Lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v. § 11

Det følger af forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsesfristerne efter loven regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Overdrager Erhvervsstyrelsen fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige anvendelse.

I § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at for fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2021.

I § 18 a, stk. 4, 1. pkt., bestemmes, at for fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden er forældelsesfristen 3 år, selv om hovedkravet, inden det kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, havde en længere forældelsesfrist eller der, før eller efter at fordringen kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er opnået et retsgrundlag som nævnt i forældelseslovens § 5, stk. 1, jf. dog stk. 5, 2. og 3. pkt.

Af § 18 a, stk. 7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige følger, at for fordringer, der modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Bestemmelsen er udtryk for en foreløbig afbrydelse af forældelsen ved fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

En fordring anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden ved registreringen i modtagelsessystemet, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., og § 49, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige om henholdsvis det nye inddrivelsessystem PSRM og det gamle inddrivelsessystem DMI.

Det foreslås i § 11, stk. 1, at en fordring bestående af et indefrosset beløb ikke, så længe den tilhører Erhvervsstyrelsen og endnu ikke er modtaget af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Som anført ovenfor løber forældelsesfristerne efter forældelsesloven fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaver kan kræve fordringen betalt.

Er der ydet henstand, som tilfældet vil være, når en slutbruger har tilvalgt sig indefrysningsordningen og dernæst får en periode på 12 måneder med afdragsfrihed, vil forældelsesfristen for fordringen på det indefrosne beløb først kunne løbe, når denne henstand er ophørt. Hvis slutbrugeren ikke ønsker en afdragsordning, vil energivirksomheden typisk sende en opkrævning til slutbrugeren med oplysning om sidste rettidige betalingsdag, som vil være starttidspunktet for forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Har slutbrugeren derimod valgt at få en afdragsordning, vil der være indgået en aftale om, at de enkelte afdrag skal betales på den dato, der oplyses som sidste rettidige betalingsdag for det enkelte afdrag. For hvert enkelt afdrag vil forældelsesfristen derfor, hvis ikke andet er fastsat, løbe fra den sidste rettidige betalingsdag for det enkelte afdrag. Misligholdes afdragsordningen, vil restgælden som følge af den i indefrysningsloven fastsatte ordning forfalde til betaling, og forældelsesfristen for restgælden vil derfor løbe fra udløbet af den sidste rettidige betalingsdag for det afdrag, der blev misligholdt.

Selv om det forudsættes, at energivirksomheden efter en sådan misligholdelse sælger fordringen på det indefrosne beløb til Erhvervsstyrelsen, jf. lovforslagets § 4, kan det ikke udelukkes, at der begås fejl, så denne konsekvens af misligholdelsen ikke bliver draget. Tilsvarende kan det ikke udelukkes, at fordringen efter Erhvervsstyrelsens køb af fordringen ikke som forudsat overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, eller at dette først sker med en sådan forsinkelse, at forældelsesfristen vil være udløbet.

Den foreslåede bestemmelse skal således sikre, at forældelse ikke kan indtræde, så længe fordringen på det indefrosne beløb efter udløbet af indefrysningsperioden og perioden på 12 måneder med afdragsfrihed omfattes af energivirksomheders opkrævning over for slutbrugeren. Tilsvarende skal det sikres, at forældelse ikke kan indtræde, så længe fordringen efter et afkøb tilhører Erhvervsstyrelsen, men endnu ikke er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Bestemmelsen forventes ikke at få stor betydning i praksis, idet det må forventes, at energivirksomhederne sørger for at lade Erhvervsstyrelsen afkøbe fordringerne ved indtrådt misligholdelse, ligesom det forventes, at Erhvervsstyrelsen efter et afkøb sørger for ufortøvet at overdrage fordringerne til restanceinddrivelsesmyndigheden.

I § 11, stk. 2, foreslås, at en fordring på tilbagebetaling af likviditetslån ydet til en energivirksomhed eller en energiintensiv virksomhed ikke forældes, så længe den er under opkrævning hos Erhvervsstyrelsen og endnu ikke er modtaget af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Der er tale om likviditetslån efter lovforslagets §§ 3 og 8. Sådanne lån skal efter låneperioden tilbagebetales, og de befinder sig således under opkrævning, indtil de måtte blive overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden som følge af manglende tilbagebetaling, jf. ovenfor om § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Den foreslåede bestemmelse skal i lighed med den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. sikre, at forældelse ikke indtræder som følge af eventuelle fejl i Erhvervsstyrelsens håndtering af opkrævningen og overdragelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden i tilfælde af manglende betaling. Bestemmelsen forventes ikke at få stor betydning i praksis, da forventningen er, at Erhvervsstyrelsen sørger for at opkræve og eventuelt overdrage fordringer til inddrivelse via restanceinddrivelsesmyndigheden.

Når Erhvervsstyrelsen overdrager fordringer som anført i stk. 1 og 2 til restanceinddrivelsesmyndigheden, vil § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige finde anvendelse fra modtagelsen af disse fordringer.

Bestemmelsen fastslår, hvad der allerede følger af gældende ret, når fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, og indebærer bl.a., at forældelse tidligst vil kunne indtræde, når der er gået 3 år fra modtagelsen, jf. § 18 a, stk. 7.