Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 71
Efter § 18, stk. 1 og stk. 2, nr. 1-6, i lov om værdipapirhandel m.v. er en operatør af et reguleret marked ansvarlig for, at markedet drives på en betryggende og hensigtsmæssig måde. Hertil er der i stk. 2 fastsat en række nærmere organisatoriske krav til operatøren af det regulerede marked. Efter § 83, stk. 11, i lov om værdipapirhandel m.v. skal regler udstedt i medfør af § 18, stk. 2, nr. 4, i lov om værdipapirhandel m.v. samt ændringer heri anmeldes til Finanstilsynet.
Den foreslåede bestemmelse i § 71 fastlægger regler for operatørens ansvar for en betryggende og hensigtsmæssig drift af et reguleret marked.
Bestemmelsens stk. 1 og 2 viderefører med sproglige ændringer § 18, stk. 1 og stk. 2, nr. 1-6, i lov om værdipapirhandel m.v.. § 83, stk. 11, i lov om værdipapirhandel m.v. videreføres ikke, mens den foreslåede bestemmelses stk. 3 er ny.
Bestemmelsen gennemfører artikel 44, stk. 3, og 47, stk. 1 og 2, i MiFID II.
Det foreslås i stk. 1, at en operatør af et reguleret marked er ansvarlig for, at markedet drives på en betryggende og hensigtsmæssig måde.
Det følger af selskabslovens regler, at det er bestyrelsen, der bærer ansvaret for den overordnede og strategiske ledelse af virksomheden og i den forbindelse skal sikre en forsvarlig organisation af virksomheden. Er operatøren af et reguleret marked en juridisk person uden en bestyrelse, bærer den eller de personer, som har ansvaret for den overordnede ledelse, ansvaret for at sikre en forsvarlig organisation af virksomheden. I begge tilfælde skal dette i praksis ske ved, at det øverste ledelsesorgan vedtager politikker og retningslinjer til direktionen henholdsvis den daglige ledelse på områderne beskrevet under lovforslagets stk. 2. Operatøren af det regulerede marked er ansvarlig for, at de vedtagne politikker og retningslinjer efterleves.
Det foreslås i stk. 2 at gennemføre en række organisatoriske krav til regulerede markeder. Operatøren af det regulerede marked er jf. stk. 1 ansvarlig for, at de organisatoriske krav til det regulerede marked efterleves både generelt og i konkrete sager.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at en operatør af et reguleret marked skal kunne identificere og håndtere eventuelle interessekonflikter mellem på den ene side operatøren og operatørens ejerkreds og på den anden side det regulerede markeds ordentlige funktion.
Operatøren af et reguleret marked skal kunne håndtere de potentielt ugunstige følger af interessekonflikter for markedsdeltagerne og markedet. Et eksempel på en sådan interessekonflikt kan være, hvor operatøren af et reguleret marked indgår i en koncern, der driver flere markedspladser, hvilket kan bevirke, at det regulerede marked nedprioriteres i forhold til andre markedspladser i koncernen, til skade for det regulerede markeds interesser.
Operatøren skal især kunne identificere og håndtere interessekonflikter, som er til skade for udøvelsen af beføjelser, der er delegeret fra Finanstilsynet til operatøren efter lovforslagets § 222.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at en operatør af et reguleret marked skal kunne styre de risici, som operatøren og det regulerede marked udsættes for, herunder kunne påvise alle væsentlige risici for det regulerede markeds drift fyldestgørende og indføre effektive foranstaltninger til at mindske disse risici.
Operatøren skal kunne påvise alle væsentlige risici for markedets drift og effektivt kunne mindske disse. Dette indebærer eksempelvis, at operatøren skal sikre en passende rapportering om risici til de relevante funktioner i virksomheden, herunder it-sikkerhedsfunktionen og det øverste ledelsesorgan, samt sikre, at these risici vurderes og håndteres i forhold til betydningen for det regulerede markeds betryggende og hensigtsmæssige drift, jf. stk. 1. Rapporteringen skal være dynamisk og systematisk med henblik på at sikre, at de relevante funktioner i rette tid og i tilstrækkelig grad modtager de fornødne oplysninger for at kunne styre de risici, som markedet udsættes for.
Kravet om effektive foranstaltninger opfyldes i praksis ved, at operatøren har passende procedurer og beslutningsprocesser til at sikre, at væsentlige risici mindskes i tilstrækkelig grad med henblik på at sikre, at det regulerede marked drives på en betryggende og hensigtsmæssig måde, jf. stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at en operatør af et reguleret marked skal sikre en ordentlig forvaltning af den tekniske funktion af markedspladsens systemer, herunder effektive nødsystemer. Med en ordentlig forvaltning af den tekniske funktion af markedspladsens systemer menes tilstrækkelige procedurer samt fysiske og tekniske foranstaltninger til at opretholde en betryggende og hensigtsmæssig drift af det regulerede marked, jf. stk. 1. Etableringen af effektive nødsystemer indebærer et beredskabsarbejde, der tager højde for relevante trusler mod den tekniske funktion af markedspladsens systemer, bl.a. med henblik på at imødegå risici, jf. stk. 2, nr. 2.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at en operatør af et reguleret marked skal have klare og gennemskuelige regler, der sikrer en redelig og korrekt handel, og opstille objektive kriterier for effektiv udførelse af ordrer.
Kravet om klare og gennemskuelige regler indebærer, at markedsdeltagerne på forhånd oplyses om, hvilke regler der gælder på markedspladsen. Med hensyn til objektive kriterier for effektiv udførelse af ordrer menes, at reglerne skal sikre en ligelig og fair behandling af markedsdeltagerne.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at en operatør af et reguleret marked skal sikre en effektiv og rettidig gennemførelse af transaktioner i markedets systemer. Kravet indebærer bl.a., at det regulerede markeds systemer skal have tilstrækkelig kapacitet til at håndtere indkomne ordrer med henblik på at sikre en effektiv og rettidig gennemførelse af disse.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at en operatør af et reguleret marked skal råde over tilstrækkelige finansielle ressourcer til at sikre markedets ordentlige funktion under hensyn til de transaktioner, der gennemføres på markedet, og til de risici, som markedet udsættes for.
I forhold til vurderingen af, om operatøren råder over tilstrækkelige finansielle ressourcer til at sikre markedets ordentlige funktion, skal alle væsentlige risici og håndteringen heraf, jf. stk. 2, nr. 2, tages i betragtning.
Det vil herefter afhænge af de konkrete risici, hvilket behov der efter denne bestemmelse er for finansielle ressourcer. Der vil være tale om en overordnet vurdering af kapitalforhold, likviditet og eventuelt forsikringsforhold.
Det foreslås i stk. 3, at en operatør af et reguleret marked ikke må udføre kundeordrer over egenbeholdningen eller benytte sig af ejermatchningshandler.
Den foreslåede bestemmelse indeholder dermed et forbud for operatøren af et reguleret marked mod at deltage i handel på det pågældende marked. Forbuddet har til formål at bevare operatørens neutralitet i forbindelse med drift af markedets handelssystemer.
Ved ejermatchningshandler forstås handler, hvor en formidler indtræder mellem køber og sælger på en sådan måde, at formidlerens handler ikke udsættes for markedsrisiko under gennemførelsen, hvor handlens to sider gennemføres samtidig, og hvor handlen indgås til en pris, hvormed formidleren ikke har anden fortjeneste eller andet tab end den provision, det gebyr eller det vederlag, som på forhånd er oplyst. Begrebet markedsrisiko er i denne sammenhæng udtryk for, at en erhvervet position i finansielle instrumenter kan falde i værdi.
Overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt, jf. lovforslagets § 247. Ansvarssubjektet for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse er operatøren af et reguleret marked. For så vidt angår juridiske personer henvises der til lovforslagets § 255, stk. 3, og bemærkningerne hertil. Den strafbare handling i det foreslåede stk. 1 består i uansvarlig drift af et reguleret marked. Den strafbare handling i det foreslåede stk. 2 består i en generel eller specifik manglende identifikation og håndtering af interessekonflikter, manglende risikohåndtering, manglende nødsystemer, manglende handelsregler, manglende ordninger for gennemførelse af transaktioner og et utilstrækkeligt ressourceniveau. Den strafbare handling i det foreslåede stk. 3 består i udførelse af kundeordrer over egenbeholdningen, herunder udførelse af kundeordrer over egenbeholdningen, der falder under betegnelsen ejermatchningshandler.