LOV nr 321 af 05/04/2016
Kulturministeriet
Lov om kollektiv forvaltning af ophavsret § 39
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
-
undlader at udlevere oplysninger efter § 38, stk. 2, eller
-
overtræder § 4, stk. 4, § 6, stk. 1-5, § 8, stk. 1, 3 og 5, § 9, stk. 3, §§ 11 og 12, § 14, stk. 1, § 15, stk. 2, § 16, stk. 1 og 3-6, § 18, stk. 1, 3 og 4, eller §§ 19-23.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på en kollektiv forvaltnings-organisations medlemsorganisationer, i det omfang medlemsorganisationerne er omfattet af denne lov, jf. § 1, stk. 6 og 7.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Forarbejder til Lov om kollektiv forvaltning af ophavsret § 39
RetsinformationForslaget til § 39 har til formål at implementere dele af artikel 36 i direktivet.
Forslaget til stk. 1 medfører, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at udlevere oplysninger efter § 38, stk. 2, eller overtræder § 4, stk. 4, § 6, stk. 1-5, § 8, stk. 1, 3 og 5, § 9, stk. 3, §§ 11-12, § 14, stk. 1, § 15, stk. 2, § 16, stk. 1 og 3-6, § 18, stk. 1 og 3-4, eller §§ 19-23.
Henvisning til § 38, stk. 2, medfører, at manglende efterlevelse af en anmodning om udlevering af oplysning i medfør af § 38, stk. 2, kan straffes med bøde.
Henvisningen til § 4, stk. 4, medfører, at en kollektiv forvaltningsorganisation kan straffes med bøde, hvis den ikke opbevarer fortegnelser over sine medlemmer eller ajourfører disse fortegnelser.
Henvisningen til § 6, stk. 1-5, medfører, at en kollektiv forvaltningsorganisation kan straffes med bøde, hvis den ikke afholder generalforsamling i overensstemmelse af stk. 1-5.
Henvisningen til 8, stk. 1, medfører, at en kollektiv forvaltningsorganisation kan straffes med bøde, hvis den ikke opretter en tilsynsfunktion i overensstemmelse med bestemmelsen.
Henvisningen til § 8, stk. 3, medfører, at der kan idømmes bødestraf, såfremt de personer, der varetager tilsynsfunktionen, ikke afgiver en erklæring om interessekonflikter til generalforsamlingen, der indeholder de oplysninger, som fremgår af § 9, stk. 3.
Henvisningen til § 8, stk. 5, medfører, at der kan idømmes bødestraf, hvis det organ, der varetager tilsynsfunktionen, ikke mindst én gang om året aflægger beretning om udøvelse af tilsynet for generalforsamlingen.
Henvisningen til § 9, stk. 3, medfører, at såfremt de personer, der varetager den daglige ledelse, ikke afgiver en erklæring om interessekonflikter til generalforsamlingen, der indeholder de i stk. 3 nævnte oplysninger, så kan der idømmes bødestraf.
Henvisningen til § 11 medfører, at den kollektive forvaltningsorganisation kan idømmes bødestraf, hvis den ikke holder rettighedsvederlag og eventuelle indtægter fra investeringer af rettighedsvederlag adskilt fra øvrige indtægter og andre aktiver.
Henvisningen til § 12 medfører, at den kollektive forvaltningsorganisation kan straffes med bøde, hvis den anvender rettighedsvederlag eller indtægter fra investeringer af rettighedsvederlag til andet end fordeling til rettighedshaverne, medmindre den kan fratrække eller modregne administrationsomkostninger eller på anden måde anvende rettighedsvederlag eller indtægter fra investeringer af rettighedsvederlag, jf. § 6, stk. 5.
Henvisningen til § 14, stk. 1, medfører, at en kollektiv forvaltningsorganisation kan idømmes bødestraf, hvis den ikke oplyser rettighedshavere om administrationsomkostninger og andre fradrag fra rettighedsvederlaget og andre indtægter opnået ved investering af rettighedsvederlag i medfør af § 14, stk. 1.
Henvisningen til § 15, stk. 2, medfører, at en kollektiv forvaltningsorganisation kan idømmes bødestraf, hvis den ikke fordeler de skyldige beløb til rettighedshaverne inden for ni måneder efter udgangen af det regnskabsår, hvor rettighedsvederlaget er opkrævet, medmindre der er objektive grunde, som forhindrer overholdelse af fristen.
Henvisningen til § 16, stk. 1, medfører, at den kollektive forvaltningsorganisation kan idømmes bødestraf, hvis den ikke bogfører de i § 16, stk. 1, nævnte beløb særskilt.
Henvisningen til § 16, stk. 3-6, medfører, at den kollektive forvaltningsorganisation kan idømmes bødestraf, hvis den ikke efterlever de i stk. 3-6 nævnte krav.
Henvisning til § 18, stk. 1, medfører, at en kollektiv forvaltningsorganisation kan idømmes bødestraf, hvis den foretager andre fradrag end administrationsomkostninger fra de rettighedsvederlag, der hidrører fra de rettigheder, den forvalter på grundlag af en repræsentationsaftale, eller fra nogen anden indtægt hidrørende fra investering af disse rettighedsvederlag, medmindre den anden kollektive forvaltningsorganisation, der er part i repræsentationsaftalen, har givet sit udtrykkelige samtykke til sådanne fradrag.
Henvisningen til § 18, stk. 3 og 4, medfører, at der kan idømmes bødestraf, hvis de kollektive forvaltningsorganisationer ikke fordeler de skyldige beløb indenfor fristerne i bestemmelserne.
Henvisningen til §§ 19-22 medfører, at der kan straffes med bøde, hvis de kollektive forvaltningsorganisationer ikke opfylder oplysningsforpligtelserne i bestemmelserne. Medlemsorganisationerne kan ligeledes straffes, hvis de ikke opfylder oplysningsforpligtelsen i forslaget til § 19, stk. 3.
Henvisningen til § 23 medfører, at den kollektive forvaltningsorganisation kan straffes med bøde, hvis den ikke udarbejder og offentliggør en årlig gennemsigtighedsrapport i overensstemmelse med kravene i stk. 1-6 i bestemmelsen. Den kollektive forvaltningsorganisation kan endvidere straffes med bøde, hvis den ikke offentliggør gennemsigtighedsrapporter, der er udarbejdet af dens medlemsorganisationer i overensstemmelse med stk. 7.
Det følger endvidere af den foreslåede stk. 2, at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på en kollektiv forvaltningsorganisations medlemsorganisationer, i det omfang medlemsorganisationerne er omfattet af denne lov. Dette medfører, at medlemsorganisationerne kan blive idømt bødestraf, såfremt de ikke imødekommer en anmodning i medfør af lovforslagets § 38, stk. 2, jf. § 38, stk. 3, eller hvis de ikke efterlever de i § 39, stk. 1, nr. 2, nævnte bestemmelser i forbindelse med fordelingen af skyldige beløb til rettighedshaverne eller udarbejdelsen af en gennemsigtighedsrapport, jf. en beslutning herom i medfør af forslaget til § 24. Den kollektive forvaltningsorganisation vil som udgangspunkt ikke være ansvarlig for medlemsorganisationens aktiviteter, såfremt betingelserne i § 24 er opfyldt, medmindre der kan statueres et medvirkensansvar.
Juridiske personer kan ifalde strafansvar efter de almindelige regler i straffelovens 5. kapitel, jf. forslaget til § 39, stk. 3.