Lov om fremtidsfuldmagter

Den foreslåede bestemmelse omhandler de krav, som en person skal opfylde for at oprette en fremtidsfuldmagt, ligesom bestemmelsen fastlægger begrebet ”fremtidsfuldmagt”, herunder den tilstand, som fuldmagtens ikraftsættelse er betinget af.

Af den foreslåede bestemmelses 1. led følger det, at den, der kan oprette en fremtidsfuldmagt, skal være fyldt 18 år og være i stand til at handle fornuftmæssigt.

Fuldmagtsgiveren vil således skulle være en voksen fysisk person. Fuldmagtsgiveren vil endvidere skulle være i stand til at forstå og overskue konsekvenserne af at afgive en bindende fremadrettet viljeserklæring. Kravene til fuldmagtsgiverens habilitet svarer således til kravene til testator ved oprettelse af testamente, jf. arvelovens § 63, stk. 2, nr. 2 og § 64, stk. 5, nr. 4, hvorefter det er en betingelse for at oprette testamente, at testator er i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente.

De anførte krav til fuldmagtsgiveren skal være opfyldt på oprettelsestidspunktet, jf. nærmere om dette tidspunkt i lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelses 2. led fastlægger den tilstand, som fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse er betinget af, og der ville ikke kunne fastsættes bestemmelser, som afviger herfra i fremtidsfuldmagten. En fremtidsfuldmagt vil således kunne oprettes med henblik på at træde i kraft på et senere tidspunkt, hvor fuldmagtsgiveren som følge af sygdom, svækket mental funktion eller helbred eller lignende ikke længere har evne til at varetage sine forhold inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten. 2. led indeholder dels et helbredskriterium: ”sygdom, svækket mental funktion eller helbred eller lignende”, dels et evnemangelskriterium: ”ikke længere har evne til at varetage sine forhold inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten”.

Kriterierne forudsættes at svare til helbreds- og evnemangelskriterierne i værgemålslovens § 5, stk. 1 og 2, jf. nærmere herom pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Ordlyden af den foreslåede bestemmelse afviger fra de nævnte bestemmelser i værgemålsloven, hvilket dog alene er begrundet i redaktionelle årsager og hensynet til en sproglig modernisering.

I det omfang fuldmagtsgiver opfylder det helbredsmæssige kriterium, f.eks. ved at være diagnosticeret med en demenssygdom, vil fremtidsfuldmagten således først kunne sættes i kraft, når fuldmagtsgiver som følge af sygdommen ikke længere har evne til at varetage de forhold, som er omfattet af fremtidsfuldmagten (evnemangelskriteriet). I modsætning til værgemålslovens § 5, stk. 1 og 2, indeholder den foreslåede bestemmelse ikke en betingelse om, at der – ud over helbreds- og evnemangelskriterierne – tillige skal være et konkret behov for ikraftsættelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger indholdet og omfanget af en fremtidsfuldmagt.

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 indebærer, at en fremtidsfuldmagt kan gives til en eller flere fremtidsfuldmægtige med henblik på at varetage fuldmagtsgivers økonomiske og personlige forhold. Fuldmagten kan begrænses til at angå et eller flere bestemte forhold. Der vil således i overensstemmelse med de almindelige fuldmagtsregler kunne gives fuldmagt til en eller flere personer (fremtidsfuldmægtige). Det forudsættes, at fremtidsfuldmægtige skal være fysiske personer, jf. herved lovforslagets § 7, stk. 2.

Fremtidsfuldmagten vil kunne omfatte både økonomiske og personlige forhold for fuldmagtsgiveren. For så vidt angår økonomiske forhold, kan en fremtidsfuldmagt således omfatte de samme forhold som værgemål, jf. herved værgemålslovens § 5. Om værgelovens § 5 kan der henvises til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

En fremtidsfuldmagt i personlige forhold har et snævrere anvendelsesområde end værgemål, idet anvendelsesområdet er begrænset til at repræsentere fuldmagtsgiveren over for offentlige myndigheder, jf. pkt. 4.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger og lovforslagets § 10 og bemærkningerne hertil, mens et værgemål i personlige forhold kan omfatte personlige forhold bredere set, herunder mere private forhold, som f.eks. religiøse forhold.

Bestemmelsen bygger på princippet om aftalefrihed, og en fremtidsfuldmagt vil således kunne omfatte fuldmagtsgiverens økonomiske og personlige forhold generelt eller alene et eller flere bestemte forhold. Således vil der f.eks. kunne gives fremtidsfuldmagt til foretagelse af specifikke bankforretninger, til salg eller udlejning af fast ejendom eller til at repræsentere fuldmagtsgiveren over for kommunen i forbindelse med ansøgning om hjælp i hjemmet. Ligeledes vil der kunne gives fuldmagt til at varetage alle fuldmagtsgiverens forhold, dvs. personlige og økonomiske forhold generelt.

Fremtidsfuldmagter må i almindelighed forventes at blive oprettet som en generel fuldmagt, der giver meget vide beføjelser til at handle på fuldmagtsgivers vegne. Dette har sammenhæng med, at det kan være vanskeligt på forhånd at forudse, i hvilke forhold der vil kunne opstå behov for at repræsentere fuldmagtsgiver, og en for begrænset fuldmagt kan føre til, at fuldmagtsgivers interesser ikke vil kunne blive varetaget, når fuldmagtsgiver ikke længere selv kan. Fuldmagt med vide beføjelser vil således i almindelighed være i fuldmagtsgiverens interesse.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan fuldmagtsgiveren indsætte en eller flere subsidiære fremtidsfuldmægtige, som først får beføjelse til at handle på fuldmagtsgiverens vegne i tilfælde af de (primære) fremtidsfuldmægtiges forfald.

Bestemmelsen opregner de relevante forfaldssituationer. Der vil være tale om midlertidigt forfald, hvis der skal foretages en retshandel, hvor den primære fremtidsfuldmægtig vil være i en interessekonflikt i forhold til fuldmagtsgiveren, jf. lovforslagets § 13. Der vil kunne være tale om varigt forfald, hvis den (primære) fremtidsfuldmægtig på ikraftsættelsestidspunktet ikke opfylder betingelserne for være fremtidsfuldmægtig, jf. § 7, stk. 2 og 3, fremtidsfuldmægtigen frasiger sig hvervet mv., jf. lovforslagets § 25, eller Statsforvaltningen sætter fremtidsfuldmagten ud af kraft i forhold til den pågældende, jf. lovforslagets § 26.

Når forfaldssituationen foreligger, vil den eller de subsidiære fremtidsfuldmægtige umiddelbart – dvs. uden afgørelse fra Statsforvaltningen – få de samme beføjelser til at handle og underlægges samme forpligtelser som de (primære) fremtidsfuldmægtige, jf. lovforslagets kapitel 3.

Der er tale om en udtømmende opregning af de forfaldssituationer, hvor en subsidiær fremtidsfuldmægtig får beføjelser til at handle, og den subsidiære fremtidsfuldmægtig får således ikke beføjelser i andre forfaldssituationer, f.eks. hvis den (primære) fremtidsfuldmægtig er bortrejst på ferie.

En subsidiær fremtidsfuldmægtig skal opfylde de samme krav som de (primære) fremtidsfuldmægtige, herunder ved fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 kan det i fremtidsfuldmagten bestemmes, at en tredjepart skal have indseende med, hvordan den, der har fremtidsfuldmagt, varetager sit hverv. Fuldmagtsgiver har således mulighed for – som supplement til det almindelige tilsyn efter lovforslagets § 21 – at træffe bestemmelse om et privat tilsyn. Fuldmagtsgiver kan således bestemme, at f.eks. en advokat, en revisor eller en person, som vedkommende har tillid til, skal føre tilsyn med fremtidsfuldmægtigen. Et sådan privat tilsyn vil indebære, at fremtidsfuldmægtigen på anmodning skal meddele den pågældende tilsynsperson oplysninger om forvaltningen af fuldmagtsforholdet. Det private tilsyns omfang vil i øvrigt bero på, hvad fuldmagtsgiver nærmere bestemmer i fremtidsfuldmagten. Det kan således f.eks. bestemmes i fuldmagten, at fremtidsfuldmægtigen skal rådføre sig med det private tilsyn i forhold til bestemte dispositioner eller have godkendt disse af tilsynet. Ligeledes kan det være bestemt i fuldmagten, at det private tilsyn skal have tilbagekaldelsesbeføjelser, hvis det private tilsyn finder, at der er grund til at bringe fuldmagtsforholdet til ophør. Herom henvises der til lovforslagets § 23.

Hvis fremtidsfuldmægtigen undlader at rådføre sig med det private tilsyn eller at få godkendt en disposition i tilfælde, hvor det følger af fuldmagten, vil fremtidsfuldmægtigen tilsidesætte sine pligter efter lovforslagets § 12. Det private tilsyn vil herefter have mulighed for at rette henvendelse til Statsforvaltningen med henblik på, at Statsforvaltningen udnytter sine tilsynsbeføjelser – og om nødvendigt sætter fremtidsfuldmagten ud af kraft.

Hvis det private tilsyn er tillagt beføjelse til at tilbagekalde fuldmagten, vil tilsynet efter omstændighederne kunne gøre dette.

Det forudsættes, at det private tilsyn i fremtidsfuldmagten er tilstrækkelig præcist beskrevet til at kunne identificeres, dvs. ved angivelse af et cpr. - eller et CVR-nummer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse omhandler de formelle krav, der skal være opfyldt, for at en fremtidsfuldmagt er gyldigt oprettet i lovforslagets forstand. Der er dels tale om form- og registreringskrav, som har til formål at sikre kendskab til fremtidsfuldmagtens eksistens og en præcis fastlæggelse af dens indhold. Dels er der tale om et krav om vedkendelse over for en notar, som har til formål at sikre, at fuldmagtsgiveren har evne til at handle fornuftsmæssigt, og at fuldmagtsoprettelsen er udtryk for vedkommendes ønske. Henset til at fremtidsfuldmagten er oprettet digitalt, og henset til at fremtidsfuldmagten efter ikraftsættelsen vil skulle anvendes digitalt, foreslås det, at notarens påtegning ligeledes vil blive afgivet digitalt, således at den til enhver tid eksisterende fuldmagt foreligger i registeret i digital form.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 bliver fremtidsfuldmagter omfattet af et skriftlighedskrav. Tilsvarende krav finder anvendelse for andre fremadrettede viljeserklæringer, f.eks. oprettelse af testamente, jf. arvelovens § 63, stk. 1, og § 64, stk. 1, og livstestamente, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 240 af 20. marts 2007 om livstestamenter.

Efter den foreslåede bestemmelse skal en fremtidsfuldmagt for at være gyldig for det første oprettes i et særligt register over fremtidsfuldmagter, der benævnes Fremtidsfuldmagtsregisteret. Fremtidsfuldmagten skal for det andet for at være gyldig vedkendes for en notar. Det betyder, at fuldmagten først er oprettet i lovforslagets forstand, når den er registreret i Fremtidsfuldmagtsregisteret, og fuldmagtsgiveren har vedkendt sig fuldmagten over for notaren, som derefter har forsynet fuldmagten med en påtegning.

De formelle oprettelseskrav indebærer, at der opnås sikkerhed for oprettelsestidspunktet, fordi datoen for notarens påtegning vil ligge fast.

Med lovforslaget lægges der op til, at den første del af oprettelsen – fuldmagtsgiverens oprettelse af fuldmagten i Fremtidsfuldmagtsregisteret – som udgangspunkt sker digitalt ved anvendelse af en selvbetjeningsløsning og digital signatur. Fuldmagtsgiverens oprettelse af fuldmagten i registeret er således en samtidig underskrift af fuldmagten. Der lægges således op til, at fuldmagtsgiveren via en digital løsning og med sine personlige oplysninger logger sig ind i registeret. Det vil være obligatorisk bl.a. at indtaste eget og fremtidsfuldmægtigens cpr. -nummer, men selve fremtidsfuldmagten vil skulle vedhæftes som et separat dokument, hvoraf det individuelle indhold af fuldmagten vil fremgå.

Den efterfølgende del af oprettelsen af en fremtidsfuldmagt består i, at fremtidsfuldmagten vedkendes for en notar. Notaren vil – på samme måde som ved testamentsoprettelse – ved sin påtegning på fremtidsfuldmagten bekræfte fuldmagtsgiverens identitet, evne til at handle fornuftsmæssigt, og at fuldmagtsoprettelsen er udtryk for vedkommendes ønske. Henset til at fremtidsfuldmagten på vedkendelsestidspunktet allerede er oprettet af fuldmagtsgiveren i digital form, vil notarens påtegning ligeledes skulle afgives digitalt på det foreliggende digitale dokument. Der vil således ikke være tale om – sådan som det er tilfældet ved oprettelse af et testamente – at fremtidsfuldmagten vil skulle medbringes i papirform til notarforretningen, og notaren vil heller ikke skulle foretage efterbehandling i form af registrering af fremtidsfuldmagten i registeret eller sørge for opbevaring af kopi af fuldmagten. Notarens opgaver vil i øvrigt svare til opgaverne ved andre notarialforretninger, jf. bekendtgørelse nr. 1555 af 18. december 2007 med senere ændringer.

Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, svarer med enkelte tilpasninger til arvelovens § 63, stk. 2, om foretagelse af notarialforretninger ved oprettelse af testamenter. Det betyder, at notaren ved sin påtegning af fremtidsfuldmagten skal afgive erklæring om fuldmagtsgiverens identitet, om hvorvidt fuldmagtsgiveren fornuftsmæssigt er i stand til at vedkende sig fremtidsfuldmagten, om hvilke personer der er til stede under notarialforretningen, og om andre omstændigheder, der kan være af betydning for fremtidsfuldmagtens gyldighed. Det indebærer bl.a., at hvis notaren får indtryk af, at fuldmagtsgiveren ikke har evnen til fornuftsmæssigt at oprette fremtidsfuldmagten, kan notaren afvise at medvirke til oprettelsen. Det indebærer endvidere, at notaren kan udsætte notarialforretningen med henblik på, at der bringes en læge til stede, eller at fuldmagtsgiveren indhenter en lægeerklæring angående vedkommendes evne til at handle fornuftsmæssigt. Det indebærer også, at notaren ved tvivl om fuldmagtsgiverens evne til at handle fornuftsmæssigt – hvis notarialforretningen ikke udsættes med henblik på at indhente en lægeerklæring, eller hvis notaren uanset lægeerklæringen fortsat er i tvivl herom – i sin påtegning skal give udtryk for sin tvivl. En sådan notarpåtegning vil indgå i Statsforvaltningens behandling af en efterfølgende ikraftsættelsessag.

Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indebærer, at der for hver fuldmagtsgiver alene kan være registreret en fremtidsfuldmagt, forstået som et fuldmagtsdokument. Der kan således ikke samtidigt være registreret flere fremtidsfuldmagter (dokumenter). Der kan derimod være tilknyttet flere fremtidsfuldmægtige – eventuelt med forskellige beføjelser – til et sådant fuldmagtsdokument. Hvis fuldmagtsgiveren ønsker at ændre indholdet af fuldmagten, kan dette ske i overensstemmelse med lovforslagets kapitel 7, således at der registreres et nyt samlet fuldmagtsdokument i registeret.

Der henvises herom til lovforslagets § 22 og bemærkningerne hertil.

Efter den foreslåedes bestemmelses stk. 4, 1. pkt., bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om Fremtidsfuldmagtsregisteret. Det vil bl.a. omfatte regler om, hvem der har adgang til registeret, dvs. efter den foreslåede ordning i første omgang fuldmagtsgiveren, som opretter fuldmagten, notaren, som skal påføre fuldmagten sin påtegning, og Statsforvaltningen, der bl.a. skal træffe afgørelse om at sætte fuldmagten i kraft. Det bemærkes i den forbindelse, at fuldmagten i Fremtidsfuldmagtsregisteret endnu ikke er trådt i kraft, hvorfor der ikke er behov for at aftaleparter skal have adgang til registeret. Når fremtidsfuldmagten sættes i kraft, vil den blive overført til Personbogen, hvorefter den fuldt ud vil være tilgængelig for aftaleparter mv.

Der henvises herom til lovforslagets § 27 og bemærkningerne hertil.

Bemyndigelsen omfatter endvidere fastsættelse af regler om oprettelse af fremtidsfuldmagter, herunder hvordan oprettelsen nærmere skal foretages ved brug af den digitale løsning, der stilles til rådighed, jf. stk. 1, for at fremtidsfuldmagten er gyldigt oprettet og registreret.

Bemyndigelsen omfatter derudover fastsættelse af regler om registrering af fremtidsfuldmagter, herunder i hvilke tilfælde registrering kan afvises pga. formelle mangler, f.eks. hvis der ikke er indsat en fremtidsfuldmægtig eller angivet noget indhold af fuldmagten, eller fuldmagtsgiveren forsøger at registrere flere fremtidsfuldmagter på samme tid, jf. bemærkningerne til bestemmelsens stk. 2.

Bemyndigelsen kan tillige udnyttes til at fastsætte regler om behandling af personoplysninger i registeret og om vedligeholdelse af registeret.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 4, 2. pkt., bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om notarens virksomhed, og om hvordan vedkendelse af fremtidsfuldmagten for notaren nærmere foretages. Det forudsættes, at notarialforretningen i det væsentligste vil foregå på samme måde som ved testamentsoprettelse, dog tilpasset at en fremtidsfuldmagt foreligger i digital form frem for i fysisk form, og at notaren ikke vil skulle foretage efterbehandling i form af registrering af fremtidsfuldmagten mv.

Bemyndigelsen indebærer, at justitsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om notarens virksomhed mv. i forhold til fremtidsfuldmagter, som svarer til de regler, der efter bekendtgørelse nr. 1555 af 18. december 2007 om notarialforretninger med senere ændringer gælder for oprettelse af notartestamenter.

Det vil bl.a. omfatte regler om fremgangsmåde ved sådanne notarialforretninger, herunder om hvordan en i Fremtidsfuldmagtsregisteret oprettet fremtidsfuldmagt gøres klar til vedkendelsen for notaren, om hvorvidt vedkendelsen for notaren skal ske inden for en vis tidsfrist efter, at fremtidsfuldmagten er gjort klar til vedkendelse, og om konsekvenserne af at en sådan tidsfrist ikke overholdes.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 4, 3. pkt., bemyndiges justitsministeren endvidere til at fastsætte regler om, i hvilke tilfælde oprettelse af fremtidsfuldmagter kan ske uden anvendelse af den pågældende digitale løsning, og hvordan oprettelsen og vedkendelsen i givet fald skal foretages. Bemyndigelsen vil bl.a. blive udnyttet til at fastsætte regler om, hvordan en fremtidsfuldmagt undtagelsesvist gyldigt kan oprettes fysisk, hvordan en fremtidsfuldmagt i sådanne tilfælde skal vedkendes, og hvordan registreringen i Fremtidsfuldmagtsregisteret i tilknytning til oprettelsen skal ske. Reglerne vil omfatte personer, der f.eks. som følge af handicap eller manglende it-kompetencer er fritaget fra kravet om at modtage digital post fra det offentlige, og som derfor heller ikke kan antages at være i stand til at oprette en fremtidsfuldmagt digitalt. Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I de undtagelsesvise tilfælde, hvor en fuldmagtsgiver ikke er i stand til at oprette fuldmagten digitalt, jf. § 3, stk. 4, 3. pkt., lægges der op til at fastsætte regler om, at den pågældende i stedet hos Statsforvaltningen vil skulle underskrive fuldmagten, hvorefter Statsforvaltningen vil drage omsorg for registreringen. I den forbindelse vil Statsforvaltningen påse fuldmagtsgiverens identitet, evne til at handle fornuftsmæssigt, og at fremtidsfuldmagtens oprettelse er udtryk for den pågældendes ønske, dvs. at Statsforvaltningen vil varetage den funktion, som notaren ellers varetager under vedkendelsesforretningen. Statsforvaltningen vil i den forbindelse påtegne fuldmagten. En fremtidsfuldmagt, der ikke oprettes digitalt, vil således ikke skulle vedkendes for en notar. I de pågældende tilfælde er fuldmagten først oprettet i lovforslagets forstand fra og med det tidspunkt, hvor fuldmagten registreres i registeret. Registreringen vil dog som udgangspunkt ske umiddelbart i forlængelse af underskriften, således at der ikke vil forløbe en længere tidsperiode mellem underskriften og registreringen.

Det vil være en gyldighedsbetingelse for en fremtidsfuldmagt, at den er oprettet og registreret i overensstemmelse med § 3 og regler, der er udstedt i medfør heraf. Hvis en fremtidsfuldmagt ikke opfylder disse betingelser, vil den som udgangspunkt blive afvist af Statsforvaltningen senest på det tidspunkt, hvor der anmodes om ikraftsættelse, jf. lovforslagets § 4, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 2

Fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse

Den foreslåede bestemmelse omhandler anmodninger om at sætte fremtidsfuldmagter i kraft.

Det følger af den foreslåede bestemmelses stk. 1, at en anmodning om at sætte en fremtidsfuldmagt i kraft skal indgives af fuldmagtsgiveren eller fremtidsfuldmægtigene i forening til Statsforvaltningen.

Efter bestemmelsen er både fuldmagtsgiveren og fremtidsfuldmægtigene berettigede til at fremsætte anmodningen.

Er der flere fremtidsfuldmægtige indsat i fremtidsfuldmagten, vil anmodningen skulle indgives af disse i forening. Det forudsættes dog, at hvis en af flere fremtidsfuldmægtige er ude af stand til at varetage hvervet, jf. lovforslagets § 7, stk. 2, eller ikke ønsker at påtage sig hvervet, kan anmodningen indgives af de øvrige fremtidsfuldmægtige i forening. Det vil ikke være en betingelse, at eventuelle subsidiære fremtidsfuldmægtige også er med til at indgive anmodningen. Det forudsættes dog, at den eller de subsidiære fremtidsfuldmægtige vil kunne indgive anmodningen, hvis den eller de (primære) fremtidsfuldmægtige er ude af stand til at varetage hvervet, jf. lovforslagets § 7, stk. 2. Hvis den eller de primære fremtidsfuldmægtige f.eks. er kommet under værgemål, vil den eller de subsidiære fremtidsfuldmægtige således have adgang til at indgive anmodningen. Ligeledes vil den eller de subsidiære fuldmægtige kunne indgive anmodningen, hvis den eller de primære fremtidsfuldmægtige ikke ønsker at påtage sig hvervet.

Hvis der er flere fremtidsfuldmægtige, som ikke indbyrdes kan blive enige om at indgive anmodningen, vil anmodningen ikke kunne indgives.

Det må almindelighed forventes, at det vil være fremtidsfuldmægtigene, der tager initiativ til at anmode om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt, fordi ikraftsættelsen er betinget af fuldmagtsgiverens manglende evne til at varetage sine forhold inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten. På det tidspunkt, hvor fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse bliver aktuel, kan det således være vanskeligt for fuldmagtsgiveren at indlede sagen. Den foreslåede bestemmelse indebærer imidlertid ikke begrænsninger i fuldmagtsgiverens adgang til at indgive anmodningen til Statsforvaltningen, og fuldmagtsgiveren har således samme adgang hertil som fremtidsfuldmægtigene.

Anmodningen til Statsforvaltningen vil skulle fremsættes på det tidspunkt, hvor fuldmagtsgiveren efter sin egen eller fremtidsfuldmægtigenes vurdering ikke længere har evne til at varetage sine forhold inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten, jf. lovforslagets § 1.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 har – i tilfælde, hvor anmodningen indgives af fremtidsfuldmægtigene – til formål at sikre, at fuldmagtsgiver inddrages i processen.

Efter stk. 2, 1., pkt. har fremtidsfuldmægtigene således pligt til at drøfte anmodningens indgivelse med fuldmagtsgiver, medmindre denne ikke er i stand til at forstå betydningen heraf. Drøftelsen vil skulle ske, inden anmodningen om ikraftsættelse af fremtidsfuldmagten indgives. Drøftelsen forudsættes nærmere at skulle omfatte, at fremtidsfuldmægtigene underretter fuldmagtsgiveren om, at fuldmagtsgiveren efter deres opfattelse ikke længere har evne til at varetage sine forhold, og at der i lyset heraf er behov for at indgive anmodningen. Fuldmagtsgiveren vil herefter skulle have lejlighed til at udtale sig for eller imod anmodningen.

Drøftelsen vil kunne undlades, hvis fuldmagtsgiveren er i en tilstand, hvor vedkommende ikke er i stand til at forstå betydningen af anmodningens indgivelse. Undtagelsen tilsigter at omfatte de tilfælde, hvor fuldmagtsgiveren ikke vil være i stand til at medvirke på fornuftig måde – dvs. udtrykke sin holdning til anmodningen. Fremtidsfuldmægtigene vil i den forbindelse skulle udøve et skøn. Fremtidsfuldmægtigene vil dog kunne støtte sig til de lægelige oplysninger, som der er adgang til at indhente. Fremtidsfuldmægtigenes skøn vil skulle efterprøves af Statsforvaltningen i forbindelse med afgørelsen om ikraftsættelse.

Det følger af stk. 2, 2. pkt., at dersom fuldmagtsgiver i tilknytning til drøftelsen udtaler sig imod anmodningen, kan denne ikke behandles.

Hvis fuldmagtsgiveren er i stand til at forstå betydningen af anmodningen, og udtaler sig imod, vil fremtidsfuldmægtigene således ikke kunne indgive anmodningen.

Den foreslåede bestemmelses stk. 3 har – i tilfælde, hvor anmodningen indgives af fremtidsfuldmægtigene – til formål at sikre, at de øvrige personer, der berøres af fuldmagtsforholdet, får underretning om anmodningen om at få sat fuldmagten i kraft samt lejlighed til at gøre indsigelse herimod.

Fremtidsfuldmægtigene vil således skulle underrette fuldmagtsgiverens nærmeste pårørende om ikraftsættelsesanmodningens indgivelse og om deres adgang til at gøre indsigelse imod fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse over for Statsforvaltningen.

Underretningen vil skulle ske, inden anmodningen indgives og så betids, at de pågældende vil kunne nå at gøre Statsforvaltningen opmærksom på forhold af betydning for fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse.

Ved nærmeste pårørende forstås først og fremmest fuldmagtsgiveren samlevende ægtefælle, registrerede partner eller samlever samt myndige børn og adoptivbørn. Ved ”samlever” forstås i lovforslaget en person, som fuldmagtsgiveren lever i et ægteskabslignende forhold med, dvs. at de pågældende har fælles bopæl og husførelse og reelt set kunne indgå ægteskab med hinanden.

Hvis der ikke er en ægtefælle, samlever eller myndige børn, betragtes forældre og søskende som nærmeste pårørende i bestemmelsens forstand.

I tilfælde hvor fuldmagtsgiveren ikke har kontakt med en eller flere af sine nærmeste pårørende, forudsættes det, at fremtidsfuldmægtigene kan vælge at undlade at underrette de pågældende mod at redegøre for den manglende underretning overfor Statsforvaltningen. Statsforvaltningen vil i sådanne tilfælde vurdere, om de pågældende bør underrettes og vil i givet fald kunne fastsætte en frist herfor, jf. stk. 4.

Den foreslåedes bestemmelses stk. 4 indebærer, at anmodningen afvises, hvis fremtidsfuldmagten ikke er gyldigt oprettet, jf. § 3, eller hvis anmodningen ikke opfylder kravene i § 5 og de i henhold til § 8 fastsatte krav, og kravene ikke kan forventes opfyldt inden for en af Statsforvaltningen fastsat kortere frist.

En fremtidsfuldmagt er ikke gyldigt oprettet, hvis den ikke er oprettet korrekt i Fremtidsfuldmagtsregisteret og forsynet med en notarpåtegning om, at fuldmagtsgiveren vedkender sig fremtidsfuldmagten, og at fremtidsfuldmagten er udtryk for den pågældendes vilje. Statsforvaltningen skal i så fald afvise at sætte den ikraft.

Statsforvaltningen vil også skulle afvise en ikraftsættelsesanmodning, hvis de formelle krav til anmodningen ikke er opfyldt.

At anmodningen afvises vil indebære, at Statsforvaltningen – uden at tage stilling til anmodningens indhold – meddeler fremtidsfuldmægtigen, henholdsvis fuldmagtsgiveren, at anmodningen ikke kan behandles.

Hvis en anmodning f.eks. ikke er vedlagt en lægeerklæring, men andre oplysninger, som ikke oplyser sagen tilstrækkeligt, kan Statsforvaltningen dog undlade at afvise anmodningen og i stedet fastsætte en kortere frist for at fremlægge den nødvendige lægeerklæring.

Det vil være Statsforvaltningen, der beslutter, hvilken frist der må anses for rimelig. I den forbindelse skal der tages højde for fuldmagtsgiverens og fremtidsfuldmægtigenes rimelige mulighed for at få en lægeerklæring udarbejdet, hvis de pågældende uden unødigt ophold tager initiativ til det.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse omhandler de oplysninger, som der skal være til stede for, at anmodningen om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt kan behandles.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 vil en anmodning om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt skulle vedlægges en lægeerklæring.

Lægeerklæringen vil skulle omhandle, hvorvidt fuldmagtsgiver er kommet i den tilstand, som fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse er betinget af.

Lægeerklæringen forudsættes i den forbindelse at skulle omfatte en redegørelse for fuldmagtsgivers helbredsmæssige forhold, herunder særligt diagnosen, samt hvorvidt pågældende ud fra en rent lægelig vurdering har evne til at varetage sine økonomiske og personlige forhold. Om muligt vil lægeerklæringen også skulle indeholde oplysninger om forløbet af den forudgående helbredsmæssige svækkelse, og hvordan de helbredsmæssige forhold konkret påvirker pågældendes muligheder for selv at varetage sine forhold. Lægeerklæringen forudsættes endvidere at omfatte en vurdering af, hvorvidt fuldmagtsgiveren som følge af sin helbredstilstand er i stand til at forstå betydningen af fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 regulerer de tilfælde, hvor Statsforvaltningen kan se bort fra kravet om lægeerklæring. Lægeerklæring vil således i disse tilfælde kunne undlades.

Efter stk. 2,1. pkt. vil lægeerklæring kunne undlades, hvis det på anden måde end ved lægeerklæring er godtgjort, at fuldmagtsgiveren befinder sig i den nævnte tilstand.

Bestemmelsen tilsigtes anvendt i tilfælde, hvor fuldmagtsgiver befinder sig i en tilstand, der med betydelig klarhed indebærer, at fuldmagtsgiver ikke længere har evne til at varetage sine forhold inden for de områder, der er omfattet af fuldmagten, og det således vil være forsvarligt at undlade en lægeerklæring. Det vil være op til Statsforvaltningen at vurdere, om det er forsvarligt at undlade lægeerklæring.

Der vil endvidere efter stk. 2, 2. pkt. kunne ses bort fra kravet om lægeerklæring, hvis anmodningen om fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse indgives af fuldmagtsgiveren selv, og den pågældende forstår betydningen heraf.

Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, 2. pkt., tilsigtes anvendt i tilfælde, hvor det af forskellige årsager kan være vanskeligt inden for kortere tid at indhente en lægeerklæring. Dette kan bl.a. være tilfældet, hvis fuldmagtsgiver endnu ikke er endeligt udredt i det behandlingsmæssige system. I sådanne situationer kan Statsforvaltningen f.eks. indkalde fuldmagtsgiveren til en personlig samtale for at vurdere, om den pågældende ikke har evne til at varetage sine forhold og forstår konsekvenserne af anmodningen. Om kriteriet ”kan forstå betydningen heraf” henvises til lovforslagets § 4, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Det forudsættes, at Statsforvaltningen er tilbageholdende med at se bort fra kravet om lægeerklæring – også i tilfælde, hvor det er fuldmagtsgiveren, der indgiver anmodningen.

Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indebærer, at en anmodning, der indgives af fremtidsfuldmægtigene, skal indeholde en erklæring på tro og love om, at anmodningen indgivelse har været drøftet med fuldmagtsgiveren, jf. lovforslagets § 4, stk. 2, og at de nærmeste pårørende er underrettet om anmodningens indgivelse og deres adgang til at gøre indsigelse, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.

I tilfælde hvor fuldmagtsgiveren ikke har kontakt med en eller flere af sine nærmeste pårørende, forudsættes det, at fremtidsfuldmægtigene kan vælge at undlade at underrette de pågældende mod at redegøre for den manglende underretning over for Statsforvaltningen. Statsforvaltningen vil i sådanne tilfælde vurdere, om de pågældende bør underrettes og vil i givet fald kunne fastsætte en frist herfor, jf. stk. 4.

At erklæringen afgives på tro og love indebærer, at fremtidsfuldmægtigene vil kunne straffes, hvis de forsætligt afgiver en falsk erklæring, jf. straffelovens § 161.

I de tilfælde, hvor drøftelsen ikke er foretaget som følge af, at fuldmagtsgiveren ikke er i stand til at forstå betydningen heraf, vil fremtidsfuldmægtigene i stedet skulle redegøre herfor. Denne redegørelse forudsættes at skulle omfatte baggrunden for, at fremtidsfuldmægtigene finder, at fuldmagtsgiver befinder sig i en tilstand, hvor den pågældende ikke i stand til at forstå betydningen af anmodningens indgivelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse omhandler Statsforvaltningens adgang til at indhente yderligere oplysninger til brug for afgørelser om fremtidsfuldmagters ikraftsættelse.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 kan Statsforvaltningen undtagelsesvist af egen drift indhente oplysninger om fuldmagtsgiverens personlige forhold ud over den fremlagte lægeerklæring, hvis det er nødvendigt for sagens behandling. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis fuldmagtsgiverens kontakt til sin egen læge eller behandlingssystemet er begrænset, men hvor den pågældende bor på et plejehjem, hvor personalet har et godt indblik i den pågældendes tilstand. Der kan ligeledes være tale om oplysninger til belysning af fuldmagtsgiverens aktuelle helbredstilstand fra den pågældendes læge, behandlingssted, fra offentlige myndigheder og institutioner eller fra private udbydere af social service eller sundhedsydelser, f.eks. et privathospital eller et privat plejehjem.

Anvendelsen forudsættes at have undtagelsens karakter, idet de i § 5, stk. 1, fastsatte krav om fremlæggelse af lægeerklæring og justitsministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om erklæringens indhold, jf. § 8, som udgangspunkt forudsættes at sikre, at der ved ikraftsættelsesanmodningens indgivelse foreligger det fornødne afgørelsesgrundlag. Oplysningerne kan indhentes uden samtykke fra fuldmagtsgiver, hvilket har sammenhæng med, at fuldmagtsgiver i nogle tilfælde ikke vil være i en tilstand, hvor vedkommende er i stand til at meddele samtykke. Bestemmelsen bygger således på det nødvendighedskriterium, der anvendes i persondatalovens §§ 6-8. I nødvendighedsbetingelsen ligger der et krav om, at Statsforvaltningen efter en konkret vurdering må antages at have et reelt behov for at indhente oplysningerne for at kunne varetage sine opgaver.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 skal forvaltningsmyndigheder inden for social- og sundhedsområdet og private udbydere af sociale service og sundhedsydelser efter anmodning fra Statsforvaltningen meddele oplysninger om fuldmagtsgiverens personlige og helbredsmæssige forhold, herunder følsomme personoplysninger, jf. persondatalovens §§ 7 og 8. Statsforvaltningens indhentelse af yderligere oplysninger vil således ske i overensstemmelse med reglerne i persondataloven om, hvornår en myndighed må behandle – herunder indhente og videregive – personoplysninger.

Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indebærer, at Statsforvaltningen kan afkræve personer, der har kendskab til fuldmagtsgiveren, de oplysninger, som anses nødvendige for sagens behandling, jf. stk. 1. Bestemmelsen svarer til værgemålslovens § 18, stk. 4. Statsforvaltningen vil således også kunne indhente oplysninger fra private personer, f.eks. fuldmagtsgivers nærtstående, hvis det måtte blive nødvendigt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse vedrører Statsforvaltningens prøvelse af en anmodning om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 træffer Statsforvaltningen afgørelse om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft, hvis fuldmagtsgiver må anses for at være i en tilstand som nævnt i § 1, dvs. ikke har evne til at varetage sine forhold inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten. Bestemmelsen fastslår således udgangspunktet, hvorefter Statsforvaltningen sætter en fremtidsfuldmagt i kraft, hvis fuldmagtsgiver på baggrund af de lægelige oplysninger og eventuelle andre foreliggende oplysninger må anses for ikke at have evne til at varetage sine forhold.

Der tilsigtes en væsentligt mindre intensiv prøvelse, end den Statsforvaltningen foretager ved værgemål. Hvis de lægelige oplysninger således dokumenterer en sygdomstilstand eller svækkelse, der i almindelighed fører til, at personer ikke har evne til at varetage deres forhold, forudsættes Statsforvaltningen i almindelighed også at skulle lægge til grund, at anmodningens indgivelse er udtryk for, at tilstanden er indtrådt. Giver lægeerklæringen derimod anledning til begrundet tvivl om, hvorvidt tilstanden er indtrådt, og denne tvivl ikke umiddelbart kan afkræftes ved at foretage de undersøgelsesskridt, som Statsforvaltningen tillægges mulighed for at foretage, vil Statsforvaltningen skulle afslå anmodningen om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft.

En fremtidsfuldmagt kan herefter ikke sættes i kraft, hvis det af den fremlagte lægeerklæring fremgår, at fuldmagtsgiveren har evne til at varetage sine forhold. I sådanne tilfælde må fuldmagtsgiveren eller fremtidsfuldmægtigene i stedet henvises til at indgive en ny anmodning, når tilstrækkelige oplysninger foreligger.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan en fremtidsfuldmagt ikke sættes i kraft i forhold til fremtidsfuldmægtige og subsidiære fremtidsfuldmægtige, som ikke er fyldt 18 år, er under værgemål eller har oprettet en fremtidsfuldmagt, der er trådt i kraft.

Efter bestemmelsens ordlyd forudsættes det, at fremtidsfuldmægtigene er fysiske personer.

Bestemmelsen er udformet således, at hvis der er udpeget flere fremtidsfuldmægtige, som ikke alle opfylder de anførte betingelser, vil fremtidsfuldmagten alene blive sat i kraft for de fuldmægtige, som opfylder betingelserne. Ligeledes vil fremtidsfuldmagten alene blive sat i kraft for de subsidiære fremtidsfuldmægtige, der opfylder betingelserne i § 2, stk. 2. På ikraftsættelsestidspunktet foretager Statsforvaltningen således en fuld vurdering af alle fuldmagtsforholdets elementer, dvs. også hvorvidt de subsidiære fuldmægtige opfylder betingelserne for – eventuelt – at kunne indtræde i stedet for fremtidsfuldmægtigene.

Efter bestemmelsens stk. 3 kan en fremtidsfuldmagt ikke sættes i kraft, hvis det på baggrund af de foreliggende oplysninger findes betænkeligt. Kriteriet ”betænkelig” indebærer bl.a., at en fremtidsfuldmagt ikke kan sættes i kraft, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt fremtidsfuldmagten er gyldig, om fremtidsfuldmægtigene evner at varetage hvervet, eller om hvorvidt indholdet af fremtidsfuldmagten lader sig gennemføre.

Betænkeligheden kan for det første knytte sig til fremtidsfuldmægtigenes evne til at varetage hvervet. Dette vil være tilfældet, hvis der foreligger oplysninger om fremtidsfuldmægtigenes forhold, som giver anledning til begrundet tvivl om, hvorvidt de pågældende kan varetage hvervet. Det kan f.eks. være betænkeligt at sætte en fremtidsfuldmagt vedrørende økonomiske forhold i kraft i forhold til en fuldmægtig, som efter sagens oplysninger har større personlig gæld og har udvist vanskelighed ved at håndtere egen økonomi. Det kan ligeledes være betænkeligt at sætte en fremtidsfuldmagt i kraft i forhold til en fuldmægtig, som efter sagens oplysninger siden fuldmagtens oprettelse er blevet alvorligt syg, hvilket kan give anledning til tvivl om den pågældendes ressourcer i forhold til at drage omsorg for fuldmagtsgiverens forhold.

Betænkeligheden kan endvidere knytte sig til karakteren af fuldmagtsgiverens helbredsmæssige svækkelse i forhold til fuldmagtens rammer. Det vil f.eks. være betænkeligt at sætte fremtidsfuldmagten i kraft, hvis de fremlagte oplysninger om fuldmagtsgiverens helbredstilstand indikerer, at fuldmagtsgiverens interesser ikke i fornødent omfang kan varetages af fremtidsfuldmagten. Fuldmagtsgiverens helbredstilstand kan f.eks. være af en sådan karakter, at et værgemål efter værgemålslovens § 6 med fratagelse af den retlige handleevne kan være relevant for at hindre, at fuldmagtsgiveren udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at forringes væsentligt, eller for at hindre økonomisk udnyttelse.

Det kan desuden være betænkeligt at sætte en fremtidsfuldmagt i kraft, hvis fuldmagtens bestemmelser ikke kan opfyldes. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis fuldmagtsgiveren har fastsat et privat tilsyn, som ikke længere kan udføre opgaven. I sådanne tilfælde må det formodes, at fuldmagtsgiverens meddelelse af fuldmagt til varetagelse er betinget af tilsynet, og når tilsynet ikke kan træde i funktion, vil grundlaget for fremtidsfuldmagten dermed ikke længere være til stede.

Statsforvaltningen vil efter stk. 3, 2. pkt., kunne træffe afgørelse om at sætte fremtidsfuldmagten delvist i kraft, hvis betænkeligheden alene knytter sig til en bestemt del af fuldmagten eller en bestemt fremtidsfuldmægtig. Statsforvaltningen vil således kunne træffe afgørelse om at sætte fremtidsfuldmagten delvist i kraft, hvis de bestemmelser i fuldmagten, som ikke kan opfyldes, må formodes at bero på fuldmagtsgiverens vildfarelse om mulighederne for at give fuldmagt, og bestemmelserne er underordnede i forhold til den samlede fuldmagt. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis fuldmagtsgiveren har bestemt, at fremtidsfuldmægtigene skal foretage specifikke handlinger i strid med lov og ærbarhed, eller hvor det er klart, at dispositionen ikke kan foretages. Har fuldmagtsgiveren f.eks. bestemt, at fremtidsfuldmægtigene skal oprette testamente på fuldmagtsgiverens vegne, kan fremtidsfuldmagten sættes i kraft med anmærkning om, at denne bestemmelse ikke er gældende.

Ligeledes vil fremtidsfuldmagten kunne sættes delvist i kraft, hvis der alene er begrundet tvivl om én fremtidsfuldmægtigs evne til at udføre hvervet betryggende, men hvor der er udpeget flere fuldmægtige eller en eller flere subsidiære fuldmægtige.

I det omfang der i forbindelse med Statsforvaltningens prøvelse kommer forhold for dagen, som gør det betænkeligt at sætte fremtidsfuldmagten i kraft, forudsættes det, at Statsforvaltningen ikke gennem omfattende undersøgelser mv. søger at fremskaffe det fornødne grundlag for at afgøre komplicerede tvister. Hvis det betænkelige forhold ikke kan afkræftes ved de undersøgelsesskridt, som Statsforvaltningen umiddelbart kan foretage inden for rammen af ordningen, skal anmodningen om ikraftsættelse således afslås.

Hvis Statsforvaltningen afslår at sætte en fremtidsfuldmagt i kraft, vil Statsforvaltningen i stedet kunne indlede en værgemålssag, hvis der vurderes at være behov herfor. Værgemålssystemet vil med de langt mere udbyggede retsgarantier for de berørte, herunder direkte adgang til domstolsprøvelse, være mere egnet til at løse komplicerede tilfælde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter bestemmelsens stk. 1 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om anmodninger om ikraftsættelse af fremtidsfuldmagter.

Det drejer sig bl.a. om udformningen af anmodningen og fastsættelse af hvilke oplysninger, der skal fremgå af anmodningen. Der kan være tale om oplysninger til brug for identificering af fuldmægtigene. Der kan endvidere være tale om oplysninger til brug for Statsforvaltningens vurdering af, om betingelserne for ikraftsættelse er opfyldt. Det kan f.eks. være oplysninger om fremtidsfuldmægtigenes forhold til brug for en vurdering af, om det vil være betænkeligt, jf. lovforslagets § 7, stk. 3, at sætte fremtidsfuldmagten i kraft for de pågældende. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 7, stk. 3.

Det drejer sig derudover om udformningen af lægeerklæringen, der skal vedlægges anmodningen, og om fremtidsfuldmægtigenes adgang til at indhente lægeerklæringen. Bemyndigelsesbestemmelsen forudsættes således bl.a. udnyttet i forhold til udformning af en specifik blanket for lægerklæringen.

Det drejer sig endvidere om udformningen af tro og love-erklæringen. Bemyndigelsesbestemmelsen forudsættes således endvidere bl.a. udnyttet i forhold til udformning af en specifik blanket for erklæringen.

Efter bestemmelsens stk. 2 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om, at anmodninger om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt og skriftlig kommunikation til og fra Statsforvaltningen i forbindelse med behandlingen af sådanne anmodninger skal foregå digitalt. Justitsministeren bemyndiges i den forbindelse til at fastsætte nærmere regler om den digitale kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur eller lignende. I tilknytning til bemyndigelsen til at fastsætte regler om den digitale kommunikation bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om afvisning af ikraftsættelsesanmodninger, der ikke indgives digitalt i overensstemmelse med kravene herom, og om undtagelserne hertil. I den forbindelse bemyndiges justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om, hvornår en digital meddelelse vedrørende en sag om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt anses for at være kommet frem til Statsforvaltningen.

Bemyndigelsesbestemmelsen forudsættes udnyttet til at fastsætte krav om digital indgivelse af ikraftsættelsesanmodningen med bilag samt om undtagelserne hertil, herunder regler om, hvornår Statsforvaltningen kan afvise ikraftsættelsesanmodninger, der ikke indgives digitalt. Statsforvaltningen vil i den forbindelse have pligt til i fornødent omfang at vejlede og yde bistand til borgere, der retter henvendelse til Statsforvaltningen herom.

Efter bestemmelsens stk. 3 bemyndiges justitsministeren endelig til efter behov at fastsætte nærmere regler om Statsforvaltningens underretning af berørte parter om fremtidsfuldmagters ikraftsættelse. Reglerne vil navnlig omfatte, hvilke personer og myndigheder der skal underrettes, og hvordan underretningen skal foretages. Efter behov vil der endvidere kunne fastsættes regler om Statsforvaltningens overførsel af information om fuldmagtsforholdet til andre offentlige it-systemer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 og 4.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 3

Fremtidsfuldmagtens retsvirkninger

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 fastlægger retsvirkningerne af en fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold. Efter bestemmelsen bliver den, der har givet en anden fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold, umiddelbart berettiget og forpligtet over for tredjemand ved fremtidsfuldmægtigens handlinger i fuldmagtsgiverens navn og inden for fuldmagtens grænser.

Bestemmelsen svarer til aftalelovens § 10. Fremtidsfuldmægtigenes beføjelser i økonomiske forhold vil således svare til de beføjelser, som enhver anden fuldmægtig i økonomiske forhold har efter aftaleloven, jf. nærmere pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Fremtidsfuldmagter må i almindelighed forventes at blive oprettet som en generel fuldmagt, der giver meget vide beføjelser til at handle på fuldmagtsgivers vegne. Dette har sammenhæng med, at det kan være vanskeligt på forhånd at forudse, i hvilke forhold der opstår behov for at repræsentere fuldmagtsgiver, og en for begrænset fuldmagt kan føre til, at fuldmagtsgivers interesser ikke vil kunne varetages fuldt ud, når fuldmagtsgiver ikke selv kan. En fremtidsfuldmagt med vide beføjelser vil således i almindelighed være i fuldmagtsgiverens interesse.

Stk. 1 indebærer, at der lovligt vil kunne meddeles fuldmagt til at varetage alle fuldmagtsgivers økonomiske forhold, hvorved fremtidsfuldmægtigen vil være bemyndiget til at indgå alle de aftaler inden for formueretsområde, som fuldmagtsgiver selv gyldigt kunne indgå, da vedkommende evnede at varetage sine økonomiske forhold. Stk. 1 vil endvidere indebære, at aftaler med fremtidsfuldmægtigen er gyldige, selv om fuldmagtsgiveren ikke er i stand til at handle fornuftsmæssigt.

Der lægges med lovforslaget ikke op til at indføre en pligt for tredjeparter til at indgå aftaler med fremtidsfuldmægtigen. Efter lovforslaget vil det således fortsat – med forbehold for de forpligtigelser, som påhviler parterne efter anden lovgivning – være op til parterne, om der skal indgås en aftale og i sidste fald fastlægge, hvilket indhold aftalen skal have.

En fremtidsfuldmagt indebærer ikke, at fuldmagtsgiver fratages sin retlige handleevne. Fratagelse af en persons retlige handleevne vil således fortsat alene kunne ske i forbindelse med værgemål og efter domstolsprøvelse.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 finder aftalelovens § 11, stk. 1, § 20, § 23, 1. pkt., § 25, § 26 og § 27, stk. 1, anvendelse for en fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold.

Aftalelovens regler om bl.a. retsvirkningerne af, at en fuldmægtig handler i strid med fuldmagtsgiverens forskrifter, og om fuldmægtigens erstatningsansvar over for tredjemand m.v. finder således også anvendelse for fremtidsfuldmagter.

Det bemærkes, at aftalelovens § 24 (om en fuldmægtigs beføjelser ved fuldmagtsgivers død mv.) tillige finder anvendelse ved fremtidsfuldmagter, men bestemmelsen herom er indsat i lovforslagets § 24, stk. 3, hvortil der henvises.

For så vidt angår de øvrige bestemmelser i aftalelovens kapitel II om fuldmagt (§ 10, 11, stk. 2, §§ 12-19, §§ 21-22, § 23, 2. pkt., og 27, stk. 2), som bl.a. omhandler tilbagekaldelser af fuldmagter, bemærkes det, at lovforslagets bestemmelser om oprettelse, tilbagekaldelse mv. finder anvendelse for fremtidsfuldmagter i stedet for de anførte bestemmelser i aftaleloven.

For så vidt angår aftalelovens øvrige kapitler, herunder kapitel I om afslutning af aftaler og kapitel III om ugyldige viljeserklæringer, tilsigter forslaget ikke at fravige disse bestemmelser i forhold til fremtidsfuldmagter.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger retsvirkningerne af en fremtidsfuldmagt i personlige forhold.

Bestemmelsen indebærer, at fuldmagtsgiveren i personlige forhold repræsenteres inden for fuldmagtens område af fremtidsfuldmægtigen i forhold til offentlige myndigheder og private, når disse udfører opgaver for det offentlige, f.eks. private plejehjem.

Fremtidsfuldmægtigens beføjelser i personlige forhold vil være baseret på de almindelige regler om repræsentation i forhold til offentlige myndigheder.

Afgørende for afgrænsningen af fremtidsfuldmægtigens beføjelser i personlige forhold vil herefter være, om fuldmagtsgiver – på det tidspunkt, hvor vedkommende selv kunne varetage sine forhold – inden for rammerne af de almindelige regler om repræsentation over for offentlige myndigheder kunne have valgt at lade sig repræsentere i sagen mv. i forhold til en offentlig myndighed mv. Der kan om adgangen til at lade sig repræsentere i forhold til forvaltningsmyndigheder henvises til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Repræsentationsadgangen gælder dog ikke alene i forhold til forvaltningsmyndigheder, men også i forhold til domstolene og i forhold til private, når disse udfører opgaver for det offentlige.

Den foreslåede ordning indebærer således, at en fremtidsfuldmægtig inden for rammerne af fremtidsfuldmagten vil kunne indgive ansøgninger på fuldmagtsgivers vegne, herunder ansøgninger om hjælpeforanstaltninger, tilskud, pension mv. Fremtidsfuldmægtigen vil endvidere kunne udøve partsrettigheder, herunder søge aktindsigt, modtage afgørelser og anden korrespondance fra offentlige myndigheder mv. I det omfang der i en sag er behov for at partshøre, vil partshøringen skulle rettes til fremtidsfuldmægtigen. En fremtidsfuldmægtig vil endvidere over for offentlige myndigheder og private, når disse udfører opgaver for det offentlige, kunne komme med tilkendegivelser med hensyn til pleje af og omsorg for fuldmagtsgiveren.

Fremtidsfuldmægtigen vil endvidere kunne meddele samtykke på vegne af fuldmagtsgiver, f.eks. et samtykke til at behandle personoplysninger om fuldmagtsgiveren, jf. persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 1.

Fremtidsfuldmægtigen vil bl.a. på fuldmagtsgiverens vegne kunne udøve partsrettigheder efter sundhedsloven og lade sig repræsentere i behandlingssammenhænge i det omfang, hvor fuldmagtsgiveren hidtil efter denne lovgivning har kunnet lade sig repræsentere af en anden person, f.eks. i forhold til aktindsigt i egen journal, at modtage vejledning mv. på de regionale patientkontorer, at modtage vederlagsfri tolkebistand og indtræde i fuldmagtsgiverens retsstilling for så vidt angår valg af læge og sygesikringsgruppe.

Den berørte myndighed eller institution mv. vil i almindelighed skulle anse f.eks. en ansøgning fra fremtidsfuldmægtigen som udtryk for fuldmagtsgivers vilje, og vil ikke have anledning til at tage kontakt til fuldmagtsgiver i sagen.

Efter omstændighederne kan en myndighed dog kræve, at fuldmagtsgiver medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor det i lovgivningen er bestemt, at en part skal medvirke personligt ved sagens behandling, eller hvor partens personlige medvirken på grund af sagens karakter i øvrigt er af betydning, som f.eks. ved udstedelse af pas eller hvis en undersøgelse af partens person er et nødvendigt led i sagens oplysning, f.eks. en lægeundersøgelse i en arbejdsskade- eller førtidspensionssag. Der vil dog i disse tilfælde i almindelighed ikke være noget til hinder for, at den pågældende kan lade sig bistå af andre, f.eks. have fremtidsfuldmægtigen med som bisidder.

En myndighed kan endvidere efter omstændighederne også afslå at lade fremtidsfuldmægtigen repræsentere fuldmagtsgiver i et personligt forhold, hvis fuldmagtsgivers interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.

I det omfang der i anden lovgivning er fastsat særlige regler om repræsentation, som begrænser den almindelige adgang til at lade sig repræsentere, vil fremtidsfuldmægtigens beføjelser således blive begrænset tilsvarende. Fremtidsfuldmægtigen kan således f.eks. ikke møde som fuldmagtsgiverens rettergangsfuldmægtig i en retssag efter retsplejelovens § 260, stk. 3, medmindre vedkommende på anden måde opfylder betingelserne herfor. Fremtidsfuldmægtigen vil f.eks. heller ikke have de særlige beføjelser efter servicelovens § 129, stk. 2, til at tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling om, at en f.eks. svært dement fuldmagtsgiver, som på grund af demensen mangler evnen til at give informeret samtykke, kan flyttes til et bestemt botilbud for at få den nødvendige hjælp, omsorg og pleje. Beføjelse til at tiltræde en sådan indstilling har kun en værge, jf. servicelovens § 129, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 regulerer det indbyrdes forhold mellem flere fremtidsfuldmægtige.

Er der flere fremtidsfuldmægtige, indebærer bestemmelsen, at disse hver for sig får beføjelse til at repræsentere fuldmagtsgiveren i økonomiske og personlige forhold. En fremtidsfuldmægtig er således som udgangspunkt berettiget til at handle selv. Alle fremtidsfuldmægtigene behøver således ikke at være til stede, når der indgås en aftale.

Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at fuldmagtsgiveren træffer anden bestemmelse. Fuldmagtsgiveren vil således kunne bestemme, at flere fremtidsfuldmægtige generelt skal råde i forening eller råde i forening vedrørende et eller flere nærmere bestemte forhold.

Den forslåede bestemmelses stk. 2 regulerer subsidiære fremtidsfuldmægtiges beføjelser til at handle på fuldmagtsgiverens vegne. Bestemmelsen indebærer, at subsidiære fremtidsfuldmægtige alene vil have beføjelse til at repræsentere fuldmagtsgiveren i personlige og økonomiske forhold, hvis de (primære) fremtidsfuldmægtige er forhindret i at varetage hvervet, jf. § 7, stk. 2 og 3, og §§ 13, 25 og 26. Om disse forfaldssituationer henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 4

Fremtidsfuldmægtigenes pligter mv.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger den overordnede ramme for fremtidsfuldmægtigens virksomhed.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 skal den, der har fremtidsfuldmagt, følge fremtidsfuldmagtens anvisninger og inden for fuldmagtens område varetage fuldmagtsgiverens interesser, herunder så vidt muligt inddrage fuldmagtsgiveren og dennes ægtefælle eller samlever, før fuldmagten anvendes i vigtigere forhold.

Fremtidsfuldmægtigen vil således for det første skulle følge de anvisninger, som fuldmagtsgiver har fastsat i fremtidsfuldmagten. Fremtidsfuldmægtigen vil for det andet have pligt til at varetage fuldmagtsgivers interesser inden for fuldmagtens områder. Dette indebærer ikke blot en ret, men en egentlig pligt til at anvende fremtidsfuldmagten med henblik på at varetage fuldmagtsgivers forhold.

En fremtidsfuldmægtig, der ikke varetager fuldmagtsgivers forhold – f.eks. undlader at sikre, at der betales husleje og andre fornødenheder – vil således ikke opfylde denne pligt. Fremtidsfuldmægtigen vil endvidere – så længe fuldmagtsgiver kan forstå betydningen heraf – have pligt til at inddrage fuldmagtsgiveren i vigtigere forhold. Pligten tilsigtes nærmere at bestå i at informere og rådføre sig med fuldmagtsgiver. Pligten til at inddrage fuldmagtsgiveren forudsættes at svare til pligten for en værge til at give den, der er under værgemål, medindflydelse, jf. værgemålslovens § 26, stk. 1. Fuldmagtsgiveren forudsættes således i samme omfang, som den, der er under værgemål, at skulle have medindflydelse på fremtidsfuldmægtigens dispositioner. I overensstemmelse hermed vil det skulle give mening at inddrage fuldmagtsgiveren i beslutningsprocessen, og der skal således være tale om forhold, som fuldmagtsgiveren er i stand til at forholde sig til. Er der f.eks. tale om stillingtagen til et indviklet økonomisk spørgsmål, vil dette i mange tilfælde ikke være tilfældet, fordi fuldmagtsgiveren ikke kan forventes at kunne forstå og danne sig overblik over spørgsmålets detaljer. Medinddragelse af fuldmagtsgiveren vil ofte være mere aktuelt i personlige forhold, hvor den pågældende kan have en mere sikker opfattelse af f.eks. ønsker om deltagelse i aktiviteter på et plejehjem.

Inddragelse af fuldmagtsgiveren suppleres af et krav om inddragelse af den pågældendes ægtefælle eller samlever. Om definitionen af hvornår en person kan betragtes som fuldmagtsgiverens samlever, henvises der til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 3. Kravet om inddragelse skal sikre, at vigtigere dispositioner, der vil berøre ægtefællen eller samleveren, gennemføres med den pågældendes inddragelse. Der kan være tale om dispositioner, der vedrører fællesboet, eller over parrets faste bopæl. I det omfang det følger af anden lovgivning, at ægtefællen skal give sit samtykke til dispositionen, f.eks. samtykke til at afhænde eller pantsætte familiens fælles bolig, jf. § 18, stk. 1, i lov om ægteskabets retsvirkninger, vil fremtidsfuldmægtigen skulle indhente et sådan samtykke.

Inddragelsesprincippet gælder alene i vigtigere forhold. Det ville således være upraktisk og byrdefuldt, hvis fuldmagtsgiveren konsekvent skulle inddrages i dagligdags, rutinemæssige eller sædvanlige dispositioner, f.eks. tilbagevendende udgifter som husleje. Tilsvarende betragtninger gør sig gældende i forhold til fuldmagtsgiverens ægtefælle eller samlever.

Pligten til at inddrage fuldmagtsgiveren og efter omstændighederne den pågældendes ægtefælle eller samlever er rettet mod fremtidsfuldmægtigen, og det indbyrdes forhold imellem fuldmagtsgiveren og fremtidsfuldmægtigen. Det betyder bl.a., at en tilsidesættelse af denne pligt ikke har virkning udadtil. En aftale med tredjemand kan således ikke tilsidesættes af denne grund.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 vil fremtidsfuldmægtigene skulle opbevare fornøden dokumentation for de dispositioner, som er foretaget som led i fuldmagtsforholdet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 21, stk. 3, om Statsforvaltningens tilsyn. Det forudsættes således, at fremtidsfuldmægtigen sørger for at opbevare den dokumentation, der er tilstrækkelig til, at den pågældende kan redegøre for sine dispositioner over fuldmagtsgiverens midler og sine dispositioner i forhold til offentlige myndigheder i afgørelsessager.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse regulerer situationer, hvor der kan opstå interessekonflikt mellem fremtidsfuldmægtigenes varetagelse af fuldmagtsgiverens forhold og varetagelsen af den pågældendes egne forhold.

Ifølge bestemmelsen vil den, der har fremtidsfuldmagt, således ikke på fuldmagtsgivers vegne kunne indgå retshandler med sig selv eller i øvrigt anvende fremtidsfuldmagten i forhold, hvor der kan foreligge modstridende interesser. Efter formuleringen ”kan foreligge” er risikoen for interessekonflikt tilstrækkelig til, at fremtidsfuldmægtigen ikke kan handle. Det afgørende er således ikke, at fuldmagtsgiver og fremtidsfuldmægtig åbenbart har modstridende interesser.

Den foreslåede bestemmelse indebærer bl.a., at en fremtidsfuldmægtig ikke vil kunne indgå retshandler med sig selv som led i varetagelsen af fuldmagtsforholdet, f.eks. hvor fremtidsfuldmægtigen ønsker at købe en fast ejendom af fuldmagtsgiveren. Bestemmelsen indebærer endvidere, at fremtidsfuldmægtigen ikke i øvrigt kan anvende fremtidsfuldmagten i forhold, hvor der kan foreligge modstridende interesser.

Bestemmelsens anvendelsesområde forudsættes at svare til værgemålslovens § 47 om beskikkelse af særlige værger bl.a. i tilfælde af risiko for modstridende interesser mellem værgen og den, som værgemålet angår. Det forudsættes dog, at bestemmelsen i almindelighed ikke er til hinder for, at en fremtidsfuldmægtig, der tillige er fuldmagtsgiverens ægtefælle, afhænder en ejendom, som ægteparret ejer i sameje. Når fuldmagtsgiveren og fremtidsfuldmægtigen ejer en ejendom i sameje, vil de pågældendes interesser i forbindelse med et salg normalt være sammenfaldende. Dette gælder også, hvis ejendommen afhændes til et fælles barn. Hvis der i forhold til en konkret disposition foreligger omstændigheder, f.eks. ved aftalen eller i øvrigt, der indikerer, at fuldmægtigen og fuldmagtsgiveren kan have modstridende interesser, vil fremtidsfuldmagten dog ikke kunne anvendes i det pågældende forhold.

Er der i tilfælde, hvor der kan foreligge modstridende interesser mellem fuldmagtsgiveren og en fremtidsfuldmægtig, udpeget flere fremtidsfuldmægtige, som kan handle på egen hånd, vil aftalen kunne indgås ved, at en af de andre fuldmægtige handler for fuldmagtsgiveren. Det gælder ligeledes, hvis der er udpeget subsidiære fremtidsfuldmægtige, som kan varetage hvervet.

Er der alene udpeget én fremtidsfuldmægtig, eller er der flere fremtidsfuldmægtige, som alle har modstridende interesser i forhold til fuldmagtsgiveren, og kan ingen subsidiær fremtidsfuldmægtig indtræde, vil der efter værgemålsreglerne kunne udpeges en værge til at handle på fuldmagtsgiverens vegne i forbindelse med den konkrete retshandel, forudsat betingelser for værgemål er opfyldt. Fremtidsfuldmagtsforholdet vil i et sådant tilfælde ikke ophøre. Der henvises herom til lovforslagets § 24, stk. 1 og bemærkninger hertil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Den foreslåede bestemmelse § 14, 1. pkt. indebærer, at den, der har fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold, vil skulle holde fuldmagtsgiverens midler adskilt fra sine egne.

Efter bestemmelsen må fremtidsfuldmægtigen ikke sammenblande fuldmagtsgiverens og sine egne midler. Fuldmagtsgiverens midler må således ikke indsættes på samme bankkonto som fremtidsfuldmægtigens midler. Kontanter, der er i fremtidsfuldmægtigens varetægt, skal endvidere opbevares for sig selv, f.eks. i en kuvert påført fuldmagtsgiverens navn.

Fremtidsfuldmægtige, som er gift eller samlever med fuldmagtsgiveren, er dog efter bestemmelsen § 14, 2. pkt. undtaget fra adskillelseskravet. Bestemmelsen er således ikke til hinder for, at en ægtefælle eller samlever, der bliver fremtidsfuldmægtig, fortsat kan have f.eks. fælles bankkonto med fuldmagtsgiver.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til lovforslagets § 12 og bemærkningerne hertil.

Efter den foreslåede bestemmelse kan fremtidsfuldmægtigen ikke på fuldmagtsgivers vegne yde gaver. Ved gave forstås i overensstemmelse med almindelig juridisk sprogbrug en hel eller delvis vederlagsfri formuefordel.

Begrænsningen af fremtidsfuldmægtigens adgang til at yde gaver på fuldmagtsgiverens vegne gælder dog efter bestemmelsens 2. pkt. ikke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til fuldmagtsgiverens kår. Kriteriet ”sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til fuldmagtsgiverens kår” svarer til retsvirkningslovens § 30, stk. 1, 2. pkt., om ægtefællers adgang til at forære hinanden gaver uden ægtepagt. Der vil således skulle være tale om gaver, der ligger inden for rimelige økonomiske rammer i det foreliggende miljø, og som der er tradition for at forære i årets løb. Gaver i anledning af f.eks. jul, fødselsdag og bryllupsdag er således omfattet heraf.

I vurderingen af, om en gave er sædvanlig i fremtidsfuldmagtsforhold, vil endvidere kunne indgå, om der er tale om en videreførelse af fuldmagtsgiverens hidtidige dispositioner. Hvis det er tilfældet, vil det tale for, at gaven er sædvanlig.

Efter 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse kan fremtidsfuldmægtigen endvidere yde gaver, som er bestemt ved fremtidsfuldmagten. Bestemmelsen indebærer en adgang for fuldmagtsgiveren til at sikre gennemførelse af større, planlagte gaveoverdragelser. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor fuldmagtsgiveren på et langt tidligere tidspunkt har besluttet, at vedkommendes barn skal overtage et sommerhus eller en båd, når fuldmagtsgiveren ikke længere benytter sig heraf.

Det forudsættes at være en betingelse for, at undtagelsen til gaveforbuddet kan anvendes i disse tilfælde, at fuldmagtsgiveren udtrykkeligt har truffet bestemmelse om gaven i fremtidsfuldmagten. Fuldmagtsgiveren vil således ikke kunne overlade fremtidsfuldmægtigen et skøn med hensyn til gavens indhold og til, hvem gaven ydes. I forlængelse heraf vil der i almindelighed ikke være anledning til at overveje interessekonflikter mellem fuldmagtsgiveren og fremtidsfuldmægtigen, jf. lovforslagets § 13, i disse tilfælde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse kan fremtidsfuldmægtigen i økonomiske forhold ikke forpligte fuldmagtsgiveren ved kaution eller anden sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld.

Bestemmelsen svarer til og er tiltænkt samme anvendelsesområde som kautionsforbuddet i værgemålslovens § 27. Det indebærer bl.a., at kautionsforbuddet omfatter al kaution, dvs. ikke blot for tredjemands gæld, men også for at tredjemand ikke foretager befrygtede retsstridige handlinger. Det indebærer endvidere, at sikkerhedsstillelse f.eks. ikke alene omfatter pantsætning, men også indrømmelse af tilbageholdsret og transport af sikkerhed mv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse regulerer fremtidsfuldmægtigenes adgang til at få dækket nødvendige omkostninger ved varetagelse af hvervet.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at fremtidsfuldmægtigene som et minimum vil kunne få dækket direkte udgifter ved hvervet.

Bestemmelsen indebærer, at fremtidsfuldmægtigen – hvis ikke andet er bestemt i fuldmagten – af fuldmagtsgiverens midler kan få dækket nødvendige omkostninger til varetagelse af det i fremtidsfuldmagten bestemte hverv. Det kan f.eks. være udgifter forbundet med udarbejdelsen af en lægeerklæring om fuldmagtsgiverens helbredstilstand til brug for Statsforvaltningens afgørelse om ikraftsættelse, jf. lovforslagets § 5, eller transportudgifter til møder, hvor fremtidsfuldmægtigens personlige fremmøde er nødvendigt. Det kan endvidere være det gebyr, som fremtidsfuldmægtigen skal betale for at indgive anmodning om fuldmagtens ikraftsættelse til Statsforvaltningen, jf. lovforslagets § 30.

Hvis fuldmagtsgiver imidlertid ønsker at yde et egentligt vederlag til fremtidsfuldmægtigen, er den foreslåede bestemmelse ikke til hinder herfor. Fuldmagtsgiver vil således kunne træffe bestemmelse herom i fremtidsfuldmagten eller på anden bindende måde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse omhandler fremtidsfuldmægtigenes erstatningsansvar.

Bestemmelsen indebærer, at tilsidesætter en fremtidsfuldmægtig sine pligter, er denne erstatningsansvarlig over for fuldmagtsgiveren for skade, der forvoldes ved forsætlig eller uagtsomt forhold. Bestemmelsen understøtter således lovforslagets §§ 12-17 og har til formål at værne fuldmagtsgiveren mod fuldmægtige, som ikke med ansvarlighed lever op til deres hverv. Bestemmelsen svarer til værgemålslovens § 31 om en værges erstatningsansvar over for den, der er under værgemål.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 19 indebærer, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremtidsfuldmægtige og subsidiære fremtidsfuldmægtiges pligter og vederlag, herunder om pligt til regnskabsførelse og en øvre beløbsgrænse for vederlag. Bemyndigelsen forudsættes bl.a. at kunne anvendes, hvis der viser sig behov for at præcisere de pligter, der følger af loven, f.eks. hvis der viser sig et behov for at pålægge fremtidsfuldmægtige i økonomiske forhold at føre et egentlig regnskab eller i øvrigt fastsætte regler om dokumentation for foretagne dispositioner, som fremtidsfuldmægtigen skal opbevare. Bemyndigelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte regler, der af hensyn til at hindre pression eller misbrug af en svækket fuldmagtsgivers afhængighed af en fremtidsfuldmægtig begrænser en fremtidsfuldmægtigs adgang til aftale sig til vederlag, herunder at sætte en grænse for hvor højt et sådant vederlag kan være.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 5

Forholdet til andre fuldmagter

Den foreslåede bestemmelse omhandler fremtidsfuldmægtigenes kompetence over for andre fuldmagter, som fuldmagtsgiveren har meddelt.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 vil en fremtidsfuldmægtig i økonomiske forhold kunne tilbagekalde andre fuldmagter, der er meddelt af fuldmagtsgiveren inden for fuldmagtens område. Der er tale om en lovbestemt kompetence for fremtidsfuldmægtigen, og det er således ikke nødvendigt, at der er truffet bestemmelse herom i fremtidsfuldmagten.

Tilbagekaldelsen vil skulle ske i overensstemmelse med aftalelovens regler herom, jf. nærmere herom pkt. 3.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Fremtidsfuldmægtigens adgang til – inden for fuldmagtens område – at tilbagekalde andre fuldmagter svarer således til fuldmagtsgiverens egen kompetence, men som følge af den tilstand, som betinger fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse, er det tvivlsomt, hvorvidt fuldmagtsgiveren reelt har mulighed for at udøve denne kompetence.

Fuldmagter, som ikke tilbagekaldes, vedbliver derimod med at være i kraft. Det gælder, uanset om de er meddelt af fuldmagtsgiveren før eller efter fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 får fremtidsfuldmægtigen i økonomiske forhold beføjelse til at meddele andre personer fuldmagt til på fuldmagtsgiverens vegne at varetage et nærmere afgrænset økonomisk forhold inden for fremtidsfuldmagtens område. Det kan f.eks. være fuldmagt til fuldmagtsgiverens bank om fortløbende at betale fuldmagtsgiverens husleje ved betalingsservice, eller en tinglysningsfuldmagt til en advokat, der berigtiger en handel vedrørende fuldmagtsgiverens ejendom. En sådan fuldmagt kan dog ikke omfatte dispositioner, som fremtidsfuldmægtigen, jf. lovforslagets kapitel 4, er afskåret fra selv at foretage på fuldmagtsgivers vegne.

Der er også i forhold til stk. 2 tale om en lovbestemt kompetence for fremtidsfuldmægtigen, og det er således ikke nødvendigt, at der er truffet bestemmelse herom i fremtidsfuldmagten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til kapitel 6

Tilsyn

Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at Statsforvaltningen er tilsynsmyndighed i forhold til fremtidsfuldmægtige og subsidiære fremtidsfuldmægtige.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 fastlægger tilsynets nærmere karakter. Stk. 2 indebærer, at hvis Statsforvaltningen gennem henvendelse eller på anden måde bliver opmærksom på forhold, som må antages at stride mod fuldmagtsgiverens interesser, kan Statsforvaltningen iværksætte en undersøgelse af forholdet. Det vil være Statsforvaltningen, der konkret vurderer, om henvendelsen giver grundlag for at indlede en tilsynssag med henblik på at undersøge, om fuldmagtsgiverens interesser reelt ikke varetages af fremtidsfuldmægtigen. Dette vil være tilfældet, hvis reglerne i lovforslaget, navnlig kapitel 4 om fremtidsfuldmægtigenes pligter, er tilsidesat.

En henvendelse vil kunne indgives af enhver og vil således f.eks. kunne komme fra en pårørende til fuldmagtsgiver, et plejehjem, hospital mv. Afhængig af undersøgelsens resultat kan Statsforvaltningen træffe afgørelse om fuldmagtsforholdets ophør.

Der lægges med lovforslaget ikke op til at indføre en pligt for offentlige myndigheder eller private til at indberette forhold til Statsforvaltningen. Om der kan eller skal foretages indberetning til Statsforvaltningen beror således på lovgivningen i øvrigt, som ikke berøres af lovforslaget.

Statsforvaltningen vil også have adgang til at indlede en tilsynssag af egen drift, hvis Statsforvaltningen på anden måde end en henvendelse fra tredjeparter bliver opmærksom på forhold, som bør undersøges.

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at den, der har fremtidsfuldmagt, efter anmodning skal give Statsforvaltningen de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, og efterkomme Statsforvaltningens pålæg. Bestemmelsen svarer til § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1444 af 13. december 2013 om værgemål. Fremtidsfuldmægtigene vil således have pligt til på anmodning at fremlægge oplysninger om deres dispositioner over for Statsforvaltningen.

Fremtidsfuldmægtigene vil endvidere få pligt til at efterkomme tilsynets pålæg. Det kan f.eks. være et pålæg om egentlig regnskabsførelse med henblik på en nærmere vurdering af fremtidsfuldmægtigens varetagelse af hvervet. Det kan også være pålæg om at foretage eller undlade at foretage bestemte dispositioner, f.eks. at gennemføre en planlagt gavedisposition, som ikke ligger inden for rammerne af lovforslagets § 15, eller til at tilbagebetale et beløb til fuldmagtsgiver som modsvarer den beløbsmæssige overskridelse af rammerne for en sædvanlig gave i det konkrete tilfælde, hvis fremtidsfuldmægtigen har gennemført en gavedisposition i strid med § 15.

I det omfang fremtidsfuldmægtigen tilsidesætter et pålæg fra Statsforvaltningen, vil dette kunne begrunde, at Statsforvaltningen træffer afgørelse om at sætte fremtidsfuldmagten ud af kraft i forhold til den pågældende fuldmægtig.

Den foreslåede bestemmelses stk. 4 indebærer, at Statsforvaltningen i øvrigt kan indhente oplysninger, i det omfang det er nødvendigt for at varetage tilsynet. Lovforslagets § 6, stk. 2 og 3, finder i den forbindelse tilsvarende anvendelse, og der henvises til bemærkningerne til de nævnte bestemmelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 7

Tilbagekaldelse og ændring af en fremtidsfuldmagt

Den foreslåede bestemmelse omhandler tilbagekaldelse og ændring af fremtidsfuldmagter.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 kan fremtidsfuldmagter tilbagekaldes og ændres af fuldmagtsgiveren. I overensstemmelse med lovforslagets § 3, stk. 3, hvorefter en fuldmagtsgiver alene kan oprette én fremtidsfuldmagt, kan en fremtidsfuldmagt alene ændres ved oprettelse af en ny fremtidsfuldmagt, som omfatter såvel de hidtidige bestemmelser, der fortsat skal gælde, samt eventuelle nye eller ændrede bestemmelser. Dette sikrer løbende en høj grad af klarhed vedrørende fuldmagtens indhold og omfang.

Før vedkendelsen for notaren er en fremtidsfuldmagt ikke oprettet i lovforslagets forstand. Indtil dette tidspunkt vil fuldmagtsgiveren både kunne ændre og slette fuldmagten.

Når fremtidsfuldmagten er oprettet i lovforslagets forstand – altså efter vedkendelsen for notaren – skal tilbagekaldelse af en fremtidsfuldmagt, der ikke er trådt i kraft, efter bestemmelsens stk. 2 ske i overensstemmelse med reglerne om oprettelse af fremtidsfuldmagt, altså på samme måde, som fuldmagten er oprettet, dvs. via notaren, alternativt som anført i administrative regler udstedt i medfør af lovforslagets § 3, stk. 4, 2. pkt.

Hvis fuldmagtsgiveren ønsker at ændre en oprettet fremtidsfuldmagt i tiden mellem vedkendelsen og ikraftsættelsen, vil fuldmagtsgiveren skulle tilbagekalde den allerede oprettede fremtidsfuldmagt og erstatte den med en ny. I praksis tænkes proceduren at skulle foretages således, at fuldmagtsgiveren i Fremtidsfuldmagtsregisteret lagrer en ny fuldmagt til erstatning for den allerede oprettede. Lagring af en yderligere fuldmagt vil alene kunne ske, hvis fuldmagtsgiveren i det digitale system markerer, at det er hensigten, at den nye fuldmagt skal erstatte den allerede oprettede. Ved en efterfølgende notarialforretning vil fuldmagtsgiveren skulle tilbagekalde den tidligere oprettede fuldmagt og vedkende sig den nye fuldmagt. Den nye fuldmagt vil ikke have gyldighed, før notarialforretningen er gennemført.

Er fremtidsfuldmagten oprettet i medfør af undtagelsesordningen efter de regler, der er fastsat i medfør af lovforslagets § 3, stk. 4, 3. pkt., uden brug af den digitale selvbetjeningsløsning, vil tilbagekaldelse og eventuel oprettelse af en ny fuldmagt i tilknytning hertil skulle ske over for Statsforvaltningen. I de pågældende tilfælde vil Statsforvaltningen sørge for, at den allerede oprettede fuldmagt bliver slettet og eventuelt erstattet af den nye fuldmagt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1, 4.6.1 og 4.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter bestemmelsens stk. 3 kan en ikraftsat fremtidsfuldmagt tilbagekaldes eller ændres. Ændring eller tilbagekaldelse vil dog efter stk. 3 være betinget af, at fuldmagtsgiveren er i stand til at forstå betydningen af fremtidsfuldmagtens ændring eller tilbagekaldelse. Vurderingen heraf vil skulle foretages af Statsforvaltningen, og Statsforvaltningen vil således skulle efterprøve, om tilbagekaldelsesbetingelserne er opfyldt. Om begrebet ”forstå betydningen” henvises til lovforslagets § 4, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Statsforvaltningens adgang til at indhente oplysninger mv. i tilsynssager finder tilsvarende anvendelse i de pågældende situationer. Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Til brug for sagens oplysning kan Statsforvaltningen endvidere f.eks. indkalde fuldmagtsgiveren til en samtale med henblik på at vurdere den pågældendes forståelse af tilbagekaldelsen eller ændringen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse omhandler et privat tilsyns adgang til at tilbagekalde en fremtidsfuldmagt.

Efter den foreslåede bestemmelse har den, der af fuldmagtsgiveren er tillagt indseende med fremtidsfuldmægtigene, jf. lovforslagets § 2, stk. 3, beføjelser til helt eller delvist at tilbagekalde en ikraftsat fremtidsfuldmagt, hvis adgangen hertil er bestemt i fuldmagten. Tilbagekaldelsen skal ske over for Statsforvaltningen.

Bestemmelsen giver således alene det private tilsyn tilbagekaldelsesbeføjelser, hvis fuldmagtsgiveren har truffet bestemmelse herom. Bestemmelsen fastsætter, at tilbagekaldelsesadgangen omfatter fremtidsfuldmagten i sin helhed eller en del heraf, f.eks. en specifik opgave i forhold til handel med værdipapirer. Det indebærer endvidere, at adgangen til tilbagekaldelse kan omfatte en eller flere af fremtidsfuldmægtigene. Sker tilbagekaldelse i forhold til en fremtidsfuldmægtig, består fuldmagtsforholdet i forhold til de øvrige.

Der lægges endvidere med den foreslåede bestemmelse op til, at tilbagekaldelsen skal ske over for Statsforvaltningen. Dette skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 27 om Statsforvaltningens tinglysning af afgørelser vedrørende fremtidsfuldmagter i Personbogen. Når det private tilsyns tilbagekaldelse sker over for Statsforvaltningen, sikres det samtidig, at tilbagekaldelsen offentliggøres og får virkning ved tinglysningen. At tilbagekaldelsen skal ske over for Statsforvaltningen indebærer dog ikke, at Statsforvaltningen skal træffe afgørelse herom. Statsforvaltningen skal alene drage omsorg for tinglysningen og eventuelt underretning af relevante personer, jf. lovforslagets § 28, hvorefter der administrativt kan fastsættes regler om, at Statsforvaltningen skal underrette relevante personer bl.a. om en fremtidsfuldmagts tilbagekaldelse.

Med henblik på at sikre fuldmagtsgiveren den fornødne bistand i tilfælde af, at det private tilsyn tilbagekalder fremtidsfuldmagten, foreslås det, at tilsynet bliver berettiget til at anmode Statsforvaltningen om at indlede en værgemålssag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse omhandler ophør af en fremtidsfuldmagt som følge af fuldmagtsgivers forhold.

Efter bestemmelsens stk. 1 ophører fremtidsfuldmagten, hvis fuldmagtsgiveren kommer under værgemål. Det forudsættes, at der i forbindelse med fastsættelse af værgemål tages højde for fremtidsfuldmagtens ophør således, at værgemålet – forudsat at betingelserne herfor er opfyldt – omfatter de forhold, som tidligere var omfattet af fremtidsfuldmagten.

Værgemål indebærer dog ikke i alle tilfælde ophør af fremtidsfuldmagten. Fremtidsfuldmagten ophører således ikke, hvis værgemålet angår bestemte forhold, der ikke er omfattet af fremtidsfuldmagten, eller som den, der har fremtidsfuldmagt, er forhindret i at varetage, jf. lovforslagets §§ 12, 13 og 15. Fremtidsfuldmagten ophører således ikke på grund af værgemål for fuldmagtsgiveren, hvis værgemålet angår et bestemt forhold, som ikke er omfattet af fremtidsfuldmagten, f.eks. salg af fast ejendom for en fuldmagtsgiver, der har meddelt fremtidsfuldmagt i personlige forhold. Fremtidsfuldmagten ophører endvidere ikke, hvis værgemålet er iværksat til varetagelse af et bestemt forhold som følge af, at fremtidsfuldmægtigen midlertidigt er forhindret i at varetage sit hverv, f.eks. på grund af risiko for interessekonflikt vedrørende det pågældende forhold. Beskikkes der en særlig værge i overensstemmelse med værgemålslovens § 47, som den foreslås affattet ved denne lovs § 32, nr. 3, vil en fremtidsfuldmagt således ikke ophøre af denne grund.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 ophører fremtidsfuldmagtsforholdet endvidere, hvis fuldmagtsgiveren dør. I dette tilfælde har fuldmagtsgiveren ikke længere adgang til eller mulighed for at handle, og dermed er grundlaget for fremtidsfuldmagtsforholdet ikke længere til stede.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 finder aftalelovens § 24 om en fuldmægtigs beføjelser ved fuldmagtsgivers død og værgemål tilsvarende anvendelse ved fremtidsfuldmagter. I tilfælde af ophør ved død eller værgemål vil fremtidsfuldmægtigen – indtil de fornødne foranstaltninger kan træffes af dødsboet eller værgen – således kunne foretage de retshandler, der er nødvendige for at beskytte boet eller den (tidligere) fuldmagtsgiver mod tab, jf. herved aftalelovens § 24.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse omhandler ophør af en fremtidsfuldmagt som følge af fremtidsfuldmægtigens forhold.

Efter bestemmelsens stk. 1 ophører en fremtidsfuldmagt, hvis fremtidsfuldmægtigen frasiger sig hvervet, kommer under værgemål eller har oprettet en fremtidsfuldmagt, der sættes i kraft. Ophør af fremtidsfuldmagten som følge af fremtidsfuldmægtigens forhold kan således for det første komme på tale, hvis den pågældende frasiger sig hvervet, f.eks. hvis det viser sig mere omfattende end antaget på fuldmagtens oprettelsestidspunkt.

Efter lovforslagets § 28 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om underretning af Statsforvaltningen. Bemyndigelsen vil kunne udnyttes til at fastsætte regler om underretning af Statsforvaltningen i forbindelse med en frasigelse af hvervet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til lovforslagets § 28 og bemærkningerne hertil.

Ophør kan for det andet komme på tale, hvis fremtidsfuldmægtigen kommer under værgemål og således ikke fuldt ud er i stand til at varetage sine egne forhold.

Ophør kan for det tredje komme på tale, hvis fremtidsfuldmægtigen har oprettet en fremtidsfuldmagt, der sættes i kraft. I en sådan situation vil fremtidsfuldmægtigen ikke være i stand til at varetage sine egne forhold.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indebærer, at er der andre fremtidsfuldmægtige eller subsidiære fremtidsfuldmægtige, som fortsat kan varetage hvervet, vedbliver fremtidsfuldmagten med at være i kraft med de pågældende fuldmægtige. Ved Statsforvaltningens afgørelse om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft, har Statsforvaltningen taget stilling til, om alle fremtidsfuldmægtige og subsidiære fremtidsfuldmægtige opfylder betingelserne for at varetage hvervet, og i tilfælde af en fremtidsfuldmægtigs forfald er de øvrige – eller subsidiære – fuldmægtige således allerede legitimerede til at handle i stedet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 og 4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse omhandler Statsforvaltningens adgang til at bringe et fremtidsfuldmagtsforhold til ophør.

Efter den forslåede bestemmelse kan Statsforvaltningen uden for de tilfælde, der er omfattet af §§ 24 og 25, træffe afgørelse om en fremtidsfuldmagts ophør, herunder delvise ophør, hvis betingelserne for dens ikraftsættelse, jf. § 7, ikke længere er til stede. Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af lovforslagets § 21, hvorefter Statsforvaltningen fører tilsyn med fremtidsfuldmægtigene.

Bestemmelsen indebærer, at hvis der er forhold, der gør det betænkeligt at opretholde fuldmagten, vil Statsforvaltningen kunne bringe fremtidsfuldmagten til ophør. Et sådant tilfælde vil f.eks. kunne foreligge, hvis der opstår tvivl om fremtidsfuldmægtigenes evner til at varetage hvervet eller andet forhold, som kan give anledning til begrundet tvivl om, hvorvidt fremtidsfuldmagtsforholdet vil kunne fungere på betryggende vis.

Knytter betænkeligheden sig alene til en bestemt del af fremtidsfuldmagten eller til en bestemt fremtidsfuldmægtig, kan Statsforvaltningen bringe den pågældende del af fremtidsfuldmagten til ophør eller bringe fremtidsfuldmagten til ophør for så vidt angår den pågældende fuldmægtig. Om tilfælde, hvor der foreligger betænkelighed, henvises der i øvrigt til lovforslagets § 7, stk. 3, og bemærkningerne dertil.

Fremtidsfuldmagtsordningen er tænkt som et enkelt og privatretligt alternativ til værgemål, og ordningen vil som følge heraf ikke være egnet til at tage stilling til komplicerede tvister mv. I det omfang der i forbindelse med Statsforvaltningens tilsyn kommer forhold for dagen, som gør det betænkeligt at opretholde fremtidsfuldmagten, er det således ikke hensigten, at Statsforvaltningen gennem omfattende undersøgelser mv. søger at fremskaffe det fornødne grundlag for at afgøre komplicerede tvister. Hvis det betænkelige forhold ikke kan afkræftes ved de undersøgelsesskridt, som Statsforvaltningen umiddelbart kan foretage inden for rammen af ordningen, skal fremtidsfuldmagten sættes ud af kraft.

I de tilfælde hvor en fremtidsfuldmagt ophører, og der ikke er andre fremtidsfuldmægtige eller subsidiære fremtidsfuldmægtige, kan Statsforvaltningen tage initiativ til at indlede en sag om værgemål, jf. herved den foreslåede ændring af værgemålslovens § 16, stk. 2, jf. lovforslagets § 32, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse omhandler tinglysning af Statsforvaltningens afgørelser.

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 indebærer, at Statsforvaltningens afgørelser om ikraftsættelse, tilbagekaldelse, ændring eller ophør af en fremtidsfuldmagt har virkning fra det tidspunkt, hvor afgørelsen tinglyses i Personbogen.

Stk. 1 indebærer således for det første, at Statsforvaltningens afgørelser om ikraftsættelse, tilbagekaldelse, ændring eller ophør af fremtidsfuldmagter skal tinglyses i Personbogen. Formålet hermed er at sikre tredjemand en enkel mulighed for at gøre sig bekendt med den til enhver tid gældende fremtidsfuldmagt.

Stk. 1 indebærer for det andet, at Statsforvaltningens afgørelser har virkning fra det tidspunkt, hvor afgørelsen tinglyses i Personbogen og således er offentlig tilgængelig. De retsvirkninger, som Statsforvaltningens afgørelse har for fremtidsfuldmagten, har således virkning fra tinglysningen, hvor alle relevante parter har adgang til at gøre sig bekendt med disse. Hvis Statsforvaltningen f.eks. træffer afgørelse om ophør af fremtidsfuldmagten, vil fremtidsfuldmægtigens adgang til at repræsentere fuldmagtsgiveren bortfalde fra dette tidspunkt. Aftaler, som fremtidsfuldmægtigen indgår efter tinglysningen af Statsforvaltningens afgørelse, er således ikke bindende for fuldmagtsgiveren.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indebærer, at et privat tilsyns tilbagekaldelse af fremtidsfuldmagten eller en del heraf over for Statsforvaltningen ligeledes har virkning fra tinglysningstidspunktet. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 23 og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indebærer, at bliver Statsforvaltningen gennem henvendelse eller på anden måde opmærksom på, at en fremtidsfuldmagt er ophørt af andre grunde end Statsforvaltningens afgørelse, eller at en fremtidsfuldmægtig eller subsidiær fuldmægtig er ophørt med at varetage hvervet, foranstalter Statsforvaltningen tinglysning af en meddelelse herom. Dermed bliver der draget omsorg for, at ophøret gøres offentligt bekendt. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 28, hvorefter justitsministeren bemyndiges til at fastsætte administrative regler om pligt til at underrette Statsforvaltningen om ophøret af en fremtidsfuldmagt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 og 4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til lovforslagets § 28 og bemærkningerne dertil.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 kan justitsministeren fastsætte administrative regler om pligt til at underrette Statsforvaltningen om en fremtidsfuldmagts ophør.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil kunne udnyttes til at fastsætte regler om, i hvilket omfang fremtidsfuldmægtige mv. er forpligtet til at underrette Statsforvaltningen i ophørssituationer. Bestemmelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler om, at fremtidsfuldmægtigene har pligt til uden unødigt ophold at underrette Statsforvaltningen, hvis de frasiger sig hvervet.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan justitsministeren fastsætte regler om, at underretninger til Statsforvaltningen efter stk. 1 og skriftlig kommunikation til og fra Statsforvaltningen om underretninger efter stk. 1 skal foregå digitalt. I den forbindelse kan der fastsættes nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur eller lignende, og om hvornår en digital meddelelse vedrørende en sag om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt anses for at være kommet frem.

Efter bestemmelsens stk. 3 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om Statsforvaltningens pligt til at foretage underretning af de af fremtidsfuldmagtsforholdet berørte parter om fuldmagtens tilbagekaldelse, ændring eller ophør. Reguleringen vil navnlig kunne omfatte, hvem der skal underrettes, og hvordan det skal ske. Bemyndigelsesbestemmelsen påtænkes endvidere udnyttet til efter behov at fastsætte regler om Statsforvaltningens overførsel af information om fuldmagtsforholdet til andre offentlige it-systemer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 og 4.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 8

Påklage og gebyr

Den foreslåede bestemmelse drejer sig om påklage af Statsforvaltningens afgørelser efter loven til Civilstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 fastlægger kredsen af klageberettigede til at være fuldmagtsgiveren, fuldmagtsgiverens ægtefælle eller samlever, fremtidsfuldmægtige og subsidiære fremtidsfuldmægtige. Kredsen af klageberettigede udgøres således af personer, der direkte berøres af fremtidsfuldmagtsforholdet.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indebærer, at klagefristen er på fire uger fra afgørelsens tinglysning i Personbogen, for så vidt angår afgørelser omfattet af lovforslagets § 27, stk. 1, dvs. Statsforvaltningens afgørelser om ikraftsættelse, tilbagekaldelse, ændring eller ophør af en fremtidsfuldmagt. Bestemmelsen indebærer endvidere, at klagefristen for øvrige afgørelser er fire uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Den fastsatte klagefrist på fire uger indebærer, at klager, der modtages i Civilstyrelsen mere end fire uger efter datoen for tinglysning af Statsforvaltningens afgørelse eller fra meddelelsen af afgørelsen, ikke vil blive behandlet. I overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper vil en klage dog kunne behandles, hvis en fristoverskridelse er undskyldelig.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 og 4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen drejer sig om fastsættelse af gebyr for indgivelse af anmodninger om fremtidsfuldmagters ikraftsættelse.

Efter den foreslåede bestemmelse kan der således fastsættes regler om, at der betales et gebyr ved indgivelsen af en anmodning om at sætte en fremtidsfuldmagt i kraft.

Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, hvordan og hvornår gebyret skal betales og om størrelsen af gebyret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6-8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 9

Ikrafttræden m.v.

Det foreslås, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen skal bl.a. ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, hvorefter fremtidsfuldmagter skal registreres i et register over fremtidsfuldmagter. Den foreslåede ordning forudsætter således bl.a., at der vil skulle etableres et register over fremtidsfuldmagter (Fremtidsfuldmagtsregisteret) efter Folketingets vedtagelse af lovforslaget.

Om Fremtidsfuldmagtsregistereret kan der henvises til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 1

Den foreslåede ændring af værgemålslovens § 16, stk. 1, indebærer en udvidelse af kredsen af personer, der kan fremsætte anmodning om værgemål eller om ophævelse eller ændring af værgemål.

Kredsen af berettigede personer, der kan fremsætte en anmodning om værgemål for en person, består i dag af den pågældende selv, den pågældendes nærmeste pårørende, den pågældendes værge eller særlige værge, kommunalbestyrelsen, regionsrådet og politidirektøren. Som konsekvens af den foreslåede ordning om fremtidsfuldmagter, indebærer ændringen, at også fremtidsfuldmægtigene får adgang til at anmode om, at der fastsættes værgemål.

Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at også den, der efter lovforslagets § 2, stk. 3, af fuldmagtsgiveren har fået til opgave at have indseende med fuldmægtigen (det private tilsyn), kan anmode Statsforvaltningen om at fastsætte værgemål i forbindelse med, at den pågældende tilbagekalder fremtidsfuldmagten. Der er tale om en lovbestemt kompetence hertil, og det er således ikke nødvendigt, at det i fremtidsfuldmagten er bestemt, at tilsynet har denne beføjelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Den foreslåede ændring af værgemålslovens § 16, stk. 2, indebærer, at Statsforvaltningen uden anmodning kan indlede en værgemålssag i tilfælde, hvor en fremtidsfuldmagt ikke sættes ikraft efter indgivelse af anmodning herom, eller hvor fremtidsfuldmagten tilbagekaldes eller ophører, jf. lovforslagets kapitel 2 og 7.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at personer, der har behov herfor, får fornøden bistand til at varetage deres økonomiske eller personlige forhold, uanset at fremtidsfuldmagten ophører.

Hvis Statsforvaltningen efter at have modtaget en ikraftsættelsesanmodning ikke sætter fremtidsfuldmagten i kraft, vil Statsforvaltningen i stedet kunne indlede en værgemålssag, hvis der vurderes at være behov herfor. Det samme vil være tilfældet, hvis en fremtidsfuldmagt tilbagekaldes eller i øvrigt ophører. Statsforvaltningens indledning af sagen vil omfatte de almindelige sagsskridt efter værgemålsloven, herunder om underretning af den pågældende person og dennes pårørende efter værgemålslovens § 20 mv.

Der henvises til lovforslagets §§ 4, 7 og 24-26 og bemærkningerne hertil.

Efter værgemålslovens § 13, stk. 2, træffer Statsforvaltningen afgørelse om at iværksætte værgemål, medmindre det er betænkeligt at behandle en sag administrativt, herunder hvis personer protesterer mod værgemålet. Sager, hvor Statsforvaltningen efter lovforslagets § 32, nr. 2, får kompetence til at indlede sagen på grund af en fremtidsfuldmagts ophør eller manglende ikraftsættelse, er omfattet af værgemålslovens § 13, stk. 2, og er det betænkeligt at afgøre sagen administrativt, kan retten efter værgemålslovens § 13, stk. 3, træffe afgørelse om værgemålet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Den foreslåede ændring af værgemålslovens § 47 indebærer, at der kan beskikkes en særlig værge for fuldmagtsgiveren, hvis fremtidsfuldmægtigen skal indgå en retshandel med fuldmagtsgiveren, eller hvis der i øvrigt kan være modstridende interesser i forhold til fuldmagtsgiveren i forbindelse med den eller de bestemte dispositioner. De pågældende situationer vil dermed skulle håndteres på samme måde som tilsvarende sager på værgemålsområdet. Beskikkelse af en særlig værge medfører ikke, at fremtidsfuldmagten ophører, men at værgen i forhold til den konkrete disposition vil varetage fuldmagtsgiverens interesser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og til lovforslagets § 13 og bemærkningerne dertil.

Til nr. 1

For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, følger det af sundhedslovens § 14, at den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, indtræder i patientens rettigheder efter §§ 15-51, i det omfang det er nødvendigt for at varetage patientens interesser i den pågældende situation.

Med den foreslåede ændring fastsættes det, at repræsentationsmuligheden gælder hele loven og ikke alene bestemmelserne i §§ 15-51. Det indebærer, at en legal repræsentant kan varetage patientens interesser i henhold til alle de bestemmelser i loven, hvor repræsentation er mulig.

Til nr. 2

Efter sundhedslovens § 15, stk. 1, må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.

Med den foreslåede ændring af sundhedslovens § 15, stk. 1, præciseres det, at §§ 17-19 i sundhedsloven giver mulighed for stedfortrædende samtykke til behandling.

Til nr. 3

For en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende efter sundhedslovens § 18, stk. 1, give informeret samtykke til behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke dog gives af værgen.

Den foreslåede ændring af § 18, stk. 1, 2, pkt., er en sproglig rettelse, der skyldes indsættelsen af et 3. pkt., jf. nr. 4 nedenfor.

Til nr. 4

Efter sundhedslovens § 18, stk. 1, jf. nr. 3 ovenfor, kan patientens nærmeste pårørende og værge give samtykke til behandling på vegne af patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke.

Med det foreslåede 3. pkt. i § 18, stk. 1, sikres det, at en fremtidsfuldmægtig indenfor rammerne af fremtidsfuldmagten kan give stedfortrædende informeret samtykke til behandling, jf. sundhedslovens § 5, på vegne af en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke.

En fremtidsfuldmægtig vil således – i lighed med værger eller andre, der kan give stedfortrædende samtykke – ikke kunne give samtykke til behandling på vegne af patienter, der midlertidigt mangler evnen til at give informeret samtykke.

Til nr. 5

Af sundhedslovens § 18, stk. 2, følger det, at en sundhedsperson, hvis en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ikke har nogen nærmeste pårørende eller værge, kan gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning hertil.

Med den foreslåede ændring af § 18, stk. 2, fastsættes det, at en sundhedsperson kan gennemføre en påtænkt behandling af en patient, hvis en anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning hertil, hvis patienten ikke har en nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig. Forslaget er en konsekvens af de foreslåede ændringer, hvorefter en fremtidsfuldmægtig tillægges beføjelser til at samtykke til behandling af fuldmagtsgiveren

Til nr. 6

Efter sundhedslovens § 18, stk. 4, kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen, såfremt Styrelsen for Patientsikkerhed giver sin tilslutning hertil, hvis sundhedspersonen skønner, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet.

Med den foreslåede ændring af § 18, stk. 4, fastsættes det, at en sundhedsperson – med tilslutning fra Styrelsen for Patientsikkerhed – kan gennemføre en behandling uden samtykke fra de nærmeste pårørende, værgen eller den fremtidsfuldmægtige, hvis sundhedspersonen skønner, at de pågældende forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet.

Til nr. 7

Efter sundhedslovens § 19 kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge, hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen.

Med den foreslåede ændring af § 19 fastsættes det, at en sundhedsperson kan gennemføre en behandling uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig, når der er tale om et øjeblikkeligt behandlingsbehov.

Til nr. 8

Af sundhedslovens § 22 følger det, at bestemmelserne i §§ 15 og 16 om informeret samtykke, § 17 om mindreårige, § 20 om patientens inddragelse og § 21 om sundhedspersonens ansvar finder tilsvarende anvendelse for dette kapitel. Dog finder § 17 om mindreårige ikke anvendelse for § 26 om livstestamenter.

Med det forslåede nye 2. og 3. pkt. i § 22 fastsættes det, at §§ 18 og 19 i sundhedsloven ikke finder anvendelse for de rettigheder, der er omfattet af sundhedslovens kapitel 6. Dette betyder, at nærmeste pårørende, værger og fremtidsfuldmægtige ikke kan give stedfortrædende samtykke i forhold til sultestrejke, modtagelse af blod, behandling af uafvendeligt døende mv. på vegne af personer, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke. Tilsvarende kan disse personer ikke tilbagekalde et livstestamente.

Det foreslåede 3. pkt., der tidligere var 2. pkt., er en konsekvens af det nyindsatte 2. pkt.

Til nr. 9

Efter § 52, stk. 1, kan der fra en person, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, udtages væv og andet biologisk materiale i personens levende live til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske. Samtykket kan efter stk. 2 meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt ganske særlige grunde taler derfor, kan indgrebet dog foretages med samtykke fra en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af forældremyndighedens indehaver. For en person, som er under 15 år, eller som mangler evnen til selv at give samtykke, kan samtykket gives af forældremyndighedens indehaver eller af værgen, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. stk. 3. Der kan dog ikke gives samtykke til, at der fra en person under 18 år eller fra en person, som mangler evnen til selv at give samtykke, udtages ikke gendanneligt væv.

Med det foreslåede 3. pkt. i sundhedslovens § 52, stk. 2, fastsættes det, at samtykket for en person, som er under 15 år, kan gives af forældremyndighedens indehaver, når betingelserne i stk. 3 er opfyldt. Ændringen er en konsekvensrettelse som følge af de foreslåede nye 4. og 5. pkt., og viderefører i øvrigt gældende ret.

Med det foreslåede 4. pkt. fastsættes, at samtykket for en person, der mangler evnen til selv at give samtykke, kan gives af værgen, når betingelserne i stk. 3 er opfyldt. Det foreslåede 4. pkt. er en videreførelse af dele af det tidligere 3. pkt.

Med det foreslåede 5. pkt. fastsættes det, at samtykket for personer, der mangler evnen til at give samtykke, kan gives af en fremtidsfuldmægtig, i de tilfælde, hvor en patient har afgivet en fremtidsfuldmagt, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, i det omfang fremtidsfuldmagten bemyndiger fremtidsfuldmægtigen dertil, og betingelserne i stk. 3 er opfyldt.

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan lovens §§ 1-32 og § 33, nr. 9, dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Sagsområdet vedrørende formueret, hvortil en lov om fremtidsfuldmagter henhører, er overtaget af Færøerne. Loven skal derfor ikke kunne sættes i kraft for Færøerne. Efter bestemmelsens stk. 3 kan de foreslåede ændringer af værgemålsloven, jf. lovforslagets § 32, og de foreslåede ændringer af sundhedsloven, jf. lovforslagets § 33, imidlertid helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.