LOV nr 698 af 20/06/2025
Forsvarsministeriet
Lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. § 2
De amerikanske militære myndigheder kan udøve disciplinær jurisdiktion i Danmark over for medlemmer af de amerikanske styrker, i det omfang det følger af forsvarssamarbejdsaftalen.
Forarbejder til Lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. § 2
RetsinformationDet fremgår af § 2 i lov nr. 143 af 29. april 1955 om retsstillingen for styrker tilhørende deltagerne i NATO og Partnerskab for Fred m.v., som ændret ved lov nr. 201 af 7. april 1999 (herefter NATO-styrkeloven), at fremmede militære myndigheder kan udøve strafferetlig og disciplinær jurisdiktion på dansk territorium i det omfang og på de vilkår, det følger af de i § 1, stk. 1, nævnte overenskomster. De nærmere regler for afsenderlandets jurisdiktionsudøvelse findes i NATO SOFA artikel VII. Disse bestemmelser indeholder bl.a. regler om afsenderlandets militære myndigheders adgang til udøvelse af disciplinær jurisdiktion i modtagerlandet.
Det foreslås i § 2, at de amerikanske militære myndigheder kan udøve disciplinær jurisdiktion i Danmark over for medlemmer af de amerikanske styrker i det omfang, det følger af forsvarssamarbejdsaftalen.
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre forsvarssamarbejdsaftalens artikel 14 om disciplin. Det fremgår af artikel 14, stk. 1, at de amerikanske militære myndigheder, i overensstemmelse med NATO SOFA artikel VII, stk. 10, er ansvarlige for at opretholde disciplin og orden blandt de amerikanske styrker og kan oprette militærpolitienheder på de aftalte anlæg og områder, hvor der er amerikanske styrker til stede. Det fremgår videre af artikel 14, stk. 2, at hvis de aftalte anlæg og områder benyttes i fællesskab med de danske væbnede styrker, skal de relevante amerikanske og danske myndigheder koordinere aktiviteter med hinanden. Af artikel 14, stk. 3, fremgår det, at idet det anerkendes, at Danmark har den suveræne retshåndhævende myndighed på dansk territorium, kan de amerikanske militære myndigheder efter gensidigt fastlagte procedurer, og i koordination med repræsentanter fra danske myndigheder, tillade brugen af militærpolitienheder til at opretholde disciplin og orden blandt de amerikanske styrker i områder tæt ved militæranlæg og områder, hvor der er amerikanske styrker til stede.
Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med aftalen medføre, at de amerikanske militære myndigheder kan udøve disciplinær jurisdiktion i Danmark efter forsvarssamarbejdsaftalen over for medlemmer af de amerikanske styrker.
Ved »amerikanske militære myndigheder« forstås i overensstemmelse NATO SOFA artikel I, stk. 1, litra f, de amerikanske myndigheder, der ifølge amerikansk lovgivning er bemyndiget til at håndhæve den amerikanske militære lovgivning over for medlemmer af dets styrker eller civile elementer.
Ved »medlemmer af de amerikanske styrker« forstås i overensstemmelse med forsvarssamarbejdsaftalens artikel 2, stk. 1, medlemmer af styrken og det civile element. For en nærmere gennemgang af forsvarssamarbejdsaftalens definition af ”styrken” og ”det civile element” henvises til afsnit 2 i de almindelige bemærkninger.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.2.2 i de almindelige bemærkninger.