LOV nr 1029 af 23/12/1998
Skatteministeriet
Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Kongeriget Thailand § 1
Overenskomst af 23. februar 1998 mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Kongeriget Thailand til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for så vidt angår indkomstskatter, kan tiltrædes på Danmarks vegne. Overenskomsten er optaget som bilag til denne lov.
Stk. 2. Overenskomsten træder i kraft og finder anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 30.
Stk. 3. Overenskomsten mellem Den Kongelige Danske Regering og Den Kongelige Regering i Thailand til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for så vidt angår indkomstskat og formueskat, der blev undertegnet i Bangkok den 14. april 1965, skal ophøre med at have virkning i overensstemmelse med artikel 30 i den i stk. 1 og 2 nævnte overenskomst.
Forarbejder til Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Kongeriget Thailand § 1
Efter lovforslagets § 1 bemyndiges regeringen til at tiltræde dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Thailand. Overenskomsten er optaget som bilag til lovforslaget, og dens bestemmelser gennemgås nedenfor. Regeringen vil efter lovens vedtagelse kunne gennemføre overenskomstens bestemmelser i Danmark, når dens betingelser herfor er opfyldt.
Disse betingelser er, at de kontraherende staters regeringer skal give hinanden underretning om, at de forfatningsmæssige betingelser for overenskomstens ikrafttræden er opfyldt. For Danmarks vedkommende vil det sige, at det foreliggende lovforslag er endeligt vedtaget og trådt i kraft. Overenskomsten vil træde i kraft på den 30. dag efter den sidste af disse underretninger, og den skal have virkning i Danmark
-
for så vidt angår skatter indeholdt ved kilden, for indkomst der oppebæres fra og med den 1. januar i det kalenderår, der følger efter det år, hvor overenskomsten træder i kraft;
-
for så vidt angår andre indkomstskatter, for skatter som skal betales vedrørende ethvert indkomstår, som begynder fra og med den
- januar i det kalenderår, der følger efter det år, hvor overenskomsten træder i kraft., jfr. artikel 30.
Overenskomsten vil derefter være en del af de to staters skattelovgivning. Samtidig ophører den gældende overenskomst med at have virkning.
De enkelte artikler i den dansk-thailandske dobbeltbeskatningsoverenskomst har følgende bestemmelser:
De af overenskomsten omfattede personer
Overenskomsten omfatter juridiske og fysiske personer, der er hjemmehørende i en eller begge stater. Typisk vil situationen være den, at en person est fuldt skattepligtig til den ene stat, bopælsstaten, og begrænset skattepligtig til den anden stat, kildestaten.
De af overenskomsten omfattede skatter
Artikelen opregner de skatter, der er omfattet af overenskomsten. Alle danske skatter er omfattet, uanset om de er pålignet af staten, amterne eller kommunerne. Overenskomsten omfatter desuden alle skatter af samme eller væsentligt samme art, som efter overenskomstens underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.
Almindelige definitioner
Artiklen definerer i stk. 1 en række generelle begreber, der anvendes i overenskomsten, og som over alt i overenskomsten har den anførte betydning. Færøerne og Grønland er specifikt undtaget fra definitionen af Danmark.
Foruden at definere det geografiske anvendelsesområde, defineres begreberne person, selskab, foretagende i en kontraherende stat, international trafik, kompetent myndighed, skat og statsborger.
Stk. 2 bestemmer, at med mindre andet følger af sammenhængen, skal alle udtryk, der ikke er defineret i overenskomsten, tillægges den betydning, som det har på dette tidspunkt i denne stats lovgivning med henblik på de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse.
Skattemæssigt hjemsted
Stk. 1 fastlægger, hvad der skal forstås ved udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«.
Bestemmelsen hænger snævert sammen med artikel 1. I denne artikel blev den kreds af personer, der dækkes af overenskomsten, netop betegnet som: »personer, der er hjemmehørende i en af eller begge kontraherende stater«.
Rækkevidden af artikel 1 kan derfor kun forstås i sammenhæng med artikel 4.
»Hjemmehørende« er en person, der er fuldt skattepligtig til en stat i medfør af dennes lovgivning på basis af kriterier som bopæl, hjemsted, ledelsens sæde o.l.
En person kan udmærket være fuldt skattepligtig til begge stater i medfør af disses lovgivning.
I så fald bliver det bydende nødvendigt at afgøre, i hvilken stat en person er »hjemmehørende« med den virkning, at denne stat har status som bopælsstat. Dette hænger sammen med, at beskatningsretten til de forskellige typer indkomst, i medfør af de efterfølgende artikler, tillægges henholdsvis bopælsstaten eller kildestaten. Beskatningsretten kan også være delt mellem bopæls-og kildestat. Også i de tilfælde, er det afgørende at vide, hvilken status hver af staterne har.
Mens der således kan være tale om to gange fuld skattepligt, kan en skatteyder aldrig være hjemmehørende i mere end en stat i henhold til overenskomsten.
I tilfælde af fuld skattepligt til begge stater, indeholder resten af artiklen en række kriterier for, hvilken stat der skal have forrang som hjemmehørende-stat (bopælsstat).
Synspunktet er, at skatteyderen er hjemmehørende der, hvor tilknytnigskriterierne er de stærkeste.
For fysiske personer afgøres spørgsmålet i henhold til bestemmelserne i stk. 2.
Der nævnes en række kriterier i litra a-d.
Kriterierne skal anvendes i den rækkefølge, de nævnes. Kun hvis det foranstående kriterium ikke giver en løsning, kan man gå videre til det næste.
For selskaber m.v. afgøres spørgsmålet i henhold til bestemmelsen i stk. 3.
Mens resten af artiklen svarer til de normale model-kriterier, afviger stk. 3 væsentligt.
Normalt vil man lade den stat, hvor den virkelige ledelse har sit sæde være afgørende for hjemmehørende-afgørelsen i de situationer, hvor et selskab er undergivet fuld skattepligt til begge stater.
I den foreliggende overenskomst bestemmes det, at spørgsmålet skal løses ved forhandling mellem de kompetente myndigheder i hvert enkelt tilfælde. Så længe der ikke foreligger en sådan aftale, kan hver af staterne gå frem, som om der ingen overenskomst var, idet ingen af dem er forpligtet til at anse selskabet for hjemmehørende i den anden stat.
Afvigelsen skyldes, at der er forskel på dansk og thailandsk lovgivning vedrørende anvendelsen af ledelsens sæde som skattepligtskriterium. Herved modvirkes evt. spekulation i at flytte rundt på ledelsens sæde.
Fast driftssted
Artiklen definerer, hvad der skal forstås ved fast driftssted.
Bestemmelsen er af stor vigtighed, idet det er en betingelse for, at kildestaten kan beskatte fortjeneste ved erhvervsvirksomhed, som drives dér af et foretagende i den anden stat, at erhvervsvirksomheden udøves gennem et fast driftssted i kildestaten, jf. artikel 7, stk. 1.
Bestemmelsen indeholder elementer fra FN-modellen, hvilket vil sige, at definitionen er noget bredere end OECD-modellen.
Fast driftssted omfatter især et sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en mine, olie- eller gaskilde, en gård eller en plantage. Bygnings-, anlægs-, samle- eller monteringsarbejde udgør et fast driftssted, hvis det strækker sig over en periode eller perioder, der tilsammen udgør mere end 6 måneder. Denne frist er i overensstemmelse med FN-modellen, mens OECD-modellen har en tidsfrist på 12 måneder. Den gældende overenskomst har en tidsfrist på 3 måneder.
Et foretagende, der leverer tjenesteydelser, herunder rådgivning, gennem ansatte, får fast driftssted i kildestaten, hvis rådgivningen vedvarer i kildestaten i en eller flere perioder, som tilsammen varer mere end 6 måneder inden for en 12-måneders periode.
Denne er en FN-lignende bestemmelse.
I artiklens stk. 3 opregnes en række aktiviteter, der ikke udgør fast driftssted.
I stk. 4 bestemmes, at en afhængig agent udgør fast driftssted, hvis vedkommende har og sædvanligvis udøver en fuldmagt i kildestaten til at indgå aftaler på et foretagendes vegne.
Endvidere udgør agenten et fast driftssted, uanset at vedkommende ikke har fuldmagt men sædvanligvis opretholder et varelager i kildestaten, hvorfra vedkommende regelmæssigt effektuerer ordrer eller leverer varer for foretagendet, eller sædvanligvis modtager ordrer udelukkende eller næsten udelukkende for foretagendet og dets koncernforbundne foretagender. Denne bestemmelse er bredere end OECD-modellen, men svarer til den gældende overenskomst.
Efter stk. 5 giver en uafhængig agent ikke fast driftssted.
Stk. 6 bestemmer, at et moder-datterselskabsforhold ikke i sig selv medfører, at det ene selskab anses for et fast driftssted for det andet.
Indkomst af fast ejendom
Artiklen bestemmer, at indkomst af fast ejendom altid kan beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende. Denne standardbestemmelse er suppleret med en bestemmelse om, at hvis en aktiebesiddelse giver aktionæren brugsret over fast ejendom tilhørende selskabet, kan indkomst hidrørende fra sådan brugsret beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende.
Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
Artiklen i den foreliggende overenskomst følger OECD-modellen.
Stk. 1 fastslår den hovedregel, at fortjeneste ved erhvervsvirksomhed kun kan beskattes i bopælsstaten, med mindre virksomheden udøves gennem et fast driftssted i kildestaten. Er dette tilfældet, kan kildestaten beskatte den fortjeneste, der kan henføres til det fast driftssted.
Stk. 2-6 indeholder bestemmelser om opgørelsen af indkomsten i det faste driftssted.
Stk. 7 fastslår, at hvis en fortjeneste omfatter indkomster, der er særskilt omhandlet i andre artikler, skal de pågældende indkomster behandles efter bestemmelserne i disse artikler.
Skibsfart og luftfart
Stk. 1 bestemmer, at indkomst ved drift af luftfartøjer i international trafik kun kan beskattes i den stat, hvor luftfartsforetagendet er hjemmehørende.
Stk. 2 bestemmer, at indkomst ved drift af skibe i international trafik både kan beskattes i den stat, hvor skibsfartsforetagendet er hjemmehørende, og i den anden stat. Sidstnævnte stat skal nedsætte sin skat med et beløb svarende til 50 pct. deraf. Denne bestemmelse svarer ikke til OECD-modellen, der giver den udelukkende beskatningsret til den stat, hvor skibsfartsforetagendet er hjemmehørende. Bestemmelsen svarer til den gældende overenskomst, og findes i mange dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og lande, der har fragtskatter. Thailand beskatter udenlandsk skibsfart med 3 pct. af bruttofragtbeløbet. Til bestemmelsen er der i protokollen knyttet en mestbegunstigelsesklausul. Såfremt Thailand indgår en dobbeltbeskatningsoverenskomst med en anden stat, hvor raten for kildestatsbeskatning er lavere, skal denne lavere sats også gælde mellem Thailand og Danmark.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 skal finde tilsvarende anvendelse på indkomst, der oppebæres i tilknytning til indkomst fra drift af skibe eller luftfartøjer i international trafik ved udleje m.v. af containere, jfr. stk. 3.
Efter stk. 4 finder bestemmelserne i stk. 1 og 2 også anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et forretningsfællesskab m.v.
Stk. 5 bestemmer, at stk. 1 og 4 kun skal finde anvendelse på den del af SAS s fortjeneste, der svarer til den danske deltagelse i SAS.
Forbundne foretagender
Artiklen knæsætter det såkaldte »arms-length princip« for transaktioner mellem forbundne foretagender. Heri ligger, at forbundne foretagender skal handle med hinanden på samme vilkår som de, der ville gælde på et frit marked mellem uafhængige foretagender. Hvis dette ikke er tilfældet, kan de to stater foretage en regulering af indkomsten, således at denne kommer til at svare til den, der ville være opnået, hvis man havde handlet på almindelige markedsmæssige vilkår.
Stk. 2 indeholder en bestemmelse om, at der kan foretages en korresponderende ændring i den stat, der har beskattet en indkomst, der retteligt skulle have været beskattet i den anden stat, når denne anden stat har gennemført sin ændring i ansættelsen.
Udbytte
I henhold til stk. 1 og 2 kan udbytte beskattes i den stat, hvor aktionæren er hjemmehørende, men det kan dog også beskattes i den stat, hvorfra det udbetales med 10 pct af udbyttets bruttobeløb.
Der sondres ikke mellem, om aktionæren er et moderselskab eller ej.
Efter OECD-modellen beskattes udbytte lavere, når de tilfalder et moderselskab.
Efter den gældende overenskomst beskatter kildestaten med 20 pct., når der er tale om et moderselskab, og med intern udbytteskattesats i andre tilfælde. Der er derfor tale om en væsentlig nedsættelse i den foreliggende overenskomst.
Stk. 3 definerer, hvad der skal forstås ved udbytte.
Hvis udbyttet indgår i et fast driftssted eller et fast sted, og den aktiebesiddelse, der ligger til grund for udlodningen, har direkte forbindelse med det faste driftssted eller faste sted, skal udbyttet imidlertid beskattes som indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed, jfr. stk. 4.
Efter stk. 5 kan en stat ikke beskatte udbytte, der betales af et selskab i den anden stat, med mindre det betales til en person, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat, eller har direkte forbindelse med et fast driftssted eller fast sted i den førstnævnte stat. Dette gælder, uanset om indkomsten er indtjent i den førstnævnte stat. Der kan pålignes en »branch profits tax«, d.v.s. en skat på faste driftssteders overskud ( ud over den almindelige selskabsskat ) svarende til udbytteskatten efter denne artikel. Bestemmelsen er kommet ind på thailandsk foranledning. Argumentet herfor is, at der skal ske en ens beskatning, uanset om erhvervsvirksomheden drives gennem et datterselskab eller en filial. I den tilhørende protokol er der indsat en mestbegunstigelsesklausul, der medfører, at hvis Thailand indgår en dobbeltbeskatningsoverenskomst med et tredjeland, og overenskomsten anvender en lavere sats end i overenskomsten med Danmark, skal denne lavere sats også finde anvendelse for Danmarks vedkommende.
Renter
Efter stk. 1 og 2 kan renter beskattes i den stat, hvor modtageren er hjemmehørende. Den stat hvorfra de udbetales, kildestaten, kan også beskatte renterne med 10 pct. af rentens bruttobeløb, hvis modtageren er enhver form for finansiel institution, og med 15 pct. i alle andre tilfælde.
Efter den gældende overenskomst, kan renten beskattes fuldt ud i kildestaten efter dennes interne kildestatssats. Den foreliggende overenskomst er en væsentlig forbedring på dette punkt.
Stk. 3 indeholder en undtagelsesbestemmelse, hvorefter det udelukkende er bopælsstaten der beskatter renter, når der er tale om lån, der er ydet, garanteret eller sikret af den anden stat eller dennes nationalbank, eller ethvert andet organ, der er helejet af eller kontrolleret af den anden stat. Hermed skulle det være sikret, at der ikke tages kildeskat af renter i forbindelse med statsgaranterede eksportkreditter.
Stk. 4 definerer renter.
Efter stk. 5 kan kildestaten beskatte renten fuldt ud som erhvervsindkomst, hvis den fordring, der ligger til grund for den betalte rente, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller fast sted, som rentens retmæssige ejer, der er hjemmehørende i den anden stat, har i kildestaten.
Stk. 6 indeholder en definition af, hvor en rente anses for at have kilde.
Stk. 7 gentager det »arms-length princip«, der er omhandlet i artikel 9.
Royalties
Royalties kan beskattes både i bopælsstaten og kildestaten. Kildestaten kan dog ikke beskatte kunstneriske, litterære og videnskabelige royalties med mere end 5 pct., og 15 pct. i andre tilfælde, jfr. stk. 1 og 2.
Den gældende overenskomst fastsætter kildestatens beskatning til 15 pct. i alle tilfælde.
Endvidere har den en særbestemmelse om, at indkomst ved salg af ophavsrettigheder og, patenter m.v. kan beskattes i kildestaten med 15 pct. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den nye overenskomst.
Stk. 3 definerer royalties.
Efter stk. 4 beskattes royalties som erhvervsmæssig indkomst i kildestaten, hvis den rettighed eller det formuegode, der ligger til grund for royaltybetalingen, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller fast sted, som royaltybeløbets retmæssige ejer har i den anden stat.
Stk. 5 fastlægger, hvor en royalty skal anses for at have kilde.
Stk. 6 gentager det »arms-length princip«, der er omhandlet i artikel 9.
Kapitalgevinster
Efter stk. 1 tillægges beskatningsretten til fortjeneste ved salg af fast ejendom kildestaten d.v.s. den stat, hvor ejendommen er beliggende.
Efter stk. 2 tillægges beskatningsretten til fortjeneste ved afståelse af rørlig formue, der indgår i et fast driftssted eller fast sted, kildestaten. Tilsvarende gælder, hvis det faste driftssted eller faste sted som sådant afhændes.
Efter stk. 3 tilkommer fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, bopælsstaten.
Efter stk. 4 kan kapitalgevinst ved afhændelse af de containere, der er omfattet af artikel 8, stk. 3, kun beskattes i bopælsstaten.
Efter stk. 5 er det kun bopælsstaten, der kan beskatte alle andre typer avancer. Hovedeksemplet på, hvad dette dækker, er aktieavancer.
Stk. 6 indeholder en særbetemmelse, der sikrer, at Danmark kan beskatte de kapitalgevinster ved salg af skibe og luftfartøjer, der svarer til SAS Danmark A/S s andel i SAS.
Frit erhverv
Indkomst fra frit erhverv, som en person- såsom selvstændig læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor- fra den ene stat udøver i den anden stat, kan beskattes i den anden stat, under forudsætning af:
at den pågældende har et fast sted til sin rådighed i den anden stat, og dette faste sted står til vedkommendes rådighed i 90 dage eller mere i nogen 12-måneders periode; eller
han opholder sig sammenlagt i denne anden stat 90 dage eller mere i nogen 12-måneders periode.
Den sidste bestemmelse er en afvigelse fra OECD-modellen. Bestemmelsen går imidlertid igen i en række dobbeltbeskatningsoverenskomster, og følger princippet i FN-modellen.
Begrebet »fast sted« er, i modsætning til begrebet »fast driftssted«, ikke defineret i selve overenskomsten. Normalt vil der til fast sted blive krævet, at der er en lokalitet, som kunder kan henvende sig på. Liberalt erhverv kan imidlertid udøves i en række tilfælde, uden at der er en sådan lokalitet. Her er det blevet fundet rimeligt, at anse udøvere af liberale erhverv, der tilbringer mere end 90 dage inden for 12 måneder i den anden stat, for at have en så nær erhvervsmæssig tilknytning til denne stat, at beskatningen kan finde sted dér.
Personligt arbejde i tjenesteforhold
Hvis en person udfører lønarbejde i den anden stat, kan denne stat beskatte lønnen (kildestatsbeskatning).
Dette gælder dog ikke, hvis arbejdstageren opholder sig i arbejdsstaten i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i en 12-måneders periode, og lønnen betales af en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i kildestaten, og vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller fast sted som arbejdsgiveren har i arbejdsstaten, jfr. stk. 1 og 2.
I henhold til stk. 3 kan løn ved arbejde ombord på skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik, kun beskattes der, hvor skibs- eller luftfartsvirksomheden er hjemmehørende.
Stk. 4 indeholder en bestemmelse om, at ansatte i SAS, der er bosiddende i Danmark kun kan beskattes her.
Bestyrelseshonorarer
I tilfælde, hvor en person, der bor i den ene stat, får bestyrelseshonorarer som medlem af bestyrelsen i et selskab i den anden stat, kan denne anden stat beskatte honoraret (kildestatsbeskatning). Tilsvarende gælder funktionærer i en ledende direktørstilling.
Kunstnere og sportsfolk
Efter stk. 1 kan den stat, hvor den pågældende optræder, beskatte vederlaget (kildestatsbeskatning).
Hvis vederlaget tilfalder en anden end kunstneren eller sportsmanden selv, det vil ofte være et selskab, der beherskes af vedkommende, kan kildestaten også beskatte, jf. stk. 2.
Danmark har kun ringe mulighed for at udnytte denne beskatningsret, idet dette kræver, at den udenlandske kunstner eller sportsmand har et så langvarigt arrangement med en dansk arbejdsgiver, at der opstår et egentligt lønmodtagerforhold.
Stk. 3 bestemmer, at kildestaten ikke kan beskatte, når den pågældendes besøg i kildestaten i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra bopælsstaten.
Dette afviger fra OECD-modellen, men er en meget praktisk regel, der sikrer, at officielle kulturarrengementer ikke beskattes i kildestaten.
Pensioner og livrenter
Alle pensioner kan beskattes i begge stater. Dette gælder pensioner i forbindelse med tidligere tjenesteforhold, private pensioner samt alle sociale pensioner o.l. Dette betyder, at der er ren kildestatsbeskatning.
Dette svarer til den gældende overenskomst. Efter artikel 17 er der kildestatsbeskatning af alle pensioner, der står i forbindelse med tidligere tjenesteforhold. Efter artikel 21 er der kildestatsbeskatning af alle øvrige pensioner.
Offentligt hverv
Vederlag m.v., der udbetales af staten, amter og kommuner, for hverv udført for denne stat m.v., kan kun beskattes i denne stat.
Der er dog en undtagelse. Hvis vederlaget udbetales til en person, der er hjemmehørende i og arbejder i den anden stat, samt er statsborger i denne anden stat, eller ikke blev hjemmehørende i denne stat med det formål at udføre hvervet, kan kun bopælsstaten beskatte vederlaget.
Som et praktisk eksempel kan nævnes en lokalansat ved en ambassade.
Hvis en dansk statsborger, der bor i Danmark, bliver ansat som kok ved den thailandske ambassade, eller en svensk statsborger, der bor i Danmark, bliver ansat samme steds som chauffør, kan Danmark beskatte den pågældendes løn fra ambassaden.
Hvis den svenske statsborger ikke allerede boede i Danmark, da han fik ansættelsen ved ambassaden, men flytter hertil for at arbejde for denne, er det derimod Thailand, der kan beskatte hans løn, jf. stk. 1.
Offentlige pensioner, der udbetales af stat, amt eller kommune som følge af et tidligere bestående tjenesteforhold (tjenestemandspensioner), kan kun beskattes i kildestaten.
Også her er der imidlertid en undtagelse, idet bopælsstaten kan beskatte sådanne pensioner, hvis modtageren er hjemmehørende og statsborger i denne stat, jf. stk. 2.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder dog ikke for vederlag og pension, der udbetales af en stat m.v. for varetagelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, som staten driver. I så fald skal bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 finde anvendelse.
Studerende
En studerende, lærling eller en person, fra det ene land, der opholder sig i det andet land udelukkende for at studere, blive oplært eller forske i egenskab af modtager af et stipendium, et tilskud eller en pris fra en offentlig, religiøs, velgørende, videnskabelig, litterær eller uddannelsesmæssig organisation, skal i studiestaten være fritaget for beskatning af:
beløb modtaget fra udlandet til underhold m.v.
det pågældende stipendium m.v.
indkomst fra personligt arbejde i tjenesteforhold i studiestaten, når indkomsten med rimelighed kan anses for nødvendigt underhold og uddannelse. Denne fritagelse kan højst gives i 5 år.
Professorer, lærere og forskere
En person, som besøger en stat efter invitation fra et universitet, en skole o.l. udelukkende med det formål at undervise eller forske eller begge dele ved en sådan uddannelsesinstitution, skal fritages for beskatning i den anden stat af vederlaget herfor. Besøget må ikke overstige 2 år.
Bestemmelsen gælder ikke, hvis den forskning, der drives, primært er til gavn for en eller flere bestemte personer.
Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning og udvinding af kulbrinter
Denne bestemmelse er indsat efter dansk ønske. Ingen af de to modeloverenskomster indeholder særbestemmelser, der regulerer dette område.
I henhold til stk. 1 og 2 skal virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter anses for udøvet gennem et fast driftssted eller fast sted dér. Der er dog en bagatelgrænse. Såfremt virksomheden ikke strækker sig ud over et tidsrum af 30 dage inden for en 12-måneders periode, er der ikke tale om et fast driftssted eller fast sted.
Efter stk. 3 skal virksomhed udøvet på boreplatform ud for kysten kun udgøre et fast driftssted, hvis virksomheden udøves i en periode eller perioder, der tilsammen overstiger 183 dage inden for enhver 12-måneders periode. Dermed behandles denne virksomhed parallelt med bygge-og anlægsarbejer i artikel 5.
Bestemmelserne svarer til det danske forhandlingsoplæg. I dette behandles virksomhed med efterforskningsplatforme parallelt med bygge- og anlægsarbejder. Der er dog den forskel, at fristen for, at der opstår fast driftssted, er 365 dage inden for 18 måneder, svarende til at der er en frist på 12 måneder, for at bygge- og anlægsarbejder kan anses for fast driftssted i kildestaten.
Den foreliggende overenskomst har ingen særregler for supplytrafik. Efter det danske oplæg skal supplytrafik, der er forsyningstrafik fra et sted i en stat, til borerigge i den samme stat, beskattes efter reglerne for international trafik. Da udenlandske firmaer ikke har tilladelse til at foretage denne form for trafik i Thailand, har dette dog ikke den store betydning.
Andre indkomster
Andre indkomster end de indkomstformer, der er nævnt i de forudgående artikler, kan kun beskattes i bopælsstaten, jfr. stk. 1.
Dette gælder dog ikke, hvis den person, der erhverver indkomsten, og som er hjemmehørende i den ene stat, har et fast driftssted i den anden stat, og indkomsten er direkte knyttet til dette faste driftssted, jfr. stk. 2. Herfra er dog indkomst ved fast ejendom undtaget.
Hidrører andre indkomster fra den anden stat, kan denne stat dog beskatte.
Ophævelse af dobbeltbeskatning
Lempelsesmetoden er for Danmarks vedkommende ordinær credit. Ordinær credit indebærer, at når personer eller selskaber, der er hjemmehørende i Danmark, modtager indkomst fra kilder i Thailand, og Thailand i henhold til overenskomsten har ret til at beskatte denne indkomst, skal Danmark tillade, at den skat, der er betalt i Thailand af denne indkomst, fratrækkes i den danske skat af den samme indkomst. Fradraget kan ikke overstige den danske skat af denne indkomst, jfr. stk. 2, litra a og b.
I tilfælde, hvor en indkomst kun kan beskattes i Thailand, giver Danmark eksemption med progressions forbehold, jfr. stk. 2, litra c.
I visse situationer gives der dog matching credit. Matching credit indebærer, at Danmark i visse tilfælde skal give nedslag, som om der var betalt almindelig skat af en indkomst uanset, at skatten er nedsat for at fremme udenlandske investeringer. Der gives således credit for et beløb, der er større end den faktiske skattebetaling i Thailand. Matching credit gives i de tilfælde, hvor en dansk virksomhed oppebærer fortjeneste fra et fast driftssted i Thailand, og der efter Thailands lovgivning er indrømmet fritagelse eller nedsættelse af den thailandske skat på disse indkomster. Det er en betingelse for at give matching credit, at det faste driftssted driver erhvervsvirksomhed uden for den finansielle sektor, og at ikke over 25 pct. af sådan fortjeneste består af renter og fortjeneste ved afhændelse af aktier og obligationer eller består af fortjenester fra tredjeland, jfr. stk. 2, litra d.
Endvidere skal udbytter fra thailandske datterselskaber til danske moderselskaber ikke medregnes i den skattepligtige indkomst (eksemptes), uanset at skatten i Thailand på datterselskabet har været nedsat. Der er opstillet de samme betingelser vedrørende datterselskabet virksomhed og indkomst, som gælder for de faste driftssteder, jfr. stk. 2, litra e.
Der gives endvidere matching credit for royalties fra Thailand. Denne matching credit gives, når de aktiver, for hvilke der er betalt royalties, er anvendt i forbindelse med virksomhed - bortset fra virksomhed inden for den finansielle sektor - som er udøvet i Thailand. For at sikre, at overenskomsten aldrig kan medføre en forpligtelse til at lempe med et større beløb, end Thailand kan tage i henhold til interne lovgivning, er der indsat en klausul om, at den interne skattesats udgør overgrænsen. Bestemmelsen er kombineret med en anti-misbrugsbestemmelse, således at der ikke kan spekuleres i »salg og tilbageleasing«. Bestemmelsen gælder ikke mellem koncernforbundne selskaber, jfr. stk. 2 litra f.
Bestemmelserne om matching credit er begrænset til at gælde i 10 år, jfr. litra g.
Bestemmelserne om matching credit følger de bestemmelser, der findes i en række nyere danske dobbeltbeskatningsoverenskomster. En noget videre bestemmelse om matching credit for royalties findes i overenskomsten mellem Danmark og Vietnam.
Efter den gældende overenskomst giver Danmark eksemption.
Lempelsesmetoden er for Thailands vedkommende ordinær credit, jfr. stk. 4.
Thailand har ikke noget progressionsforbehold i de tilfælde, hvor en indkomst efter overenskomsten kun kan beskattes i Danmark.
Der er indsat en særlig bestemmelse om, at såfremt en fysisk person har en indkomst med dansk kilde, som Thailand har ret til at beskatte i overensstemmelse med overenskomsten, men denne indkomst ikke beskattes i Thailand eller kun beskatter delvist som følge af, at den ikke - eller kun delvist - hjemtages til Thailand, skal Danmark kun lempe i det omfang, der er sket beskatning i Thailand, jfr. stk. 5.
Ikke-diskriminering
Stk. 1 - 5 bestemmer, at de to stater ikke må diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseende. Dette gælder både fysiske og juridiske personer. Bestemmelsen gælder også for de statsborgere, der ikke er hjemmehørende i den ene eller begge staterne. På betingelse af at statsløse personer er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, gælder ikke-diskrimineringen også disse personer.
En stat er dog ikke forpligtet til at give personer, der er hjemmehørende i den ene stat, skattemæssige fordele, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget område, jfr. stk. 6.
Ikke-diskrimineringsbestemmelsen skal kun finde anvendelse på de skatter, der er dækket af overenskomsten.
Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Artiklen foreskriver den fremgangsmåde, der skal anvendes, hvis en person, der er hjemmehørende i en af staterne, mener, at vedkommende udsættes for en beskatning, der er i strid med overenskomsten. Det er herunder fastsat, at de kompetente myndigheder i de to stater skal søge ved gensidig aftale at løse de vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af aftalen.
Overenskomsten pålægger ikke de to staters kompetente myndigheder nogen forpligtelse til at blive enige.
Udveksling af oplysninger
Artiklen pålægger de kompetente myndigheder i de to stater at udveksle oplysninger, som er nødvendige for, at overenskomstens bestemmelser kan føres ud i livet.
Artiklen kan ikke pålægge nogen af de to stater pligt til at udføre forvaltningsakter, der strider mod dens eller den anden stats lovgivning og forvaltningspraksis; til at meddele oplysninger, som ikke kan opnås efter dens eller den anden stats lovgivning eller forvaltningspraksis; eller meddele oplysninger, der ville røbe erhvervsmæssige hemmeligheder, eller oplysningen, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser ( ordre public ).
Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder
Overenskomsten berører ikke skattemæssige begunstigelser for medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder.
Territorial udvidelse
Overenskomsten kan i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til at gælde for Færøerne og/eller Grønland, forudsat at dise områder måtte ønske det, og at disse områder opfylder betingelsen om, at de påligner skatter af væsentlig samme art, som de skatter overenskomsten finder anvendelse på.
Ikrafttræden
Overenskomsten træder i kraft 30 dage efter den sidste dato, på hvilken de respektive regeringer har givet hinanden skriftlig underretning om, at de forfatningsmæssige betingelser for overenskomstens ikrafttræden er opfyldt. »Forfatningsmæssige betingelser« vil for Danmarks vedkommende sige, at det foreliggende lovforslag er endeligt vedtaget.
Overenskomsten har for Danmarks vedkommende virkning for så vidt angår skatter indeholdt ved kilden, for indkomster der oppebæres fra og med den 1. januar i det kalenderår, der følger efter det år, hvor overenskomsten træder i kraft. For så vidt angår andre indkomstskatter, for skatter som skal betales vedrørende ethvert indkomstår, som begynder fra og med den 1. januar i ethvert indkomstår, som begynder fra og med den 1. januar i det kalenderår, der følger efter det år, hvor overenskomsten træder i kraft.
Den gældende overenskomst fra 1965 ophører med at have virkning, når den foreliggende overenskomst får virkning.
Opsigelse
Overenskomsten er uopsigelig i 5 år, og kan herefter opsiges med 6 måneders varsel før udgangen af ethvert kalenderår.
Protokol
Til overenskomsten knytter sig en protokol.
I denne foretages der en præcisering af visse begreber i artiklerne 5, 7 og 11.
De væsentligste bestemmelser er de to mestbegunstigelsesklausuler, der knytter sig til artiklerne 8 og 10. Disse bestemmelser er nærmere omtalt i forbindelse med bemærkningerne til disse artikler, jfr. ovenfor.