Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1544 af 18/11/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 100

Senest 20 arbejdsdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse i henhold til § 99 skal Finanstilsynet give forvalteren meddelelse om, hvorvidt forvalteren kan påbegynde markedsføring af den alternative investeringsfond i Danmark. Afslag på markedsføring må kun meddeles, hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke er i overensstemmelse med denne lov og regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke overholder denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Forvalteren kan påbegynde markedsføring af den alternative investeringsfond i Danmark fra den dato, hvor Finanstilsynet har underrettet forvalteren om, at markedsføring kan påbegyndes.

Stk. 3. Finanstilsynet skal underrette Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed om, at forvalteren har fået tilladelse til at markedsføre andele i den alternative investeringsfond i Danmark.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 100

Den foreslåede § 100 gennemfører artikel 35, stk. 4, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet senest 20 arbejdsdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse, som overholder kravene i § 99, skal træffe afgørelse om, hvorvidt forvalteren kan påbegynde markedsføring af den alternative investeringsfond i Danmark. Finanstilsynet kan kun afslå markedsføringen, hvis det skønnes, at forvalteren ikke kan eller vil overholde kravene i denne lov og regler udstedt med hjemmel i denne lov, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke overholder denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Fristen efter det foreslåede stk. 1 regnes først fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet har modtaget en fuldstændig ansøgning. Modtager Finanstilsynet en ansøgning, der ikke er fuldstændig, skal dette meddeles til forvalteren. Der er ikke i den foreslåede bestemmelse en konkret frist for, hvor hurtigt Finanstilsynet skal give en sådan meddelelse, men tilsynet skal gøre det inden for rimelig tid fra modtagelse af den ufuldstændige anmeldelse.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at Finanstilsynet kun kan afslå markedsføringen, hvis forvalteren ikke overholder eller ikke skønnes at ville overholde denne lov. Dette betyder ikke, at forvalteren ikke i forbindelse med markedsføringen af fonden er forpligtet til at overholde øvrig dansk lovgivning. Overtrædelser, tilladelser, godkendelser m.v. efter regler uden for denne lov skal behandles i overensstemmelse med de relevante regler og efter de frister, der måtte gælde for sådan sagsbehandling.

Det følger af almindelige principper, at Finanstilsynet straks skal give meddelelse til parterne, når afgørelsen er truffet.

Efter det foreslåede stk. 2 kan forvalteren påbegynde markedsføringen af den alternative investeringsfond i Danmark fra den dato, hvor Finanstilsynet har underrettet forvalteren om, at markedsføring kan påbegyndes. Det betyder, at tilladelsen til markedsføring ikke kan gives med virkning fra en fremtidig dato, men at den er umiddelbart gældende.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet skal underrette ESMA om, at forvalteren har fået tilladelse til at markedsføre den pågældende fond i Danmark. I kraft af at de enkelte landes myndigheder skal indberette til ESMA om tilladelser til at markedsføre alternative investeringsfonde, som har hjemland i tredjelande, får ESMA et overblik over omfanget af sådan markedsføring.