Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 318

Den foreslåede § 318 er enslydende med forslaget til § 373 b i lov om finansiel virksomhed, som foreslået indsat ved forslag til forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, straffeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af Ansvarsudvalgets forslag om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder og ændring af reglerne om egnethed og hæderlighed), der blev fremsat den 8. februar 2023 og forventeligt træder i kraft den 1. juli 2023.

Efter § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed straffes et medlem af en finansiel virksomheds, en finansiel holdingvirksomheds eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning, hvis vedkommende undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse. Tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed.

Efter § 373, stk. 7, 2. led, i lov om finansiel virksomhed straffes finansielle virksomheder og personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Tilregnelseskravet for overtrædelse af § 373, stk. 6 og 7, er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Der er således ikke krav om, at f.eks. den konkrete undladelse af at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse er foretaget forsætligt.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 318 , der skal være gældende for forsikringsselskaber, indtil ikrafttrædelsen af en ny lov om forsikringsvirksomheder m.v.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis et medlem af et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, groft uagtsomt eller forsætligt gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er en generel strafbestemmelse, der kriminaliserer grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Bestemmelsen omfatter den adfærd, der i dag er omfattet af § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, direktionsmedlemmers eller bestyrelsesmedlemmers og ansatte, der i det daglige er den del af den faktiske ledelses, adfærd omfattet af § 373, stk. 7, 2. led, i lov om finansiel virksomhed samt anden adfærd, som udgør ledelsessvigt af grov eller oftere gentagen karakter.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe klar hjemmel til at straffe en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, hvis adfærd anses for at være udtryk for grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Dermed skabes bl.a. et hjemmelsmæssigt mere sikkert grundlag for anklagemyndigheden at føre sager på, jf. straffelovens § 1.

Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil være medlemmer af bestyrelsen eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse. Det er dog ikke hensigten, at der med bestemmelsen foretages en indskrænkning af, hvem der efter den almindelige regel om medvirkensansvar i straffelovens § 23 kan gøres ansvarlig som medvirkende til grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, jf. i øvrigt herved straffelovens § 2. Efter omstændighederne vil andre personer således kunne straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen.

Udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”, omfatter f.eks. direktionsmedlemmer, der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen. Det kan f.eks. være en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige vilkår (direktør for underwriting). Eksempelvis et forsikringsselskabs økonomidirektør og HR-direktør, vil være omfattet af udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”.

Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selskabet. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men vil efter omstændighederne kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte vil skulle udpeges som nøglepersoner efter § 64 d, stk. 1, som værende en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en skadedirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificerede som nøglepersoner, er omfattet af det foreslåede stk. 1, 1. pkt., hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i forsikringsselskaber, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner efter lovforslagets § 127, er således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Det afgørende fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de som led i deres ansættelse og funktion udøver ledelse og styring af forskellige dele af en finansiel virksomhed. I deres funktion vil de således træffe ledelsesmæssige beslutninger eller undlade at træffe sådanne beslutninger. En ledelsesmæssig adfærd vil i nogle tilfælde kunne være af en så mangelfuld eller kritisabel karakter, at der vil kunne foreligge et ledelsessvigt.

Det foreslåede begreb ”ledelsessvigt” vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse både i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem foretager en aktiv handling, der indebærer et ledelsessvigt, og i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem undlader at handle i en situation, hvor handling er påkrævet.

Nedenfor angives to eksempler på bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, der indeholder centrale pligter for ledelsen. En ledelses tilsidesættelse af pligterne vil efter omstændighederne kunne udgøre et ledelsessvigt.

En central ledelsespligt fremgår af lovforslagets § 95, der viderefører § 70 i lov om finansiel virksomhed og stiller krav til bestyrelsens overordnede og strategiske funktion. Bestyrelsen i et forsikringsselskab skal således fastlægge, hvilke og hvor store risici virksomheden vil kunne påtage sig. I et forsikringsselskab skal bestyrelsen f.eks. fastlægge, hvilke og hvor store forsikrings- og markedsrisici selskabet vil påtage sig. Derudover skal bestyrelsen fastlægge de overordnede principper for opgørelse af de enkelte risikotyper, herunder selskabets forsikringsmæssige risici og investeringsmæssige risici. Bestyrelsen skal løbende følge op på, at der er overensstemmelse mellem, hvad forsikringsselskabet vil og gør, herunder følge op på virksomhedens overordnede strategiske mål, de fastsatte rammer m.v. for relevante risikoområder. Det indebærer, at bestyrelsen løbende vurderer de mål og anvisninger, der er besluttet, herunder inddrager de forudsætninger, som sådanne er baseret på.

F.eks. skal bestyrelsen på investeringsområdet bl.a. drøfte og beslutte den ønskede risikoprofil for selskabets investeringer og fastsætte en politik med tilhørende retningslinjer, der udmønter det enkelte pensionsselskabs investeringsstrategi og fastlægger klare rammer og afgrænsninger for de ønskede risici. Bestyrelsen skal løbende følge op på, om de forudsætninger, som risikoprofil m.v. bygger på, ændrer sig, og der opstår behov for at foretage justeringer.

Generelt vil det kunne anses som et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med direktionen, herunder tager stilling til om direktionen har fraveget den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen og har vurderet forsvarligheden af fravigelsen, jf. dette lovforslags § 1, nr. 18. Hvis bestyrelsen ikke modtager tilstrækkelig rapportering til løbende at kunne vurdere virksomhedens risici, jf. § 70 i lov om finansiel virksomhed, vil det kunne medføre strafansvar, hvis forholdet ikke påtales over for direktionen eller søges forbedret, når den mangelfulde rapportering konstateres. Samtidig vil det kunne medføre strafansvar for direktionen, hvis denne ikke giver bestyrelsen tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en løbende vurdering af virksomhedens risici. Hvis direktionen tilbageholder væsentlige oplysninger for bestyrelsen, herunder oplysninger, der kan påvirke virksomhedens drift, vil det ligeledes kunne medføre strafansvar.

En anden central ledelsespligt fremgår af lovforslagets § 132, der viderefører § 71 i lov om finansiel virksomhed og stiller krav til effektive former for virksomhedsstyring. Bestemmelsen indebærer, at virksomheden skal sikre sig, at organisationen indrettes på en sådan måde, at der er klart definerede ansvars- og arbejdsområder, således at udførelse af opgaver adskilles fra kontrollen af samme. Ligeledes skal virksomheden sikre sig, at der sker en rapportering til et højere ledelsesniveau af de risici, som virksomheden påtager sig, samt at der finder en løbende overvågning sted af virksomhedens forretningsområder. De omhandlede foranstaltninger skal omfatte hele virksomheden og være proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt, der isoleret set ikke kan betegnes som grove, men hvor svigtene ud fra en samlet bedømmelse vurderes at udgøre et groft forhold.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Her vil størrelsen af det tab, som er opstået, eller der forelå en risiko for, kunne inddrages. Manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner vil også efter omstændighederne indebære et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Det må dog sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden som beskrevet nærmere nedenfor.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar. Det vil for denne vurdering bl.a. have betydning, hvilket materiale der har været fremlagt for Finanstilsynet i forbindelse med tilsynsbesøget, og hvornår dette har fundet sted.

Det er en betingelse for strafansvar efter stk. 1, 1. pkt., at ledelsens svigt har haft økonomiske konsekvenser for virksomheden selv, dets forsikringstagere eller andre. Også en risiko for et tab vil kunne opfylde denne betingelse, uden at tabet er aktualiseret. Det er med den foreslåede bestemmelse hensigten, at også ledelsessvigt, der vil være egnet til at udløse væsentlige konsekvenser f.eks. selskabets økonomiske stilling m.v., som nævnt ovenfor, vil være omfattet af bestemmelsen, selvom den konkrete konsekvens ikke er indtrådt. Vurderingen af, om et ledelsessvigt medfører risiko for tab, vil således skulle foretages ud fra en objektiv vurdering af ledelsessvigtets egnethed til at medføre tab.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 1 er forsæt eller grov uagtsomhed. Det bemærkes, at minimumskravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det afgørende for uagtsomhedsvurderingen er, hvad det pågældende ledelsesmedlem burde have indset på det tidspunkt, hvor det grove ledelsessvigt begås. Om det er tilfældet, beror på en individuel vurdering af, om ledelsesmedlemmet objektivt har tilsidesat de handlenormer, der må anses for rimelige for netop det pågældende ledelsesmedlem, bl.a. ud fra ledelsesmedlemmets viden, kompetencer og erfaringer. Vurderingen af, om en adfærd eller undladelse er udtryk for grov uagtsomhed, træffes dermed på baggrund af den viden, som ledelsesmedlemmet havde, og de forhold, som var gældende, og som ledelsesmedlemmet var bekendt med, på tidspunktet for adfærden. Senere indtrufne omstændigheder, som eksempelvis kan påvirke både sandsynligheden for tab og tabets størrelse, indgår ikke i vurdering af tilregnelsen. Opnår et ledelsesmedlem senere en viden om forhold, kan dette i sig selv fordre handling, men dette påvirker ikke vurderingen af tilregnelsen for handling eller undladelse, før ledelsesmedlemmet fik denne viden.

Det bemærkes yderligere, at tab på engagementer, forsikringsdækninger eller investeringer er en uundgåelig og helt naturlig konsekvens af driften af et forsikringsselskab. Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at finansielle virksomheder kan have forskellige risikoprofiler. Den enkelte virksomhed kan således vælge en forretningsmodel, der indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse med eksempelvis forsikringsmæssige eller investeringsmæssige områder. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor i sin forretningsmodel. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at drive forretning på forsikringsområdet. Det gælder uanset, om der er tale om tab på forsikringstagere, kreditorer eller investeringer. Det er ikke hensigten med den foreslåede strafbestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i forsikringsselskaber tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som virksomheden drives efter, jf. herved bl.a. lovforslagets § 95, stk. 1, nr. 1.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af den foreslåede bestemmelse. De anførte typetilfælde skal ikke forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse, også andre situationer kan være omfattede. Omvendt vil ikke alle de tilfælde, der falder under beskrivelserne af opstillede situationer være strafbare, selvom de faktuelt kan svare til et anført eksempel. Det vil afhænge af den konkrete vurdering af den flerhed af omstændigheder, der vil foreligge i praksis, som ansvarsudvalget i betækning nr. 1575 bl.a. også anfører under pkt. 5.4.2 i betænkningen om forhold, hvor der fra et ledelsesmedlems side foreligger passivitet.

I de eksempler, hvor ledelsessvigtet er beskrevet som undladelse af en bestemt handling eller foranstaltning, kan tab eller risikoen for tab på ansvarsfritagende vis være afværget ved andre tiltag. Er det pågældende ledelsesmedlem over for hvem, der ellers ville have foreligget en strafsanktioneret handlepligt, bekendt med tiltag, vil der ikke foreligge et groft ledelsessvigt. Modsat er det ikke hensigten, at de andre tiltag skal være ansvarsfritagende for ledelsesmedlemmets eget grove ledelsessvigt, hvis ledelsesmedlemmet ikke var bekendt med tiltagene, jf. straffelovens § 21 om forsøg. Eksemplerne nedenfor skal således ses i lyset af det subjektive tilregnelseskrav i bestemmelsen og med den forudsætning, at den udøvede adfærd medfører tab eller risiko for tab.

Bestyrelsens og direktionens utilstrækkelige overholdelse af den finansielle lovgivning på væsentlige områder af stor betydning for forsikringsselskabets finansielle situation vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Eksempelvis vil det efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen ikke har sikret, at relevante funktioner i forsikringsselskabet, f.eks. aktuarfunktionen, compliancefunktionen, risikofunktionen og intern audit, i praksis rapporterer i behørigt omfang til ledelsen om manglende overholdelse af den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder. Tilsvarende vil bestyrelsens og direktionens vedvarende manglende iværksættelse af adækvate foranstaltninger til sikring af, at virksomheden overholder den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder for virksomhedens finansielle situation, kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Et andet eksempel kan være situationer, hvor ledelsen gentagne gange vælger ikke at reagere på advarsler om betydelige risici fra f.eks. revisor (intern revision, intern audit eller ekstern revisor) eller den compliance- eller risikostyringsansvarlige, og ledelsen vidste eller burde have indset, at eventuelt allerede iværksatte foranstaltninger til mitigering af sådanne risici var klart utilstrækkelige.

Det vil ligeledes kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis f.eks. bestyrelsesformanden forholder sig passivt til oplysninger og redegørelser fra direktionen og andre bestyrelsesmedlemmer om f.eks. øget risikotagning, der eksempelvis går ud over de fastlagte rammer eller ikke overholder de for forsikringsselskabet gældende procedurer.

Grove ledelsessvigt vil kunne foreligge i forbindelse med forsikringsselskabers risikostyring. Det vil eksempelvis kunne foreligge, hvis selskabernes risikostyringssystemer og interne kontrolsystemer er klart utilstrækkelige for den virksomhed, som selskaberne driver, og dermed udsætter selskabet for risici for, at væsentlige fejl ikke konstateres, eller undervurdering af de risici, som selskabet er udsat for.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der helt åbenbart ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Groft ledelsessvigt vil også kunne foreligge i situationer, hvor ledelsen ikke har forholdt sig til manglende ressourcer eller åbenbar uforsvarlig organisering i selskabet. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse eksempelvis de forsikringsmæssige opgaver, og om relevante afdelinger, herunder f.eks. en given nøglefunktion, aktuariatet eller investeringsafdelingen, er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere. Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove ledelsessvigt.

Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke har fulgt op på oplysninger om væsentlig underbemanding eller andre store problemer i virksomhedens centrale afdelinger.

Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove ledelsessvigt.

Klart uforsvarlig organisering på økonomiområdet vil kunne udgøre groft ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, eksempelvis hvor organiseringen medfører gentagne fejl i selskabets regnskabsføring, gentagne brud på kapitalkrav eller manglende likviditetsstyring.

Hvis bestyrelsen og direktionen således tilsidesætter pligten til at sikre en forsvarlig organisation, f.eks. ved manglende eller utilstrækkelig tildeling af ressourcer til eksempelvis økonomifunktionen i selskabet (f.eks. kompetencer, antal årsværk, it-værktøjer m.v.), kan det udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forberedelsen af regnskabsaflæggelsen er mangelfuld med den konsekvens, at der opstår en stor risiko for, at årsrapporten ikke er retvisende, hvilket bl.a. kan have en negativ indvirkning på kursen på forsikringsselskabets aktier.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at finansielle virksomheder kan have forskellige risikoprofiler. Det enkelte forsikringsselskab kan således vælge en forretningsmodel, der indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse med eksempelvis forsikringstegning eller investering. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor i sin forretningsmodel. Der vil imidlertid kunne foreligge grove ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen generelt eller gentagne gange har taget væsentlig større risici end forretningsmodellen berettiger, eller hvad der må anses for forsvarligt i lyset af indretningen af virksomheden. Eksempelvis betydelige investeringer, der foretages på et åbenbart ufuldstændigt grundlag.

Direktionens utilstrækkelige orientering af bestyrelsen om væsentlige forhold for virksomhedens drift eller balance, f.eks. udvikling i de forsikrings- eller investeringsmæssige risici eller kapitalforhold m.v., kan efter omstændighederne også være omfattet af bestemmelsen.

Overtrædelse af virksomhedsområdet ved drift af virksomhed uden fornøden tilladelse kan efter omstændighederne udgøre et groft ledelsessvigt.

For så vidt angår forsikringsselskabets markedsføring af forsikringer vil det kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis ledelsen er bekendt med og stiltiende accepterer, at virksomheden overtræder regler om markedsføring af forsikringer, og dermed tegner forsikringer for kunder på en vildledende eller illoyal måde. Som et eksempel kan nævnes tilfælde, hvor ledelsen i strid med den produktgodkendelse, som virksomheden skal foretage efter produktgodkendelsesbekendtgørelsen, bevidst beslutter eller stiltiende accepterer og tilbageholder viden om, at forsikringer aktivt promoveres til kunder, for hvem produktet ikke er egnet – eksempelvis sælger forsikringer til kunder, der aldrig vil kunne opfylde betingelserne for at have en dækningsberettiget skade, hvorved kunden lider et tab.

Endvidere vil det kunne udgøre groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen og direktionen ikke har sikret sig, at årsrapporten giver et retvisende billede af selskabets (koncernens) aktiver, passiver og finansielle stilling m.v., f.eks. fordi årsrapporten ikke er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det viser sig, at selskabets årsrapport ikke er retvisende, selvom der foreligger indikationer på behov for at følge op. En årsrapport er bl.a. beslutningsgrundlag for en regnskabsbruger, hvorfor årsrapporten skal være retvisende, og hvis dette ikke er tilfældet, kan årsrapporten påføre regnskabsbrugeren risiko for tab.

Grove ledelsessvigt vil også kunne foreligge i form af uforsvarlig værdiansættelse af aktiver og passiver, der får selskabets egenkapital og solvensgrad til at fremstå bedre end den egentlig er. Eksempelvis ved indregning af tilgodehavender hos konkursramte modparter, hvor der ikke er udsigt til dividende, indregning af genforsikringskontrakter uden overførsel af risiko, klar undervurdering af de forsikringsmæssige hensættelser til regnskab og solvens samt ved urealistiske værdiansættelser af aktiver.

Det vil også kunne udgøre ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen træffer beslutninger, der forudsætter tilladelser fra myndigheder, som ledelsen er klar over, at virksomheden ikke har eller vil kunne opnå. Det kunne f.eks. være, hvis et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed begynder at udbyde forsikringsklasser, der ikke er opnået tilladelse til, eller hvis et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, begynder at udbyde syge- og ulykkesforsikringer uden at indhente den fornødne tilladelse til det. Derudover kan det være i situationer, hvor en virksomhed vælger at oprette en dattervirksomhed f.eks. med henblik på at overlade visse investeringsmæssige områder til denne, og der ikke indhentes fornøden tilladelse til den pågældende dattervirksomhed.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at den finansielle virksomhed udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter et medlem af et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en nøgleperson, der gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, de forsikrede eller investorer i den finansielle virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ledelsen af et forsikringsselskab har en strafferetlig sanktioneret pligt til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i forbindelse med udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ledelsen har en forpligtelse til at udgøre et bolværk mod kriminalitet, og at groft ledelsesmæssigt svigt heraf vil kunne straffes efter bestemmelsen. Selvom bestemmelsens 1. led om risiko for udsættelse for kriminalitet må antages at være indeholdt i den traditionelle forståelse af ledelsesansvaret, indeholder bestemmelsen på dette punkt en præcisering og et klarere hjemmelsmæssigt grundlag herfor, mens 2. led om udsættelse for væsentligt øget risiko for kriminalitet vil udvide grundlaget for strafansvar og afvige fra, hvad der almindeligvis vil være omfattet af et strafferetligt ledelsesansvar i dansk ret.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der væsentligt øger risikoen for, at forsikringsselskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for ledelsen til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger ledelsen efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. Med hensyn til kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt, at ledelsen skrider til politianmeldelse, eller som minimum tager konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart ledelsen bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold, herunder f.eks. ved at bringe relevante kundeforhold til ophør. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt fra samme medlem af direktionen eller bestyrelsen, og forholdet efter en samlet bedømmelse af svigtene må vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed eller et betydeligt omfang, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Eksempelvis handlinger og undladelser, der medfører, at selskabet bliver udnyttet til at gennemføre hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet, eller at selskabet udsættes for en nærliggende risiko for dette, vil kunne være omfattet og straffes efter den foreslåede bestemmelse. Der vil også kunne foreligge et groft ledelsessvigt ved undladelse af at iværksætte relevante kontrolforanstaltninger over for konstateret åbenbar systematisk forsikringssvindel i skadessager, hvor en eller flere forsikringstagere anmelder skader, som ikke er sket.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Men det må sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor. Derudover vil manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner efter omstændighederne kunne indebære et groft ledelsessvigt.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter bestemmelsen er grov uagtsomhed.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af det foreslåede stk. 1, 2. pkt. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse.

Strafansvar vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, ikke har taget tilstrækkelige skridt til at imødegå åbenlyse og graverende operationelle risici eller ikke håndterer rapporterede operationelle hændelser forsvarligt med den konsekvens, at der opstår væsentlig øget risiko for, at selskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor selskabet ikke har en beredskabsplan for væsentlige it-systemer, selvom selskabets drift i høj grad baserer sig på en sikker og robust it-infrastruktur. Manglende IT-risikostyring og håndtering af IT-risici vil således kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det samme gælder vedvarende manglende håndtering af omfattende cyberhændelser, der eksempelvis forhindrer forsikringstagere i at komme i kontakt med deres forsikringsselskaber i tilfælde af personskadesager i udlandet, navnlig hvis sådanne hændelser er indtruffet og ledelsen orienteret herom, uden at det har ført til nye tiltag.

Det vil også kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke følger op på bemærkninger fra intern audit-funktionen i revisionsprotokollen om væsentlige svagheder eller mangler i kontroller, der medfører en væsentlig øget risiko for, at selskabet kan blive udsat for besvigelser eller anden kriminalitet, eller følger for sent op på bemærkningerne, herunder på, om bemærkningerne er blevet håndteret tilfredsstillende af den daglige ledelse.

Forsøg og medvirken kan straffes efter de almindelige regler i straffelovens §§ 21 og 23. Bestemmelsen vil således i kraft af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse. Står den pågældende selv uden for et særligt pligtforhold, som vedkommende medvirker til at krænke, vil straffen således også kunne nedsættes, jf. stk. 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Dette vil efter omstændighederne i praksis være relevant i tilfælde, hvor der ikke kan ske konfiskation, eller hvor tillægsbøde af andre grunde vil være at foretrække frem for konfiskation.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at personer, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som groft uagtsomt eller forsætligt gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, i lov om finansiel virksomhed for så vidt angår personer uden for ledelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at personer, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, vil kunne straffes efter bestemmelsen, hvis der ved grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed påføres virksomheden, de forsikrede eller investorer i den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab.

En person anses som knyttet til forsikringsselskabet, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer forsikringsselskabet. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, i lov om finansiel virksomhed. Der kan ved vurderingen af begreberne forsømmelse og skødesløshed drages paralleller til straffelovens § 157, der kriminaliserer tilsvarende grov eller oftere gentagen uønsket adfærd for personer, der virker i offentlig tjeneste.

Personer, der er medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, er ikke omfattet af bestemmelsen, da disse personer vil være omfattet af det foreslåede stk. 1. De personer, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse af selskabet, selvom de ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, er eksempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige vilkår. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, der er vigtig for forsikringsselskabets drift, jf. lovforslagets § 127, stk. 1, og § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, men vil kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i et forsikringsselskab vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, er omfattet af det foreslåede stk. 1, hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i finansielle virksomheder, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner er således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Der vil kunne være tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, hvis den ansvarlige for en nøglefunktion, f.eks. den ansvarlige for aktuarfunktionen, intern audit, den compliance-ansvarlige eller den ansvarlige for risikostyringsfunktionen forsømmer at rapportere nødvendige advarsler til bestyrelsen og direktionen om betydelige risici for virksomheden, som der ikke er taget højde for i virksomhedens risikostyring.

Tilsidesættelse af f.eks. politikker for forsikringsmæssige risici i forsikringsselskaber, hvor overdreven risikotagning kan indebære en øget tabsrisiko.

Hvis en policechef, salgsdirektør eller underwriting-ansvarlig eksempelvis accepterer en stor bygningsbrandforsikring, der ligger uden for mandatet i politikken for forsikringsmæssige risici, og forsømmer at afdække risikoen med reassurance, kan dette medføre en øget tabsrisiko. Selv hvis vedkommende har husket at afdække risikoen med reassurance, kan der være øget tabsrisiko, hvis selskabet ikke råder over kvalificerede medarbejdere til at håndtere skadesbegivenheder i en størrelse som den i eksemplet forsikrede bygningsbrand.

I politikken for investeringsområdet tager bestyrelsen stilling til, hvilke aktiver der må investeres i, og hvor mange midler der må investeres i hver aktivklasse. Dette giver en risikoprofil, som bestyrelsen har fundet acceptabel. Overskrider den investeringsansvarlige grænserne i politikken for investeringsområdet uden bestyrelsens accept, vil der efter omstændighederne kunne foreligge et groft ledelsessvigt. Det samme vil kunne være tilfældet, hvis der alene investeres i illikvide aktiver, hvorved selskabet risikerer ikke at kunne betale sine løbende forpligtelser.

Grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed vil eksempelvis kunne foreligge, hvis en person, der er knyttet til selskabet uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, gentagne gange tilsidesætter virksomhedens interne retningslinjer og instrukser.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 2 er grov uagtsomhed. Det bemærkes, at kravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det bemærkes yderligere, at tab på konkrete forsikringsdækninger eller investeringer er en uundgåelig og helt naturlig konsekvens af driften af et forsikringsselskab. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på det finansielle område. Det gælder uanset, om der er tale om tab på en enkelt forsikringstager, en kreditor eller en investering. Det er ikke hensigten med den foreslåede strafbestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i forsikringsselskaber tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som selskabet drives efter, jf. herved bl.a. lovforslagets § 95, stk. 1, nr. 1.

Det er med bestemmelsen ikke hensigten, at der foretages en indskrænkning af det almindelige medvirkensansvar efter straffelovens § 23, jf. herved straffelovens § 2. Det beror således på en konkret vurdering efter straffelovens § 23, om og i hvilket omfang personer, der falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde som følge af manglende tilknytning til forsikringsselskabet, kan ifalde et strafansvar for medvirken, der i givet fald formentlig typisk må rubriceres som medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det kan dog endvidere ikke udelukkes, at der kan opstå en situation, hvor personer, der ikke er omfattet af stk. 2, medvirker til overtrædelse af også denne bestemmelse, jf. herved forudsætningsvis straffelovens § 23, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person A med den fornødne tilknytning til forsikringsselskabet har rådført sig med en udenforstående B om virksomhedens uhensigtsmæssige og meget risikofyldte forretningsmodel. Såfremt A og B sammen bliver enige om ikke at foretage sig noget, herunder f.eks. ved at advisere bestyrelsen, kan begge personer efter omstændighederne ifalde et strafansvar for overtrædelse af det foreslåede stk. 2, såfremt undladelsen efter omstændighederne har karakter af en grov forsømmelse. A’s ansvar vil i denne situation være en direkte overtrædelse af det foreslåede stk. 2, mens B’s overtrædelse må kategoriseres som medvirken hertil.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at det samme gælder for ansatte med ansvar for en nøglefunktion, hvis forsømmelsen eller skødesløsheden medfører væsentlig øget risiko for, at selskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil indebære, at de ansatte, der i henhold til lovforslagets § 127, stk. 1, jf. § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. har ansvaret for en nøglefunktion, vil kunne straffes i tilfælde af grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for en ansat med ansvar for en nøglefunktion til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger den pågældende efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. I forbindelse med kriminalitet, der begås over for selskabet, vil det være naturligt at skride til politianmeldelse eller som minimum tage konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart den pågældende bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at den ansatte med ansvar for en nøglefunktion, foretager foranstaltninger, der sikrer, at selskabet konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter en person, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for forsikringsselskabet, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion i forsikringsselskabet har en strafferetlig sanktioneret pligt til at medvirke til at beskytte selskabet dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion har en forpligtelse til at understøtte ledelsens arbejde med at beskytte virksomheden mod kriminalitet, og at grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse hermed vil kunne straffes efter bestemmelsen.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at den konkrete forsømmelse eller skødesløshed kan kvalificeres som værende grov. Situationer, hvor der foreligger flere tilfælde af forsømmelse eller skødesløshed fra samme ansatte med ansvar for en nøglefunktion, og forholdet ud fra samlet bedømmelse vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Det foreslås i stk. 3, at forsikringsselskaber og personer, der er knyttet til forsikringsselskabet, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til offentlige myndigheder, offentligheden, til noget selskabsorgan, forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen omfatter forsikringsselskaber og alle, der er knyttet til virksomheden. En person anses som knyttet til selskabet, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer selskabet. Det indebærer, at både personkredsen omfattet af det foreslåede stk. 1 og det foreslåede stk. 2 vil være omfattet af bestemmelsen. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den tilsvarende bestemmelse i § 373, 1. pkt., 1. led, i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i straffeloven om urigtige og vildledende oplysninger til offentlige myndigheder og til offentligheden.

Det følger således af straffelovens § 162, at den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke den pågældende er pligtig at afgive forklaring, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Bestemmelsen omfatter både skriftlige og mundtlige forklaringer, men forudsætter samtidig, at en fysisk person er forpligtet til at afgive forklaring til eller for en offentlig myndighed. Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde er retsplejelovens § 497, stk. 1, om fyldestgørelsesobjekter afgivet af skyldneren under fogedforretninger. Forpligtelsen til at give Finanstilsynet oplysninger påhviler imidlertid efter den finansielle lovgivning selskaberne, dvs. de juridiske personer, jf. eksempelvis lovforslagets § 269, stk. 1, hvorefter bl.a. forsikringsselskaber skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Endvidere følger det af straffelovens § 163, at den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Omfattet af bestemmelsen er oplysninger til brug i retsforhold, hvilket omfatter urigtige oplysninger fra en borger eller virksomhed til en offentlig institution. Der skal endvidere være tale om oplysninger, som er urigtige eller bevidst vildledende. Bestemmelsen vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en finansiel virksomhed forsætligt afgiver urigtige oplysninger til Finanstilsynet på et skriftligt grundlag. Som følge af maksimumstraffen på fængsel i 4 måneder er forældelsesfristen for strafansvaret imidlertid 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil således supplere straffelovens § 163. Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil dog – udover hvad der er omfattet af straffelovens § 163 – også omfatte urigtige oplysninger afgivet til offentligheden, til noget selskabsorgan, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet og dermed ikke blot oplysninger givet til Finanstilsynet eller andre offentlige myndigheder. Endvidere vil et strafansvar efter bestemmelsen først forældes 5 år efter tidspunktet for afgivelsen af de urigtige eller vildledende oplysninger, jf. lovforslagets § 319, stk. 2.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 1. led, i lov om finansiel virksomhed.