LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 315
Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes virksomheder og personer, der er knyttet til et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til offentlige myndigheder, til offentligheden, til et selskabsorgan eller til indskydere, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i selskabet, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Krydsreferencer
2 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 315
Den gældende § 373 i lov om finansiel virksomhed fastlægger i stk. 7, 1. pkt., 1. led., at finansielle virksomheder og personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil to år, hvis de giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til visse interessenter eller gør sig skyldige i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Bestemmelsen foreslås videreført med redaktionelle ændringer og sproglige tilpasninger, herunder opdelt i to stykker med henblik på at skabe tydelighed omkring, hvorvidt et evt. forhold vedrører eksempelvis vildledende oplysninger eller grov skødesløshed. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med de foreslåede bestemmelser.
Den foreslåede § 315 fastsætter, hvilke handlinger og undladelser der kan strafpålægges.
Det foreslås i § 315, at personer, der er knyttet til et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil to år, hvis de giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til offentlige myndigheder, til offentligheden, til noget selskabsorgan eller til indskydere, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i selskabet, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at personer, der er knyttet til en virksomhed omfattet af loven, kan straffes med bøde eller fængsel indtil to år, hvis de giver urigtige eller vildledende oplysninger til en eller flere aktører inden for den nærmere bestemte personkreds.
Ved »personer, der er knyttet til forsikringsselskabet« m.v. forstås personer, hvor modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden. Det er således ikke en betingelse, at der f.eks. foreligger et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen.
Bestemmelsen skal ses som et supplement til § 162 i straffeloven, hvorefter den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke han er pligtig til at afgive forklaring, kan straffes with bøde eller fængsel indtil fire måneder.
Finanstilsynet er tilsynsmyndighed for forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder. Et sådan tilsyn er baseret på både indhentning af oplysninger og muligheden for at foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser i relevante virksomheder. Bestemmelsen supplerer § 162 i straffeloven, idet denne vedrører pligtmæssige erklæringer til en offentlig myndighed. Med henblik på muligheden for et effektivt tilsyn med forsikringsselskaber eller forsikringsholdingvirksomheder er der behov for en klar bestemmelse om at strafpålægge afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til offentlige myndigheder.
Bestemmelsen berører ikke retten til at undgå selvinkriminering. Offentlige myndigheder skal overholde de forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om en persons mulighed for at undgå selvinkriminering. Den mistænkte person har her muligheden for at meddele den offentlige myndighed, at vedkommende ikke ønsker at udtale sig. Bestemmelsen kan eksempelvis finde anvendelse i det tilfælde, at en person under foregivende af at ville medvirke til sagens oplysninger afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til den offentlige myndighed om en sags faktiske forhold.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den fysiske eller juridiske person, som afgiver de urigtige eller vildledende oplysninger.