Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1493 af 18/11/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 22

Valget af Danmark som hjemland, jf. § 21, stk. 3, gælder i mindst 3 år, medmindre udstederens aktier og gældsbeviser ikke længere er optaget til handel i et land inden for Den Europæiske Union eller un land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller medmindre udstederen omfattes af stk. 2 eller § 21, stk. 1, i løbet af 3-årsperioden.

Stk. 2. Udstedere, hvis aktier eller gældsbeviser ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked i udstederens hjemland, jf. § 21, stk. 1, nr. 3 og 4, og § 21, stk. 3, men i stedet er optaget til handel i et eller flere lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan vælge et nyt hjemland. Udstederen kan vælge det nye hjemland blandt de lande inden for den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor udstederens aktier eller gældsbeviser er optaget til handel på et reguleret marked, og det land inden for den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor udstederen har sit registrerede hjemsted.

Stk. 3. Hvis udstederen har mulighed for at vælge hjemland efter § 21, stk. 1, nr. 3, § 21, stk. 1, nr. 4, eller § 21, stk. 3, og undlader at offentliggøre sit valg af hjemland, jf. § 23, senest 3 måneder efter at udstederens aktier eller gældsbeviser første gang optages til handel på et reguleret marked, er hjemlandet det land, hvor udstederens aktier eller gældsbeviser er optaget til handel på et reguleret marked. Hvis udstederen har optaget aktier eller gældsbeviser på regulerede markeder i flere lande inden for den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og ikke har offentliggjort sit valg af hjemland, betragtes alle landene som hjemlande, indtil udstederen offentliggør sit valg af hjemland i henhold til § 23.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 22

Ifølge § 3, stk. 4 og 5, i udstederbekendtgørelsen, er der krav til udstederes valg af hjemland, herunder en mulighed for udstedere fra tredjelande for at vælge hjemland og vælge et nyt hjemland, hvis en udsteder f.eks. ikke længere har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i det land, som udstederen første gang valgte som hjemland. I § 5 i udstederbekendtgørelsen er der fastsat krav om, hvilket land eller hvilke lande der er hjemland, hvis en udsteder, der har valgmulighed, undlader selv at vælge hjemland.

Den foreslåede bestemmelse i § 22 regulerer, hvornår en udsteder kan vælge Danmark som hjemland, hvorved denne omfattes af lovens oplysningspligter.

Bestemmelsen viderefører med sproglige ændringer § 3, stk. 4 og 5, og § 5 i udstederbekendtgørelsen.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, stk. 1, litra i, nr. ii, 2. pkt. og nr. iii, 1. afsnit, i gennemsigtighedsdirektivet.

Udsteders valg af hjemland er af væsentlig betydning for afklaringen af, til hvilket lands kapitalmarked de udstedte aktier eller gældsbeviser har den stærkeste tilknytning, og hvilken kompetent myndighed der skal påse udsteders overholdelse af de pligter, som påhviler den pågældende som udsteder af aktier eller gældsbeviser optaget til handel på et reguleret marked. Herudover har afgrænsningen betydning for identifikation af de regler, som en udsteders finansielle rapportering skal udarbejdes efter.

Det foreslås i stk. 1, at valget af Danmark som hjemland i medfør af lovforslagets § 21, stk. 3 gælder i mindst 3 år, medmindre udstederens aktier og gældsbeviser ikke længere er optaget til handel i et EU/EØS-land m.v., eller medmindre udstederen omfattes af stk. 2 eller af § 21, stk. 1, i løbet af 3-årsperioden. Dette indebærer, at udsteder kan ændre valget af hjemland inden for fristen på 3 år, hvis tilknytningen i form af optagelse til handel af aktier og gældsbeviser på et reguleret marked i det valgte hjemland ophører.

Det foreslås i stk. 2, at udstedere, hvis aktier og gældsbeviser ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked i udstederens hjemland, men i stedet er optaget til handel i et eller flere EU/EØS-lande m.v., kan vælge et nyt hjemland. Udstederen kan vælge det nye hjemland blandt de EU/EØS-lande m.v., hvor udstederens aktier eller gældsbeviser er optaget til handel på et reguleret marked, og det EU/EØS-land m.v., hvor udstederen har sit registrerede hjemsted. Dette indebærer, at tredjelandsudstedere alene kan vælge nyt hjemland blandt de lande, hvor tredjelandsudstederens aktier eller gældsbeviser er optaget til handel på et reguleret marked.

Det foreslås i stk. 3, at hvis udsteder har mulighed for at vælge hjemland efter lovforslagets § 21, stk. 1, nr. 1, nr. 2, eller § 21, stk. 3, og undlader at offentliggøre sit hjemland, jf. lovforslagets § 23, senest 3 måneder efter, at udstederens omsættelige værdipapirer første gang optages til handel på et reguleret marked, er hjemlandet det land, hvor udstederens omsættelige værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked. Hvis udsteder har optaget omsættelige værdipapirer på regulerede markeder i flere EU/EØS-lande m.v., og ikke har offentliggjort valg af hjemland, betragtes alle landene som hjemlande, indtil udsteder offentliggør valg af hjemland i henhold til lovforslagets § 23.

Bestemmelsen gennemfører en i praksis nødvendig opsamlingsbestemmelse med henblik på at løse en regelkollision i gennemsigtighedsdirektivet. Tidligere kunne der opstå tvivl om hjemlandet for en tredjelandsudsteder i det tilfælde, hvor udstederen ikke offentliggør sit valg af hjemland. I dette tilfælde anses samtlige de lande, hvor udstederen har omsættelige værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, som hjemlande, indtil udstederen offentliggør sit valg. Konsekvensen heraf er, at udstederen skal indsende oplysninger omfattet af lovforslagets kapitel 5 til samtlige kompetente myndigheder.