Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 239
Ifølge § 84 c, stk. 4, i lov om værdipapirhandel m.v. kan offentliggørelse af reaktioner, beslutninger, domme og bødevedtagelser dog ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for eller uden for Den Europæiske Union, medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse. Er offentliggørelse undladt i henhold til stk. 4, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter datoen for tilsynsreaktionen, jf. lovens § 84 c, stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse i § 239 fastlægger begrænsninger for Finanstilsynets offentliggørelse efter lovforslagets § 234.
Bestemmelsen nyaffatter dele af § 84 c, stk. 4 og 5, i lov om værdipapirhandel m.v.. Muligheden for at udsætte offentliggørelse frem for at offentliggøre i anonymiseret form fremgår ikke af de gældende offentliggørelsesbestemmelser i lov om værdipapirhandel m.v. udover i § 84 l, stk. 3. Denne bestemmelse er som udgangspunkt ny for så vidt angår udsættelse, mens lovforslagets § 238 viderefører § 84 l, stk. 3, i lov om værdipapirhandel m.v..
Bestemmelsen gennemfører artikel 71, stk. 1, 2. afsnit, litra a-c, i MiFID II, artikel 34, stk. 1, 3. afsnit, litra a-c, i markedsmisbrugsforordningen og artikel 62, stk. 1, 3. afsnit, litra a-c, i CSDR.
Det foreslås i stk. 1, at offentliggørelse efter lovforslagets § 234, der ikke er omfattet af begrænsningerne for offentliggørelse i lovforslagets §§ 237 og 238, ikke kan ske under nogle givne omstændigheder.
Oplysninger, som efter deres karakter er offentlige, er ikke omfattet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at offentliggørelse efter § 234, der ikke er omfattet af begrænsningerne for offentliggørelse i §§ 237 og 238, ikke kan ske, hvis offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller personen.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at der ikke kan ske offentliggørelse efter lovforslagets § 234, hvis offentliggørelse af identiteten af de juridiske personer eller personoplysninger om de fysiske personer ikke er proportional med hensynet bag offentliggørelsen.
Ved ikke proportional forstås, at offentliggørelsen af reaktionen eller beslutningen ikke er proportional i forhold til formålet med offentliggørelsen. Reaktioner og beslutninger skal offentliggøres for at informere om overtrædelser af denne lov samt de forordninger m.v., som Finanstilsynet påser overholdelse af i medfør af loven. Offentliggørelse sker endvidere for at informere om Finanstilsynets praksis.
Begrebet ikke proportional omfatter også den tidligere formulering uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, jf. § 84 c, stk. 4, i lov om værdipapirhandel m.v., der alene omfattede de tilfælde, hvor virksomhedens fortsatte drift ville blive truet eller meget væsentlige interesser krænket. At noget er ude af proportioner er imidlertid et bredere begreb end uforholdsmæssig stor skade, der var begrænset til eksempelvis risiko for, at offentliggørelsen vil kunne medføre et »run« på virksomheden, som når et pengeinstituts kunder må forventes at ville trække deres penge ud og derved skabe likviditetsproblemer for virksomheden på et tidspunkt, hvor der ellers ikke er nærliggende risiko for sammenbrud.
Det forhold, at offentliggørelse af en virksomheds navn vil kunne medføre fald i kursen på virksomhedens aktier, tab af kunder, eller at offentliggørelse vil kunne bane vej for et erstatningskrav mod virksomheden eller den fysiske person, vil ikke i sig selv være nok til, at offentliggørelse skal ske i anonymiseret form.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at offentliggørelse efter § 234, der ikke er omfattet af begrænsningerne for offentliggørelse i §§ 237 og 238, ikke kan ske, hvis offentliggørelsen udgør en trussel mod de finansielle markeders stabilitet.
Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor offentliggørelse af en reaktion vil medføre uforholdsmæssig stor skade for et pengeinstitut med grænseoverskridende virksomhed.
Det er Finanstilsynet, der foretager vurderingen af, om offentliggørelsen af de juridiske personers identitet eller de fysiske personers personoplysninger er ude af proportioner, udgør en trussel mod de finansielle markeders stabilitet, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at offentliggørelse efter § 234, der ikke er omfattet af begrænsningerne for offentliggørelse i §§ 237 og 238, ikke kan ske, hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse.
Ved efterforskningsmæssige hensyn forstås hensynet til en efterfølgende strafferetlig efterforskning. Der skal ske offentliggørelse i anonymiseret form, hvis fuld offentliggørelse vil kunne skade en sådan efterfølgende strafferetlig efterforskning. Ved tvivl vil spørgsmålet om offentliggørelse blive forelagt den relevante anklagemyndighed.
Det foreslås i stk. 2 at regulere, hvad der skal ske, hvis offentliggørelse efter stk. 1 ikke kan ske.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at kan offentliggørelse ikke ske efter stk. 1, skal Finanstilsynet offentliggøre anonymt, hvis anonym offentliggørelse sikrer en effektiv beskyttelse af de pågældende personoplysninger.
Det kan eksempelvis være, hvis der skal ske offentliggørelse af navnet på en fysisk person, og offentliggørelse af navnet på personen i det konkrete tilfælde må vurderes ikke at være proportional med hensynet til den fysiske person. Eksempelvis hvor en offentliggørelse med navns nævnelse må vurderes ikke at ville have en tilstrækkelig præventiv effekt i forhold til det indgreb, som offentliggørelsen vil være i vedkommendes personlige integritet.
Af Justitsministeriets betænkning nr. 1516 om offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser m.v., side 13, fremgår det, at der i forbindelse med offentliggørelse skal ske en konkret afvejning af hensynet til de fysiske og juridiske personer, som oplysningerne vedrører, over for de hensyn til samfundsmæssige interesser, der søges varetaget med den pågældende ordning. Jo mere følsomme oplysninger der er tale om, jo mere tungtvejende samfundsmæssige hensyn må der kræves. Vurderingen i relation til fysiske og juridiske personer is ikke ens. Der skal mere tungtvejende grunde til at offentliggøre oplysninger om fysiske personer end om juridiske.
Hvis der er tale om et tilfælde, hvor der efter bestemmelsen skal ske offentliggørelse i anonymiseret form, men offentliggørelse ikke kan ske anonymiseret, fordi der ikke kan ske en effektiv anonymisering, vil offentliggørelsen ikke skulle foretages efter denne bestemmelse. Det er for eksempel tilfældet, hvis beskrivelsen af de konkrete forhold i sagen gør, at det vil være muligt entydigt at identificere den virksomhed eller den fysiske person, afgørelsen er rettet imod, uanset at denne ikke er nævnt ved navn.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at kan offentliggørelse ikke ske efter stk. 1, skal Finanstilsynet udsætte offentliggørelsen, indtil grunden til at undlade offentliggørelse er ophørt.
Udsættelse af offentliggørelse kan eksempelvis anvendes i de tilfælde, hvor de omstændigheder, som ellers ville medføre en offentliggørelse i anonymiseret form, forventes at ville ophøre, hvorefter Finanstilsynet skal offentliggøre reaktionen eller politianmeldelsen, uden at der sker anonymisering heraf. Hvis disse omstændigheder ikke er ophørt, skal Finanstilsynet i stedet offentliggøre reaktionen eller politianmeldelsen i anonymiseret form i overensstemmelse med det foreslåede stk. 1, nr. 2.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at kan offentliggørelse ikke ske efter stk. 1, skal Finanstilsynet undlade at offentliggøre, hvis mulighederne i nr. 1 og 2 vurderes utilstrækkelige til at sikre, at de finansielle markeders stabilitet ikke bringes i fare, eller sikre forholdsmæssigheden af offentliggørelsen.
Hvis offentliggørelsen ikke kan ske i anonymiseret form eller fuldt ud efter en udsættelse i medfør af den foreslåede stk. 1, nr. 2, vil der ikke skulle foretages offentliggørelse i medfør af lovforslagets § 234. Offentliggørelsen skal i sådanne tilfælde helt undlades.
Det foreslås i stk. 3, at er offentliggørelse udsat i henhold til stk. 1, nr. 1, eller lovforslagets § 238, skal der ske efterfølgende offentliggørelse efter lovforslagets § 234, når der ikke længere er hensyn, der nødvendiggør udsættelsen, hvis dette forhold indtræder inden for 2 år fra datoen for reaktionen, beslutningen, dommens afsigelse eller bødevedtagelsen.