LOV nr 698 af 20/06/2025
Forsvarsministeriet
Lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. § 13
Databeskyttelsesloven gælder ikke for aktiviteter omfattet af forsvarssamarbejdsaftalen.
Forarbejder til Lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. § 13
RetsinformationDet fremgår af databeskyttelseslovens § 1, stk. 2, at databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen gælder for al behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og for anden ikkeautomatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen gælder dog ikke i de tilfælde, der er nævnt i databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 2, litra b-d, og lovens § 3.
Det bemærkes, at det er Forsvarsministeriets vurdering, at aktiviteter omfattet af forsvarssamarbejdsaftalen ikke er omfattet af EU-retten, jf. TEU artikel 4, stk. 2. Aktiviteter omfattet af forsvarssamarbejdsaftalen vil derfor ikke være omfattet af databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde, jf. forordningens artikel 2, stk. 2, litra a.
Da databeskyttelsesloven ikke undtager de tilfælde, der er nævnt i databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 2, litra a, hvorefter forordningen ikke gælder for behandling af personoplysninger under udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten, vil databeskyttelsesloven som udgangspunkt finde anvendelse på behandling af personoplysninger som led i udøvelse af aktiviteter omfattet af forsvarssamarbejdsaftalen.
Det foreslås i § 13, at databeskyttelsesloven ikke gælder for aktiviteter omfattet af forsvarssamarbejdsaftalen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at behandling af personoplysninger i forbindelse med udøvelse af aktiviteter omfattet af forsvarssamarbejdsaftalen ikke vil være underlagt reglerne i databeskyttelsesloven.
Hovedformålet med forsvarssamarbejdsaftalen og med amerikanske styrkers tilstedeværelse i Danmark er at fremme den nationale sikkerhed og stabilitet her i landet. Amerikanske styrkers aktiviteter vil således materielt, personelt og geografisk være afgrænset til konkrete aktiviteter omfattet af forsvarssamarbejdsaftalen og være begrundet i hensynet til Danmarks nationale sikkerhed.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse i det omfang, at der udøves aktiviteter, som falder uden for forsvarssamarbejdsaftalen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 4 i de almindelige bemærkninger.