Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1493 af 18/11/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 2

Reglerne for fondsmæglerselskaber, jf. § 13, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, gælder også for:

  1. Virksomheder, der efter § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed har tilladelse som pengeinstitut, og som udøver aktiviteter som nævnt i bilag 1, afsnit A, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

  2. Virksomheder, der efter § 8, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed har tilladelse som realkreditinstitut, og som udøver aktiviteter som nævnt i bilag 1, afsnit A, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

  3. Kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis instituttet eller selskabet lovligt udøver handel med finansielle instrumenter enten gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet, jf. § 30 og § 31 i lov om finansiel virksomhed.

  4. Kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i un land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, og som lovligt udøver handel med finansielle instrumenter enten gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet, jf. § 1, stk. 3, og § 33 i lov om finansiel virksomhed.

  5. Investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis selskabet lovligt udøver handel med finansielle instrumenter enten gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet, jf. § 38 og § 39 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

  6. Investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, og som lovligt udøver handel med finansielle instrumenter enten gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet, jf. § 41, § 42 og § 43 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 24 gælder også for:

  1. Virksomheder, der efter § 11, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed har tilladelse som forsikringsselskab, og som er medlemmer af et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet (MHF).

  2. Operatører med forpligtelser i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, der er medlemmer af et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet (MHF).

  3. Kollektive investeringsinstitutter og pensionskasser, hvad enten de er koordineret på fællesskabsplan eller ej, og depositarer og ledere af sådanne institutter, hvis disse fysiske og juridiske personer er medlemmer af et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet (MHF).

  4. Personer, hvis hovederhverv ikke er investeringsservice eller virksomhed som pengeinstitut eller realkreditinstitut i henhold til lov om finansiel virksomhed, der handler for egen regning med finansielle instrumenter eller yder investeringsservice med råvarederivater eller derivataftaler, jf. bilag 2, nr. 10, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, til kunder i deres hovederhverv, uanset at sådan aktivitet er accessorisk til deres hovederhverv på koncernniveau, og uanset at disse personer ikke anvender en algoritmisk højfrekvenshandelsteknik, hvis disse personer er medlemmer af et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet (MHF).

Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at lovens bestemmelser for fondsmæglerselskaber tillige finder anvendelse på udenlandske kreditinstitutter, som ikke er omfattet af stk. 1, nr. 3 eller 4, og som i medfør af § 74, stk. 3, er tildelt medlemskab af et reguleret marked, eller som har indgået en tilslutningsaftale med en værdipapircentral (CSD).

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 2

Den foreslåede bestemmelse er ny. Med bestemmelsen udvides anvendelsesområdet for lovforslagets bestemmelser om fondsmæglerselskaber til at omfatte hjemmehørende pengeinstitutter og realkreditinstitutter, kreditinstitutter og investeringsselskaber, der har opnået tilladelse i et andet EU/EØS-land m.v., og kreditinstitutter og investeringsselskaber hjemmehørende i et land uden for EU/EØS m.v., der har oprettet filial eller har opnået tilladelse til at udbyde tjenesteydelser her i landet. Det udvidede anvendelsesområde omfatter ikke investeringsforvaltningsselskaber og administrationsselskaber, der har opnået tilladelse i et andet EU/EØS-land m.v., hvormed anvendelsesområdet i § 4 i den gældende lov om værdipapirhandel m.v. indskrænkes. Med bestemmelsen udvides endvidere anvendelsesområdet for lovforslagets kapitel 26 om algoritmisk handel til også at omfatte personer, der ellers er undtaget fra kravet om tilladelse som fondsmæglerselskab, pengeinstitut eller realkreditinstitut jf. § 9, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed i det omfang, de er medlem af et reguleret marked eller en MHF.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1, stk. 3 og 5, i MiFID II.

MiFID II er ligesom MiFID opbygget således, at direktivets bestemmelser for investeringsselskaber i direktivets indledende bestemmelser udvides til også at omfatte kreditinstitutter, der yder investeringsservice eller udfører investeringsaktiviteter. I dansk ret er MiFID gennemført ved at sætte direktivets bestemmelser vedrørende investeringsselskaber i kraft for finansielle virksomheder omfattet af dansk rets værdipapirhandlerbegreb. Værdipapirhandlerbegrebet er en dansk samlebetegnelse for fondsmæglerselskaber, pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber, der efter § 9, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed har tilladelse til at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter.

Persongruppen omfattet af dansk rets værdipapirhandlerbegreb er ikke direkte sammenfaldende med den persongruppe, der efter MiFID II skal være omfattet af direktivets bestemmelser vedrørende investeringsselskaber. Det er bl.a. derfor ikke fundet hensigtsmæssigt, at anvende termen investeringsselskab i lovforslaget. I lovforslaget erstatter fondsmæglerselskaber derfor værdipapirhandlerbegrebet. Et fondsmæglerselskab betegner et investeringsselskab hjemmehørende i Danmark, og anvendelse af begrebet skaber derfor en klarere sammenhæng mellem terminologien anvendt i lovforslaget og terminologien anvendt i MiFID II.

Udvidelse af lovforslagets bestemmelser for fondsmæglerselskaber til at omfatte andre finansielle virksomhedstyper, der efter MiFID II skal være omfattet af bestemmelserne, sker gennem en ny bestemmelse, der lader en række andre virksomheder være omfattet af de samme bestemmelser som fondsmæglerselskaber. Ændringen er foranlediget af et ønske om en direktivnær implementering af MiFID II. Ændringen må forventes at gøre det lettere for aktører på de danske kapitalmarkeder at navigere i det nye MiFID-kompleks, der foruden MiFID II også omfatter MiFIR, og supplerende retsakter, der, hvis de udstedes i forordningsform, vil være direkte gældende i national ret.

Det foreslås i stk. 1 at definere de finansielle virksomhedstyper, som ud over fondsmæglerselskaber skal være omfattet af lovforslagets bestemmelser for fondsmæglerselskaber.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at lade danske pengeinstitutter være omfattet af lovforslagets bestemmelser for fondsmæglerselskaber i det omfang, de udøver investeringsaktiviteter som nævnt i bilag 4, afsnit A, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at lade danske realkreditinstitutter være omfattet af lovforslagets bestemmelser for fondsmæglerselskaber i det omfang, de udøver investeringsaktiviteter som nævnt i bilag 4, afsnit A, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at lade lovforslagets bestemmelser for fondsmæglerselskaber omfatte kreditinstitutter og investeringsselskaber, der har opnået tilladelse i et andet EU/EØS-land m.v.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at lade lovforslagets bestemmelser for fondsmæglerselskaber omfatte filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber hjemmehørende i et land uden for EU/EØS-landene m.v., hvor filialen har opnået tilladelse her i landet i henhold til lov om finansiel virksomhed. Endvidere foreslås det at lade lovforslagets bestemmelser for fondsmæglerselskaber omfatte det udenlandske kreditinstitut eller investeringsselskab selv, hvor de har opnået tilladelse til at udbyde tjenesteydelser her i landet.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1, stk. 3, i MiFID II.

Det foreslås i stk. 2 at definere de virksomheds- og persontyper, som ud over fondsmæglerselskaber og finansielle virksomheder omfattet af stk. 1 skal være omfattet af lovforslagets kapitel 24 om algoritmisk handel.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at lade danske forsikringsselskaber være omfattet af lovforslagets kapitel 26 om algoritmisk handel, i det omfang de er medlem af et reguleret marked eller en MHF.

Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at lade operatører med forpligtelser i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 være omfattet af lovforslagets kapitel 26 om algoritmisk handel i det omfang, de er medlem af et reguleret marked eller en MHF.

Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at lade kollektive investeringsinstitutter og pensionskasser, hvad enten de er koordineret på fællesskabsplan eller ej, være omfattet af lovforslagets kapitel 26 om algoritmisk handel i det omfang, de er medlem af et reguleret marked eller en MHF. Endvidere foreslås det at lade depositarer og ledere af kollektive investeringsinstitutter og pensionskasser være omfattet af lovforslagets kapitel 26 om algoritmisk handel i det omfang, de er medlem af et reguleret marked eller en MHF.

Det foreslås i stk. 2, nr. 4 at lade personer, der handler for egen regning med finansielle instrumenter eller yder investeringsservice med råvarederivater eller derivataftaler, jf. bilag 5, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed, til kunder inden for deres hovederhverv, være omfattet af lovforslagets kapitel 26 om algoritmisk handel i det omfang, de er medlem af et reguleret marked eller en MHF. Personer, hvis aktiviteter på de førnævnte områder opgjort på koncernniveau ikke er accessoriske i forhold til deres hovederhverv, personer, hvis hovederhverv består i investeringsservice eller virksomhed som pengeinstitut eller realkreditinstitut, og personer, der anvender en algoritmisk højfrekvenshandelsteknik, skal have tilladelse som fondsmæglerselskab, pengeinstitut eller realkreditinstitut. Disse personer er også omfattet af lovforslagets kapitel 24 om algoritmisk handel, jf. den generelle bestemmelse i forslagets stk. 1.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1, stk. 5, i MiFID II.

Det foreslås i stk. 3 at give erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er tildelt fjernmedlemskab af et reguleret marked her i landet eller har indgået en tilslutningsaftale med en CSD, skal omfattes af alle eller dele af lovforslagets bestemmelser for fondsmæglerselskaber.

Formålet med bemyndigelsen er, at man på en smidig måde kan tage højde for, i hvilket omfang tredjelandsselskaber, der ikke tilbyder tjenesteydelser med værdipapirhandel i Danmark, men alene er medlemmer af et reguleret marked her i landet eller har indgået en tilslutningsaftale med en CSD, skal reguleres.