LOV nr 618 af 08/06/2016
Justitsministeriet
Lov om fremtidsfuldmagter § 3
En fremtidsfuldmagt skal for at være gyldig oprettes skriftligt i Fremtidsfuldmagtsregisteret ved anvendelse af den digitale løsning, som stilles til rådighed herfor, og vedkendes for en notar, jf. dog regler udstedt i medfør af stk. 4, 3. pkt.
Stk. 2. Notaren skal ved sin påtegning af fremtidsfuldmagten afgive erklæring
-
om fuldmagtsgiverens identitet,
-
om, hvorvidt fuldmagtsgiveren er i stand til fornuftsmæssigt at oprette fremtidsfuldmagten,
-
om, hvilke personer der er til stede under notarialforretningen, og
-
om andre omstændigheder, som kan være af betydning for fremtidsfuldmagtens gyldighed.
Stk. 3. For hver fuldmagtsgiver kan der alene være oprettet én fremtidsfuldmagt i Fremtidsfuldmagtsregisteret.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om Fremtidsfuldmagtsregisteret, herunder om, hvem der har adgang til registeret, og om oprettelse og registrering af fremtidsfuldmagter, herunder hvordan oprettelsen nærmere foretages. Justitsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om notarens virksomhed og om, hvordan vedkendelse af fremtidsfuldmagter for notaren nærmere foretages. Justitsministeren fastsætter herudover regler om, i hvilke tilfælde oprettelse af fremtidsfuldmagter kan ske uden anvendelse af den digitale løsning, som stilles til rådighed efter stk. 1, og om, hvordan oprettelsen og vedkendelsen i disse tilfælde foretages.
Forarbejder til Lov om fremtidsfuldmagter § 3
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse omhandler de formelle krav, der skal være opfyldt, for at en fremtidsfuldmagt er gyldigt oprettet i lovforslagets forstand. Der er dels tale om form- og registreringskrav, som har til formål at sikre kendskab til fremtidsfuldmagtens eksistens og en præcis fastlæggelse af dens indhold. Dels er der tale om et krav om vedkendelse over for en notar, som har til formål at sikre, at fuldmagtsgiveren har evne til at handle fornuftsmæssigt, og at fuldmagtsoprettelsen er udtryk for vedkommendes ønske. Henset til at fremtidsfuldmagten er oprettet digitalt, og henset til at fremtidsfuldmagten efter ikraftsættelsen vil skulle anvendes digitalt, foreslås det, at notarens påtegning ligeledes vil blive afgivet digitalt, således at den til enhver tid eksisterende fuldmagt foreligger i registeret i digital form.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 bliver fremtidsfuldmagter omfattet af et skriftlighedskrav. Tilsvarende krav finder anvendelse for andre fremadrettede viljeserklæringer, f.eks. oprettelse af testamente, jf. arvelovens § 63, stk. 1, og § 64, stk. 1, og livstestamente, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 240 af 20. marts 2007 om livstestamenter.
Efter den foreslåede bestemmelse skal en fremtidsfuldmagt for at være gyldig for det første oprettes i et særligt register over fremtidsfuldmagter, der benævnes Fremtidsfuldmagtsregisteret. Fremtidsfuldmagten skal for det andet for at være gyldig vedkendes for en notar. Det betyder, at fuldmagten først er oprettet i lovforslagets forstand, når den er registreret i Fremtidsfuldmagtsregisteret, og fuldmagtsgiveren har vedkendt sig fuldmagten over for notaren, som derefter har forsynet fuldmagten med en påtegning.
De formelle oprettelseskrav indebærer, at der opnås sikkerhed for oprettelsestidspunktet, fordi datoen for notarens påtegning vil ligge fast.
Med lovforslaget lægges der op til, at den første del af oprettelsen – fuldmagtsgiverens oprettelse af fuldmagten i Fremtidsfuldmagtsregisteret – som udgangspunkt sker digitalt ved anvendelse af en selvbetjeningsløsning og digital signatur. Fuldmagtsgiverens oprettelse af fuldmagten i registeret er således en samtidig underskrift af fuldmagten. Der lægges således op til, at fuldmagtsgiveren via en digital løsning og med sine personlige oplysninger logger sig ind i registeret. Det vil være obligatorisk bl.a. at indtaste eget og fremtidsfuldmægtigens cpr. -nummer, men selve fremtidsfuldmagten vil skulle vedhæftes som et separat dokument, hvoraf det individuelle indhold af fuldmagten vil fremgå.
Den efterfølgende del af oprettelsen af en fremtidsfuldmagt består i, at fremtidsfuldmagten vedkendes for en notar. Notaren vil – på samme måde som ved testamentsoprettelse – ved sin påtegning på fremtidsfuldmagten bekræfte fuldmagtsgiverens identitet, evne til at handle fornuftsmæssigt, og at fuldmagtsoprettelsen er udtryk for vedkommendes ønske. Henset til at fremtidsfuldmagten på vedkendelsestidspunktet allerede er oprettet af fuldmagtsgiveren i digital form, vil notarens påtegning ligeledes skulle afgives digitalt på det foreliggende digitale dokument. Der vil således ikke være tale om – sådan som det er tilfældet ved oprettelse af et testamente – at fremtidsfuldmagten vil skulle medbringes i papirform til notarforretningen, og notaren vil heller ikke skulle foretage efterbehandling i form af registrering af fremtidsfuldmagten i registeret eller sørge for opbevaring af kopi af fuldmagten. Notarens opgaver vil i øvrigt svare til opgaverne ved andre notarialforretninger, jf. bekendtgørelse nr. 1555 af 18. december 2007 med senere ændringer.
Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, svarer med enkelte tilpasninger til arvelovens § 63, stk. 2, om foretagelse af notarialforretninger ved oprettelse af testamenter. Det betyder, at notaren ved sin påtegning af fremtidsfuldmagten skal afgive erklæring om fuldmagtsgiverens identitet, om hvorvidt fuldmagtsgiveren fornuftsmæssigt er i stand til at vedkende sig fremtidsfuldmagten, om hvilke personer der er til stede under notarialforretningen, og om andre omstændigheder, der kan være af betydning for fremtidsfuldmagtens gyldighed. Det indebærer bl.a., at hvis notaren får indtryk af, at fuldmagtsgiveren ikke har evnen til fornuftsmæssigt at oprette fremtidsfuldmagten, kan notaren afvise at medvirke til oprettelsen. Det indebærer endvidere, at notaren kan udsætte notarialforretningen med henblik på, at der bringes en læge til stede, eller at fuldmagtsgiveren indhenter en lægeerklæring angående vedkommendes evne til at handle fornuftsmæssigt. Det indebærer også, at notaren ved tvivl om fuldmagtsgiverens evne til at handle fornuftsmæssigt – hvis notarialforretningen ikke udsættes med henblik på at indhente en lægeerklæring, eller hvis notaren uanset lægeerklæringen fortsat er i tvivl herom – i sin påtegning skal give udtryk for sin tvivl. En sådan notarpåtegning vil indgå i Statsforvaltningens behandling af en efterfølgende ikraftsættelsessag.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indebærer, at der for hver fuldmagtsgiver alene kan være registreret en fremtidsfuldmagt, forstået som et fuldmagtsdokument. Der kan således ikke samtidigt være registreret flere fremtidsfuldmagter (dokumenter). Der kan derimod være tilknyttet flere fremtidsfuldmægtige – eventuelt med forskellige beføjelser – til et sådant fuldmagtsdokument. Hvis fuldmagtsgiveren ønsker at ændre indholdet af fuldmagten, kan dette ske i overensstemmelse med lovforslagets kapitel 7, således at der registreres et nyt samlet fuldmagtsdokument i registeret.
Der henvises herom til lovforslagets § 22 og bemærkningerne hertil.
Efter den foreslåedes bestemmelses stk. 4, 1. pkt., bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om Fremtidsfuldmagtsregisteret. Det vil bl.a. omfatte regler om, hvem der har adgang til registeret, dvs. efter den foreslåede ordning i første omgang fuldmagtsgiveren, som opretter fuldmagten, notaren, som skal påføre fuldmagten sin påtegning, og Statsforvaltningen, der bl.a. skal træffe afgørelse om at sætte fuldmagten i kraft. Det bemærkes i den forbindelse, at fuldmagten i Fremtidsfuldmagtsregisteret endnu ikke er trådt i kraft, hvorfor der ikke er behov for at aftaleparter skal have adgang til registeret. Når fremtidsfuldmagten sættes i kraft, vil den blive overført til Personbogen, hvorefter den fuldt ud vil være tilgængelig for aftaleparter mv.
Der henvises herom til lovforslagets § 27 og bemærkningerne hertil.
Bemyndigelsen omfatter endvidere fastsættelse af regler om oprettelse af fremtidsfuldmagter, herunder hvordan oprettelsen nærmere skal foretages ved brug af den digitale løsning, der stilles til rådighed, jf. stk. 1, for at fremtidsfuldmagten er gyldigt oprettet og registreret.
Bemyndigelsen omfatter derudover fastsættelse af regler om registrering af fremtidsfuldmagter, herunder i hvilke tilfælde registrering kan afvises pga. formelle mangler, f.eks. hvis der ikke er indsat en fremtidsfuldmægtig eller angivet noget indhold af fuldmagten, eller fuldmagtsgiveren forsøger at registrere flere fremtidsfuldmagter på samme tid, jf. bemærkningerne til bestemmelsens stk. 2.
Bemyndigelsen kan tillige udnyttes til at fastsætte regler om behandling af personoplysninger i registeret og om vedligeholdelse af registeret.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 4, 2. pkt., bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om notarens virksomhed, og om hvordan vedkendelse af fremtidsfuldmagten for notaren nærmere foretages. Det forudsættes, at notarialforretningen i det væsentligste vil foregå på samme måde som ved testamentsoprettelse, dog tilpasset at en fremtidsfuldmagt foreligger i digital form frem for i fysisk form, og at notaren ikke vil skulle foretage efterbehandling i form af registrering af fremtidsfuldmagten mv.
Bemyndigelsen indebærer, at justitsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om notarens virksomhed mv. i forhold til fremtidsfuldmagter, som svarer til de regler, der efter bekendtgørelse nr. 1555 af 18. december 2007 om notarialforretninger med senere ændringer gælder for oprettelse af notartestamenter.
Det vil bl.a. omfatte regler om fremgangsmåde ved sådanne notarialforretninger, herunder om hvordan en i Fremtidsfuldmagtsregisteret oprettet fremtidsfuldmagt gøres klar til vedkendelsen for notaren, om hvorvidt vedkendelsen for notaren skal ske inden for en vis tidsfrist efter, at fremtidsfuldmagten er gjort klar til vedkendelse, og om konsekvenserne af at en sådan tidsfrist ikke overholdes.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 4, 3. pkt., bemyndiges justitsministeren endvidere til at fastsætte regler om, i hvilke tilfælde oprettelse af fremtidsfuldmagter kan ske uden anvendelse af den pågældende digitale løsning, og hvordan oprettelsen og vedkendelsen i givet fald skal foretages. Bemyndigelsen vil bl.a. blive udnyttet til at fastsætte regler om, hvordan en fremtidsfuldmagt undtagelsesvist gyldigt kan oprettes fysisk, hvordan en fremtidsfuldmagt i sådanne tilfælde skal vedkendes, og hvordan registreringen i Fremtidsfuldmagtsregisteret i tilknytning til oprettelsen skal ske. Reglerne vil omfatte personer, der f.eks. som følge af handicap eller manglende it-kompetencer er fritaget fra kravet om at modtage digital post fra det offentlige, og som derfor heller ikke kan antages at være i stand til at oprette en fremtidsfuldmagt digitalt. Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
I de undtagelsesvise tilfælde, hvor en fuldmagtsgiver ikke er i stand til at oprette fuldmagten digitalt, jf. § 3, stk. 4, 3. pkt., lægges der op til at fastsætte regler om, at den pågældende i stedet hos Statsforvaltningen vil skulle underskrive fuldmagten, hvorefter Statsforvaltningen vil drage omsorg for registreringen. I den forbindelse vil Statsforvaltningen påse fuldmagtsgiverens identitet, evne til at handle fornuftsmæssigt, og at fremtidsfuldmagtens oprettelse er udtryk for den pågældendes ønske, dvs. at Statsforvaltningen vil varetage den funktion, som notaren ellers varetager under vedkendelsesforretningen. Statsforvaltningen vil i den forbindelse påtegne fuldmagten. En fremtidsfuldmagt, der ikke oprettes digitalt, vil således ikke skulle vedkendes for en notar. I de pågældende tilfælde er fuldmagten først oprettet i lovforslagets forstand fra og med det tidspunkt, hvor fuldmagten registreres i registeret. Registreringen vil dog som udgangspunkt ske umiddelbart i forlængelse af underskriften, således at der ikke vil forløbe en længere tidsperiode mellem underskriften og registreringen.
Det vil være en gyldighedsbetingelse for en fremtidsfuldmagt, at den er oprettet og registreret i overensstemmelse med § 3 og regler, der er udstedt i medfør heraf. Hvis en fremtidsfuldmagt ikke opfylder disse betingelser, vil den som udgangspunkt blive afvist af Statsforvaltningen senest på det tidspunkt, hvor der anmodes om ikraftsættelse, jf. lovforslagets § 4, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 2
Fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse