Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 260

Den gældende § 344, stk. 2, 3 og 5, i lov om finansiel virksomhed fastlægger, hvordan Finanstilsynet skal og kan udøve sin tilsynsmyndighed.

Bestemmelserne foreslås videreført for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder med redaktionelle ændringer og sproglige tilpasninger. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med de foreslåede bestemmelser.

Den foreslåede § 260 fastsætter betingelser for Finanstilsynets udøvelse af tilsynsvirksomheden med forsikringsselskaber og regulerer Finanstilsynets samarbejder med andre medlemsstaters kompetente myndigheder ved delte tilsynsforpligtelser, herunder Finanstilsynets forpligtelse til at underrette tilsynsmyndighederne i udenlandske investeringsselskabers hjemland.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet skal tilrettelægge den sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at fremme den finansielle stabilitet og tilliden til forsikringsselskaber og de finansielle markeder.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at Finanstilsynet skal tilrettelægge den sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at fremme den finansielle stabilitet og tilliden til forsikringsselskaber og de finansielle markeder. Den finansielle stabilitet afhænger af mange forhold, og der vil være forskel fra tid til anden på, hvilke forhold der påvirker den finansielle stabilitet. Beskyttelsen er både rettet mod de økonomiske interesser for forsikringsselskabers kunder, herunder investorer, men også mere overordnet den finansielle stabilitet samt tilliden til forsikringsselskaber og de finansielle markeder samt øvrige samfundsmæssige forhold.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed skal lægge vægt på holdbarheden af det enkelte forsikringsselskabers forretningsmodel.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed skal lægge vægt på holdbarheden af det enkelte forsikringsselskabs forretningsmodel. At en forretningsmodel er holdbar betyder, at forretningsmodellen medvirker til forsikringsselskabers levedygtighed, og at gældende lovgivning overholdes. I vurderingen indgår forsikringsselskabers aktuelle overholdelse af lovgivningen, herunder overholdelsen af forsikringsselskabers tilladte aktivitetsområde, jf. bl.a. lovforslagets § 19, men også fremtidige overtrædelser, som Finanstilsynet vurderer, at der er risiko for givet forsikringsselskabers forretningsplan og -strategier eller andre forhold af betydning for forsikringsselskabers overholdelse af lovgivningen. Den foreslåede bestemmelse skal også ses i lyset af lovforslagets §§ 95-141 der fastsætter de overordnede rammer for ledelse samt styring og indretning, og som skal skærpe ledelsens og forsikringsselskabers fokus herpå.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet skal prioritere sin tilsynsindsats, så der på et tidligere tidspunkt vurderes og gøres opmærksom på risikable eller uholdbare elementer i den valgte forretningsmodel.

Finanstilsynet kan vurdere en forretningsmodel uholdbar – eller kan vurdere, at der er elementer af forretningsmodellen, der er uholdbar – af mange årsager, som kan vedrøre det enkelte forsikringsselskab eller markedsforholdene for det enkelte forsikringsselskabs forretningsmodel.

Hvis Finanstilsynet konstaterer, at et forsikringsselskabs forretningsmodel er uholdbar eller indeholder elementer, der er uholdbare, vil Finanstilsynets tilsynsreaktion afhænge af de konkrete forhold. Foreligger der på tidspunktet for Finanstilsynets konstatering ikke en overtrædelse af den finansielle lovgivning, kan Finanstilsynet give en risikooplysning. Er der derimod samtidig konstateret lovovertrædelser, giver Finanstilsynet påbud, ligesom Finanstilsynet afhængig af omstændighederne vil kunne foretage politianmeldelse.

Finanstilsynets vurdering af holdbarheden af et forsikringsselskabs forretningsmodel kan også have betydning for den kapital, forsikringsselskaber skal have til rådighed til dækning af de risici, forsikringsselskaber udgør for kunder, markeder og sig selv, jf. lovforslagets §§ 132-134. Finanstilsynet vil også kunne påbyde et forsikringsselskabs ledelse at lade udarbejde en redegørelse for forsikringsselskabets økonomiske stilling og fremtidsudsigter, jf. lovforslagets § 276, eller påbyde forsikringsselskabet at træffe de nødvendige foranstaltninger, jf. lovforslagets § 277. Opfylder forsikringsselskabet ikke dette, kan Finanstilsynet inddrage forsikringsselskabets tilladelse, jf. lovforslagets § 277, stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at tilrettelæggelsen af tilsynsvirksomheden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn, hvor den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de potentielle risici eller skadesvirkninger.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at tilsynsvirksomheden skal tilrettelægges ud fra et væsentlighedshensyn. Dette indebærer, at der er områder af lovgivningen for bl.a. forsikringsselskaber, som Finanstilsynet kan undlade regelmæssigt at påse overholdelsen af. På de områder, hvor de potentielle risici eller skadesvirkninger vurderes at være relativt lave, kan Finanstilsynet i stedet anvende mindre effektive, men også mindre ressourcekrævende tilsynsinstrumenter, så som stikprøvevise kontroller eller kontroller, som gennemføres, eksempelvis når Finanstilsynet alligevel er på inspektion af tilstødende forretningsområder i forsikringsselskaberne.

Hvor risikoen for skadesvirkning vurderes at være meget lav, kan Finanstilsynet dermed vælge, at området ikke løbende påses, men forlade sig på anmeldelser og andre oplysninger, der fremsendes til Finanstilsynet. I væsentlighedshensynet kan bl.a. indgå risikoen for lovovertrædelser. En forhøjet risiko kan eksempelvis skyldes en teknisk kompliceret regulering, en generel erfaring hos Finanstilsynet for, at der sker overtrædelser af de pågældende regler, eller en konkret erfaring med overtrædelser. Som eksempler kan nævnes nye regelsæt, hvor der ofte er en vis gennemførelsestid.

Finanstilsynet behandler ikke sager om enkelte kunders forhold til et forsikringsselskab. Selv om skadesvirkningen af en lovovertrædelse i relation til en enkelt kunde kan være forholdsvis stor, skal det være den generelle skadegørende effekt, som skal være rettesnor ved prioritering af tilsynsindsatsen.

Det foreslås i stk. 1, 4. pkt., at Finanstilsynets direktion har ansvaret for tilsynsvirksomhedens tilrettelæggelse.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at det er Finanstilsynets direktion, der har ansvaret for tilsynsvirksomhedens tilrettelæggelse. Ved tilrettelæggelsen og udførelsen af tilsynsvirksomheden refererer Finanstilsynets direktion til Finanstilsynets bestyrelse. Erhvervsministeren har således ikke instruktionsbeføjelser over for Finanstilsynet for så vidt angår tilsynsvirksomheden, uanset at såvel Finanstilsynets bestyrelse som direktion er udpeget af erhvervsministeren. Dette i modsætning til øvrige sager, herunder forberedelse af lovgivning, EU-forhandlinger, forbrugertilsyn og almindelig ministerbetjening samt Finanstilsynets informationsvirksomhed.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet i tilrettelæggelsen af tilsynsvirksomheden skal overveje de potentielle konsekvenser for den finansielle stabilitet i andre lande indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet i tilrettelæggelsen af tilsynsvirksomheden også skal lægge vægt på tilsynet med de forsikringsselskaber, hvis aktiviteter kan have betydning for den finansielle stabilitet i lande indenfor Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Det indebærer blandt andet, at Finanstilsynet i så vidt omfang, det er muligt efter Finanstilsynets kompetence, skal bidrage til samarbejde om tilsyn med filialer i Danmark og, hvor dette måtte være relevant, deltage i tilsynskollegier.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at det navnlig gælder i forbindelse med krisesituationer.

Bestemmelsen fastslår, at Finanstilsynet i tilrettelæggelsen af tilsynsvirksomheden navnlig skal lægge vægt på potentielle konsekvenser for den finansielle stabilitet i andre lande indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, i forbindelse med krisesituationer.

Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at Finanstilsynet for forsikringsselskaber, der både har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal lægge vægt på både holdbarheden af den samlede virksomhed, samt holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en præcisering vedrørende vurderingen af holdbarhed af forretningsmodellen i forhold til virksomheder, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig. Finanstilsynet foretager en vurdering af en virksomheds forretningsmodels holdbarhed i forbindelse med, at virksomheden ansøger. Finanstilsynet fører ligeledes tilsyn med dette løbende.

Hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikringsselskaber er at sikre en hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede. Bestemmelsen præciserer, hvordan holdbarhed skal fortolkes i forhold til virksomheder, der har tilladelse til at drive livs- og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

En virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, er underlagt en række krav, der skal understøtte, at der i praksis sker en særskilt forvaltning af de to områder, hvilket skal ses i lyset af, at der består et særligt behov for at sikre de livsforsikredes interesser, når der udøves skadesforsikringsvirksomhed sammen med livsforsikringsvirksomhed. De krav, der stilles til sådanne virksomheder, indebærer, at der ud over fokus på holdbarheden af virksomhedens samlede forretningsmodel nødvendigvis også skal være fokus på holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

F.eks. er det et krav, at en virksomhed, der driver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, jf. lovforslagets § 155, stk. 5, nr. 1 og 2.

I vurderingen af holdbarheden for sådanne typer virksomheders forretningsmodel vil det derfor bl.a. indgå, hvorvidt selskabet har og kan forventes på sigt at have et tilstrækkeligt basiskapitalgrundlag hørende til livsforsikringsvirksomheden, herunder til at dække det teoretiske minimumskapitalkrav for livsforsikringsvirksomheden og tilsvarende tilstrækkeligt basiskapitalgrundlag hørende til SUL-virksomheden til at dække det teoretiske minimumskapitalkrav for skadesforsikringsvirksomheden. Det er en forudsætning for, at en forretningsmodel kan anses for holdbar, at det kan sikres, at de respektive minimumskapitalkrav udelukkende dækkes af midler tilhørende den respektive type virksomhed, og at der ikke er afhængigheder mellem de to forretningsben. Dette indebærer videre, at der ikke opstår behov for tilskud mellem de to typer virksomhed.

Ved en holdbar forretningsmodel lægger Finanstilsynet vægt på, at selskabet i en given driftsplansperiode har en så stor indtjening, at den kan dække de relevante kapitalkrav og eventuelle stigninger heri.

Der vil være tale om en konkret vurdering af forretningsmodellen i lyset af de mere generelle markedsforhold samt den pågældende virksomheds type, størrelse, forretningsplaner og strategier, samt de budgetter, kapitalplaner og lignende, herunder de konkrete fremskrivninger og de forudsætninger, som strategi, fremskrivninger m.m. er baseret på. Da fokus skal være på både virksomhedens holdbarhed samlet set og på livs- og skadesforsikringsvirksomheden for sig, vil Finanstilsynet skulle inddrage begge områders forretningsplaner og strategier samt budgetter, kapitalplaner og lignende. Det forhold, at der har været systematiske underskud i en periode, eller der forventes systematiske underskud i en periode fremover, vil kunne inddrages i vurderingen af holdbarheden både samlet set og for hver af de to forretningsområder og uafhængigt af kapitaloverdækningens størrelse.

Fokusområsdet er, om der består en risiko for holdbarheden givet forsikringsselskabers forretningsplan og -strategier eller på om øvrige forhold kan få betydning for forsikringsselskabers overholdelse af lovgivningen. I vurderingen indgår endvidere forsikringsselskabets aktuelle overholdelse af lovgivningen, men også eventuelle fremtidige overtrædelser.

Det foreslås i stk. 2, 4. pkt., at for filialer her i landet af forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre forsikringsvirksomhed i et andet land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal Finanstilsynet overvåge filialerne og bistå i tilsynet med filialerne.

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke en ændring af ansvars- og kompetencefordelingen mellem landenes tilsynsmyndigheder. Derfor formuleres Finanstilsynets forpligtelse som en forpligtelse til at overvåge filialerne. Overvågning består for filialer, hvor der er oprettet et tilsynskollegium, hovedsageligt i deltagelse i tilsynskollegier. For filialer uden tilsynskollegium består det i at følge med i virksomhedens og filialens udvikling og regnskaber samt koordinere indsatsen med den kompetente tilsynsmyndighed

Som udgangspunkt gælder der hjemlandstilsyn for grænseoverskridende tjenesteydelser med forsikringsvirksomhed udøvet her i landet af forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre forsikringsvirksomhed i et land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan anvende fremmed bistand i forbindelse med Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet har et presserende behov, eller hvor Finanstilsynet har brug for en særlig ekspertviden, kan gøre brug af fremmed bistand. Finanstilsynets brug af eksperter skal ske indenfor de almindelige økonomiske rammer, der er fastlagt i finansloven.