobåbninger over for den enkelte.

I forhold til borgere, der ud over at mangle et arbejde kan have sociale og helbredsmæssige problemer, er udgangspunktet for jobcenterets indsats, at beskæftigelsesmæssige og sociale problemer skal kunne løses parallelt.

Det foreslåede stk. 2 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 15, stk. 3, i styringsloven.

Det foreslås således, at kommunerne fortsat har mulighed for at bestemme, at beskæftigelsesindsatsen over for unge under 30 år uden uddannelse kan varetages af en særskilt enhed, adskilt fra jobcenteret.

Målet er, at indsatsen for unge uden uddannelse bør foregå i et miljø, hvor uddannelse er i centrum. Det kan f.eks. være i et UU-center eller på en erhvervsskole.

Kommuner, der vælger denne model, har også mulighed for at udskille indsatsen over for unge uden uddannelse uanset ydelse – på tværs af de forskellige forvaltninger i kommunen – og varetage denne i en særlig enhed. Dette betyder, at kommunens fulde indsats over for denne gruppe unge, dvs. også på f.eks. social- og sundhedsområdet, varetages og koordineres i denne enhed. Unge uden uddannelse er unge under 30 år, som modtager enten uddannelseshjælp, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelse.

Det foreslåede stk. 3 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af gældende § 15, stk. 4, i styringsloven, som skulle træde i kraft den 5. januar 2015.

Det foreslås således, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, om opfølgningen over for sygedagpengemodtagere, hvor der er en dato for forventet fuld raskmelding, som ligger inden for 8 uger regnet fra første fraværsdag, skal varetages af jobcenteret eller ydelsescentret. Dermed kan den enkelte kommune tilrettelægge en hensigtsmæssig og fleksibel administration i de korterevarende sygedagpengesager.

Det foreslåede stk. 4 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af § 15, stk. 5, i styringsloven, som skulle træde i kraft den 5. januar 2015.

Det foreslås således, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at funktionen som gennemgående og koordinerende sagsbehandler for borgere i ressourceforløb, borgere i jobafklaringsforløb, jf. den gældende §§ 68 c og 68 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og funktionen som gennemgående og koordinerende sagsbehandler for sygemeldte borgere, jf. § 13 d i sygedagpengeloven, kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret. Det foreslås endvidere, at den gennemgående og koordinerende sagsbehandler fra en anden enhed end jobcenteret ikke kan træffe afgørelser efter beskæftigelseslovgivningen.

Det indebærer, at en sagsbehandler fra en anden enhed end jobcenteret kan være gennemgående og koordinerende sagsbehandler og udføre opgaver på beskæftigelsesområdet, som vedrører faktisk forvaltningsudøvelse. Der kan f.eks. være tale om at udarbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel, foretage opfølgning og understøtte, at borgeren følger rehabiliteringsplanens indsatsdel og når målet i planen.

Den gennemgående og koordinerende sagsbehandler får adgang til alle nødvendige oplysninger. Der vil i denne forbindelse kunne være tale om, at den gennemgående og koordinerende sagsbehandler får terminaladgang til oplysningerne.

Kommunen har – som dataansvarlig myndighed – ansvaret for at sikre datasikkerheden og for at have den nødvendige fokus på behandlingssikkerheden, jf. persondatalovens § 41, stk. 3, og bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning (sikkerhedsbekendtgørelsen), herunder behovet for styring af brugerrettigheder og interne kontroller samt uddannelse og vejledning af medarbejderne.

Det foreslåede stk. 5 er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 15, stk. 6, i styringsloven.

Det foreslås således, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at funktionen som koordinerende sagsbehandler for personer, der modtager kontanthjælp eller uddannelseshjælp, og som vurderes aktivitetsparate, jf. § 2, nr. 3 og 13, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret. Den koordinerende sagsbehandler kan ikke træffe afgørelser efter beskæftigelseslovgivningen, hvis pågældende er fra en anden enhed end jobcenteret.

Det indebærer, at en sagsbehandler fra en anden enhed end jobcenteret kan være koordinerende sagsbehandler og udføre opgaver på beskæftigelsesområdet, som vedrører faktisk forvaltningsudøvelse. Der kan f.eks. være tale om at udarbejde jobplanen, varetage kontaktforløbet og understøtte, at borgeren følger jobplanen og når målet i planen.

Den gennemgående og koordinerende sagsbehandler får adgang til alle nødvendige oplysninger. Der vil i denne forbindelse kunne være tale om, at den koordinerende sagsbehandler får terminaladgang til oplysningerne.

Kommunen har - som dataansvarlig myndighed - ansvaret for at sikre datasikkerheden og for at have den nødvendige fokus på behandlingssikkerheden, jf. persondatalovens § 41, stk. 3, og bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning (sikkerhedsbekendtgørelsen), herunder behovet for styring af brugerrettigheder og interne kontroller samt uddannelse og vejledning af medarbejderne.