Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1544 af 18/11/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 73

En forvalter af alternative investeringsfonde, som forvalter en alternativ investeringsfond, der individuelt eller kollektivt opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab eller en udsteder, skal stille de i stk. 2 omhandlede oplysninger til rådighed for følgende:

  1. Det unoterede selskab.

  2. Det unoterede selskabs kapitalejere, hvis identitet og adresser forvalteren er i besiddelse af eller kan indhente fra det unoterede selskab eller fra et register, som forvalteren har eller kan få adgang til.

  3. Finanstilsynet.

Stk. 2. Forvalteren skal afgive følgende oplysninger:

  1. Identifikation af den eller de forvaltere, der enten individuelt eller kollektivt med andre forvaltere forvalter de alternative investeringsfonde, som har opnået bestemmende indflydelse.

  2. Politikken for forebyggelse og styring af interessekonflikter særlig mellem forvalteren, den eller de alternative investeringsfonde og det unoterede selskab, herunder oplysninger om de konkrete beskyttelsesforanstaltninger, der skal sikre, at enhver aftale mellem forvalteren eller den alternative investeringsfond og selskabet indgås på armslængdevilkår.

  3. Politikken for ekstern og intern kommunikation vedrørende det unoterede selskab særlig over for selskabets ansatte.

Stk. 3. Forvalteren skal i underretningen til det unoterede selskab anmode selskabets øverste ledelsesorgan om uden unødig forsinkelse at underrette arbejdstagernes repræsentanter eller, når sådanne ikke findes, arbejdstagerne selv om de oplysninger, som er nævnt i stk. 2. Forvalteren skal udfolde alle rimelige bestræbelser på at sikre, at det øverste ledelsesorgan har oplyst arbejdstagernes repræsentanter eller, når sådanne ikke findes, arbejdstagerne selv i overensstemmelse med reglerne i denne bestemmelse.

Stk. 4. En forvalter af alternative investeringsfonde, som forvalter en alternativ investeringsfond, der individuelt eller kollektivt opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, skal enten selv eller gennem den forvaltede alternative investeringsfond give oplysninger om den alternative investeringsfonds hensigt med hensyn til det unoterede selskabs fremtidige virksomhed og de sandsynlige konsekvenser for beskæftigelsen, herunder enhver væsentlig ændring i arbejdsvilkårene, til følgende:

  1. Det unoterede selskab.

  2. Det unoterede selskabs kapitalejere, hvis identitet og adresser forvalteren er i besiddelse af eller kan indhente fra det unoterede selskab eller fra et register, som forvalteren har eller kan få adgang til.

Stk. 5. Forvalteren skal udfolde alle rimelige bestræbelser på at sikre, at det øverste ledelsesorgan i det unoterede selskab stiller de i stk. 4 nævnte oplysninger til rådighed for det unoterede selskabs arbejdstagerrepræsentanter eller, når sådanne ikke findes, for arbejdstagerne selv.

Stk. 6. En forvalter af alternative investeringsfonde, som forvalter en alternativ investeringsfond, der alene eller sammen med andre opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, skal give Finanstilsynet og den alternative investeringsfonds investorer oplysninger om, hvordan erhvervelsen blev finansieret.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 73

Den foreslåede § 73 gennemfører artikel 28 i FAIF-direktivet.

Det foreslås i stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde, som forvalter en alternativ investeringsfond, skal stille de i det foreslåede stk. 2 omhandlede oplysninger til rådighed for det unoterede selskab, der individuelt eller kollektivt er opnået bestemmende indflydelse over samt for de af selskabets kapitalejere, hvis identitet og adresser forvalteren er i besiddelse af eller som forvalteren kan indhente fra det unoterede selskab eller fra et register, som forvalteren har eller kan få adgang til. Forvalteren skal ligeledes stille oplysningerne til rådighed for Finanstilsynet. Bestemmelsen omfatter såvel bestemmende indflydelse over et unoteret selskab som bestemmende indflydelse over en udsteder.

I unoterede selskaber vil der typisk ikke være kapitalejere, der er ubekendte, i al fald ikke for selskabets ledelse. Forvalteren pålægges en pligt til aktivt at søge viden om, hvem de øvrige kapitalejere i det unoterede selskab er, hvis der er nogle kapitalejere, som forvalteren ikke kender.

Det foreslås i stk. 2, at de oplysninger, som forvalteren skal afgive efter det foreslåede stk. 1, er identifikationen af den eller de forvaltere, der enten individuelt eller kollektivt med andre forvaltere, forvalter de alternative investeringsfonde, som har opnået bestemmende indflydelse over det unoterede selskab, jf. det foreslåede nr. 1.

Forvalteren skal ligeledes oplyse om politikken for forebyggelse og styring af interessekonflikter. Der skal særligt lægges vægt på at oplyse om forebyggelse og styring af interessekonflikter mellem forvalteren, den eller de alternative investeringsfonde og selskabet, samt oplysninger om de konkrete beskyttelsesforanstaltninger, der skal sikre, at enhver aftale mellem forvalteren eller den alternative investeringsfond og det unoterede selskab indgås på armslængdevilkår, jf. det foreslåede nr. 2.

Endelig skal forvalteren oplyse om politikken for ekstern og intern kommunikation vedrørende det unoterede selskab, særligt over for selskabets ansatte, jf. det foreslåede nr. 3.

Det foreslås i stk. 3, at forvalteren i underretningen til det unoterede selskab skal anmode selskabets øverste ledelsesorgan om uden unødig forsinkelse at underrette arbejdstagernes repræsentanter eller, når sådanne ikke findes, arbejdstagerne selv, om de oplysninger, som er nævnt i stk. 2. Forvalteren skal udfolde alle rimelige bestræbelser på at sikre, at det øverste ledelsesorgan har oplyst arbejdstagernes repræsentanter eller, når sådanne ikke findes, arbejdstagerne selv i overensstemmelse med den foreslåede § 73.

Det foreslås i stk. 4, at en forvalter af alternative investeringsfonde, som forvalter en alternativ investeringsfond, der individuelt eller kollektivt opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, enten selv eller desert gennem den forvaltede alternative investeringsfond skal give oplysninger om den alternative investeringsfonds hensigt med hensyn til det unoterede selskabs fremtidige virksomhed og de sandsynlige konsekvenser for beskæftigelsen, herunder enhver væsentlig ændring i arbejdsvilkårene.

Oplysningerne skal gives til det unoterede selskab og til de af det unoterede selskabs kapitalejere, hvis identitet og adresser forvalteren er i besiddelse af, eller som forvalteren kan indhente fra det unoterede selskab eller fra et register, som forvalteren har eller kan få adgang til.

I unoterede selskaber vil der typisk ikke være kapitalejere, der er ubekendte, i al fald ikke for selskabets ledelse. Forvalteren pålægges en pligt til aktivt at søge viden om, hvem de øvrige kapitalejere i det unoterede selskab er, hvis der er nogle, som forvalteren ikke kender. Man må antage, at forvalteren kan opfylde denne pligt ved at anmode selskabets øverste ledelsesorgan om at videreformidle oplysningerne. Endelig kan forvalteren afsøge de databaser og registre m.v., som han har adgang til. Det kan ikke antages, at forvalteren skal udfolde ekstraordinære aktiviteter eller afholde ekstraordinært store udgifter for at få kendskab til alle de øvrige kapitalejeres identitet.

Det foreslås i stk. 5, at forvalteren skal udfolde alle rimelige bestræbelser på at sikre, at det øverste ledelsesorgan stiller de i det foreslåede stk. 4 nævnte oplysninger til rådighed for arbejdstagernes repræsentanter eller, hvis disse ikke findes, for arbejdstagerne.

Da den alternative investeringsfond i denne situation har opnået bestemmende indflydelse over det unoterede selskab, må man antage, at selskabets øverste ledelsesorgan vil videreformidle underretningen til selskabets arbejdstagere uden protester eller forsinkelser.

Det foreslås i stk. 6, at en forvalter af alternative investeringsfonde, som forvalter en alternativ investeringsfond, der individuelt eller kollektivt, opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, skal give Finanstilsynet og den alternative investeringsfonds investorer oplysninger om, hvordan erhvervelsen blev finansieret. Dette skal ske for, at Finanstilsynet skal få mulighed for at se, om der er alternative investeringsfonde, hvis aktivitet kan udgøre en trussel mod den finansielle stabilitet.